Den sociale republik trådte frem som et slagord, som en profeti på Februarrevolutionens tærskel. I junidagene 1848 blev den kvalt i pariserproletariatets blod, men den går igen som spøgelse i dramaets følgende akter. Den demokratiske republik melder sig. Den fordufter den 13. juni 1849 sammen med sine flygtende småborgere, men under flugten kaster den dobbelt pralende reklamer efter sig. Den parlamentariske republik med bourgeoisiet bemægtiger sig skuepladsen, udfolder sig og lever sig ud, men den 2. december 1851 begraves den under de forenede royalisters angstråb: »Leve republikken!«
Det franske bourgeoisi modsatte sig det arbejdende proletariats herredømme, det bragte i stedet pjalteproletariatet til magten, og i spidsen for dette chefen for Selskabet af 10. december. Bourgeoisiet holdt Frankrig i åndeløs angst for de rædsler, som det røde anarki ville bringe; Bonaparte gav det en forsmag på denne fremtid, da han den 4. december lod de fornemme borgere fra Boulevard Montmartre og Boulevard des Italiens skyde ned ved deres vinduer af den snapsbegejstrede ordensarme. Bourgeoisiet havde forgudet sabelen; sabelen hersker over det. Det havde tilintetgjort den revolutionære presse; dets egen presse er tilintetgjort. Det stillede folkeforsamlingen under politiopsyn; dets saloner står under politiopsyn. Det opløste de demokratiske nationalgarder; dets egen nationalgarde er opløst. Det gennemførte belejringstilstand; det er selv sat i belejringstilstand. Det fortrængte nævningene med militærkommissioner; dets egne nævninge er fortrængt af militærkommissioner. Det gav præsterne kontrol med folkeundervisningen; præsterne har kontrol med dets egen undervisning. Det forviste uden dom; det bliver selv forvist uden dom. Det undertrykte enhver bevægelse i samfundet ved hjælp af statsmagten; enhver bevægelse i dets egen kreds bliver knust af statsmagten. Af begejstring for sin pengesæk rebellerede det mod sine egne politikere og litterater; dets politikere og litterater er væk, men dets pengesæk bliver plyndret, efter at dets mund er kneblet og dets pen brudt i stykker. Utrætteligt råbte bourgeoisiet til revolutionen som den hellige Arsenius til de kristne: »Fuge, tace, quiesce! Flygt, ti og vær rolig!« Bonaparte råber til bourgeoisiet: »Fuge, tace, quiesce! Flygt, ti og vær rolig!«
Det franske bourgeoisi havde for længst løst Napoleons dilemma: »Om halvtreds år er Europa republikansk eller kosakisk«. Det havde fundet løsningen i form af en »kosakrepublik«. Det er ingen ond troldkvinde, der har hekset den borgerlige republiks kunstværk om til en vanskabning. Republikken har ikke mistet noget andet end sit skin af respektabilitet. Det nuværende Frankrig forelå færdigt i den parlamentariske republik. Der behøvedes kun et bajonetstik for at få blæren til at revne og uhyret til at rejse sig.
Hvorfor rejste pariserproletariatet sig ikke efter den 2. december?
Endnu var bourgeoisiets fald kun dekreteret, dekretet var ikke gennemført. Enhver alvorlig opstand fra proletariatets side ville øjeblikkelig have sat liv i bourgeoisiet, forsonet det med armeen og sikret arbejderne et nyt juninederlag.
Den 4. december blev proletariatet provokeret til kamp af bourgeois’en og kræmmeren. Den samme dag om aftenen lovede flere legioner af nationalgarden at indfinde sig væbnet og uniformeret på kamppladsen. Bourgeois’en og kræmmeren var kommet under vejr med, at Bonaparte i et af sine dekreter af 2. december afskaffede den hemmelige afstemning og pålagde dem at skrive deres ja eller nej efter deres navn i de officielle registre. Modstanden den 4. december skræmte Bonaparte. Om natten lod han på alle gadehjørner i Paris plakater slå op, hvori han kundgjorde, at den hemmelige afstemning skulle genindføres. Bourgeois’en og kræmmeren mente at have opnået deres hensigt. De, der ikke kom morgenen efter, var kræmmerne og bourgeois’erne.
