Midt i oktober 1849 trådte nationalforsamlingen sammen igen. Den 1. november overraskede Bonaparte den med en meddelelse, hvori han kundgjorde ministeriet Barrot-Falloux’s afgang og dannelsen af et nyt ministerium. Aldrig har man jaget lakajer af tjenesten med mindre ceremonier, end Bonaparte gjorde det med sine ministre. De spark, som var bestemt for nationalgarden, blev foreløbig tildelt Barrot og konsorter.
Som vi har set, var ministeriet Barrot sammensat af legitimister og orleanister, et ordenspartiets ministerium. Bonaparte havde behøvet dette ministerium for at opløse den republikanske konstituerende forsamling, iværksætte ekspeditionen mod Rom og knække det demokratiske parti. Han var tilsyneladende forsvundet bag dette ministeriums ryg, havde overladt regeringsmagten i ordenspartiets hænder og selv anlagt den beskedne maske, som avisernes ansvarshavende bar under Louis Philippe, stråmandens maske. Nu kastede han denne maske, der ikke længere kunne tjene som det lette forhæng, hvorunder han kunne skjule sit fysiognomi, men var blevet den jernmaske, som hindrede ham i at vise et eget fysiognomi. Han havde indsat ministeriet Barrot for i ordenspartiets navn at sprænge den republikanske nationalforsamling, han afskedigede det for at erklære sit eget navn uafhængigt af ordenspartiets nationalforsamling.
Brugbare påskud til denne afskedigelse var der ikke mangel på. Ministeriet Barrot undlod selv at anvende de høflighedsregler, som kunne lade republikkens præsident fremtræde som en magt ved siden af nationalforsamlingen. Under nationalforsamlingens ferie offentliggjorde Bonaparte et brev til Edgar Ney, hvori han lod til at misbillige pavens liberale optræden, på samme måde som han på tværs af den konstituerende forsamling havde offentliggjort et brev, hvori han roste Oudinot for angrebet på den romerske republik. Da nu nationalforsamlingen behandlede budgettet for den romerske ekspedition, bragte Victor Hugo, efter hvad man sagde af ren liberalisme, dette brev frem i diskussionen. Ordenspartiet druknede det påfund, at der overhovedet kunne lægges politisk vægt på Bonapartes påfund, i foragtelige skeptiske udråb. Ikke en af ministrene tog handsken op for ham. Ved en anden anledning lod Barrot med sin bekendte hule patos nogle harmdirrende bemærkninger falde fra talerstolen om de »afskyelige intriger«, som efter hans ord blev drevet i præsidentens nærmeste kreds. Endelig satte ministeriet, som udvirkede, at hertuginden af Orleans fik bevilget en enkepension af nationalforsamlingen, sig imod ethvert forslag om at forhøje præsidentens civilliste. Og hos Bonaparte smeltede den kejserlige prætendent så inderligt sammen med den forkomne lykkeridder, at den ene store ide, at han var kaldet til at restaurere kejserdømmet, altid blev suppleret af en anden ide, nemlig at det franske folk var kaldet til at betale hans gæld.
Ministeriet Barrot-Falloux var det første og sidste parlamentariske ministerium, som Bonaparte tilvejebragte. Dets afskedigelse betyder derfor et afgørende vendepunkt. Med det tabte ordenspartiet uigenkaldeligt en uundværlig position, når det gjaldt om at hævde det parlamentariske regime, nemlig besiddelsen af den udøvende magt. Man forstår straks, at i et land som Frankrig, hvor den udøvende magt råder over en embedsmandshær på mere end en halv million individer, altså holder en kolossal masse interesser og eksistenser i absolut afhængighed af sig, hvor staten omspænder, kontrollerer, ordner, overvåger og udøver formynderskabet over det borgerlige samfund, lige fra dets mest omfattende livsytringer til dets ubetydeligste rørelser, fra dets mest vitale livsinteresser til individernes privateksistens, og hvor dette snylterlegeme gennem den mest omfattende centralisation får en allestedsnærværelse, alvidenhed, en øget bevægelighed og spændkraft, som alene har sin lige i det virkelige samfundslegemes hjælpeløse uselvstændighed og forvirrede uformelighed, – i et sådant land er det klart, at nationalforsamlingen uden herredømme over ministerstillingerne opgav enhver virkelig indflydelse, såfremt den ikke samtidig forenklede statsforvaltningen, indskrænkede funktionærhæren mest muligt og endelig lod det borgerlige samfund og den offentlige mening skabe sig sine egne organer uafhængigt af regeringsmagten. Men det franske bourgeoisis materielle interesser er netop på det mest intime filtret sammen med opretholdelsen af denne omfattende og vidtforgrenede statsmaskine. Her anbringer det sin overskudsbefolkning og supplerer i form af statslønninger det, som det ikke kan stikke i lommen i form af profit, renter, afgifter og honorarer. På den anden side tvang dets politiske interesser det til hver dag at øge undertrykkelsen, altså statsmagtens midler og personale, mens det samtidig måtte føre en uafbrudt krig mod den offentlige mening og mistænksomt lemlæste og lamme samfundets selvstændige organer, hvor det ikke lykkedes det fuldstændig at amputere disse organer. På denne måde var det franske bourgeoisi på grund af sin klassestilling tvunget til på den ene side at ødelægge livsbetingelserne for enhver magt, altså også livsbetingelserne for sin egen parlamentariske magt, og på den anden side til at gøre sin fjende, den udøvende magt, uovervindelig.
