Skrevet af Engels 30. april 1891 til en særudgave af K. Marx Lønarbejde og kapital, der udkom i Berlin 1891. Efter teksten fra udgaven af 1891.
På dansk i pjecen Karl Marx: Lønarbejde og kapital, Forlaget Tiden, København 1964, s. 5-14.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 17. dec. 2008.
Efterfølgende arbejde fremkom som en række ledende artikler i “Neue Rheinische Zeitung” [1] fra og med 4. april 1849. Til grund for det ligger de foredrag, som Marx i 1847 havde holdt i den tyske arbejderforening i Bruxelles. I trykt form blev det aldrig andet end et brudstykke; det “Fortsættelse følger”, der stod nedenunder i nr. 269, blev aldrig til noget som følge af de begivenheder der dengang fulgte slag i slag: russernes indmarch i Ungarn og opstandene i Dresden, Iserlohn. Elberfeld, Pfalz og Baden, som førte til, at selve bladet blev forbudt (19. maj 1849). Manuskriptet til denne fortsættelse fandtes ikke mellem Marx’ efterladte skrifter.
“Lønarbejde og kapital” er udkommet i flere oplag som særtryk i pjeceform, sidste gang 1884, Hottingen-Zürich, “Schweizerische Genossenschaftsbuchdruckerei”. De hidtidige optryk indeholdt originalens nøjagtige ordlyd. Nærværende nye optryk skal imidlertid udbredes som propagandaskrift i ikke mindre end 10.000 eksemplarer, og da melder spørgsmålet sig, om Marx selv under disse forandrede omstændigheder ville godkende en uforandret gengivelse af ordlyden.
I fyrrerne havde Marx endnu ikke ført sin kritik af den politiske økonomi til ende. Dette skete først henimod slutningen af halvtredserne. De af hans skrifter, der er udkommet før første hæfte af værket. “Til kritikken af den politiske økonomi” (1859), afviger derfor på enkelte punkter fra dem, der er forfattet efter 1859; de indeholder udtryk og hele sætninger, som betragtet ud fra de senere skrifters standpunkt forekommer skæve, ja endog urigtige. Nu siger det sig selv, at i almindelige udgaver, der er bestemt for det samlede publikum, har også dette tidligere standpunkt, som jo hører med til forfatterens åndelige udvikling, sin plads, og at forfatter såvel som publikum har en ubestridelig ret til få disse ældre skrifter aftrykt uforandrede. Og det ville ikke i drømme være faldet mig ind at ændre et ord i dem.
Anderledes forholder det sig, når den nye udgave så godt som udelukkende er bestemt til propaganda blandt arbejdere. Her ville Marx ubetinget have bragt den gamle fremstilling fra 1849 i samklang med sit nye standpunkt. Og jeg er sikker på at handle i hans ånd, når jeg i denne udgave foretager de få ændringer og tilføjelser, som kræves for på alle væsentlige punkter at nå dette mål. Jeg siger altså forud til læseren: dette er pjecen, ikke således som Marx har nedskrevet den i 1849, men tilnærmelsesvis således, som han ville have skrevet. den i 1891. Den virkelige tekst er desuden udbredt i så mange eksemplarer, at dette må være tilstrækkeligt, indtil jeg i en senere samlet udgave kan genoptrykke den uforandret.
Mine ændringer drejer sig alle om et bestemt punkt. Ifølge originalen sælger arbejderen for arbejdslønnen sit arbejde til kapitalisten; efter den nuværende tekst sælger han sin arbejdskraft. Og for denne ændring skylder jeg en forklaring. En forklaring til arbejderne, for at de kan se, at der her ikke bare er tale om ordkløveri, men at det tværtimod drejer sig om et af de vigtigste punkter i hele den politiske økonomi. En forklaring til bourgeoisiet, så det kan overbevise sig om, hvor vældigt overlegne de udannede arbejdere, som man med lethed kan forklare de vanskeligste økonomiske udredninger, er i forhold til vore storsnudede “dannede mennesker”, for hvem sådanne indviklede spørgsmål hele livet igennem er og bliver uløselige.
Den klassiske politiske økonomi [2] overtog fra den industrielle praksis fabrikantens gængse forestilling om, at han køber og betaler sine arbejderes arbejde. Til fabrikantens forretningsbrug, bogføring og priskalkulation havde denne forestilling slået ganske godt til. Når den naivt overførtes til den politiske økonomi, afstedkom den her højst besynderlige vildfarelser.
