Offentliggjort som Der Waffenstillstand mit Dänemark i Neue Rheinische Zeitung nr. 52, 22. juli 1848.
Optrykt i Karl Marx/Friedrich Engels: Werke, Band 5, S. 256-259, Dietz Verlag, Berlin/DDR 1971.
På dansk i Marx og Engels: Om Danmark, s. 14-18, udgivet af Danmarks Kommunistiske Studenter, Komm.S. Historie, København. Eget tryk 1985. (Udgivet til Land og Folk-indsamlingen 1985.) ISBN 87-981221-4-2.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 31. aug. 2015
Köln, 21. juli. Som vore læsere ved, har vi altid betragtet den danske krig med den største koldblodighed. Vi har lige så lidt istemt de nationales øredøvende bravader som den falske slesvig-holstensk-havomkransede begejstrings evige melodi. Vi kendte vort fædreland for godt, vi vidste, hvad det ville sige at forlade sig på Tyskland.
Begivenhederne har til fulde retfærdiggjort vor holdning. Danskernes uhindrede erobring af Slesvig, landets generobring og marchen til Jylland, tilbagetrækningen til Slien, hertugdømmets fornyede erobring til Kongeåen – denne fuldstændigt ubegribelige krigsførelse fra først til sidst har vist slesvigerne, hvilken støtte de kan vente fra det revolutionerede, store, stærke, enige, osv. Tyskland, fra det angiveligt suveræne folk på 45 millioner. Men for at de skulle miste enhver lyst til at blive tyske, for at den “danske undertrykkelse” skulle blive dem langt kærere end den “tyske frihed” – derfor har Preussen i Det tyske Forbunds navn forhandlet sig til en våbenstilstand, som vi i dag bringer i fuld ordlyd.
Ved en våbenstilstands indgåelse har det hidtil været almindeligt, at begge hære beholdt deres stillinger, og at der højst blev lagt en smal, neutral stribe land mellem dem. I denne våbenstilstand, det første resultat af den “preussiske våbenære”, trækker de sejrrige preussere sig mere end 20 mil tilbage, fra Kolding til på denne side af Lauenburg, mens de slagne danskere beholder deres stillinger ved Kolding og kun opgiver Als. Og mere endnu: Dersom våbenstilstanden bliver afblæst, rykker danskerne igen frem til de stillinger, de indtog den 24. juni, dvs. de besætter igen, uden sværdslag, en 6-7 mil bred stribe af Nordslesvig, hvorfra de to gange er blevet slået tilbage, mens tyskerne kun atter må rykke frem til Åbenrå og omegn. Således bliver de “tyske våbens ære holdt i hævd”, og Nordslesvig, der er udmattet efter fire gange at være blevet overskyllet af tropper, får en femte og en sjette invasion stillet i udsigt!
Men det er stadig ikke alt. Selv under våbenstilstanden bliver en del af Slesvig besat af danske tropper. Slesvig skal ifølge artikel 8 besættes af kernen af de regimenter, der er udskrevet i hertugdømmerne, dvs. dels af de slesvigske soldater, der har taget del i bevægelsen, dels af dem, der på det tidspunkt var garnisoneret i Danmark, har kæmpet mod den provisoriske regering, bliver kommanderet af danske officerer og i enhver henseende er danske tropper. De danske aviser ser også sagen fra dette synspunkt.
“Fädrelandet” fra den 13. juli skriver:
“upaatvivlelig vil nemlig de troe slesvigske Troppers Nærværelse i Slesvig betydelig styrke den Folkestemning, som nu, efter at Landet har prøvet krigens Ulykker, med Kraft vil rejse sig mod disse Ulykkers Ophavsmænd.”
Og nu selve den slesvig-holstenske bevægelse. Den bliver af danskerne kaldt et oprør og af Preussen behandlet som et oprør. Den provisoriske regering, som Preussen og Det tyske Forbund har anerkendt, bliver nådesløst ofret: alle love, forordninger osv., der er udstedt siden Slesvigs uafhængighed, bliver sat ud af kraft; de ophøvede danske love bliver derimod igen virksomme. Kort sagt, det svar vedrørende Wildenbruchs berømte note, [4] som hr. Auerswald vægrede sig ved at give – det svar ligger her i artikel 7 i udkastet til våbenstilstand. Alt det i bevægelsen, der var revolutionært, bliver hensynsløst tilintetgjort, og i stedet for den af revolutionen fremkomne regering træder en legitim, at tre legitime fyrster udnævnt forvaltning. De holstenske og slesvigske tropper bliver igen kommanderet på dansk og pryglet på dansk, de holstenske og slesvigske skibe forbliver som tilforn “Dansk Ejendom” på trods af den provisoriske regerings nyeste forordning.