Pariserproletariatet var natten mellem 1. og 2. december ved et kup af Bonaparte blevet berøvet sine førere, barrikadecheferne. Som en arme uden officerer, hvem mindet om juni 1848 og 1849 og maj 1850 havde gjort uvillig til at kæmpe under Bjergets banner, overlod det til sin fortrop, de hemmelige selskaber, at redde Paris’ oprørsære, den som bourgeoisiet så modstandsløst prisgav til soldaterhorderne, at Bonaparte senere kunne afvæbne nationalgarden med den hånlige motivering, at han frygtede, at anarkisterne ville misbruge dens egne våben mod den!
»Det er socialismens fulde og endelige triumf!« Således karakteriserede Guizot den 2. december. Men omend den parlamentariske republiks fald bærer spiren i sig til den proletariske revolutions triumf, så var det nærmeste håndgribelige resultat Bonapartes sejr over parlamentet, den udøvende magts sejr over lovgivningsmagten, en sejr for magten uden frase over frasens magt. I parlamentet ophøjede nationen sin fællesvilje til lov, dvs. den herskende klasses lov til sin fællesvilje. Overfor den udøvende magt giver den afkald på enhver selvstændig vilje og underkaster sig magtbudet fra en fremmed vilje, fra autoriteten. Den udøvende magt i modsætning til den lovgivende magt udtrykker nationens heteronomi i modsætning til dens autonomi. Frankrig synes altså kun at undslippe en klasses despoti for at falde tilbage til et individs despoti, og det under et autoritetsløst individs autoritet. Kampen synes at have fået det udfald, at alle klasser lige magtesløst og lige lydløst falder på knæ for geværkolberne.
Men revolutionen er grundig. Den er endnu på rejse gennem skærsilden. Den gør sin gerning med metode. Indtil den 2. december havde den gennemført den første halvdel af sin forberedelse, nu gennemfører den den anden. Den fuldendte først den parlamentariske magt for at kunne styrte den. Nu, da den har opnået dette, fuldender den den udøvende magt, reducerer den til sit reneste udtryk, isolerer den, stiller den foran sig for at tage sigte på den alene og koncentrere alle sine ødelæggelseskræfter mod den. Og når den har fuldført denne anden halvdel af sit forarbejde, vil Europa springe op fra sin plads og juble: Godt gravet, gamle muldvarp!
Denne udøvende magt med sin uhyre, bureaukratiske og militære organisation, med sit vidtforgrenede og kunstige statsmaskineri, en embedsmandshær på en halv million ved siden af en arme på endnu en halv million, dette frygtelige snylterlegeme, der slynger sig som et net om hele det franske samfundslegeme og tilstopper alle dets porer, opstod på enevældens tid, under feudalvæsenets forfald, som det bidrog til at fremskynde. Jorddrotternes og byernes magtprivilegier forvandlede sig til ligeså mange attributter for statsmagten, de feudale privilegieindehavere til betalte embedsmænd og de modstridende middelalderlige rettigheders brogede prøvekollektion til en ordnet plan for en statsmagt, hvis arbejde er delt og centraliseret som i en fabrik. Den første franske revolution, der havde til opgave at bryde alle lokale, territoriale og provinsielle særmyndigheder for at skabe nationens borgerlige enhed, måtte udvikle det, som det enevældige monarki havde påbegyndt: centralisationen, men samtidig også regeringsmagtens omfang, attributter og håndlangere. Napoleon fuldendte dette statsmaskineri. Det legitime monarki og julimonarkiet føjede intet andet nyt til end en større deling af arbejdet, som voksede i samme grad, som arbejdsdelingen indenfor det borgerlige samfund skabte nye interessegrupper, altså nyt materiale for statsadministrationen. Enhver fælles interesse blev straks løsrevet fra samfundet og stillet op imod det som en højere, almen interesse, blev revet ud af samfundsmedlemmernes selvvirksomhed og gjort til genstand for regeringens virksomhed, lige fra broen, skolehuset og kommunalformuen i en landsbykommune til Frankrigs jernbaner, nationalformue og statsuniversitetet. Endelig så den parlamentariske republik sig i kampen mod revolutionen tvunget til ved undertrykkelsesforanstaltninger at forstærke regeringsmagtens midler og dens centralisation. Alle omvæltninger gjorde denne maskine mere fuldkommen i stedet for at knuse den. De partier, som afvekslende kæmpede om herredømmet, betragtede erobringen af denne uhyre statsbygning som sejrherrens hovedbytte.
Men under enevælden, under den første revolution og under Napoleon var bureaukratiet blot midlet til at forberede bourgeoisiets klasseherredømme. Under restaurationen, under Louis Philippe og under den parlamentariske republik var det et redskab for den herskende klasse, hvor meget bureaukratiet end stræbte efter selvstændig magt.
