Islamisk fundamentalisme er et vanskeligt spørgsmål. Det er en bevægelse med en dybt reaktionær ideologi – fjendtlig over for kvinders rettigheder, over for arbejderes rettigheder og alle ideer om socialisme. Men det er samtidig en bevægelse, som en stor del af de mest undertrykte mennesker i Mellemøsten betragter som deres frontkæmper – som den mest målbevidste anti-imperialistiske kraft i området.
På den ene side er den fundamentalistiske bevægelse klart elitær og autoritær. På den anden side har den overbevist mange muslimer om, at den udtrykker massernes interesser. Trods skånselsløs undertrykkelse af den interne opposition mod styret i Iran har Khomeini-regimet været i stand til at vinde opbakning hjemme og i udlandet, fordi det har konfronteret imperialismen. I Egypten er fundamentalistiske grupper blevet den væsentligste nationale opposition til den pro-vestlige Mubarak-regering, mens de fundamentalistiske militser i Libanon har slået tonen an i den militære kamp mod Israel. De lokale herskende klasser i Tunesien, Algeriet, Marokko, Syrien og Golf-staterne betragter den fundamentalistiske strømning som den farligste hjemlige opposition, mens fundamentalisterne blandt palæstinenserne, der har en lang tradition for ikke-religiøs nationalisme, på det sidste har fået et større publikum.
Bevægelsen er fuld af modsætninger. Det kan ses i de vidt forskellige reaktioner på fundamentalismen, som har udviklet sig i Mellemøsten og i vesten. For nogle repræsenterer islamisk fundamentalisme en betydningsfuld anti-imperialistisk kraft, som venstrefløjen snævert skal identificere sig med. For andre er den "fascistisk" og dens tilhængere skal ses på med foragt. Hvilken holdning skal vi have? [1]
Denne artikel ser på den islamiske fundamentalismes oprindelse, udvikling og nuværende karakter og diskuterer, hvordan marxister skal forholde sig til den.
Men hvad er islamisk fundamentalisme? Der har foregået en debat blandt akademikere om terminologi. Skal vi brug begrebet "fundamentalisme", "islamisme", "islamisk aktivisme", "islamisk radikalisme", eller "militant islam"? [2] Jeg har valgt at holde mig til "fundamentalisme", men jeg definerer det mere snævert end de fleste akademikere og journalister, for hvem begrebet dækker alt fra det 18. århundredes rene religiøse bevægelse til de nutidige herskende grupper i Golf-staterne. [3] Den nutidige fundamentalisme kræver en meget omhyggelig definition som et 20. århundredes fænomen, der først og fremmest må ses som en reaktion på de problemer, imperialismen har skabt; en reaktion, hvor et småborgerligt lederskab har forsøgt at opbygge bevægelser, der kan erobre staten og gennemføre "islamiske" reformprogrammer.
Hvad skal rammerne være for en artikel, der selv med denne definition på fundamentalisme ser på et fænomen, der berører store dele af Mellemøsten, Afrika og Asien? Jeg har koncentreret mig om erfaringerne fra Egypten og Iran. For nogle akademikere er disse lande så forskellige, at de knapt kan sammenlignes. [4] Men faktum er, at der i begge lande kom de første islamiske reaktioner på imperialismen, og i begge lande har der udviklet sig religiøse oppositionelle massebevægelser. Det Muslimske Broderskab i Egypten var den første rigtige islamisk fundamentalistiske organisation, mens Khomeini og hans tilhængere i Iran var de første fundamentalister, som det lykkedes at tage magten. Begivenhederne i disse lande har været afgørende for fundamentalister andre steder – så ved at undersøge bevægelsernes rødder i disse lande kan vi forstå, hvorfor de har gjort så stort indtryk andre steder.
Der er også spørgsmålet om metode. Der har ikke været gjort noget systematisk forsøg på at analysere islamisk fundamentalisme ud fra en marxistisk synsvinkel. [5] For at komme nærmere emnet er det derfor nødvendigt at genopfriske Marx's enestående tilgang til religion.