Økonomien forefinder den kendsgerning, at priserne i alle varer, derunder også prisen på den vare, som den benævner “arbejde”, stadig skifter; at de stiger og falder som følge af mangfoldigt omstændigheder, der ofte ikke har nogen som helst sammenhæng med fremstillingen af selve varen, så at priserne i regelen synes bestemt af en ren og skær tilfældighed. Så snart nu økonomien optrådte som videnskab, [3] var det, en af dens første opgaver at søge den lov, som skjulte sig bag denne tilfældighed, der tilsyneladende beherskede varepriserne, den lov, som i virkeligheden beherskede denne tilfældighed. Inden for de stadig svingende, snart stigende, snart faldende varepriser søgte den efter et fast, centralt punkt, om hvilket disse svingninger finder sted. Med andre ord: den gik ud fra varepriserne for som regulerende lov at søge vareværdien, ud fra hvilken alle prissvingninger kan forklares, og til hvilken de alle i sidste instans skulle føre tilbage.
Den klassiske økonomi fandt nu, at en vares værdi bestemmes af det arbejde, der er nedlagt i den, som dens produktion har krævet. Med denne forklaring slog den sig til tåls. Også vi kan foreløbig blive stående her. Kun for at forebygge misforståelser vil jeg erindre om, at denne forklaring i vore dage er fuldstændig utilstrækkelig. Marx er den første, der grundigt har undersøgt arbejdets værdiskabende egenskab og derved fundet ud af, at ikke ethvert arbejde, der tilsyneladende eller i virkeligheden er nødvendigt til produktionen af en vare, under alle omstændigheder tilfører denne vare en værdistørrelse, der svarer til den forbrugte arbejdsmængde. Når vi altså i dag med økonomer som Ricardo kort og godt siger, at en vares værdi bestemmes ved det til dens produktion nødvendige arbejde, så underforstår vi stadig det forbehold, Marx tog. Dette er her tilstrækkeligt; den videre udformning findes hos Marx i “Til kritikken af den politiske økonomi”, 1859, og i første bind af “Kapitalen”.
Så snart økonomerne nu på varen “arbejde” anvendte denne værdibestemmelse ud fra arbejdet, kom de fra den ene modsigelse til den anden. Hvorledes bestemmes “arbejdet”s værdi? Ved det nødvendige arbejde, som er anbragt i det. Hvor meget arbejde går der til en arbejders arbejde på en dag, en uge, en måned eller et år? Der går en dags, en uges, en måneds eller et års arbejde. Når arbejdet er alle værdiers målestok, kan vi jo netop kun udtrykke “arbejdets værdi” i arbejde. Men vi ved absolut intet om værdien af en times arbejde, når vi kun ved, at den er lig med en times arbejde. På den måde er vi altså ikke en hårsbred nærmere ved målet; vi bevæger os stadig væk i ring.
Den klassiske økonomi prøvede derfor på en anden måde; den sagde: en vares værdi er lig med dens produktionsomkostninger. Men hvad er arbejdets produktionsomkostninger? For at besvare dette spørgsmål må økonomerne øve lidt vold mod logikken. I stedet for selve arbejdets produktionsomkostninger, som desværre ikke lader sig udfinde, undersøger de nu, hvad arbejderens produktionsomkostninger er. Og disse lader sig udfinde. De veksler efter tid og omstændigheder, men for en given samfundstilstand, en given lokalitet, en given produktionsgren er de ligeledes givne i det mindste inden for temmelig snævre grænser. Vi lever i dog under den kapitalistiske produktions herredømme, hvor en stor, stadig voksende, befolkningsklasse kun kan leve, når den for arbejdsløn arbejder for dem, der ejer produktionsmidlerne: redskaber, maskiner, råstoffer og livsfornødenheder. På grundlag af denne produktionsmåde består arbejderens produktionsomkostninger i den sum af livsfornødenheder – eller deres pris i penge –, som gennemsnitlig er nødvendige for at gøre ham arbejdsduelig, for at vedligeholde hans arbejdsduelighed og, når han på grund af alder, sygdom eller død holder op med at arbejde, at erstatte ham med en ny arbejder, altså for at forøge arbejderklassens tal i det nødvendige omfang. Lad os antage, at pengeprisen på disse livsfornødenheder i gennemsnit er tre mark om dagen.
