Fra Marx, Engels, Lenin: Om det kommunistiske samfund. Taler og artikler, s. 22-27, Sputnik København/Progres Moskva, 1981. Oversat til dansk af Henriette Møller.
Skrevet i oktober-november 1847 som Engels' første udkast til en deklaration, der skulle definere den kommunistiske bevægelse. "Katekismus-formen" (spørgsmål-svar) blev senere forkastet til fordel for det, vi kender som Det kommunistiske Partis Manifest.
Kun dette uddrag er hidtil oversat til dansk. Se den fulde tekst på engelsk og mere uddybende baggrund på Marxists Internet Archive. Eller se den fulde udgave på norsk, også på Marxists Internet Archive.
14. spørgsmål: Hvordan skal denne nye samfundsorden være?
Svar: Fremfor alt vil den tage ledelsen af industrien og af alle produktionsgrene i det hele taget fra indbyrdes konkurrerende enkeltindivider og i stedet lade alle disse produktionsgrene styre af hele samfundet, dvs. for fællesskabets regning, efter en fælles plan og med deltagelse af alle samfundets medlemmer. Den vil altså ophæve konkurrencen og i dens sted sætte associationen. Det, at industrien drives af enkeltpersoner, har haft privatejendommen som nødvendig følge, og konkurrencen er ikke andet end den måde, hvorpå industrien drives af enkelte privatejere; derfor kan privatejendommen ikke adskilles fra enkeltpersoners varetagelse af industrien og fra konkurrencen. Privatejendommen vil det altså også være nødvendigt at afskaffe, i dens sted træder den fælles anvendelse af alle produktionsinstrumenter og fordelingen af alle produkter efter fælles overenskomst, eller det såkaldte ejendomsfællesskab (tysk: Gütergemeinschaft). Afskaffelse af privatejendommen er faktisk den korteste og mest karakteristiske konklusion af den omformning af hele samfundssystemet, der er et nødvendigt resultat af industriens udvikling, og bliver derfor med rette af kommunisterne fremhævet som et hovedkrav.
20. spørgsmål: Hvad bliver følgerne af privatejendommens endelige afskaffelse?
Svar: Når samfundet fratager privatkapitalisterne anvendelsen af alle produktivkræfter og samkvemsmidler samt udvekslingen og fordelingen af produkterne og forvalter dem efter en plan, der udspringer dels af de forhåndenværende midler, dels af hele samfundets behov, så fjernes fremfor alt de afskyelige følger, der nu er forbundet med storindustriens udfoldelse. Kriserne bortfalder, den udvidede produktion, der for det bestående samfund bliver til overproduktion og en mægtig kilde til elendighed, vil ikke engang være nok, den vil blive yderligere forøget. I stedet for at forårsage nød og elendighed, vil en produktion ud over samfundets umiddelbare behov kunne sikre, at alles behov kan blive tilfredsstillet, den vil frembringe nye behov og tillige midlerne til at tilfredsstille dem. Den vil være forudsætning for og anledning til nye fremskridt, den vil kunne gennemføre disse fremskridt, uden at samfundsordenen derved bliver bragt i forvirring, sådan som det altid tidligere er sket. Storindustrien, der er befriet for privatejendommens pres, vil udvikle sig i et omfang, sammenlignet med hvilken dens nuværende skikkelse vil forekomme os lige så småtskåren som manufakturen, sammenlignet med vore dages storindustri. Industriens udvikling vil stille en tilstrækkelig mængde produkter til rådighed for samfundet for at kunne dække alles behov. Også landbruget, der under opsplitningens og privatejendommens pres er afskåret fra at tilegne sig de forbedringer og videnskabelige opdagelser, der allerede findes, vil tage et helt nyt opsving og kunne levere samfundet en tilstrækkelig mængde produkter. Således vil samfundet være i stand til at frembringe produkter nok til at indrette fordelingen sådan, at alle dets medlemmers behov bliver tilfredsstillet. Samfundets opdeling i forskellige modstående klasser bliver dermed overflødig. Den bliver ikke blot overflødig, den kan slet ikke forliges med den nye samfundsorden. Klassernes eksistens er fremkommet ved arbejdsdelingen, og arbejdsdelingen i sin hidtidige form bortfalder helt. For at bringe industri- og landbrugsproduktionen på det skildrede høje stade går det ikke med mekaniske og tekniske hjælpemidler alene; evnerne hos de mennesker, der