Først under den anden Bonaparte synes staten at have gjort sig helt selvstændig. Statsmaskineriet har befæstet sig i den grad i forhold til det borgerlige samfund, at det er tilstrækkeligt at have chefen for Selskabet af 10. december i spidsen for det, en lykkeridder, som er kommet tilløbende udefra, som er blevet løftet op på dets ryg af berusede soldaterhorder, som han har købt med snaps og pølser, og som han hvert øjeblik på ny må lokke med pølser. Heraf den ynkelige fortvivlelse, den følelse af den mest uhyrlige ydmygelse, nedværdigelse, som knuger Frankrigs bryst, og som hindrer det i at ånde frit. Det føler sig vanæret.
Og trods dette svæver statsmagten ikke i luften. Bonaparte repræsenterer en klasse, den talrigeste klasse indenfor det franske samfund, småbrugerne.
Ligesom bourbonerne er godsejernes dynasti, ligesom orleans’erne er pengenes dynasti, således er Bonaparte bøndernes dynasti, det vil sige den franske folkemasses dynasti. Ikke den Bonaparte, der føjede sig efter bourgeoisparlamentet, men den Bonaparte, som jagede bourgeoisparlamentet fra hinanden, er bøndernes udkårne. I tre år var det lykkedes byerne at forfuske indholdet af valget den 10. december og snyde bønderne for kejserdømmets genoprettelse. Valget den 10. december 1848 er først blevet opfyldt gennem statskuppet den 2. december 1851.
Småbrugerne udgør en kolossal masse, hvis enkelte medlemmer lever under samme forhold, men uden at komme i mangeartet berøring med hinanden. Deres produktionsmåde isolerer dem fra hinanden i stedet for at bringe dem i indbyrdes samkvem med hinanden. Isoleringen begunstiges af de dårlige franske kommunikationsmidler og bøndernes fattigdom. Deres produktionsområde, småbruget, tillader ingen arbejdsdeling i driften, ingen anvendelse af videnskaben, altså ingen mangfoldighed i udviklingen, ingen forskellighed i talenterne, ingen rigdom i de samfundsmæssige forhold. Hver enkelt bondefamilie er næsten sig selv nok, producerer selv umiddelbart størstedelen af sit forbrug og får således sine livsfornødenheder mere gennem bytte med naturen end i samkvem med samfundet. Småbruget, bonden og familien; ved siden af et andet småbrug, en anden bonde og en anden familie. En klynge småbrug udgør en landsby, og en klynge landsbyer udgør et departement. Således dannes den franske nations store masse ved enkel addition af ensbenævnte størrelser, på samme måde som så og så mange kartofler tilsammen udgør en tønde kartofler. For så vidt som millioner af familier lever under økonomiske eksistensbetingelser, som skiller deres levemåde, deres interesse og dannelse fra andre klassers og stiller dem i et fjendtligt forhold til disse, udgør de en klasse. For så vidt som der kun består en lokal sammenhæng mellem småbrugerne, og deres interessers ensartethed ikke skaber fællesskab, en national forbindelse og en politisk organisation blandt dem, er de ingen klasse. De er derfor ude af stand til at gøre deres klasseinteresser gældende i deres eget navn, hvad enten det er gennem et parlament eller gennem et konvent. De kan ikke repræsentere sig selv, de må repræsenteres. Deres repræsentant må samtidig fremtræde som deres herre, som en autoritet over dem, som en uindskrænket regeringsmagt, som beskytter dem mod andre klasser og sender dem regn og solskin ovenfra. Småbrugernes politiske indflydelse finder altså sit sidste udtryk i, at den udøvende magt indordner samfundet under sig.
Gennem den historiske tradition er den overtro opstået blandt de franske bønder, at en mand ved navn Napoleon vil bringe dem al herlighed igen. Og der fandtes et individ, som udgiver sig for at være denne mand, fordi han bærer navnet Napoleon i henhold til Code Napoleon, som påbyder: »Efterforskning efter faderskabet er forbudt«. Efter tyve års vagabondliv og en række groteske eventyr går sagnet i opfyldelse, og manden bliver franskmændenes kejser. Nevøens fikse ide blev til virkelighed, fordi den faldt sammen med den fikse ide hos den talrigeste klasse blandt franskmændene.