Borgerlige analytikere har ofte forenklet og forsimplet det marxistiske syn på religion. De har fremstillet Marx's fjendtlighed over for religiøse ideer og institutioner udelukkende som et udtryk for hans overbevisning om, at religiøse ideer var produktet af den herskende klasses forsøg på at fordumme masserne. Men for Marx var religionens rolle meget mere kompleks, den kunne kun forstås ved at betragte dens modsætningsfyldte funktioner og dens rolle under bestemte materielle betingelser.
Marx hævdede, at "Mennesket skaber religionen, religionen skaber ikke mennesket". [6] Religion, sagde han, er et samfundsskabt produkt, ikke noget der er skabt uden for den verden, som vi mennesker lever i, som troende gerne vil gøre det til. Da mennesket ikke har overvundet de begrænsninger, som klassesamfundet sætter for dets eksistens, udtrykker religionen menneskets fremmedgjorthed – det skaber ideen om, at menneskets skæbne ligger uden for dets egen kontrol, dvs. en falsk bevidsthed.
Religion er sædvanligvis formet kraftigt af de herskende ideer i samfundet, den herskende klasses ideer. Marx forklarede, at religionens vigtigste rolle i klassesamfundet er at gøre de institutioner og ideer, som tjener den herskende klasse, ukrænkelige. På den måde er religionen som ideologi en kraft i klassekampen. Men det betyder ikke, at religionen fungerer som en ideologisk mekanisme, der altid kan bruges til at forvirre, vildlede og mystificere befolkningen. I ethvert samfund, hvor religionen har opbakning fra de undertrykte og udbyttede masser, kan oprørske og sågar revolutionære bevægelser hurtigt iklæde sig religiøse farver; de kan udtrykke kravet om forandring ved at afpasse den herskende ideologi efter massernes behov.
Religionens evne til på en gang at være et redskab for undertrykkelse og samtidig udtrykke de undertryktes forhåbninger, beskrev Marx således:
"Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelse, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium." [7]
For Marx virkede religion som "opium" – dens virkninger svarede til narkotikaens virkninger. Som "folkets opium" kunne den hjælpe masserne med at klare elendigheden ved at lade dem nære drømme om fremtiden. Ved at tilskynde dem til at søge trøst i en anden verden fratog religionen masserne evnen til at kæmpe imod den ulighed, som klassesamfundet medførte. Alligevel kunne "opium" – håbet om et bedre liv – under visse omstændigheder hjælpe med til at udtrykke krav om radikale forandringer. Den kunne endda fremkalde et ønske om at kæmpe. Som Paul Siegal udtrykker det, religiøse ideer "kan stimulere lige så vel som fordumme". [8]
Religiøse ideer er som alle ideer fleksible: det, der bestemmer deres form og indhold, er det samfundsmæssige formål – og det, der bestemmer formålet, er de underliggende interesser hos de klasser, som udtrykker ideerne.
Den marxistiske indgangsvinkel har altid været at se religiøse bevægelser i den samfundsmæssige og økonomiske sammenhæng og med en forståelse for, at lige som den virkelige verden består af modsætningsfyldte fænomener, sådan er ideernes verden også. Det gælder dermed også de religiøse ideer. Udfra den forståelse er nogle af problemerne forbundet med islamisk fundamentalisme langtfra enestående. Men en forklaring på fundamentalisternes vækst kræver en forståelse af de vigtigste træk ved islam og karakteren af samfundene i Mellemøsten.