Det nye ministerium hed ministeriet d’Hautpoul. Ikke sådan at forstå, at general d’Hautpoul skulle have opnået rang af ministerpræsident. Med Barrot afskaffede Bonaparte tværtimod samtidig denne værdighed, som faktisk fordømte republikkens præsident til en konstitutionel konges legale betydningsløshed, men en konstitutionel konge uden trone og uden krone, uden scepter og uden sværd, uden ansvarlighed, uden den umistelige besiddelse af den højeste værdighed i staten, og hvad der var det værste: uden civilliste. Ministeriet d’Hautpoul havde kun een mand med parlamentarisk ry, ågerkarlen Fould, et af de mest berygtede medlemmer af højfinansen. Han fik overladt finansministeriet. Man kan slå efter i børsnoteringerne fra Paris, og man vil se, at fra 1. november 1849 stiger og falder de franske statspapirer, efter som de bonapartistiske aktier stiger eller falder. Samtidig med at Bonaparte således havde fundet sin forbundsfælle på børsen, bemægtigede han sig politiet gennem Carliers udnævnelse til politipræfekt i Paris.
Imidlertid kunne følgerne af ministerskiftet først vise sig i udviklingens løb. I første omgang havde Bonaparte blot taget et skridt frem, for så meget mere iøjnefaldende at blive drevet tilbage igen. På hans barske budskab fulgte den mest servile underdanighedserklæring overfor nationalforsamlingen. Hver gang ministrene vovede et forsagt forsøg på at bringe hans personlige kæpheste frem som lovforslag, syntes de selv kun modvilligt og tvunget af deres stilling at udføre de komiske hverv, som de allerede på forhånd var overbevist om ville blive resultatløse. Hver gang Bonaparte bag ministrenes ryg plaprede ud med sine hensigter og legede med sine »napoleonske ideer«, desavouerede hans egne ministre ham fra nationalforsamlingens talerstol. Hans usurpationslyster syntes kun at vise sig, for at hans modstanderes skadefro latter ikke skulle forstumme. Han gebærdede sig som et miskendt geni, som hele verden udgiver for en tåbe. Aldrig nød han alle klassers foragt i fuldere mål end i denne periode. Aldrig herskede bourgeoisiet mere uindskrænket, aldrig bar det magtens insignier mere pralende til skue.
Det er her ikke min opgave historisk at skildre dets lovgivende virksomhed, som i denne periode sammenfattes i to love: loven om genindførelsen af vinskatten og undervisningsloven, som afskaffer vantroen. Hvis franskmændenes vindrikning blev vanskeliggjort, så blev det sande livs vand skænket dem så meget rigeligere. Hvis bourgeoisiet i loven om vinskatten erklærede det gamle forhadte franske skattesystem for uantasteligt, så søgte det gennem undervisningsloven at opretholde den gamle sindstilstand hos masserne, som gjorde, at man fandt sig i det. Man forbavses over at se orleanisterne, de liberale bourgeois’er, disse gamle apostle for voltairianismen og den eklektiske filosofi, overlade deres arvefjender – jesuitterne – forvaltningen af den franske ånd. Orleanisterne og legitimisterne kunne strides om tronprætendenten, men de forstod, at deres forenede herredømme krævede forening af to epokers undertrykkelsesmidler, at julimonarkiets undertrykkelsesmidler måtte suppleres og forstærkes med restaurationens undertrykkelsesmidler.