skal sætte disse hjælpemidler i bevægelse, må også udvikles i tilsvarende målestok. Ligesom bønderne og manufakturarbejderne i det forrige århundrede forandrede hele deres levevis og selv blev helt andre mennesker, da de blev inddraget i storindustrien, på samme måde vil samfundets fælles ledelse og den deraf følgende nye udvikling af produktionen kræve helt andre mennesker, og den vil også frembringe dem. Produktionens fælles ledelse kan ikke gennemføres af mennesker, som de er i dag, hvor enhver er underordnet en bestemt industrigren, er lænket til den, bliver udbyttet af den, hvor enhver kun har udviklet en enkelt af sine evner på bekostning af alle andre, kun kender en enkelt gren eller en forgrening af en gren af den totale produktion. Allerede den nuværende industri har stadig mindre brug for sådanne mennesker. Industrien, der ledes i fællesskab og planmæssigt af hele samfundet, forudsætter helt og holdent mennesker, der har udviklet deres evner i alle retninger og som er i stand til at overskue hele produktionssystemet. Den arbejdsdeling, som gør den ene til bonde, den anden til skomager, den tredje til fabriksarbejder, den fjerde til børsspekulant, og som allerede nu er undergravet af maskinerne, vil altså forsvinde totalt. Opdragelsen vil hurtigt lade de unge mennesker gennemløbe hele produktionssystemet, sætte dem i stand til at skifte fra en produktionsgren til en anden, alt efter samfundets behov eller deres egen tilbøjelighed. Den vil befri dem for det ensidige præg, som den nuværende arbejdsdeling påtvinger hver enkelt. På denne måde vil det kommunistisk organiserede samfund give sine medlemmer lejlighed til alsidigt at anvende deres alsidigt udviklede evner. Men dermed forsvinder nødvendigvis også de forskellige klasser. Således kan på den ene side det kommunistiske samfund ikke forenes med klassernes eksistens, og på den anden side giver oprettelsen af dette samfund selv midlerne til at ophæve disse klasseforskelle.
Heraf fremgår det, at modsætningen mellem by og land ligeledes vil forsvinde. At landbrug og industri drives af de samme mennesker i stedet for af to forskellige klasser, det er en betingelse for den kommunistiske association, der er nødvendig allerede af rent materielle årsager. Opsplitningen af den agerdyrkende befolkning på landet, sammenstuvningen af industribefolkningen i storbyerne, det er en tilstand, der kun svarer til et uudviklet trin i såvel landbrug som industri, en hæmsko for den videre udvikling, der allerede nu gør sig bemærket.
Samfundsmedlemmernes almindelige association til fælles og planmæssig udnyttelse af produktivkræfterne, udvikling af produktionen i en grad, der kan tilfredsstille alles behov, slut med en tilstand, hvor den enes behov tilfredsstilles på bekostning af de øvriges behov, fuldstændig tilintetgørelse af klasserne og deres indbyrdes modsætninger, alsidig udvikling af alle samfundsmedlemmers evne gennem ophævelsen af den hidtidige arbejdsdeling, gennem den industrielle opdragelse, gennem skiftende aktiviteter, gennem alles deltagelse i de nydelser, som alle har frembragt, gennem sammensmeltningen af by og land – det er hovedresultaterne af privatejendommens afskaffelse.
21. spørgsmål: Hvilken indflydelse vil det kommunistiske samfund få på familien?
Svar: Det vil gøre forholdet mellem kønnene til et rent privatforhold, som kun angår de pågældende personer, og som samfundet ikke skal blande sig i. Dette kan det kommunistiske samfund, fordi det afskaffer privatejendommen og i fællesskab sørger for børnenes opdragelse, og dermed tilintetgør de to grundelementer for det hidtidige ægteskab, kvindens afhængighed af manden og børnenes afhængighed af forældrene i kraft af privatejendommen. Heri ligger også svaret på de dydsirede spidsborgeres råben op om kommunistisk kvindefællesskab (tysk: Weibergemeinschaft). Kvindefællesskab er en ting, der helt og holdent har hjemme i det borgerlige samfund, det består fuldt ud i form af prostitution. Prostitutionen beror på privatejendommen og vil forsvinde sammen med den. I stedet for at indføre kvindefællesskab, vil det kommunistiske samfund altså tværtimod ophæve det.
Sidst opdateret 25.2.2016