Men, vil man indvende, bondeopstandene i det halve Frankrig, armeens klapjagt på bønderne, massefængslingerne og deportationen af bønder?
Siden Ludvig XIV har Frankrig ikke oplevet lignende forfølgelser af bønderne »på grund af demagogiske uroligheder«.
Men forstå det rigtigt. Dynastiet Bonaparte repræsenterer ikke den revolutionære, men den konservative bonde, ikke den bonde, som vil bort fra sin sociale eksistensbetingelse: småbruget, men den bonde, som vil befæste den endnu mere; ikke den landsbybefolkning, som ved egen kraft i forbund med byerne vil omstyrte den gamle ordning, men den, som tværtimod hermetisk indkapslet i denne gamle ordning vil se sig og sit småbrug reddet og begunstiget af kejserdømmets spøgelse. Det repræsenterer ikke oplysningen, men overtroen hos bonden, ikke hans dømmekraft, men hans fordomme, ikke hans fremtid, men hans fortid, ikke hans moderne Cevenner, men hans moderne Vendée. [20]
Den parlamentariske republiks treårige hårdhændede herredømme havde frigjort en del af de franske bønder for Napoleonsillusionen og revolutioneret dem, selvom det kun var på overfladen; men bourgeoisiet kastede dem med vold tilbage ligeså tit, de satte sig i bevægelse. Under den parlamentariske republik kæmpede de franske bønders moderne og deres traditionelle bevidsthed mod hinanden. Denne proces foregik i form af en uafbrudt kamp mellem skolemestrene og præsterne. Bourgeoisiet slog skolemestrene ned. Bønderne gjorde sig for første gang anstrengelser for at optræde selvstændigt overfor regeringens virksomhed. Dette kom til udtryk i den fortsatte konflikt mellem sognefogederne og præfekterne. Bourgeoisiet afsatte sognefogederne. Endelig rejste bønderne sig i den parlamentariske republiks periode på forskellige steder mod sit eget afkom, armeen. Bourgeoisiet straffede dem med belejringstilstand og straffeekspeditioner. Og det samme bourgeoisi skriger nu op om, hvor stupide masserne, la vile multitude, er, som har forrådt det til Bonaparte. Det har selv med vold befæstet bondeklassens kejsertro, det har selv vedligeholdt de tilstande, som er arnestedet for denne bondereligion. Til visse må bourgeoisiet frygte massernes dumhed, så længe de er konservative, og massernes indsigt, såsnart de bliver revolutionære.
I de opstande, som fandt sted efter statskuppet, protesterede en del af de franske bønder med våben i hånd mod deres eget valg den 10. december 1848. Skolen efter 1848 havde gjort dem klogere. Men de havde forskrevet sig til den historiske underverden, historien tog dem på ordet, og endnu var flertallet så hildet, at netop i de rødeste departementer stemte bondebefolkningen åbent for Bonaparte. Nationalforsamlingen havde efter deres opfattelse hindret ham i at gå. Han havde nu bare brudt de lænker, som byen havde lagt på landets vilje. De havde endog på enkelte steder den groteske forestilling, at der kunne sættes et konvent side om side med en Napoleon.
Efter at den første revolution havde forvandlet de halvt livegne bønder til frie jordbesiddere, befæstede og ordnede Napoleon de betingelser, hvorpå de uforstyrret kunne dyrke den franske jord, som netop var tilfaldet dem, og tilfredsstillede deres ungdommelige lidenskab for ejendom. Men det som gør, at den franske bonde nu går under, det er selve hans småbrug, jordens opdeling, den ejendomsform, som Napoleon befæstede i Frankrig. Det er netop de materielle forhold, som gjorde den franske feudalbonde til småbruger og Napoleon til kejser. To generationer var tilstrækkelige til at frembringe det uundgåelige resultat: fremadskridende forværring for jordbruget, fremadskridende gældbundethed for bonden. Den »napoleonske« ejendomsform, som i begyndelsen af det 19. århundrede var betingelsen for den franske landbefolknings frigørelse og rigdom, har i løbet af dette århundrede udviklet sig til loven for dens slaveri og fattigdom. Og netop denne lov er den første af de »Napoleonstanker«, som den anden Napoleon skal forfægte. Hvis han sammen med bønderne endnu deler den illusion, at man må søge årsagen til deres ruin ikke i selve småbruget, men udenfor det, i sekundære omstændigheders indflydelse, så vil hans eksperimenter briste som sæbebobler, når de kommer i berøring med produktionsforholdene.
