Optrykt i Karl Marx/Friedrich Engels: Werke, Band 27, S. 71-72, Dietz Verlag, Berlin/DDR 1963.
På dansk i Marx og Engels: Om Danmark, s. 10-11, udgivet af Danmarks Kommunistiske Studenter, Komm.S. Historie, København. Eget tryk 1985. (Udgivet til Land og Folk-indsamlingen 1985.) ISBN 87-981221-4-2.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 31. aug. 2015
Paris, december 1846
...Som uskyldig ekstrafornøjelse har jeg i den sidste, sløje tid foruden pigerne også drevet nogen omgang med Danmark og det øvrige Norden. Sikken et svineri! Hellere den mindste tysker end den største dansker! Et sådant højdepunkt af moral-, laug- og stænderelendighed eksisterer ingen steder mere. Danskeren anser Tyskland for et land, hvortil man tager for “at holde elskerinder og forøde sin formue sammen med dem” (imedens at han rejste i Tydskland, havde han en Maitresse, som fortärede ham den bedste del af hans midler, hedder det i en dansk skolebog!) – han kalder tyskeren en tydsk vindbøjtel og anser sig selv for den ægte repræsentant for det germanske væsen – svenskeren på sin side foragter danskeren som “fortysket” og udartet, sludrevorn og blødagtig – nordmanden ser ned på den forfranskede svensker og hans adel og glæder sig over, at der hos ham i Norge endnu hersker den samme stupide bondeøkonomi som på den ædle Knuds tid, og derfor bliver han på sin side foragteligt behandlet af islænderen, der endnu taler helt det samme sprog som de smudsige vikinger af anno 900, søber tran, bor i jordhytter og går kaput i enhver atmosfære, der ikke stinker af rådden fisk. Jeg har mange gange følt mig fristet til at være stolt af, at jeg i det mindste ikke er dansker eller endog islænder, men kun tysker. Redaktøren af det mest avancerede svenske blad “Aftonbladet” har to gange været her i Paris for at komme til klarhed over arbejdets organisering, har i mange år holdt “Bon Sens” og “Democratie Pacifique”, har begejstret underholdt sig med Louis Blanc og Considerant, men han har ikke forstået et kuk og er kommet lige så klog tilbage, som han tog afsted. Nu slår han som hidtil på tromme for den frie konkurrence, eller som det hedder på svensk, næringsfrihed eller själfforsörjningsfrihet, selvforsyningsfrihed (det er da endnu smukkere end erhvervsfrihed). Naturligvis, de sidder endnu i laugsdyndet til op over ørerne, og i rigsdagene er netop borgerne de mest rasende konservative. I hele landet kun 2 ordentlige byer, med henholdsvis 80.000 og 4.000 indbyggere, den tredje, Norrköping, har kun 12.000, alle andre omkring 1000. 2000. 3000. Der bor et menneske på hver poststation. I Danmark er det næppe bedre, der har de kun en eneste by, hvor de gudsjammerligste laugsprocesser forekommer, mere afsindige end i Basel eller Bremen, og hvor man ikke må gå på promenaden uden adgangskort. Det eneste gode ved disse lande er, at man gennem dem kan se, hvad tyskerne ville gøre, hvis de havde pressefrihed, nemlig, som danskerne faktisk har gjort det, straks stifte et “Selskab til den frie presses rette brug” og lade trykke kristeligt-velmenende almanakker. Det svenske “Aftonbladet” er lige så tamt som “Kölner Zeitung”, men betragter sig selv som “demokratisk i dette ords rette betydning”. Derfor har svenskerne frøken Bremers romaner og danskerne Herr Etatsråd Oehlenschlæger, Commandør af Dannebrogsordenen. Der findes også en forfærdelig masse hegelianere der, og sproget, hvoraf hvert tredje ord er stjålet fra tysk, passer fabelagtigt til spekulation ...
Sidst opdateret 31.8.2015