Bønderne, som var skuffet i alle deres forhåbninger, og som mere end nogensinde var trykket, dels af den lave kornpris og dels af den voksende skattebyrde og prioritetsgæld, begyndte at røre på sig rundt om i departementerne. Man svarede dem med en klapjagt på skolemestrene, der blev underlagt de gejstlige, med en klapjagt på borgmestrene, der blev underlagt præfekterne, og med et spionagesystem, som alle blev udsat for. I Paris og de store byer bærer reaktionen selv sin epokes fysiognomi og provokerer mere end den slår ned. Ude på landet bliver den plat, gemen, smålig, trættende, tyranniserende, med et ord: gendarm. Man forstår, hvordan tre års gendarmeri, velsignet af et præsteregime, måtte demoralisere umodne masser.
Hvilken sum af lidenskab og deklamation ordenspartiet end brugte mod minoriteten oppe fra nationalforsamlingens talerstol, dets tale blev alligevel bare enstavelsesord, som den kristnes tale, hvis ord skal være: ja, ja, nej, nej! Det blev enstavelsesord såvel på talerstolen som i pressen. Kedelig som en gåde, hvis løsning er kendt på forhånd. Hvad enten det gjaldt petitionsret eller vinskat, pressefrihed eller frihandel, klubber eller kommunestyre, beskyttelse af den personlige frihed eller regulering af statsbudgettet, stikordet kommer altid igen, temaet er altid det samme, dommen er altid færdig og lyder uforanderligt: »socialisme« Selv den borgerlige liberalisme erklæres for socialistisk, den borgerlige oplysning er socialistisk, og den borgerlige finansreform stemples som socialistisk. Det var socialistisk at bygge en jernbane, hvor der allerede fandtes en kanal, og det var socialistisk at forsvare sig med en stok, når man blev angrebet med en kårde.
Dette var ikke kun talemåder, mode, partitaktik. Bourgeoisiet indså meget rigtigt, at alle de våben, som det havde smedet mod feudalismen, nu rettede deres brod mod det selv, at alle de dannelsesmidler, som det havde frembragt, gjorde oprør mod dets egen civilisation, at alle guder, som det havde skabt, havde vendt det ryggen. Det begreb, at alle såkaldte borgerlige friheder og fremskridtsorganer angreb og truede dets klasseherrederne såvel i det samfundsmæssige grundlag som i den politiske top, altså var blevet »socialistiske«. I denne trussel og i dette angreb så bourgeoisiet med rette socialismens hemmelighed, hvis indhold og tendens det bedømmer rigtigere, end den såkaldte socialisme forstår at bedømme sig selv. Den såkaldte socialisme kan derfor ikke begribe, hvorfor bourgeoisiet forstokket vender ryggen til den, hvad enten den nu sentimentalt jamrer over menneskehedens lidelser, kristeligt forkynder tusindårsriget og den almindelige broderkærlighed, eller humanistisk fabler om ånd, dannelse og frihed eller doktrinært udklækker et system til alle klassers forsoning og velfærd. Hvad bourgeoisiet imidlertid ikke forstod, var konsekvensen, nemlig at også dets eget parlamentariske regime, at dets politiske herredømme nu måtte blive genstand for almindelig fordømmelse som socialistisk. Sålænge bourgeoisklassens herredømme ikke havde organiseret sig fuldstændigt, ikke havde fået sit rene politiske udtryk, kunne heller ikke de andre klassers modsætninger træde rent frem, og hvor de trådte frem, kunne de ikke tage den farlige vending, som forvandler enhver kamp mod statsmagten til en kamp mod kapitalen. Når bourgeoisiet i hver eneste livsytring fra samfundet så en trussel mod »roen«, hvordan kunne det så i spidsen for samfundet ville hævde uroens styre, sit eget styre, det parlamentariske styre, dette styre, der, som en af dets egne talere sagde, lever i kamp og af kamp? Det parlamentariske styre lever af diskussion, hvordan skal det så kunne forbyde diskussion? Enhver interesse, enhver samfundsmæssig indretning forvandles her til almene ideer og drøftes som ideer, hvordan kan så nogen interesse eller indretning stille sig over tænkningen og forlange sig anerkendt som en trosartikel? Kampen mellem talerne på tribunen fremkalder kamp i pressen, den debatterende klub i parlamentet suppleres nødvendigvis af debatterende klubber i salonerne og i knejperne, repræsentanterne, som bestandig appellerer til den offentlige mening, har givet den offentlige mening ret til at sige sin virkelige mening i form af petitioner. Det parlamentariske styre overlader alt til flertallets afgørelse, hvordan kan så det store flertal udenfor parlamentet andet end ville have afgørelsen? Når de på statens top spiller violin, kan de så vente andet, end at de nedenunder begynder at danse?