Småbrugets økonomiske udvikling har ændret bøndernes forhold til de øvrige samfundsklasser i bund og grund. Under Napoleon supplerede parcelleringen af jorden på landet den frie konkurrence og den begyndende storindustri i byerne. Bondeklassen var den allestedsnærværende protest mod det landaristokrati, som netop var styrtet. De rødder, som småbruget slog i den franske jord, berøvede feudalismen alle næringsstoffer. Dets markskel dannede borgerskabets naturlige fæstningsværk mod overrumpling fra dets gamle herrer. Men i løbet af det nittende århundrede trådte byernes ågerkarle i de feudales sted, prioriteterne i feudalpligternes sted og den borgerlige kapital i den aristokratiske jordejendoms sted. Bondens småbrug er nu kun det påskud, som gør det muligt for kapitalisten at trække profit, renter og afgifter ud af jordbruget og lade det blive bondens egen sag, hvordan han slider sig til sin arbejdsløn. Den prioritetsgæld, som hviler på den franske jord, pålægger den franske bondeklasse en rente så stor som den årlige rente af hele den britiske nationalgæld. Småbruget, som i den grad er blevet en slave for kapitalen – og dets udvikling fører uundgåeligt derhen -, har forvandlet hele den franske nations masse til hulebeboere. Seksten millioner bønder (kvinder og børn iberegnet) lever i huler, af hvilke en stor del kun har een, en anden del kun to og kun de bedste tre åbninger. Vinduerne i et hus er, hvad de fem sanser er for hovedet. Den borgerlige ordning, som i begyndelsen af århundredet satte staten som skildvagt foran det nydannede småbrug og gødede det med laurbær, er blevet en vampyr, som suger dets hjerteblod og hjernemarv og kaster det i kapitalens alkymistgryde. Code Napoleon er nu kun en lovbog for udpantning, beslaglæggelse og tvangsauktion. Til de fire millioner officielle paupere, vagabonder, forbrydere og prostituerede (børn osv. iberegnet), som Frankrig har, kommer yderligere fem millioner, som svæver på afgrundens rand, og enten holder til på landet eller til stadighed deserterer med deres pjalter og deres børn fra landet til byerne og fra byerne ud på landet. Bøndernes interesser er altså ikke længere, som under Napoleon, i overensstemmelse med bourgeoisiets interesser, med kapitalen, men i modstrid med dem. De finder altså deres naturlige forbundsfæller og førere i byernes proletariat, hvis opgave det er at omstyrte den borgerlige ordning. Men den stærke og uindskrænkede regering – og det er den anden »Napoleonstanke«, som den anden Napoleon skal gennemføre -, er kaldet til at forsvare denne »materielle« ordning med magt. Denne »materielle ordning« giver virkelig også stikordet til alle Bonapartes proklamationer mod de oprørske bønder.
Ved siden af prioriteterne, som kapitalen lægger på det, tynger også skatterne på småbruget. Skatterne er livskilden for bureaukratiet, armeen, præsterne og hoffet, kort sagt for hele den udøvende magts apparat. Stærke regeringer og stærke skatter er identiske. Småbruget egner sig ifølge sin natur som grundlag for et almægtigt og talløst bureaukrati. Det skaber et jævnt niveau af forhold og personer over hele landets overflade. Det muliggør altså også en regelmæssig indvirkning på alle punkter af denne regelmæssige masse fra et højeste centrum. Det tilintetgør de aristokratiske mellemled mellem folkemassen og statsmagten. Det fremkalder altså fra alle sider denne statsmagts direkte indgriben og indskydning af dens umiddelbare organer. Det skaber endelig en arbejdsløs overbefolkning, som hverken finder plads på landet eller i byerne og derfor jagter efter statsembederne som en slags respektable almisser og fremmer oprettelsen af nye embeder. Napoleon gav tvangsskatten tilbage med renter ved at åbne nye markeder med bajonetternes hjælp og ved at plyndre kontinentet. Tvangsskatten var en spore for bondens foretagsomhed, mens den nu frarøver hans foretagsomhed de sidste hjælpekilder og gør ham fuldkommen værgeløs overfor fattigdommen. Og et enormt, velgalloneret og velnæret bureaukrati er den »Napoleonstanke«, som mest af alt tiltaler den anden Bonaparte. Og hvordan skulle den ikke gøre det, når han er tvunget til ved siden af samfundets virkelig klasser at skabe en kunstig kaste, for hvem opretholdelsen af hans herredømme bliver et spørgsmål om det daglige brød. En af hans første finansoperationer var derfor også igen at forhøje embedsmandslønningerne til det gamle niveau og at oprette nye magelige stillinger.