Islam havde sit udspring i det 7. århundredes arabiske byer. Disse byer var små "by-øer" i et hav af landlige områder – det 7. århundredes Arabien var altovervejende et nomade samfund. Islam var produktet af en forandringsproces, der foregik i Mekka og Medina, handelscentre som var vokset i betydning, efterhånden som de to imperialistiske magter, der kontrollerede området – Byzans og Persien – var blev svækket. Fra slutningen af det 6. århundrede var handelsfolkene i Mekka, selvom de kun udgjorde en lille procentdel af befolkningen, blevet de mest velstående i det vestlige Arabien, og nogle få familier havde skrabet store rigdomme til sig. Opkomsten af privat ejendomsret skabte kaos i samfundslivet, idet beduinske værdier, som var baseret på kollektiv ejendomsret, blev skubbet til side af en handelsklasse, der ikke tog meget hensyn til idealerne om fællesskab, solidaritet, lighed og gensidig ansvarsfølelse. [9]
Resultatet var voksende fjendtlighed over for de ledende handelsmænd i en befolkning, der stadig forventede, at de gamle værdier blev respekteret. Blandt de mest fremmedgjorte var medlemmer af den mest magtfulde stamme i Mekka, Quraysh, som ikke havde andel i den nye elites velstand. Muhammed ibn Abdallah var medlem af denne gruppe, en forældreløs, der tilbragte sine første leveår hos slægtninge, der var bitre over den adfærd, deres succesrige forbindelser udviste. Selvom Muhammed giftede sig med en rig kvinde og endte som velstående handelsmand, blev hans vigtigste mål, da han i år 610 e.Kr. begyndte at prædike, at råde bod på uretfærdighederne i Mekka. Han tilskyndede indbyggerne i Mekka til at acceptere, at der kun var én Gud, hvis profet, Muhammed, var blevet sendt for at overbringe den guddommelige lov, og han skulle dømme menneskets opførsel på dommedag.
Meget af Muhammeds prædiken – der senere blev nedskrevet som Koranen – var rettet direkte mod "købmands-prinserne" i Mekka, for at få dem til at opfylde deres traditionelle forpligtelser som ledere og beskytte de svagere medlemmer af klanen. [10] Det betød ikke, at Muhammed og hans tilhængere – de første muslimer [11] – var imod handel. Muhammed ønskede at reformere systemet i Mekka, ikke at omstyrte det. Han var selv handelsmand og så verden med en forretningsmands øjne. Watt bemærker: "Koranen er i høj grad præget af handelsudtryk, ikke alene i dens billedsprog, men også i udviklingen af nogle af de vigtigste doktriner". [12] Muhammeds lære afspejlede holdningerne hos en socialt bevidst forretningsmand fra Mekka. Den bevægelse, han byggede op, var en bevægelse, der ville forbedre samfundet, men samtidig havde den udspring i den klasse, som dominerede i Mekka. Dens videre udvikling var knyttet til samfundets udviklingsniveau.
Selvom samfundet i Mekka blev regeret af den ny købmandsklasse, manglede det totalt en central myndighed. Der fandtes ikke noget retssystem, ikke noget politisk eller administrativt apparat. [13] Det betød, at Muhammeds prædiken ikke blot var en opfordring til sociale reformer, men også en alvorlig trussel mod byens elite, for hvem en accept af Muhammeds krav om profetstatus ville være det samme som at give ham den absolutte magt. Faktisk foreslog Muhammed oprettelse af staten Mekka, styret af ham selv. [14]
Købmændene begyndte at presse muslimerne, og Muhammed blev tvunget til at finde et andet tilholdssted. Det gjorde han ved at tilbyde nabobyer sine evner som voldgiftsmand og mægler i konflikter mellem klaner og stammer. Han forsøgte at flytte til den nærliggende bebyggelse Taif, hvilket mislykkedes, men i 622 blev han inviteret til at flytte til Medina. Samfundet her var fyldt med spændinger efter årelange konflikter mellem stridende klaner. Muhammed tog fat på at skabe en forenet gruppe med udgangspunkt i hans tilhængere, at stifte Ummaen (der kan oversættes med menighed; ovs. anm.), som i følge en historiker var "en slags enhedsfront." [15] Det var i starten en lille gruppe, men i kraft af forpligtelsen til at opretholde intern orden i henhold til Guds lov og sætte sin status som muslim over loyaliteten over for stammen, voksede den støt.