Idet bourgeoisiet altså nu forkætrer det som »socialistisk«, som det tidligere havde forherliget som »liberalt«, tilstår bourgeoisiet, at dets egen interesse kræver, at det fritages for faren ved at regere selv, at frem for alt dets bourgeoisparlament må bringes til ro, hvis der skal skabes ro i landet, at dets politiske magt må brydes for at bevare dets sociale magtstilling; at de private storborgere kun kan fortsætte at udbytte de andre klasser og uforstyrret glæde sig over ejendommen, familien, religionen og ordenen, på betingelse af, at deres klasse side om side med de andre klasser fordømmes til den samme politiske betydningsløshed; at kronen må slås af det, for at det skal kunne redde sine pengesække, og at sværdet, som skal beskytte det, samtidig må hænges som et damoklessværd over dets eget hoved.
Når det gjaldt de almindelige borgerlige interesser, viste nationalforsamlingen sig så uproduktiv, at f.eks. forhandlingerne om Paris-Avignonjernbanen, som begyndte vinteren 1850, endnu ikke var bragt til afslutning 2. december 1851. Hvor den ikke undertrykte, ikke handlede reaktionært, var den slået med uhelbredelig goldhed.
Mens Bonapartes ministerium dels tog initiativet til love i ordenspartiets ånd, dels yderligere overdrev deres hårdhed, når det gjaldt om at gennemføre og håndhæve dem, søgte han på den anden side at erobre sig popularitet gennem barnagtigt tåbelige forslag, at understrege sit modsætningsforhold til nationalforsamlingen og antyde hemmelige ressourcer, som blot på grund af forholdene foreløbig blev hindret i at åbne sine skjulte skatte for det franske folk. Således forslaget om at give underofficererne et løntillæg på fire sous pr. dag. Således også forslaget om en æreslånebank for arbejderne. At få penge foræret og få penge til låns – det var det perspektiv, hvormed han håbede at kunne lokke masserne. Give og låne, det er hvad pjalteproletariatet – det fornemme og det ordinære – forstår ved finansvidenskab. Dertil indskrænkede de springfjedre sig, som Bonaparte formåede at sætte i bevægelse. Aldrig har en prætendent mere plat spekuleret i massernes plathed.
Nationalforsamlingen bruste flere gange op mod disse åbenbare forsøg på at erhverve sig popularitet på dens bekostning, mod den voksende fare for, at denne eventyrer – som gælden piskede frem, og som intet erhvervet ry holdt tilbage – skulle vove et fortvivlet kup. Det dårlige forhold mellem ordenspartiet og præsidenten havde antaget en truende karakter, da en uventet begivenhed kastede ham angerfuldt tilbage i dets arme. Vi mener suppleringsvalgene den 10. marts 1850. Disse valg fandt sted for igen at besætte de repræsentantpladser, som var blevet ledige på grund af fængsling eller landflygtighed efter 13. juni. Paris valgte kun socialdemokratiske kandidater. Det samlede endog de fleste stemmer på en oprører fra juni 1848, på Deflotte. Således hævnede småborgerskabet i Paris, som var allieret med proletariatet, sig for sit nederlag den 13. juni 1849. Det syntes kun at være forsvundet fra kamppladsen i farens stund for at træde ind på kamppladsen igen ved en gunstig lejlighed, med mangedoblede stridskræfter og med en dristig kampparole. En omstændighed syntes at øge faren ved denne valgsejr. Armeen stemte i Paris på junioprøreren mod Lahitte, en af Bonapartes ministre, og i departementerne for størstedelen på tilhængere af Bjerget, som også her, om end ikke så afgjort som i Paris, hævdede overvægten over deres modstandere.