En anden »Napoleonstanke« er at bruge præsternes herredømme som regeringsmiddel. Men var det nyskabte småbrug naturligt religiøst i sin harmoni med samfundet, i sin afhængighed af naturmagterne og sin underkastelse under den autoritet, som ovenfra beskyttede det, så bliver det gældshærgede småbrug, som er på kant med samfundet og autoriteten og utilfreds med sin snævre jordlod, naturligt irreligiøst. Himmelen var en ganske pæn tilgift til den smalle jordstrimmel, som man havde vundet, så meget mere som det er den, der laver vejret; den bliver til en fornærmelse, såsnart den pånødes som erstatning for parcellen. Præsten fremtræder da kun som en salvet sporhund for det jordiske politi – en anden »Napoleonstanke«. – Ekspeditionen mod Rom vil næste gang finde sted i Frankrig selv, men modsat den måde, hvorpå hr. Montalembert tænkte sig den.
Kulminationspunktet for »Napoleonstankerne« er endelig armeens overvægt. Armeen var småbrugernes æressag, den var dem selv forvandlet til helte, som udadtil forsvarede den nye ejendom, forherligede deres netop erobrede nationalitet og plyndrede og revolutionerede verden. Uniformen var deres egen stadsdragt, krigen deres poesi, fædrelandet det i fantasien forlængede og afrundede småbrug, og patriotismen den ideale form for ejendomssansen. Men de fjender, som den franske bonde nu må forsvare sin ejendom mod, det er ikke kosakkerne, det er pantefogederne og skatteopkræverne. Småbruget ligger ikke mere i det såkaldte fædreland, men i panteprotokollen. Armeen selv er ikke længere blomsten af bondeungdommen, den er en sumpblomst, som næres af bondebefolkningens pjalteproletariat. Den består for størstedelen af remplacants, af stedfortrædere, på samme måde som den anden Bonaparte selv bare er en remplacant, en stedfortræder, for Napoleon. Sine heltegerninger udfører den nu under klapjagt på bønderne, i gendarmeritjenesten, og når hans systems indre modsætninger jager chefen for Selskabet af 10. december ud over Frankrigs grænser, vil den efter en del banditstreger ikke høste laurbær, men derimod prygl.
Man ser: alle »Napoleonstanker« er det uudviklede, ungdoms friske småbrugs ideer, men de er en meningsløshed for det småbrug, som har overlevet sig selv. De er kun dets dødskamps hallucinationer, ord som er forvandlet til fraser, ånder som er blevet til spøgelser. Men kejsertidens parodi var nødvendig for at frigøre den franske nations masse fra traditionens lænker og udforme modsætningen mellem statsmagten og samfundet i ren form. Med den fremadskridende undergravning af småbruget bryder også den statsbygning sammen, som er opbygget på den. Statens centralisering, som det moderne samfund trænger til, rejser sig kun på ruinerne af det militært-bureaukratiske regeringsmaskineri, som blev smedet mod feudalismen. [21]
De franske bondeforhold afslører gåden med de almindelige valg af 20. og 21. december, som førte den anden Bonaparte op på Sinai bjerg, ikke for at modtage love, men for at give love.
Bourgeoisiet havde nu åbenbart ikke noget andet valg end at vælge Bonaparte. Da puritanerne på kirkemødet i Konstans klagede over pavernes lastefulde liv og jamrede over nødvendigheden af en moralreform, tordnede kardinal Pierre d’Ailly til dem: »Alene djævelen i egen person kan frelse den katolske kirke, og I kræver Engle«. På samme måde råbte det franske bourgeoisi efter statskuppet: Alene chefen for Selskabet af 10. december kan redde det borgerlige samfund! Alene tyveriet kan redde ejendommen, meneden religionen, løsagtigheden familien, uordenen ordenen!
