Med undtagelse af nogle få kapitler bærer ethvert mere betydningsfuldt afsnit af revolutionsannalerne fra 1848 til 1849 overskriften: Revolutionens nederlag.
Hvad der bukkede under i disse nederlag var ikke revolutionen. Det, der bukkede under, var de førrevolutionære, traditionsbestemte vedhæng, resultater af sociale forhold, som endnu ikke havde tilspidset sig til skarpe klassemodsætninger – personer, illusioner, forestillinger og projekter, som det revolutionære parti før Februarrevolutionen ikke var fri for, og som ikke februarsejren, men kun en række nederlag kunne befri det for.
Kort sagt: det var ikke ved sine umiddelbare tragikomiske resultater, at det revolutionære fremskridt banede sig vej, men omvendt ved at skabe en sluttet, mægtig kontrarevolution, ved at skabe en modstander, ved hvis bekæmpelse omvæltningspartiet først modnedes til et virkeligt revolutionært parti.
Det er de følgende artiklers opgave at påvise dette.
Sidst opdateret 14.9.2008