Hundepolitik, illegalt flyveblad, maj 1916.
Rosa Luxemburg: Gesammelte Werke, Bd.4 (6. überarbeitete Auflage), Berlin 2000, S.190-193.
Fra Rosa Luxemburg: Politiske skrifter. Et udvalg. Oversat og kommenteret af Toni Liversage, s. 211-215. Forlaget Tiderne Skifter, København 1976.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 28. jun. 2008
3. Tyngdepunktet for proletariatets klasseorganisation ligger i Internationalen ...
4. Forpligtelsen over for disciplinen i forhold til Internationalens beslutninger går forud for alle andre organisationsforpligtelser. [1]
Det umulige er sket: Rigsdagen, de borgerlige partier og den officielle socialdemokratiske fraktion er sunket endnu dybere end før. Det så ud, som om dette uforlignelige parlament, at dette ædle selskab udi politisk selvfornedrelse, der når det drejede sig om at prisgive den mest elementære form for politisk anstændighed, allerede havde præsteret det menneskeligt mulige, så at der ganske enkelt ikke skulle være chance for at synke dybere i denne sump. Men der mangler meget endnu: Under behandlingen af tilfældet Liebknecht har rigsdagen, det borgerlige flertal og det socialdemokratiske fraktionsflertal langt overgået deres egen nedrighed.
Liebknecht blev, mens han var i færd med at opfylde sin pligt som international socialist under demonstrationen den 1. maj, pågrebet af politiets håndlangere og derefter overgivet til de militære domsmyndigheder. Liebknecht er rigsdagsmand og er under udøvelse af sit mandat som folkerepræsentant fritaget for militærtjeneste. Han er altså under rigsdagssamlingen ikke soldat, men folkerepræsentant. At beskytte ham mod militærjustitsens klør såvel som mod enhver politisk forfølgelse ville være rigsdagens mest elementære pligt. Ethvert parlament i verden betragter det som en nødvendighed for tingets selvagtelse at beskytte sine medlemmer mod regeringsmyndighederne. Men her skete det uhørte, det eksempelløse i parlamenternes historie: Rigsdagen udleverede selv et af sine medlemmer til militærets justits. [2]
Nogle få dage efter fulgte farcens anden akt: Den selv samme rigsdag afslog at beskytte sit medlem mod al den brutalitet og vold, der blev øvet mod Liebknecht, da han kritisk ønskede at belyse blufnummeret omkring det sidste tyske krigslån. [3] Og de mest rabiate skrighalse under dette parlamentariske selvmord var netop de frisindede. Eugen Richters [4] ånd reaktionens støvlepudser fra perioden med hungertoldtariffen [5] lever videre i sine værdige efterkommere. Med råbet »landsforræderi!« styrter Hubrich og Müller-Meiningen sig med knytnæver over enhver som bestiger talerstolen i rigsdagen for at kritisere regeringen. Med råbet »landsforræderi!« udleverer Payer og Liesching [6] folkerepræsentationen til militærstablen. Og efter dette liberale skråleri bliver der ikke mere tilbage at gøre for Oertel og Heydebrand. [7] Og den socialdemokratiske flertalsfraktion? Ikke med en eneste stavelse tilbageviste de dette hylekor. »Udholdenhedspolitikerne« Scheidemann & Co. anser jo selv enhver, der tager de socialdemokratiske principper alvorligt og bekæmper folkemordet for en landsforræder.
Landsforræderi! Landsforræderi!
1. maj-demonstrationen er landsforræderi!
Kritik af krigslånet – landsforræderi!
International solidaritet – landsforræderi!
Klassekamp – landsforræderi!
Forkastelse af budgettet – landsforræderi!
Strejker for at forhøje sultelønningerne – landsforræderi!
Offentlig undersøgelse af levnedsmiddelspekulationen – landsforræderi!
Klageråb fra sultende kvinder foran butikkerne – landsforræderi!
Hvad der er blevet sagt tusindvis af gange i socialdemokratiske aviser, i socialdemokratiske vælgerforsamlinger, i socialdemokratiske rigsdagstaler er i dag landsforræderi. Socialdemokratiets 50-årige aktivitet, som var rettet mod krigen, mod militarismen, klasseherredømmet og klassesolidariten med bourgeoisiet, mod den nationale enighed, de patriotiske fædrelandskærlige fraser – altsammen er det landsforræderi!
