Trykt som en del af pjecen Hvorfor et revolutionært arbejderparti? IS – på vej ud af centrismen udgivet af Internationale Socialister, september 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 27. marts 2015.
På trods af den teknologiske udvikling i telekommunikation er og bliver det skrevne ord det vigtigste masse-bindeled mellem de revolutionære og dem, som lytter til deres ideer. Under den franske revolution i 1789 og 1794 og i den russiske revolution i 1917 var der ikke noget at rafle om. Radio var der godt nok i 1917, men kun militæret og det øverste lag af den herskende klasse havde adgang til kommunikationsmidlerne. Hvorimod revolutionære aviser, specielt Pravda, forbandt bolsjevikpartiet med masserne.
Allerede i “Hvad må der gøres” koncentrerer Lenin sig først og fremmest om udviklingen af en landsdækkende avis. Bolsjevik-aktivisternes væsentligste aktivitet i mange år var koncentreret om at få avisen ind i Rusland og distribueret. Avisen afspejlede massernes nød og fortalte samtidig, hvordan det kunne blive anderledes.
I Polen i 1980-81 udvikledes der i Solidarnosc’s legale periode snesevis af lokale Solidarnosc-aviser, hvis model var “Robotnik” udgivet af KOR’s arbejder-afdeling op til 1980 i illegalitet. 10 millioner medlemmer kunne ikke blive mætte af ¼ million eksemplarer af den landsdækkende Solidarnosc-avis, som regeringen tillod. Men heller ikke her, i en radio- og fjernsynstid, kunne det skrevne ord erstattes. Det er selvfølgelig også et politisk spørgsmål, da adgangen til medierne var et væsentlig krav, som Solidarnosc stillede. Det vi ikke skal gøre os illusioner om er, at vi kan erstatte vores egen selvstændige presse med adgangen til radio og fjernsyn eller andet elektronisk kommunikationsudstyr. Uden statsmagten i vore hænder vil afhængigheden af andre masse-kommunikationsmidler være uhyre farlig.
I Danmark anno 1984 med 20 medlemmer behøver IS ikke spekulere så meget i den retning. Vores muligheder ligger inden for et begrænset råderum. Skal vi satse på en avis, et revy (a la Arbejdermagt), pjecer eller løbesedler. Her er det nødvendigt at kigge på, hvad de forskellige former for skrevne ord repræsenterer, og hvad vores organisation har brug for.
Når vi ønsker at forklare en bestemt idé over for en masse mennesker, bruger vi begrebet agitation. Det kan være i tale, som opildner til en bestemt taktik i en strejke, en demonstration eller lign. Det kan være i en løbeseddel, som det for eksempel var tilfældet med den sidste HT-løbeseddel “det var ikke nok” – hvor en idé ønskedes afleveret til 15.000 arbejdere. I dette tilfælde ideen om at yderligere aktioner var nødvendige for at konsolidere den delvise sejr, ellers kunne det vendes til et nederlag. Omvendt når vi ønsker at forklare forholdsvis få mennesker, som i forvejen er nogenlunde enige med os, mange af vores ideer, eller forklare en enkelt idé meget dybtgående, tales der om propaganda. Propaganda som ord har fået en nedladende betydning. Folk taler om, at vi har “et propagandistisk” forhold til arbejderklassen, i modsætning til deres mere nære og seriøse forhold til arbejderklassen – hvad det så end er. Men ordet betyder at sprede ens ideer, at forklare hvad de er, og at vinde andre til ens synspunkter. Derfor skal vi være stolte af at kunne propagandere over for så mange som muligt.
Vi er en propagandagruppe indtil videre. Indtil vi reelt kan lede millioner af mennesker og påvirke virkeligheden er vores opgave at forberede dette tidspunkt, og derfor er vores fornemste opgave at vinde andre til vores ideer.
Listen benyttede sig af pjecer både til skoling og til at præsentere grundlaget for mange af dens ideer. Og det skal vi også gøre. Både de mere teoretiske emner og aktuelle og internationale begivenheder. Men de vil altid være lejlighedsvise udgivelser og kan hverken holde vores organisation sammen eller komme i kontakt med nye mennesker. De spiller en rolle som opbakning til møder og snakke, når folk først er interesserede.
Vi skal ikke regne med at kunne producere ret mange løbesedler. Vi er ikke nok til reelt at dække tingene på landsplan. Det, som der vil være tale om, er lejlighedsvise interventioner på demonstrationer, uden for massemøder eller tillidsmandsmødet her i efteråret. Sådan nogen lejligheder.