Bonaparte føler sig, som den selvstændiggjorte udøvende magt, kaldet til at sikre den »borgerlige orden«. Men denne borgerlige ordens styrke er bourgeoisiet. Han forstår derfor, at han er repræsentant for bourgeoisiet og udsteder dekreter i denne ånd. Han er imidlertid kun blevet noget ved at have knækket dette bourgeoisis politiske magt og ved hver dag at knække den på ny. Han regner sig altså for en fjende af bourgeoisiets politiske og litterære magt. Men idet han beskytter dets materielle magt, rejser han på ny dets politiske magt. Årsagen må derfor holdes ved lige, men virkningen må ryddes af vejen, hvor den viser sig. Men dette kan ikke foregå uden små forvekslinger af årsag og virkning, da disse under vekselvirkningen taber deres skelnemærker. Nye dekreter udkræves for at udviske grænselinjen. Bonaparte regner sig samtidig for bøndernes og hele folkets repræsentant mod bourgeoisiet, den der indenfor det borgerlige samfund vil lyksaliggøre de lavere klasser af folket. Der følger nye dekreter, som på forhånd stjæler de »sande socialister«s regeringsvisdom. Men Bonaparte regner sig navnlig for chef for Selskabet af 10. december, repræsentant for pjalteproletariatet, som han selv, hans omgivelser, hans regering og hans arme tilhører, og for hvilket det frem for alt gælder om at gøre sig det behageligt og trække californiske lodder ud af statens skatkamre. Og han stadfæster sig selv som chef for Selskabet af 10. december med dekreter, uden dekreter og på trods af dekreterne.
Så fuld af modsigelser er denne mands opgave, og det forklarer modsigelserne i hans regering, dens uklare famlen hid og did, disse forsøg på snart at vinde, snart at ydmyge snart denne, snart hin klasse, hvad der i lige grad sætter alle op mod ham, og hvis praktiske usikkerhed danner en højst komisk kontrast til den bydende, kategoriske stil i regeringsakterne, der alle slavisk kopieres efter onkelen.
Industri og handel, altså bourgeoisiets forretninger, skal blomstre op som i et drivhus under den stærke regering. Der bortgives et utal af jernbanekoncessioner. Men det bonapartistiske pjalteproletariat skal berige sig. Der begynder lyssky børsspekulationer med jernbanekoncessionerne af de på forhånd indviede. Der viser sig imidlertid ingen kapital, som er interesseret i jernbanerne. Banken forpligtes så til at yde lån på jernbaneaktier. Men banken skal samtidig personlig udnyttes og derfor kæles for. Bankens pligt til hver uge at offentliggøre sin beretning ophæves. Banken skaffer sig ved forhandling med regeringen løvens part. Folket skal have arbejde. Der udstedes forordninger om statslige byggearbejder. Men statsbyggearbejder øger folkets skattepligter. Altså nedsættelse af skatterne ved angreb på rentiererne, ved konvertering af værdipapirer på fem procent til papirer på fire og en halv procent. Men middelstanden må igen have en dusør. Altså fordobling af vinskatten for folket, som køber vin en detail, og nedsættelse til det halve for middelstanden, som drikker en gros. Opløsning af de virkelige arbejdersammenslutninger, med løfte om vidundere af sammenslutninger i fremtiden. Bønderne skal hjælpes. Hypotekbanker, som fremskynder deres forgældethed og ejendommens koncentration. Men disse banker skal benyttes til at slå penge af huset Orleans’ konfiskerede ejendomme. Ingen kapitalist vil gå med til denne betingelse, der ikke står i dekretet, og hypotekbanken bliver kun et dekret osv. osv.