Bonaparte så sig på ny pludselig stillet overfor revolutionen. Ligesom den 29. januar 1849, ligesom den 13. juni 1849 forsvandt han også den 10. marts 1850 bag ordenspartiet. Han bøjede sig, bad ydmygt om forladelse, tilbød efter ordre fra det parlamentariske flertal at udnævne et hvilket som helst ministerium, han bønfaldt endog de orleanistiske og legitimistiske partiførere, Thiers, Berryer, Broglie, Mole, kort sagt de såkaldte borggrever om i egen person at overtage statsroret. Ordenspartiet forstod ikke at benytte dette uigenkaldelige øjeblik. I stedet for dristigt at overtage den magt, som blev tilbudt det, tvang det ikke engang Bonaparte til at genindsætte det ministerium, som var blevet afsat den 1. november: det nøjedes med at ydmyge ham ved at tilgive ham og ved at indsætte hr. Baroche i ministeriet d’Hautpoul. Denne Baroche havde to gange raset som offentlig anklager i højesteretten i Bourges på grund af attentat mod nationalforsamlingen: den ene gang mod de revolutionære af 15. maj, den anden gang mod demokraterne af 13. juni. Ingen af Bonapartes ministre bidrog senere mere til at nedsætte nationalforsamlingens værdighed, og efter 2. december 1851 ser vi ham igen som velbestaltet og godt betalt vicepræsident i senatet. Han havde spyttet i de revolutionæres kål, for at Bonaparte skulle sætte den til livs.
Det socialdemokratiske parti syntes på sin side kun at jage efter påskud til på ny at sætte sin sejr på spil og bryde brodden af den. Vidal, en af de nyvalgte pariserrepræsentanter, var samtidig blevet valgt i Strassburg. Man bevægede ham til at afstå valget i Paris og tage imod valget i Strassburg. I stedet for altså at give sin sejr på valgstedet en definitiv karakter og derigennem tvinge ordenspartiet til straks at gøre det sejren stridig i parlamentet, i stedet for på denne måde at drive modstanderen til kamp i et øjeblik, hvor folket var fuldt af begejstring, og stemningen i armeen var gunstig, trættede det demokratiske parti Paris med en ny valgagitation i månederne marts og april, lod de oprørte folkelidenskaber udmatte sig i dette nye provisoriske spil om stemmerne, lod den revolutionære handlekraft mætte sig i konstitutionelle sejre og ebbe ud i små intriger, tomme deklamationer og skinbevægelser, lod bourgeoisiet samle sig og træffe sine forholdsregler, og endelig lod det betydningen af martsvalgene få en sentimentalt afsvækkende kommentar gennem valget af Eugene Sue ved suppleringsvalget i april. Kort sagt: det gjorde den 10. marts til aprilsnar.
Det parlamentariske flertal forstod sin modstanders svaghed. Dets sytten borggrever – Bonaparte havde nemlig overgivet det ledelsen og ansvaret for angrebet – udarbejdede en ny valglov, som det blev betroet hr. Faucher, der havde udbedt sig dette æreshverv, at forelægge.
Den 8. maj forelagde han loven, som gik ud på, at den almindelige valgret skulle afskaffes, at vælgerne som betingelse skulle have opholdt sig tre år i valgkredsen, og endelig at påvisningen af dette ophold for arbejdernes vedkommende blev gjort afhængig af deres arbejdsgivers vidnesbyrd.
Ligeså revolutionært som demokraterne havde agiteret og raset under den konstitutionelle valgkamp, ligeså konstitutionelt forkyndte de nu, da det gjaldt med våben i hånd at bevise, at denne valgsejr var alvorlig, orden, majestætisk ro (calme majestueux), lovlydig holdning, det vil sige blind underkastelse under kontrarevolutionens vilje, der nu ville kaldes lov. Under debatten gjorde Bjerget ordenspartiet til skamme ved at sætte den brave borgers lidenskabsløse holdning og fastholden ved rettens grund op mod ordenspartiets revolutionære lidenskabelighed; det ville slå ordenspartiet til jorden med den frygtelige anklage, at dette optrådte revolutionært. Selv de nyvalgte deputerede anstrengte sig for gennem anstændig og besindig optræden at bevise, hvilken uretfærdighed det var at skælde dem ud for anarkister og udlægge deres valg som en sejr for revolutionen. Den 31. maj blev den nye valglov vedtaget. Bjerget nøjedes med at smugle en protest ned i præsidentens lomme. På valgloven fulgte en ny presselov, hvorefter den revolutionære presse blev fuldstændig tilintetgjort. Den havde også fortjent sin skæbne. »National« og »La Presse«, to borgerlige aviser, blev efter denne syndflod tilbage som revolutionens yderste forposter.