Ummaen organiserede en række angreb på karavaner fra Mekka, der kulminerede i en kæmpesejr, hvor Muhammed delte byttet mellem medlemmerne af Ummaen. Som en tiltagende rig, disciplineret gruppe beherskede muslimerne snart Medina. Det fik omfattende følger. Engineer skriver: "Ummaen skabte ikke kun et fællesskab, den lagde grunden til en ny stat." [16] "Staten", der var baseret på Muhammeds personlige autoritet og en lov, som stod over de rivaliserende klaner, gjorde det muligt at samle Medinas befolkning og åbnede muligheder for territorial ekspansion. I de videre kampe med Mekka drev Muhammeds styrker modstanderne på flugt. En række arabiske byer og stammer erklærede hurtigt, at de var tilhængere af Muhammed, og otte år efter at han var flyttet fra Mekka, bad byens ledere om fred. Mekka – centrum for den regionale økonomi – blev centrum for et hastigt voksende islamisk imperium.
Det vestlige Arabien var nu samlet af en stærk central myndighed, der var baseret på Muhammed, og efter hans død i 632 på hans efterfølgere, kalifferne. Mens statens karakter til dels var teologisk, afspejlede dens måde at udvikle sig på den mest magtfulde gruppes prioriteringer – nemlig en købmandsklasse, for hvem islam betød de politiske strukturer og ideologiske rammer, som var nødvendig for at fastholde fremgangen for den økonomiske aktivitet.
Deres imperium spredtes med overvældende hast – i løbet af et dusin år dækkede det store dele af Nordafrika, Syrien, Irak og Iran. Det var en følge af den islamiske stats effektivitet i forhold til de to smuldrende imperier, som kontrollerede det meste af Mellemøsten og Nordafrika. Men fremgangen var ikke kun et resultat af militære sejre: I modsætning til det byzantinske og persiske styre blev de islamiske styrker betragtet som befriere. [17] I begyndelsen pålagde det islamiske styre de erobrede områder relativt beskedne skatter, det undlod at besætte eller tilrane sig bøndernes jord og tvang dem ikke til at skifte religion.
Men, som Marx altid pointerede, så er religiøse ideer ikke løsrevet fra samfundet. Muslimske versioner af islams historie fastholder, at religionen vandt millioner af nye tilhængere, der gjorde Ummaen til et omfattende kollektiv af troende, samlet omkring Muhammeds lære fra Mekka og Medina. I virkeligheden blev islam i løbet af to årtier efter Muhammeds død formet af samfundene i de erobrede områder. For at fastholde kontrollen over imperiet begyndte de arabiske herskere snart at indføre værnepligtshære, de benyttede sig af slaver, erobre land og indførte vilkårlig magtudøvelse. Imidlertid blev de stadig mere integreret i strukturerne i de samfund, de kontrollerede, og i takt med at den islamisk herskende gruppe forandredes, ændredes også indholdet af de islamiske ideer: Begrebet broderskab blev fx svækket, eftersom arabere blev favoriseret over for ikke-arabere. Der kom en strøm af reaktion fra de underkastede folk og oprør mod det arabiske herredømme, især i Irak og Persien. [18]
I løbet af nogle få årtier efter Muhammeds død, var islam ophørt med at være en ideologi, der stort set entydigt blev betragtet som en befriende kraft. Nu var der flere slags islam. Det herskende dynastis islam, de lokale herskende gruppers islam og den islam, der bestod af bevægelser og sekter, der kæmpede for friheden for de befolkningsmasser, der led under et nyt imperiums åg.
I tusinde år fra Muhammeds tid til starten af imperialisme var Mellemøsten styret af en række relativt stabile imperier. Den dominerende ideologi blev båret af dynastier, der hævdede, at de var Muhammeds efterfølgere. Hver enkel hersker, eller sultan, var enevældig, alle hævdede at have autoritet gennem Gud og fremstillede sig selv som forsvarer af islamisk lov, og hver enkelt kunne støtte sig til ulamaen, de islamiske lærde, som udgjorde en religiøs institution, et præsteskab næsten på linje med gejstligheden i middelalderens Europa. Ulamaen kontrollerede moskeer, præsteskoler, jordarealer og indtægten fra de troende. De var en integreret del af det privilegerede lag i samfundet. De udarbejdede islamisk ideologi og lov, de drev domstole og skoler. Ulamaen var blevet imperiet's ideologer.