Vor arbejder får altså af den kapitalist, der beskæftiger ham, tre mark om dagen. For denne løn lader kapitalisten ham arbejde, lad os sige tolv timer daglig. Denne kapitalist kalkulerer omtrent således:
Lad os antage, at vor arbejder – en maskinsmed – skal lave en del af en maskine, som han gør færdig på én dag. Råstoffet – jern og messing i den nødvendige forarbejdede form – koster 20 mark. Dampmaskinens forbrug af kul, sliddet på denne dampmaskine, drejebænken og det øvrige værktøj, hvormed vor arbejder arbejder, repræsenterer beregnet for én dag og for hans del en værdi af 1 mark. Arbejdslønnen for én dag er efter vor antagelse 3 mark. Dette giver tilsammen 24 mark for maskindelen. Men kapitalisten regner ud, at han af sine kunder skal have en gennemsnitspris af 27 mark, altså 3 mark mere end sine udlagte omkostninger.
Hvorfra kommer nu disse 3 mark, som kapitalisten stikker i lommen? Efter den klassiske økonomis påstand sælges varerne gennemsnitlig for det, de er værd, dvs. til priser, som svarer til de i disse varer indeholdte nødvendige arbejdsmængder. Gennemsnitsprisen for vor maskindel – 27 mark – skulle altså være lig med dens værdi, lig med det arbejde, der er anbragt i den. Men af disse 27 mark var de 21 mark værdier, der allerede var til stede, inden maskinsmeden begyndte at arbejde. 20 mark var anbragt i råstoffet, 1 mark i de kul, som brændte op under arbejdet, eller i maskiner og redskaber, som blev bragt og derved forringet i deres ydeevne med dette beløb. Tilbage blev altså 6 mark, som er tilført råstoffets værdi. Men disse 6 mark kan efter vore økonomers egen antagelse kun stamme fra det arbejde, som arbejderen bor tilført råstoffet. Hans tolv timers arbejdstid har altså skabt en ny værdi på 6 mark. Værdien af hans tolv timers arbejdstid er altså lig 6 mark. Og således skulle vi altså endelig have opdaget, hvad “arbejdets værdi” er.
“Holdt!” råber vor maskinsmed. “Seks mark? Men jeg har kun fået tre mark! Min kapitalist sværger ved alt, hvad helligt er, at værdien af mit tolv timers arbejde kun er tre mark, og når jeg forlanger seks, så ler han ad mig. Hvordan kan det passe sammen?”
Når vi før med vor arbejdsværdi kørte i en kreds uden at kunne komme ud, så er vi nu først rigtig kørt fast i en uløselig modsigelse. Vi søgte arbejdets værdi og fandt mere, end vi kan bruge. For arbejderen er værdien af hans tolv timers arbejde tre mark, for kapitalisten seks mark, hvoraf han udbetaler arbejderen tre som løn og selv stikker tre i lommen. Arbejdet skulle altså ikke have én, men to værdier, og tilmed meget forskellige!
Modsigelsen bliver endnu mere fornuftstridig, så snart vi reducerer de i penge udtrykte værdier til arbejdstid. Med de tolv timers arbejde bliver der skabt en ny værdi på seks mark. Altså i seks timer tre mark – den sum, som arbejderen får for tolv timers arbejde. For tolv timers arbejde får arbejderen som tilsvarende modværdi produktet af seks timers arbejde. Enten har arbejdet altså to værdier, hvoraf den ene er dobbelt så stor som den anden, eller også er tolv lig seks! I begge tilfælde bliver resultat ganske fornuftstridigt.
Vi kan vende og dreje os, så meget vi vil, vi kommer dog aldrig ud over denne modsigelse, så længe vi taler om køb af salg af arbejde og om arbejdets værdi. Og sådan gik det også økonomerne. Den klassiske økonomis sidste udløber. Ricardos skole, gik for størstedelen til grunde på uløseligheden af denne modsigelse. Den klassiske økonomi var kørt fast i en blindgade. Den mand, der fandt vejen ud af denne blindgade, var Karl Marx.
