Skrevet 5. september 1847. Offentliggjort under titlen Der Kommunismus des “Rheinischen Beobachters”, i Deutsche Brüsseler Zeitung, 12. september 1847.
Karl Marx/Friedrich Engels: Werke, Band 2, S. 200 & 202, Dietz Verlag, Berlin/DDR 1972
Fra Stormfanen, Organ for D.s.U. Østre Distrikt, 2. årgang, nr. 3, april 1943, s. 9.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 12. sep. 2008
Kristendommens sociale principper har nu haft 1800 år til at udvikle sig i. [...]
Kristendommens sociale principper har retfærdiggjort det antike slaveri, forherliget det middelalderlige livegenskab og forstår sig desuden i nødstilfælde på at forsvare proletariatets undertrykkelse, om end med en noget jammerlig mine.
Kristendommens sociale principper prædiker nødvendigheden af en herskende og en undertrykt klasse og har for sidstnævnte kun det fromme ønske tilovers, at den førstnævnte vil vise sin velgørenhed overfor den.
Kristendommens sociale principper priser de meste infame metoder til skyerne og retfærdiggør hermed, at disse vedvarende får lov at blive praktiseret på jorden.
Kristendommens sociale principper erklærer alle nederdrægtigheder, som undertrykkerne øver mod de undertrykte for velfortjente straffe for arvesynden eller lign. synder, eller for prøvelser, som Herren i sin visdom sætter for sine frelste sjæle.
Kristendommens social principper prædiker fejhed, selvforagtelse, fornedrelse, underdanighed, ydmygelse, kort sagt alle kanaljens egenskaber, og proletariatet, som ikke vil lade sig behandle som en kanalje, har endnu mere brug for sit mod, sin selvhævdelse, sin stolthed og sin uafhængighedsfølelse end for sit brød.
Kristendommens sociale principper er hykleriske og proletariatet er revolutionært.
Så meget om kristendommens sociale principper.
Vi vil give de herrer, som vil redde det ængstelige preussiske kongedømme gennem en saltomortale i folket, nogle velmente bemærkninger. Af alle politiske elementer er folket det farligste for kongen. Ikke det folk, som Frederik Wilhelm taler om, der med tårevædene øjne takker for et spark og en sølvmønt, dette folk er fuldkommen ufarligt, thi det eksisterer kun i kongens fantasi. Men det virkelige folk, proletariatet, de små bønder og pøbelen, det er, som Hobbes siger, “puer robustus sed malitiosus”, en robust og ilter fyr som ikke lader sig have til bedste, hverken af fede eller magre konger.
Folket vil frem for alt tvinge hans majestæt til at give en konstitutionel forfatning med alm. stemmeret, tale- og pressefrihed og andre ubehagelige ting.
Og når folket har dette, så vil det hurtigst muligt benytte disse midler til at erklære kongedømmets magt, værdi og poesi for overflødig.
Sidst opdateret 12.9.2008