Befolkningsmasserne havde deres egen islam: Sufismen. Denne mystiske bevægelse opsugede mange træk fra før-islamiske religiøse trosretninger og skikke. Ligesom sekterne i middelalderens kristne Europa udtrykte det sufitiske broderskab utilfredsheden hos de forarmede masser, der så herskernes religion som undertrykkende ideologi. Mortimer bemærker: at de sufistiske aktivister var "massernes frontkæmpere mod et korrupt og aristokratisk samfundssystem, som ulamaen var blevet for stærkt knyttet til" [19]
Men en integreret del af den herskende ideologi, kernen i den ortodokse islam, blev ved med at være de ideer, der blev forbundet med købmandsklassen. I århundreder var markedspladsen den centrale institution i Mellemøstens økonomi. I Europa begunstigede forholdene udviklingen af et landbrug, der blev drevet af bønder, og hvor det overskud, de producerede, blev indkrævet af feudale herremænd, som havde monopol på den politiske magt. I Mellemøsten var det kun i Egypten, at lignende betingelser eksisterede. Alle andre steder blev landbruget begrænset af knapheden på dyrkbart land og utilstrækkelige nedbørsmængder. Regionens økonomi blev domineret af fjernhandel, hvor købmænd byttede råvarer og forarbejdede varer fra Asien, Afrika, Europa og selve Mellemøsten. Den arabiske suq (markeds,handelsområde i centrum af byerne) eller iranske bazar var centrum for den økonomisk aktivitet.
Da byens liv blev domineret af købmænd og administratorer, havde den ideologi, der var så tæt forbundet med disse lag, omfattende indflydelse på hele regionen. Fysisk kunne det ses ved, at moskeen i de fleste byer var placeret i eller tæt ved suq'en eller bazar'en. Ideologien – den mest ortodokse islam – var ikke kun afpasset efter købmandsklassen, den var også en logisk begrundelse for handelsvirksomhed. Ifølge Koranen var markedspladsen, der var kernen i den økonomisk aktivitet, hellig. Islamiske principper og love var en del af det kommercielle system. Købmænd, handelsrejsende og håndværkere så sig selv som forsvarer for ortodokse islamiske skikke, lovpriste fromhed og overholdelse af sharia-loven, og de var hovedkilden til den økonomiske støtte til moskeen og den lavere del af ulamaen, skoler og præsteskoler. [20]
Forholdet mellem markedspladsen og moskeen var en del af imperiets konservative ideologi – men det havde den specielle funktion at legitimere handelsklassernes privilegier. Ideologien, som først havde udtrykt en ekspanderende handelsklasse's interesser, havde et institutionelt forhold til det samme sociale lag.
1. For Thomas Hodgkin viste den iranske revolution islams "revolutionære" potentiale, som han hævdede havde meget til fælles med marxismen. Han skrev: "Den revolutionære islam forsøger at etablere en islamisk samfundsmodel på verdensplan, ligesom marxister forsøger at etablere en socialistisk." T. Hodgkin: The Revolutionary Tradition in Iran, Race and Class, volume XXI, 1980, p.234. Som den anden yderlighed har de iranske Mojahedin guerillaer rutinemæssigt beskrevet Khomeini-regimet som fascistisk.
2. Alle skribenter, der forholder sig til emnet, ønsker tilsyneladende at anvende deres egne betegnelser. For G H Jansen er den korrekte betegnelse millitant islam, se Militant Islam, London 1979. For E Sivan er betegnelsen radikal islam, se Radical Islam: Medieval Theology and Modern Politics, Yale 1985. For G Keppel er bevægelsen islamistisk, se The prophet and Pharaoh, London 1985. N Keddie vælger islamisk, se Waiting in the wings: the Islamic opposition, i The Middle East, august 1985, p.42.
3. De, der benytter betegnelsen fundamentalistisk, bruger den ofte om alle personer, bevægelser og regeringer, der er knyttet til islamiske principper. For Hiro, der er forfatter til et populært værk om fundamentalismen, dækker begrebet den revolutionære iranske bevægelse, det saudi-arabiske regime og de afganske guerillaer, Se Islamic Fundamentalism, London 1988, p.1.