Hvorfor ikke lave et revy ligesom “Arbejdermagt”? Vores avis vil i sit indhold have noget af det bedste fra “Arbejdermagt”. De artikler, som forklarer vores ideer og også forklarer, hvad der foregår bag overfladen. Hvorfor bureaukraterne altid sælger ud, hvorfor vi ikke tager stilling for eller imod Iran og Irak, hvad centrisme er osv. Men et revy mangler den anden del, som er nødvendig for os. At appellere mere direkte til vores periferi. Både den periferi, som vi har kontakt med, og den periferi, som eksisterer, men som vi ikke ved hvem er endnu. Det er nødvendigt at vi form-mæssigt sadler om til en salgs-avis. Med mange flere medlemmer og mange flere sælgere og ressourcer kan også et revy, og endda et teoretisk tidsskrift, komme på tale. Men i dag bliver vi nødt til at organisere os omkring et bestemt organ.
Arbejdermagt var aldrig en organisator. Få mennesker skrev til den, og endnu færre solgte den. Men alligevel var det et vigtigt element i at holde Listen sammen på et givent tidspunkt. Men det dur ikke i IS. Vi skal ikke have en avis skrevet af få for de mange. Vores avis skal involvere hele organisationen – dvs. alle medlemmer (og deres penge). Avisen skal diskuteres, ikke blot når den kommer, men også op til, på mødet før, om hvad af interesse, som vi har diskuteret, skal i næste gang. Avisen vil være et fælles projekt og et fælles ansvar. Derved knytter vi medlemmerne endnu tættere til organisationen.
I de sidste to år af Listens eksistens har “Arbejdermagt” været det eneste reelle politiske samlingspunkt, som medlemmerne kunne regne med. De fås politik blev formidlet til de mange, som ikke tog del i at udforme politikken. Det er for os alfa omega, at alle i opbygningsfasen er med i at formulere vores politiske ideer. Derfor holder vi f. eks. oplæg på skift på vores møder. Her diskuteres i fællesskab et bestemt politisk spørgsmål. Her er samtidig kimen til en artikel i avisen, som både skal, på skrift, understrege vores ideer for os selv og samtidig introducere nye ideer for vores periferi, som er lig med vores læserskare.
Vi har ingen interesse i at begrave os i en klosterlignende organisation, som kun snakker med sig selv. Vi kan kun vokse, og det er betingelsen for at overleve, hvis vi forholder os til verden omkring os. Vi er ikke hele verden, men vi er verdens navle. Vi er verdens navle, fordi vi først og fremmest er optaget af at overbevise andre om ideer, som har som konsekvens erobringen af statsmagten. Derfor er formidlingen af vores ideer gennem en avis et spørgsmål om at give politisk lederskab. Det er absolut nødvendigt, at vores avis angiver gennem forsiden og opbakkende artikler, hvad vi anser for hovedvægten i klassekampen lige for tiden. Det er svært at gøre, når man som os kun udkommer hver anden måned i starten. Men vigtigste er det at træne sig op til, når vi overgår til månedsavis. De svar, som vi ønsker at give den tænkende socialist eller militante, må have forskellige elementer i sig. Vi har tre hovedprincipper, når vi skriver vores forsideartikler, leder og ledende kommentarer.
1) Vi ønsker at beskrive virkeligheden som den er. Dette princip indeholder to vigtige dele. Dels skal vi skrive om ting, som har relevans til, hvad folk kan gøre i hverdagen, hvad de skal overbevise deres arbejds-/studiekammerater, om at de skal gøre. Folk skal have at vide, hvad vores linje er på bestemte begivenheder. Dels skal vi ikke lyve. Vi vil ikke som SAP og VS udråbe sejr, når nederlaget lurer omkring hjørnet. For eksempel når Tjenerforbundet var i gang med at dolke kampen omkring La Cabana, undlader Klassekampen at udpege forræderiet. Eller Solidaritet som himlede op om HT “sejren” uden at fange perspektivet om at tvinge regeringen i knæ, ej heller se faren i at opgive for tidligt. Eller som Land og Folk som udpeger, på forsiden, tillidsmandsmødet i Nørrebrohallen på konfliktens andensidste dag til at have “løst” HT konflikten, medens arbejderne diskuterede generalstrejke på Sjælland og mente det!
