Skrevet 7. september 1848. Offentliggjort som Der dänische Waffenstillstand i Neue Rheinische Zeitung nr. 97, 8. september 1848.
Optrykt i Karl Marx/Friedrich Engels: Werke, Band 5, S. 386-388, Dietz Verlag, Berlin/DDR 1959.
På dansk i Marx og Engels: Om Danmark, s. 19-20, udgivet af Danmarks Kommunistiske Studenter, Komm.S. Historie, København. Eget tryk 1985. (Udgivet til Land og Folk-indsamlingen 1985.) ISBN 87-981221-4-2.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 31. aug. 2015
Köln, 7. september.
“Hvad skal der blive af Tyskland, når Preussen ikke længere står i spidsen for det, når Preussens hære ikke længere beskytter Tysklands ære, når Preussens magt og indflydelse som stormagt er gået under i en imaginær tysk centralmagts fantastiske styrke!”
Således praler det preussiske parti, partiet af helte med Gud for konge og fædreland, det kontrarevolutionære ridderskab fra det bagerste Pommern og Uckermark.
Nuvel – Preussen har stået i spidsen, Preussen har skærmet Tysklands ære – i Slesvig-Holsten.
Og hvad blev resultatet? Efter en række af lette, uberømmelige sejre over en svag fjende, efter en krigsførelse, der blev lammet af det mest kujonagtige diplomati, efter de mest forsmædelige tilbagetog overfor en besejret hær, så endelig – en våbenhvile, så vanærende for Tyskland, at selv en preussisk general fandt en undskyldning for ikke at underskrive den.
(Engels opsummerer våbenhvilens indhold ud fra Det tyske Forbunds oprindelige betingelser:)
Den første betingelse skulle garantere, at den slesvig-holstenske (tyske) linje skulle være i overvægt overfor den danske i den nye regering. Men hvad gør Preussen? Man accepterer, at chefen for det danske parti i Slesvig-Holsten, Karl Moltke, bliver ny regeringschef, og at Danmark får tre stemmer i regeringen mod to til slesvig-holstenerne.
Den anden betingelse skulle gennemtvinge, at Danmark anerkendte – om end ikke den provisoriske regering, som Forbundsdagen har anerkendt – så dog dens hidtidige virksomhed. Dens beslutninger skulle stadig være gyldige. Men hvad gør Preussen? Under påskud af, at jo også Danmark lader sine illusoriske beslutninger, som man fra København af har truffet for hertugdømmerne, falde – beslutninger, der aldrig fik skyggen at lovkarakter, med undtagelse for øen Als – under dette påskud indvilliger det kontrarevolutionære Preussen i at sløjfe alle de beslutninger, som den provisoriske regering fik taget.
Og endelig skulle den tredje betingelse medføre, at man foreløbigt anerkendte hertugdømmernes enhed og deres indlemmelse i Tyskland; den skulle forpurre danskernes forsøg på at smugle de slesvigere tilbage til Slesvig, der gjorde tjeneste i den danske hær, idet nemlig alle de tropper, der blev stående i Slesvig og Holsten, skulle stå under den tyske øverstbefalendes kommando. Og Preussen? Preussen gå med til at splitte de slesvigske tropper fra de holstenske, at frigøre dem fra den tyske feltherres overkommando og simpelt hen stille dem til rådighed for den nye regering, der er 3/5 dansk.
Desuden var Preussen kun befuldmægtiget til at indgå en tre måneders våbenhvile (artikel 1 i det oprindelige udkast), indgik imidlertid på grundlag af egen magtfylde en syv måneders aftale; dvs., at man gav danskerne ro i vintermånederne, hvor deres hovedvåben, flåden, var nytteløst i forsøg på at blokere de tyske og slesvigske kyster, og hvor frosten ville have tilladt tyskerne at gå over isen på Lillebælt, at erobre Fyn og begrænse Danmark til Sjælland.
Kort sagt, Preussen har på alle tre punkter trådt sin fuldmagt under fode. (...)
Sidst opdateret 31.8.2015