4. Sivan skriver, at de sunni-islamske lande, heriblandt Egypten, i høj grad er en anden verden end de shiitiske, som Iran. Sivan p.XI og p.188.
5. Der har ikke været nogen studier af den islamiske fundamentalisme, foretaget af marxistiske forfattere. Hodgkins korte artikel om Iran er stadig det eneste forsøg fra venstefløjen på en analyse af bevægelsens rødder.
6. Marx: A Contribution to the Critique of Hegel's Philosophi of Right, i Marx: Early Writings, London 1975, p.224.
På dansk: Fra 1844-indledningen til Kritik af den hegelske retsfilosofi, (1843), fx. i: Karl Marx: Økonomi og Filosofi. Ungdomsskrifter ved Villy Sørensen, København 1970, side 51.
7. ibid., p.244. [Dansk: Ibid., s. 51f.]
8. P Siegal: The Meek and the Militant, London 1986, p.28.
9. Watt skriver: "Mens de rige købmænd fik deres personlige velstand til at vokse, så svigtede de mere og mere deres forpligtigelser... Den kapital, der havde dannet grundlag for deres første handler, var antageligvis gruppens fælleseje, som de blot var sat til at administrere, men fortjenesten gik i deres egne lommer, og inden længe var der ikke mere fælles ejendom tilbage. De socialt svagest stillede, fx. enker og forældreløse børn, blev snydt og holdt nede på det skammeligste." W Montgomery Watt: Islam and the Integration of Society, London 1961, p.7.
10. Watt skriver: "Det første budskab i Koranen bestod i et forsøg på at råde bod på den nye merkantilismes individuelle samkvittighedsløse pengemageri." Watt, p.45.
11. Islam er et arabisk ord, der betyder underkastelse, muslimer er dem, der underkaster sig (Allah).
12. op.cit., p.9.
13. Dyrkning af jord var ikke muligt i Mekka, og der var ikke blevet udviklet klasseforhold på basis af jord, som det skete i det feudale Europa. Derfor var der heller ikke blevet udviklet nogen institutioner for klasseherredømmet. Det eneste regeringsorgan var et senat eller mal'a, som byggede på enstemmige beslutninger blandt klassens repræsentanter. Se Asghar Ali Engineer: The Origin and Development of Islam, New Delhi 1980, p.45-46.
14. Gibb skriver: "De (købmændene fra Mekka) var et udfald mod de virkninger, som hans prædiken kunne få på deres økonomiske velstand. Tilmed opfattede de hurtigere end Muhammad selv at deres accept af hans lære ville betyde en ny slags politisk autoritet i deres oligarkiske samfund." H A R Gibb, citeret i Engineer, p.47.
15. Engineer, p.107.
16. Engineer, p.108.
17. "Islam var på en måde en social udjævner forsåvidt som der ikke fandtes nogen feudale institutioner eller tilhørende store uligheder. Oveni betragtede islam, i hvert fald teoretisk, ikke race eller farve som en diskriminerende faktor og behandlede derfor alle troende lige. Når man sammenligner med det persiske samfund eller de regioner, der blev regeret af den romerske kejser, så var det islamiske samfund meget mere lige og havde derfor en kraftig tiltrækning for de undertrykte i andre samfund." Engineer, p.157.
18. Der udbrød hurtigt stridigheder om fordelingen af velstanden og ummaens ledelse, dvs. om kontrollen over det islamiske imperium. Den vigtigste strid førte til det shia-muslimske kætteri.
19. E Mortimer: Faith and Power: The Politics of Islam, London 1982, p.54.
20. Orientalisten von Grünebaum skriver, at kun der, hvor moskeen og markedspladsen fandtes samme sted kunne troen praktiseres rigtigt. "Kun i en by, dvs en bebyggelse rundt om en central moske, jami, der passer til fredagsbønnen, og et marked (og helst også en offentlig badeanstalt) kan troens krav blive opfyldt fuldt og hurtigt." G E von Grünebaum: Medieval Islam, Chicago 1953, p.173.
Sidst opdateret 31.7.2008