2) Vi skal formidle arbejderklassens og de revolutionæres historiske erfaringer. Vi skal gøre brug af de erfaringer, som sidder i vores rygmarv, i de bøger og skrifter, som kammerater i vores tradition har skrevet, de ting som ligger i vores dokumenter. Vi ved, at DKP altid vil forsøge at dreje kampen ind på parlamentariske baner og slagte kampen, hvis ikke de kan kontrollere den. Men de allerfleste i en konflikt ved det ikke, eller har glemt det, eller regner med det var en svipser sidst gang. Vi skal forberede folk på chokket, advare imod det, pege på hvordan det kan undgås, men allervigtigst forklare, hvorfor DKP gør sådan – f.eks. under HT-konflikten. Både for os selv, men også og vigtigt for dem i skred, kan vi ikke gentage vores principper og erfaringer for mange gange. For dem, som hører det første gang eller med ny ører belært af erfaringer, er det hverken pedantisk eller røvkedeligt.
3) Vi skal altid stille spørgsmålet til os selv og dermed til vores læser - “Hvad bør der gøres?” Hvad er det næste skridt? Med en avis, som udkommer en gang om måneden eller færre, er det en meget begrænset, om nogen overhovedet, effekt en sådan analyse eller opfordring kan frembringe. Men om det er i avisen eller i en løbeseddel skal linjen være den samme – ikke “hurra for arbejderklassen”, men “hvordan kan nederlaget undgås, og hvad er det næste skridt”.
De generelle retningslinjer for redaktionen af IS’s avis må bestå i at opfylde både en skolende og en indgribende rolle for avisen. I den nuværende klassekampssituation og med en gruppe på 20 skal hovedvægten ligge på ideer og forklaringer. Men hvis vi kun gjorde det og ikke også forsøgte at forholde os til verden omkring os, ville vi hurtigt udvikle usunde tendenser. Følgende skitse til en 8 sides avis kan give et fingerpeg, om hvordan avisen skal se ud:
Forsiden – stort billede og meget stor overskrift med en enkelt indledende artikel, som relaterer til billedet og overskriften. Forsiden skal sælge avisen. Solidaritet havde så mange artikler på forsiden, at det slet ikke egnede sig til salgsavis (på gaden og på arbejdspladserne) – men det var vel heller ikke meningen. Klassekampen har mange store billeder på forsiden og sommetider store overskrifter, men politisk er hovedvægten lagt på “nej” eller “hurra” eller “stemme” eller “er det ikke forfærdeligt”. Vores forsider skal fange, fordi de både peger fremad og advarer.
Side 2 og 3 – skal fortrinsvis bruges til at lave opfølgende artikler til forsiden, i historisk perspektiv, interviews, en ledende kommentar.
Side 4 og 5 – helliges en længere artikel eller emne med mange små artikler, som alligevel er en helhed, om vores ideer set ud fra en bestemt konkret situation, f.eks. minearbejderstrejken i UK eller 15 års dagen for Castro-klikens magtovertagelse i Cuba. Herigennem kan vi både knytte an til noget som “diskuteres” eller er “oppe” i tiden og samtidigt giver os mulighed for at forklare vores ideer i populær form. Artikler af denne type vil meget ligne stoffet i Arbejdermagt, blot opsat på en anden måde.
Side 6 og 7 – kunne der eksempelvis være en serie artikler om “Hvad er Marxisme”, som gennemgår de enkelte elementer i vores tradition og idégrundlag. Her skal også stå “Her står vi” – vores grundlag. Internationalt nyt med hovedvægten på en bestemt begivenhed i den forløbne periode kan også komme på tale her. På disse sider skal også være en spalte til os selv, hvor vi findes, hvad for nogle møder vi holder, osv.
Bagsiden – her skal periodens anden vigtige klassekamps-begivenhed behandles. Dækningen vil være mindre, da en politisk prioritering vil have fundet sted, ved at hoveddækning ligger på forsiden og side 2 og 3.
For at de ovenstående intentioner skal kunne føres ud i livet. For at vi kan tvinge os selv til at stå ved det, vi mener, er det afgørende nødvendigt, at alle sælger avisen. Det er derfor, det står i vores medlemsprincipper – “Medlemmer køber og sælger IS’s publikationer”. Men på den anden side er det ikke meningen, at vi alle skal fare ud som skoldede skider – der skal omtanke til, når vi er så små.