Hvad økonomerne havde anset for “arbejdet”s produktionsomkostninger, var ikke arbejdets, men selve den levende arbejders produktionsomkostninger. Og det, denne arbejder solgte til kapitalisten, var ikke sit arbejde. “Så snart hans arbejde virkelig begynder”, sagde Marx, “er det allerede ophørt med at tilhøre ham og kan altså ikke mere sælges af ham”. Han kunne altså højst sælge sit fremtidige arbejde, dvs. overtage forpligtelsen til at udføre en bestemt arbejdsydelse i en bestemt tid. Men derved sælger han ikke arbejde (som jo først måtte være udført), men han stiller sin arbejdskraft, til rådighed for kapitalisten, enten på bestemt tid (ved dagløn) eller til en bestemt arbejdsydelse (ved akkordløn): han udlejer eller sælger sin arbejdskraft. Men denne arbejdskraft er vokset sammen med hans person og uadskillelig fra denne. Dens produktionsomkostninger falder derfor sammen med hans produktionsomkostninger; hvad økonomerne kaldte arbejdets produktionsomkostninger, er netop arbejderens og dermed også arbejdskraftens. Og således kan vi også fra arbejdskraftens produktionsomkostninger komme tilbage til arbejdskraftens værdi og bestemme den mængde af samfundsmæssigt nødvendigt arbejde, der kræves til fremstilling af en arbejdskraft af en bestemt kvalitet, sådan som Marx har gjort det i afsnittet om køb og salg af arbejdskraft (“Kapitalen”, 1. bind, 4. kapital, 3. afdeling).
Hvad sker der nu, efter at arbejderen har solgt kapitalisten sin arbejdskraft, d.v.s. stillet den til rådighed mod en forud aftalt løn – dagløn eller akkordløn? Kapitalisten fører arbejderen ind i sit værksted eller sin fabrik, hvor der allerede forefindes alle de til arbejdet nødvendige genstande, råstoffer, hjælpestoffer (kul, farvestoffer osv.), værktøj og maskiner. Her begynder arbejderen at slide i det. Hans dagløn forudsættes, som ovenfor nævnt, at være 3 mark – det spiller i denne sammenhæng ingen rolle, om han tjener dem som dagløn eller akkordløn. Vi antager også her på ny, at arbejderen på tolv timer har tilført de anvendte råstoffer en ny værdi på 6 mark ved sit arbejde, og kapitalisten realiserer denne nye værdi ved at sælge det færdige stykke arbejde. Deraf betaler han arbejderen hans 3 mark, men de andre 3 mark beholder han selv. Når nu arbejderen på tolv timer skaber en værdi af 6 mark, må han i seks timer skabe en værdi af 3 mark. Han har altså allerede godtgjort kapitalisten modværdien af de 3 mark, han har modtaget i arbejdsløn, efter at han har arbejdet for ham i seks timer. Efter seks timers arbejde er de kvit, den ene skylder ikke den anden en rød øre.
“Holdt!” råber nu kapitalisten. “Jeg har lejet arbejderen for en hel dag, for tolv timer. Men seks timer er kun en halv dag. Klem bare på igen, indtil de andre seks timer også er omme – først da er vi kvit!” Og arbejderen må så virkelig rette sig efter sin “frivilligt” indgåede kontrakt, ifølge hvilken han har forpligtet sig til at arbejde tolv hele timer for et arbejdsprodukt, som koster seks arbejdstimer.
Ved akkordløn forholder det sig præcis på samme måde. Lad os antage, at vor arbejder på 12 timer laver 12 stykker varer. Deraf koster hvert stykke i råstof og slid 2 mark og sælges for 2½ mark. Så vil kapitalisten, under samme forudsætninger som tidligere, give arbejderen 25 pfg. pr. stk.; det bliver for 12 stk. 3 mark, som arbejderen bruger 12 timer til at tjene. Kapitalisten får for disse 12 stykker 30 mark; derfra går for råstof og slid 24 mark, tilovers bliver 6 mark, hvoraf han udbetaler 3 mark i arbejdsløn og stikker 3 mark i lommen. Ganske ligesom ovenfor. Også her arbejder arbejderen seks timer, for sig selv, dvs. som erstatning for sin løn (i hver af de tolv timer en halv time), og seks timer for kapitalisten.
Den vanskelighed, de bedste økonomer strandede på, så længe de gik ud fra ““arbejdet”s værdi, forsvinder, så snart vi i stedet går ud fra “arbejdskraften”s værdi. Arbejdskraften er en vare i vort nuværende kapitalistiske samfund, en vare som enhver anden, men dog en ganske særlig vare. Den har nemlig den ejendommelige egenskab at være en værdiskabende kraft, en kilde til værdi, en kilde, der ved egnet behandling er kilde til mere værdi, end den selv besidder. På produktionens nuværende stadium producerer den menneskelige arbejdskraft på en dag ikke blot en større værdi, end den selv besidder og koster; med hver ny videnskabelig opdagelse, med hver ny teknisk opfindelse forhøjes dens daglige produktionsoverskud over dens daglige omkostninger, og derved forkortes altså den del af arbejdsdagen, hvor arbejderen frembringer erstatningen for sin dagløn, og på den anden side forlænges altså den del af arbejdsdagen, hvor han må forære kapitalisten sit arbejde uden at blive betalt for det.
