Skrevet 9. september 1848. Offentliggjort som Der dänisch-preußische Waffenstillstand i Neue Rheinische Zeitung nr. 99, 10. september 1848.
Optrykt i Karl Marx/Friedrich Engels: Werke, Band 5, S. 393-397, Dietz Verlag, Berlin/DDR 1959.
På dansk i Marx og Engels: Om Danmark, s. 20-24, udgivet af Danmarks Kommunistiske Studenter, Komm.S. Historie, København. Eget tryk 1985. (Udgivet til Land og Folk-indsamlingen 1985.) ISBN 87-981221-4-2.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 29. aug. 2015
Köln, 9. september. Vi vender endnu engang tilbage til den danske våbenhvile...
Krigen i Italien [6] har hele tiden været upopulær i det demokratiske parti, og selv hos demokraterne i Wien har den i længere tid været upopulær. Den preussiske regering formåede kun at holde stormen af offentlig modvilje mod udslettelseskrigen i Posen [7] tilbage i få uger ved hjælp af falsknerier og løgne. Gadekampene i Prag [8] fremkaldte, trods allehånde anstrengelser i den nationale presse, kun sympati for de besejrede hos folk, ikke for sejrherrerne. Men krigen i Slesvig-Holsten har lige fra begyndelsen været populær også i befolkningen. Hvordan kan det være?
Mens tyskerne i Italien, i Posen, i Prag bekæmpede revolutionen, understøttede de revolutionen i Slesvig-Holsten. Den danske krig er den første revolutionskrig, som Tyskland fører. Og derfor har vi lige fra begyndelsen, uden på nogen måde at føle noget som helst slægtskab til den havomkransede [2] borgerlige værtshusentusiasme, erklæret, at vi gik ind for, at den danske krig blev ført med energi.
Slemt nok er det for Tyskland, at dens første revolutionskrig er den mest komiske krig, der nogensinde er blevet ført!
Til sagen. Danskerne er et folk, der står i det mest ubegrænsede kommercielle, industrielle, politiske og litterære afhængighedsforhold til Tyskland. Det er kendt, at Danmarks faktiske hovedstad ikke er København, men Hamborg, at den danske regering i et helt år efterabede alle Forenede-Landdags-eksperimenter, der stille var sovet hen på barrikaderne i Preussen, at Danmark modtager alle sine litterære levnedsmidler, lige så vel som sine materielle, fra Tyskland, og at den danske litteratur – med undtagelse af Holberg – er en svag efterligning af den tyske.
Så afmægtigt Tyskland end har været gennem tiderne, så har det dog den tilfredsstillelse, at de skandinaviske nationer og navnlig Danmark er kommet ind under dets herredømme, og at det sammenlignet med dem endda synes revolutionært og progressivt.
Savner I beviser? Læs polemikken mellem de skandinaviske nationer, efter at skandinavismens idé er dukket op. Skandinavismen består af en begejstring for den brutale, snavsede, sørøveragtige, gammelnordiske nationalitet, for denne dybe inderlighed, der ikke kan udtrykke sine overspændte tanker og følelser i ord, men godt nok i handlinger, nemlig som rå opførsel over for kvinder, permanent fordrukkenhed og berserkergang afvekslende med tårestrømmende sentimentalitet.
Skandinavismen – det havomkransede slesvig-holstenske stammeslægtskab – dukkede op samtidigt i den danske konges lande. De hører sammen; de har gensidigt fremkaldt hinanden, bekæmpet hinanden og derved holdt hinanden i live.
Skandinavismen var danskernes form for appel til svenskerne og nordmændene om understøttelse. Men som det altid går for sig i den kristelig-germanske nation: Straks udbrød der et skænderi om, hvem der mon var den sande kristne germaner, den virkelige skandinaver. Svenskeren stemplede danskeren som “fortysket” og afsporet, nordmanden gjorde det samme mod svenskeren og danskeren, og islændingen gjorde det mod dem alle tre. Naturligvis, jo mere rå en nation, jo nærmere dens skikke og livsstil var den gammelnordiske, desto “skandinaviskere” var den.
Foran os ligger “Morgenbladet” fra Christiania den 18. november 1846. Dette yndefulde småblad rummer i en artikel om skandinavismen følgende lystige passager:
Efter at artiklen har skildret hele skandinavismen som et dansk forsøg på at sætte bevægelse i gang i egen interesse, siger den om danskerne:
“Hvad har dette muntre og livsglade Folk med den gamle alvorlige og vemodsfulde Kjæmpeverden at bestille? Fremdeles: hvorledes kan denne Nation med sin – som en dansk Forfader tilstaar – bøjelige og sagtmodige Villie tro at staa i Aandens Slægtskab med den gamle Fortids djærve, kraftfulde og energiske Mand? Og hvorledes kunne disse Mennesker med den sydligtbløde Udtale indbilde sig at eie et nordisk Tungemaal? Og skjønt det er et hovedtræk baade ved vor Nation og ved den svenske, ligesom ogsaa ved de gamle Nordboer, at Følelserne mere trække sig tilbage til Sjælens Inderste uden at lade sig videre tilsyne i det Ydre, saa tro disse følsomme og hjertelige Mennesker, der saa let forbauses , bevæges, henrykkes, hvis Aandsbevægelser saa hurtigt og tydeligt afpræge sig i deres Ydre – at de ere støbte i nordisk Form og at de ere af beslægtet Natur med de andre to skandinaviske Nationer?”