Bonaparte vil gerne tage sig ud som en patriarkalsk velgører mod alle klasser. Men han kan ikke give til nogen uden at tage fra andre. Som man i frondens tid sagde om hertugen af Guise, at han var Frankrigs mest obligeante mand, fordi han havde forvandlet alle sine godser til obligationer, som hans tilhængere havde i ham, og som han måtte indfri, således ville Bonaparte gerne være Frankrigs mest obligeante mand og forvandle al ejendom, alt arbejde i Frankrig til en obligation, som han personlig måtte indfri. Han ville gerne stjæle hele Frankrig for at forære det til Frankrig, eller rettere for at kunne købe Frankrig tilbage med franske penge; thi som chef for Selskabet af 10. december må han købe, hvad der skal blive hans. Og alle statsinstitutioner, senatet, statsrådet, den lovgivende forsamling, æreslegionen, soldatermedaljen, badeanstalterne, statsbygningerne, jernbanerne, generalstaben for nationalgarden uden menige, huset Orleans’ konfiskerede godser, alt bliver til institutioner, som er til fals. Hver stilling i hæren og i regeringsmaskinen bliver til et middel til at købe for. Men det vigtigste i denne proces, hvor Frankrig bestjæles for igen at få til givende, er de procenter, som under omsætningen falder af til lederen og medlemmerne af Selskabet af 10. december. Den vittighed, hvormed grevinde L., de Mornys mætresse, karakteriserede konfiskationen af huset Orleans’ godser: »Det er ørnens første flugt« (»C’est le premier vol de l’aigle«) [22] – passer på enhver flugt, som denne ørn, der mere er en ravn, foretager. Han selv og hans tilhængere siger daglig til sig selv som hin italienske karteusermunk til gnieren, der pralende regnede det gods op, som han endnu kunne tære på i årevis: »Du tæller dit gods, du burde først tælle dine år«. For ikke at regne årene galt, tæller de minutterne. Ved hoffet, i ministerierne, i spidsen for forvaltningen og armeen flokkes der en skare individer, om hvem man i bedste fald kan sige, at man ikke ved, hvorfra de kommer, en larmende, ryggesløs, plyndringslysten boheme, som kryber i galonerede frakker med en grotesk værdighed som Soulouques rangspersoner. Man kan gøre sig en forestilling om denne højere kreds indenfor Selskabet af 10. december, når man betænker, at Véron-Crevel [23] er dens moralprædikant og Granier de Cassagnac dens tænker. Da Guizot under sin ministertid i kampen mod den dynastiske opposition anvendte denne Granier i en ravnekrogsavis plejede han at rose ham med vendingen: »C’est le roi des droles«, – »det er narrenes konge«. Det ville være uretfærdigt at sammenligne Louis Bonapartes hof og klike med regentskabet eller Ludvig XV. Thi vel har Frankrig »ofte nok oplevet en mætresseregering, men aldrig tidligere en regering af alfonser«. [24]
Jaget af sin stillings modstridende krav og samtidig som en taskenspiller nødt til ved stadige overraskelser at holde publikums øjne fæstet på sig som Napoleons stedfortræder, altså nødt til hver dag at foretage et statskup en miniature, bringer Bonaparte hele den borgerlige økonomi i forvirring, antaster alt, som forekom revolutionen i 1848 at være uantasteligt, gør nogle villige til at finde sig i en revolution, andre revolutionslystne, og skaber virkeligt anarki i ordenens navn, samtidig med at han berøver hele statsmaskineriet dets helgenglorie, vanhelliger det og gør det afskyeligt og latterligt. Tilbedelsen af den hellige kjortel fra Trier [25] kopierer han i Paris ved tilbedelsen af Napoleons kejserkappe. Men når kejserkappen endelig engang falder på Louis Bonapartes skuldre, vil Napoleons bronzestatue styrte ned fra Vendômesøjlens højder.
20. I Cevennerne, en bjergegn i Frankrig, udbrød der i begyndelsen af det 18. århundrede en stor opstand af protestantiske bønder (de såkaldte camisards) under parolen »Ingen skatter mere«, »Trosfrihed«. Oprørerne bemægtigede sig de feudale slotte og fortsatte som partisanafdelinger i bjergene deres kamp i næsten tre år. Vendee, et departement i Frankrig, var kontrarevolutionens arnested under den borgerlige franske revolution i slutningen af det 18. århundrede. I sin kamp mod det revolutionære Frankrig benyttede kontrarevolutionen sig af den derboende, efterblevne bondebefolkning, som var under stærk indflydelse af den katolske gejstlighed. – Red.
21. I udgaven af 1852 slutter dette afsnit med følgende linier, som Marx udelod i 1869: »Ødelæggelsen af statsmaskineriet vil ikke bringe centraliseringen i fare. Bureaukratiet er kun den lave og brutale form for en centralisering, som endnu er befængt med sin modsætning, feudalismen. Når bonden mister troen på den napoleonske restauration, bryder han med troen på sit småbrug, hele den statsbygning synker sammen, som er opbygget på dette småbrug, og den proletariske revolution får det kor, uden hvilket dens solosang i alle bondenationer vil blive dets svanesang.« – Red.
22. Vol betyder både flugt og tyveri. (Note af Marx).
23. I sin roman »Kusine Bette« giver Balzac i Crevel et billede af den bundfordærvede parisiske filister. Hans model var dr. Veron, der ejede »Constitutionnel«. (Note af Marx).
24. Ordene er madame Girardins. (Note af Marx).
25. En relikvie, som den reaktionære katolske gejstlighed i 1844 udstillede i Trier. – Red.
Sidst opdateret 14.9.2008