D'herrer Payer, Liesching, Hubrich samt David, Landsberg og Scheidemann har overgået alle offentlige anklagere, alle politichefer og har fået salig Tessendorf [8] til at tage sig ud som et stakkels forældreløst barn. Tænk, om disse fyre havde haft Bismarcks socialistlov at håndhæve! Så havde de sat samtlige valgte socialdemokrater og redaktører i tugthuset, de havde bragt vores August Bebel og vores gamle Liebknecht i galgen. Og Scheidemann-folkene ydede deres til komedien ved formelt at indbringe en ansøgning i forbindelse med Liebknechts immunitet, men de begrundede det med, at Liebknechts kamp ikke var farlig, at det tyske folk på grund af sin kadaverlydighed jo ikke var til at ryste! Ja, i rigsdagskommissionen sagde "socialdemokraten" David med henblik på Karl Liebknecht: »En hund, der gør højt, bider ikke«!
For at kunne give det rigtige svar på al denne nederdrægtighed i rigsdagen – ikke på advokatmaner, ikke formalistisk, men socialistisk, ikke debatterende, ikke argumenterende, men for at brændemærke dette foragtelige selskab som den bande folkeforrædere de er, for at kunne dette, mangler vi netop – Liebknecht!
Men de skal få svaret af proletariatets masser, af det sultende, underkuede folk, som man har misbrugt som kanonføde, og den socialdemokratiske flertalsfortalers brug af ordet »hund« skal ikke blive glemt.
En hund er den, der slikker støvlen på sin hersker, som i årtier har sparket den.
En hund er den, som iført hele belejringstilstandens mundkurv glad logrer med halen og ser militærdiktaturets herrer i øjnene samtidig med at den sagte klynker om nåde.
En hund er den, der gør hæst af en fængslet og fraværende, og på den måde yder de øjeblikkelige magthavere aporttjeneste.
En hund er den, som på kommando fra regeringen afsværger sit partis hele fortid, alt hvad der var helligt for ham i en menneskealder, for i stedet at håne det og træde det ned i skidtet.
Følgelig er og forbliver David, Landsberg og co. hunde. Og de vil sikkert få et velfortjent spark af den tyske arbejderklasse, når afregningens time kommer.
Sagen Liebknecht – både hans eksempel og rigsdagens og fraktionsflertallets nederdrægtighed – har bidraget betydeligt til, at dette øjeblik snart vil komme og udføre det grundigst mulige arbejde. Nu må det også stå klart for enhver mand og enhver kvinde i vort folk: Dette parlament, denne foragtelige mammeluk-bande, fra Payer til David, er besørget og ekspederet, når det gælder verdenshistoriens domstol. Kun massernes selvstændighed, kun massernes dristige initiativ, kun en stærk klassekampsaktion over hele linjen kan føre ud på den vej, som gør en ende på militærdiktaturet og på folkets langsomme sultedød.
Og det vil masserne kun kunne gennemføre, når de har lært ligesom Liebknecht, at sætte hele sit Jeg ind i kampen for den internationale socialismes ideal, når de ikke blot synger, men også beviser i handling og gerning:
Vi tæller ikke fjenden,
Ejheller farernes tal.
Når de med hundredtusinde stemmer, med millioner af stemmer lader Liebknechts råb lyde igen og igen:
Ned med krigen! Proletarer i alle lande foren jer!
1. Fra Juniusteserne.
2. 1. maj blev an anmodning fra den socialdemokratiske fraktion om at ophæve fængslingen af Karl Liebknecht afvist med 230 stemmer mod 110.
3. Karl Liebknecht blev forhindret i at holde en tale i Rigsdagen, hvori han ville afsløre karakteren af de tyske krigslån; manuskriptet blev simpelthen revet ud af hånden på ham.
4. Eugen Richter, leder af det Frisindede Folkeparti, der førte en meget antisocialistisk politik; i 1910 blev det sammen med andre partigrupper til det Fremskridtsvenlige Folkeparti.
5. I 1906 trådte en ny lov i kraft med forhøjede tariffer på importerede varer – specielt landbrugsprodukter, hvad der fik leveomkostningerne til at stige meget.
6. Frederich von Payer og Theodor Liesching var rigsdagsrepræsentanter for det Fremskridtsvenlige Folkeparti.
7. Ernst Georg Oertel repræsenterede det Tysk konservative Parti i Rigsdagen. Det samme gjaldt Ernst von Heydebrand.
8. Hermann Tessendorf, berygtet som anklager i 1870erne under socialistforfølgelserne.
Sidst opdateret 29.6.2008