Brev til Karl Marx i Bruxelles

Friedrich Engels (18. sep. 1846)


Skrevet 18. september 1848.
Optrykt i Karl Marx/Friedrich Engels: Werke, Band 27, S. 48-49, Dietz Verlag, Berlin/DDR 1963.

På dansk i Marx og Engels: Om Danmark, s. 9-10, udgivet af Danmarks Kommunistiske Studenter, Komm.S. Historie, København. Eget tryk 1985. (Udgivet til Land og Folk-indsamlingen 1985.) ISBN 87-981221-4-2.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 31. aug. 2015

Noter


(Paris), 18. september 1846

(...)

London-adressen [1] læste jeg allerede på tryk hos arbejderne her i går. Noget møj. Stiler den “til folket”, dvs. de forudsatte proletarer i Slesvig-Holsten, hvor kun plattyske bondeknolde og rigtige vandrende laugshåndværkere driver deres uvæsen. De har lige netop lært sig det vrøvl af englænderne, totalt at ignorere alle virkeligt eksisterende forhold ...

... A propos Slesvig-Holsten: Kusken (Georg Weber; o.a.) skrev i forgårs tre linjer til Ewerbeck om, at man passe på med sine breve; danskerne åbner alt. Han mener, at det meget vel kan komme til våbenkampe. Det tvivler jeg på, men det er smukt, som den gamle dansker (Christian 8; o.a.) så djærvt giver slesvig-holstenerne tørt på. Har du i øvrigt læst det berømte digt “Slesvig-Holsten havomkranset” i “Rheinischer Beobachter”? Det efterlader nogenlunde dette indtryk, jeg har umuligt kunne huske ordene:

Slesvig-Holsten havomkranset, Slesvig-Holsten slægtens hånd
Slesvig-Holsten, tyske tunger, Slesvig-Holsten tyske strand
S-H, brunstbesjælet. S-H, sat i brand,
S-H, hårdt omkæmpet, S-H, hold nu stand!
S-H, frisk vi synger: “S-H, dansk fjas og tant”
S-H, nu det runger: “S-H” i det hele land!
S-H, stærke lunger, – S-H, så svag en hånd,
S-H, dumme drenge, – S-H “Affenschand” (kæmpeskam). [2]

Slesvig-Holsten slægtens bånd; vær nu tro, mit fædreland, slutter lortet så med. Det er en afskyelig sang, der passende kan synges af ditmarskere, der så igen passende kan besynges af Püttmann.

(...)

Noter

1. “Den tyske dannelsesforening for arbejdere”, grundlagt 1840, agiterede en utopisk socialisme, ofte uden forbindelse med de konkrete forhold.

2. “Slesvig-Holsten havomkranset” (Schleswig-Holstein meerumschlungen), slagsang af M. F. Chemnitz (1844).


Sidst opdateret 31.8.2015