Og således er hele vort nuværende samfunds produktionsmæssige tilstand; det er udelukkende den arbejdende klasse, som producerer alle værdier. Thi værdi er kun et andet udtryk for arbejde, det udtryk, hvormed man i vort nuværende kapitalistiske samfund betegner den mængde samfundsmæssigt nødvendigt arbejde, som er nedlagt i en bestemt vare. Disse værdier, som arbejderne producerer, tilhører imidlertid ikke arbejderne. De tilhører dem, der ejer råstofferne, maskinerne, redskaberne og de midler, som tillader disse ejere at købe arbejderklassens arbejdskraft. Af hele den produktmasse, arbejderklassen har skabt, får den altså kun en del tilbage til sig selv. Og som vi lige har set, bliver den anden del, som kapitalistklassen beholder for sig selv og højst må dele med den jordejende klasse, større med hver ny opfindelse og opdagelse, mens den del, der tilfalder arbejderklassen (beregnet efter arbejdernes antal), kun stiger ganske langsomt og ubetydeligt, eller slet ikke stiger, og under visse omstændigheder endog kan falde.
Men disse opfindelser og opdagelser, der stadig hastigere fortrænger hinanden, denne produktivitet, der er ejendommelig for det menneskelige arbejde, og som dag for dag vokser i hidtil uhørt grad, skaber til sidst en konflikt, i hvilken det nuværende kapitalistiske system må gå til grunde. På den ene side findes umådelige rigdomme og en overflod af produkter, som aftagerne ikke kan overkomme. På den anden side er samfundets store masse blevet proletariseret, forvandlet til lønarbejdere og netop derved forhindret i at tilegne sig denne overflod af produkter. Samfundets spaltning i en lille, umådelig rig klasse og en stor, besiddelsesløs lønarbejderklasse bevirker, at dette samfund kvæles i sin egen overflod, mens det store flertal af dets medlemmer ikke engang – eller knap nok – er beskyttet mod den yderste nød. Denne tilstand bliver for hver dag mere fornuftstridig og – unødvendig. Den må ryddes af vejen, og den kan ryddes af vejen. En ny samfundsordning er mulig, hvor de nuværende klasseforskelle er forsvundet, og hvor der – måske efter en kort, noget knaphedspræget, men i hvert fald moralsk meget nyttig overgangstid – ved gennemførelse af lige arbejdspligt og ved planmæssig udnyttelse og udvikling af de uhyre produktiv-kræfter, der allerede er til rådighed for alle samfundsmedlemmerne, også findes midler til at leve for, til at nyde livet, til at uddanne sig og til at udnytte alle legemlige og åndelige evner – og alt dette på harmonisk måde og i stigende omfang. Og at arbejderne er mere og mere besluttede på at tilkæmpe sig denne nye samfundsordning, det vil der på begge sider af Oceanet blive aflagt vidnesbyrd om i morgen, den første maj, og på søndag, den tredje maj. [4]
London, den 30. april 1891.
1. “Neue Rheinische Zeitung” udkom fra 1. juni 1848 til 19. maj 1849 i Köln. Marx var bladets chefredaktør. – Red.
2. I første bind af “Kapitalen” skriver Marx (1. kap.): “... forstår jeg ved klassisk politisk økonomi al økonomi efter W. Petty, der har studeret de borgerlige produktionsforholds indre sammenhæng i modsætning til vulgærøkonomien”. – Red.
3. “Skønt den politiske økonomi er opstået i geniale hoveder henimod slutningen af det 17. århundrede, er den politiske økonomi i snævrere forstand, i den positive udformning, fysiokraterne og Adam Smith gav den, væsentlig et barn af det 18. århundrede”. (F. Engels i “Anti-Dühring”.) – Red.
4. De engelske fagforeninger fejrede proletariatets internationale festdag søndagen efter 1. maj, dvs. i året 1891 den 3. maj. – Red.
Sidst opdateret 28.4.2015