Vi har set, hvordan de demokratiske førere i marts og april havde gjort alt for at indvikle Paris’ befolkning i en skinkamp, hvordan de efter den 8. maj gjorde alt for at holde det tilbage fra en virkelig kamp. Vi må desuden ikke glemme, at året 1850 var et af de mest glimrende med hensyn til industriel og kommerciel blomstring, altså at pariser-proletariatet havde fuld beskæftigelse. Valgloven af 31. maj 1850 lukkede det imidlertid ude fra al deltagelse i den politiske magt. Den satte det udenfor selve kamppladsen. Den kastede arbejderne tilbage til den pariastiiling, de havde haft før Februarrevolutionen. Derved, at de overfor en sådan begivenhed kunne lade sig lede af demokraterne og glemme deres klasses revolutionære interesser for det øjeblikkelige velvære, gav de også afkald på den ære at være en erobrende magt, derved underkastede de sig deres skæbne og beviste, at nederlaget af juni 1848 havde gjort dem ukampdygtige for en årrække, og at den historiske proces i den nærmeste tid igen måtte foregå over hovederne på dem. Hvad det småborgerlige demokrati angår, som den 13. juni havde skreget: »Men hvis man vover at røre ved den almindelige valgret, nå dal« – så trøstede det sig nu med, at det kontrarevolutionære slag, som havde ramt det, ikke var noget slag, og at loven af 31. maj ikke var nogen lov. Den anden søndag i maj måned 1852 vil hver eneste franskmand optræde på valgstedet med stemmesedlen i den ene hånd og sværdet i den anden. Med denne spådom trøstede det sig selv. Endelig blev armeen tugtet af sine foresatte såvel for valgene den 29. maj 1849 som for valgene i marts og april 1850. Men denne gang sagde den bestemt til sig selv: »Revolutionen skal ikke tage os ved næsen for tredje gang«.
Loven af 31. maj 1850 var bourgeoisiets statskup. Alle dets tidligere sejre over revolutionen havde kun en midlertidig karakter. De ville være i fare, såsnart den nuværende nationalforsamling forsvandt fra skuepladsen. De var afhængige af en sådan tilfældighed som et nyt almindeligt valg, og valgenes historie efter 1848 beviste uigendriveligt, at i samme grad som bourgeoisiets faktiske herredømme udviklede sig, gik dets moralske herredømme over folkemasserne tabt. Den almindelige valgret udtalte sig den 10. marts direkte mod bourgeoisiets herredømme, bourgeoisiet svarede med at lyse den almindelige valgret i band. Loven af 31. maj var altså en nødvendighed i klassekampen. På den anden side krævede forfatningen et minimum af to millioner stemmer, for at valget af republikkens præsident skulle være gyldigt. Hvis ingen af præsidentkandidaterne fik dette minimum, så skulle nationalforsamlingen vælge præsidenten blandt de tre kandidater, som havde fået de fleste stemmer. På den tid, da den konstituerende forsamling udarbejdede denne lov, var der indskrevet ti millioner vælgere i valglisterne. I henhold til dette skulle altså en femtedel af de stemmeberettigede være tilstrækkeligt til at gøre præsidentvalget gyldigt. Loven af 31. maj strøg i det mindste 3 millioner stemmer af valglisterne, reducerede antallet af stemmeberettigede til syv millioner og bibeholdt ikke desto mindre lovens minimum på to millioner stemmer for præsidentvalget. Den øgede altså lovens minimum fra en femtedel til næsten en tredjedel af de stemmeberettigede, dvs. den gjorde alt for smugle præsidentvalget ud af folkets hånd og over i nationalforsamlingens. På den måde syntes ordenspartiet gennem valgloven af 31. maj at have befæstet sit herredømme dobbelt, idet den havde overgivet valget af nationalforsamlingen og valget af republikkens præsident til den stationære del af samfundet.
Sidst opdateret 14.9.2008