“Morgenbladet” forklarer nu denne degenerering med forbindelsen til Tyskland og udbredelsen af det tyske væsen i Danmark. Tyskerne har godt nok
“tabt sin helligste Eiendom, sit nationale Præg, ... (men) saa kraftløs og mat den tydske Nationalitet end er, saa gives der dog i Verden en, som er endnu kraftløsere og endnu mattere, nemlig den danske. (...) Mens tydsk Sprog og tydsk Leveviis blandt Elsadserne og Waadtlænderne i Schweitz, ja selv ved Sammentræf med Slaverne er blevet trængt tilbage, vandt den tydske Nation i Norden, hvor den støder sammen med den danske, en fuldstændig Sejr.”
Danskerne havde nu været nød til at sætte en nationalitet op imod tyskerne og havde til det formål opfundet skandinavismen; den danske nationalitet havde været uden modstandskraft,
”thi den danske Nation var, som anført, skjønt den vel ikke havde antaget det tydske Sprog, dog væsentligen fortydsket. Forfatteren har seet selv et dansk Blad erkjende dette, at den danske Nationalitet ikke er væsentlig forskjellig fra den tydske.”
Jo, det lader sig ganske vist ikke bestride, at danskerne er en halvvejs civiliseret nation. Ulykkelige danskere!
Med den samme ret, som franskmændene har taget Flandern, Lorraine og Alsace og før eller siden Belgien med, med samme ret tager Tyskland Slesvig: Med civilisationens ret over for barbariet, fremskridtets over for stilstanden. Og selv ifald traktaterne var på Danmarks side – det er stadigt ret tvivlsomt –, så gælder denne ret mere end alle traktater, fordi det er den historiske udviklings ret.
Så længe den slesvig-holstenske bevægelse forblev at være en ren borgerlig-fredelig, lovlydig filisteragitation, fremkaldte den kun begejstring hos velmenende småborgere. Da f.eks. den nuværende danske konge ved sin tronbestigelse før februarrevolutionen lovede en frisindet forfatning for sine samlede lande med det samme antal medlemmer for Hertugdømmerne som for Danmark, og Hertugdømmerne opponerede mod dette, trådte den slesvig-holstenske bevægelses småborgerlige lokalkarakter ubehageligt frem. Det drejede sig dengang ikke så meget om en tilslutning til og indlemmelse i Tyskland – hvor var der et Tyskland dengang? – som om en udsplitning fra Danmark og dannelsen af en lille selvstændig lokalstat.
Men revolutionen brød ind i begivenhederne og gav bevægelsen en anden karakter. Det slesvig-holstenske parti måtte enten gå til grunde eller selv vove en revolution. Det vovede revolutionen, og det havde ret: De danske tilsagn, der før revolutionen var ret gunstige, var utilstrækkelige efter revolutionen; tilknytningen til Tyskland, før kun en frase, fik nu mening; Tyskland var i færd med en revolution, og Danmark efterlignede den, som altid, på et småby-niveau.
Den slesvig-holstenske revolution og den provisoriske regering, der fulgte den, havde i starten selv endnu en meget spidsborgerlig karakter. Men krigen tvang den snart ind i demokratiske baner. Slesvig-Holsten har gennem denne regering, der udelukkende rummer gammelliberale hædersmænd, tidligere åndsfæller til Welcker, Gagern, Camphausen, fået mere demokratiske love end nogen anden tysk stat. Af alle tyske forsamlinger er Landsforsamlingen i Kiel den eneste, der ikke blot hviler på den almene stemmeret, men også på direkte valg. Forfatningsudkastet, som regeringen har forelagt forsamlingen, er det mest demokratiske, der nogensinde er skrevet på tysk. Slesvig-Holsten, hidtil taget politisk på slæb af Tyskland, er gennem revolutionskrigen pludseligt nået frem til mere fremskredne institutioner end hele det øvrige Tyskland.
Krigen vi fører i Slesvig-Holsten, er således en virkelig revolutionskrig.
Og hvem har lige fra starten stillet sig på Danmarks side? De tre mest kontrarevolutionære magter i Europa: Rusland, England og den preussiske regering. Den preussiske regering førte, så længe den kunne komme afsted med det, en ren og skær krig på skrømt – man erindre sig Wildenbruchs note, [4] beredvilligheden til at befale tilbagetog fra Jylland efter engelsk-russisk indgriben, og endelig den gentagne våbenhvile! Preussen, England og Rusland er de tre magter, der mest må frygte den tyske revolution og dens første følgevirkning, den tyske enhed: Preussen, fordi det dermed ville ophøre at eksistere, England, fordi det tyske marked så ville blive unddraget dets udbytning, Rusland, fordi demokratiet dermed ikke kun vil rykke frem til Wisla, men helt til Dvina og Dnjepr. Preussen, England og Rusland har indgået et komplot mod Slesvig-Holsten, mod Tyskland og mod revolutionen. (...)
2. “Slesvig-Holsten havomkranset” (Schleswig-Holstein meerumschlungen), slagsang af M. F. Chemnitz (1844).
4. Note af 8. april 1848 til den danske regering, der påpegede, at Preussen først og fremmest ønskede at bekæmpe de republikanske elementer i Tyskland.
6. Østrigsk krig mod en national italiensk opstand i Østrigs norditalienske besiddelser.
7. Preussisk krig mod en polsk opstand i Posen.
8. Tjekkisk opstand mod preussisk og østrigsk fremmedherredømme.
Sidst opdateret 31.8.2015