For det første er det vigtigt at vi sælger til vores nærmeste omegn. Dvs. der hvor vi bor, der hvor vi arbejder, der hvor vi drikker, der hvor vi kommer som politiske aktivister. For det andet, at vi skal ud på gaden. Men det gør vi kollektivt og efter diskussion. Således at de erfaringer, vi har ved at sælge avisen, er dels fælles, dels solidariske, fordi vi gør det i flok. Det tredje er, at vi skal finde steder og begivenheder, vi ønsker at dække. Dvs. når Arthur Scargill kommer til Danmark, skal vi være der med avisen. Eller et stort studentermøde eller en demonstration. Det skal ske kollektivt i planlægning, dog skal alle ikke altid ud. For det fjerde skal vi altid ud med avisen, når vi går hen til en blokade eller strejke. Det er nok en af de vanskeligste, da vi står over for folk, som vi gerne vil i kontakt med, men som samtidigt er fremmede for os. Instinktivt vil de fleste gemme deres politiske ståsted, indtil fortroligheden er opnået – og i hvert fald gemme avisen. Men vi skal tænke omvendt. Vi kommer til en strejke, fordi vi er socialister, og vi har noget at sige til de strejkende. Vi tror også på, at de er interesseret i vores ideer. Vores avis fortæller om begge dele og angiver samtidigt hvem vi er helt præcist. Omvendt, hvis ikke vi er åbne i starten, er det endnu vanskeligere senere, fordi vi føler, vi har lusket os ind i varmen.
Der er to slags steder, som afdelingerne skal give speciel opmærksomhed – arbejdspladser og uddannelsessteder. Arbejdspladssalg er vigtige for os, fordi vi skal finde ud af hvem, der er interesserede i os, og derved kan vi få en fod indenfor. Det gælder også, når vi har folk indenfor, da det ikke altid er muligt at vedkommende kan sælge over hele arbejdspladsen pga. overordnedes overvågning eller geografiske og fysiske forhindringer. Men vi skal ikke bage et større brød, end vi kan spise. Vi må have kollektiv diskussion af hvad for en arbejdsplads og hvilke ressourcer, vi har til det. Måske starte med én i hver by – hovedstaden, Århus, Ålborg. Vigtigst er, at man kommer i gang med at diskutere, hvordan og hvor vi gør det, og hvad vi vil have ud af det. Forventninger skal svare til virkeligheden – sådan nogenlunde.
Uddannelsesstederne er vigtige for os af to grunde. Først fordi vi har folk på nogen af dem. Anden fordi at der er folk beskæftigede med at tænke og undersøge. De kan i hvert fald ikke tænke over vores ideer, hvis vi ikke er der. Derfor må vi se i øjnene, at vi må begynde at tænke seriøst på, hvordan vi kan operere sådanne steder. Det er nok også herfra de fleste af vores rekrutter vil komme. Listens konservatisme og arbejderisme på dette spørgsmål i f.t. studenter og intellektuelle skal vi ikke duplikere.
Det bliver ikke en dans på roser at sælge vores avis, men ved at sælge 200 eksemplarer kommer vi i dialog med en del af virkeligheden. De som står os nærmest, hvor virkeligheden reflekteres gennem dem. Der er ingen vej udenom.
Det, som vil komme til at skille os fra at være en lille politisk studiekreds, er netop udgivelsen af en kontinuerlig avis. Løbesedler, forslag til generalforsamlinger, en politisk tale, komitéarbejde er alle sammen supplementer til kernen i vores udadvendte arbejde. Vi skal producere et samlet stykke værktøj, som vil være summen af vores erfaringer, vores politiske synspunkter, vores organisation, vores aktuelle linje. Intet andet kan erstatte dette mål.
Det betyder, at IS’s samlede ressourcer først og fremmest skal koncentreres om at lave avisen. Det ville være en meget stor fristelse at sige: “Jamen, mit fagforeningsarbejde, mit Nicaragua-arbejde, mit strejkestøttearbejde, mit fredsarbejde – hvad med dem?” Her må vi svare: “Jeres arbejde i disse ting har kun mening, hvis vores politik kommer frem, og kun hvis vi har en organisation at rekruttere til. Avisen er en sikring for, at begge opgaver tilgodeses. Vores fornemste opgave er netop at bygge vores organisation. Dvs. skole os selv, forholde os til virkeligheden og rekruttere andre. Disse tre opgaver kittes sammen gennem en organisation, som er samlet om at lave en avis.
En avis, som fortæller sandheden. Og vores sandheder er hårde. Vi vil ikke hylde Greenham Common eller Ravnstrup-kvinderne. Vi ved, at deres strategi er dømt til at slå fejl. Vi vil ikke holde hånden over Sømandsbossen eller Hardy Hansen, bare fordi de udtrykker sig radikalt. Vi vil ikke fortie nederlagene eller holde hånd over fuskerne. Vi vil netop afsløre, hvad der bør gøres, og hvad der ikke bliver gjort:
Vores avis bliver hård og nådesløs. Mange gange vil vi også tage fejl, fordi vi netop ønsker at sige noget bestemt omkring en konkret sag. Men hellere komme ud og blande os og tage fejl, som vi kan lære af, end slet ikke at sige noget. Derfor skal alle kræfter sættes ind på at udgive Socialistisk Arbejder Avis, Internationale Socialisters avis.
Sidst opdateret 28.3.2015