Og den påtænkte regering sætter sluttelig kronen på værket. Man kan høre “Fädrelandet”:
“Der er ingen Rimelighed for, at vi indenfor vor indskrænkede Valgkreds kunne finde den Forening af Energi og Talent, af Intelligens og Erfaring, som Preussen paa sin Side uden Vanskelighed vil kunne tilvejebringe”, dette er ikke afgørende. “Bestyrelsens Medlemmer skulle vistnok vælges iblandt Hertugdømmernes Befolkning; men Ingen forbyder at tilforordne dem Secretairer og Medhjælpere, som ere fødte og bosatte andre Steder end netop der... I valget af disse Secretairer eller Regeringsraader kan man altsaa uden locale Hensyn vælge efter Dygtighed og Talent, og det er ikke usandsynligt, at disse Mænd ville have en betydelig Indflydelse paa Administrationens hele Aand og Gang. Heller ikke er det at befrygte, at selv høitstaaende danske Embedsmænd ville undslaa sig for at overtage en saadan med Hensyn til Embedsrangen underordnet Post, fordi de skulde staae under mindre fremragende Individualiteter; enhver god Dansk vilde under nærværende Forhold gjøre sig en Ære af en saadan Stilling.”
Det halv-officielle blad stiller altså ikke blot hertugdømmerne en oversvømmelse af danske tropper i udsigt, men også af danske embedsmænd. En halv-dansk regering vil oprette sit sæde i Rendsborg på anerkendt tysk forbundsterritorium. Dette er våbenstilstandens fordele for Slesvig. Fordelene for Tyskland er ligeså store. Der bliver ikke sagt ét ord om Slesvigs optagelse i Forbundet, tværtimod bliver forbundsbeslutningen formelt tilsidesat gennem den nye regerings sammensætning. Det tyske Forbund vælger for Holsten. Kongen af Danmark på Slesvigs vegne. Slesvig står altså under dansk, ikke under tysk jurisdiktion.
Tyskland kunne i denne danske krig virkelig have indlagt sig fortjeneste ved at gennemtvinge ophævelse af Sundtolden, [5] dette gammelfeudale røveri. De tyske havnebyer, der blev hårdt ramt af blokaden og af opbringningen af deres skibe, ville gerne have båret denne byrde længere endnu, hvis man havde opnået ophævelse af sundtolden. Regeringerne meddelte også overalt, at ophævelsen af sundtolden under alle omstændigheder ville blive gennemtvunget. Og hvad korn der ud af dette praleri? England og Rusland ønsker sundtolden bibeholdt, og det lydige Tyskland giver naturligvis afkald.
At de forsyninger, der blev rekvireret i Jylland. skal tilbagebetales til gengæld for skibenes tilbagelevering, siger sig selv ud fra den grundsætning, at Tyskland er rigt nok til at betale for sin hæder.
Dette er de fordele, som ministeriet Hansemann byder det tyske folk i dette udkast til våbenstilstand! Det er frugterne af tre måneders kamp mod et lille folk på 1½ million! Det er resultatet af alle vore nationale avisers, vore gevaldige dansker-haderes storpralerier!
Det siges, at våbenstilstanden ikke bliver gennemført. General Wrangel har, opmuntret af Beseler, på det bestemteste vægret sig ved at underskrive den, på trods af alle bønner fra grev Pourtales, der bragte ham Auerswalds befaling om at underskrive, trods alle henvisninger til hans pligt som preussisk general. Wrangel erklærede, at han frem for alt står under den tyske centralmagts kommando, og at denne ikke vil indvillige, hvis ikke hærenes nuværende stilling bliver bevaret og den provisoriske regering bliver siddende til fredsafslutningen.
Det preussiske udkast bliver således næppe ført ud i livet; men det er stadig interessant som bevis på, hvordan Preussen, når det stiller sig i spidsen, forstår at tage vare på Tysklands ære og interesser.
4. Note af 8. april 1848 til den danske regering, der påpegede, at Preussen først og fremmest ønskede at bekæmpe de republikanske elementer i Tyskland.
5. Øresundstolden (1429-1857) for skibe ind og ud af Østersøen stod i stigende grad i modstrid til frihandelstanken. Blev ophævet efter en aftale om erstatning til Danmark på 67 mio. kr.
Sidst opdateret 31.8.2015