Bragt i Leipziger Volkszeitung, nr. 109, 15. maj 1902.
Artiklen er skrevet som kommentar til det 20. århundredes størst vulkanudbrud, som skete på den caribiske ø, Martinique. Vulkanen Mont Pelée’s udbrud i april-maj 1902 kostede 26-36.000 mennesker livet. Se mere på Wikipedia.
Oversat til dansk af Stig Hegn efter Rosa Luxemburg: Gesammelte Werke, Bind 1, halvbind 2, side 249-52. Berlin (DDR), Dietz 1974.
Noterne er politisk purificerede af sh. Oversættelsen er bragt i tidsskriftet Solidaritet, nr. 1, marts 2007, side 26-27.
Overført til internet af Marxistiske Klassikere.
Kopieret til Marxisme Online 19. juni 2008 iflg. aftale.
Rygende ruiner, dynger af forkrøblede lig – i et dampende og osende flammehav, mudder og aske. Det var det eneste der var tilbage af den engang blomstrende lille by der hang på vulkanens kant som en svalerede. Det var åbenlyst af den vrede kæmpe længe havde brummet over menneskenes overmod, over de tobenede dværge med deres uendelige selvfølelse. Selv i vrede var den storsindet som en sand kæmpe og havde advaret de overmodige skabninger der kildede den under fødderne. Han udspyede røg og skyer af damp, i hans indre kogte og boblede det med geværsalver og kanontorden. Men den verdslige øvrighed der råder over menneskers skæbne blev ikke rystet i sin tro – på egen visdom. Regeringen havde sendt et udvalg, der den 7. erklærede at alt var i orden, både i himlen og på jorden, fuld af bange anelser påhørte befolkningen på St. Pierre det.
Alt i orden, ingen grund til at være bange! – det var også de ord der lød kort før boldhuseden, da hoffet under den 16. Ludvig dansede lysteligt. Men samtidigt var lavaen i revolutionens krater flydt sammen til et voldsomt udbrud. Alt i skønneste orden, der er ro overalt – sådan lød ordene også i Wien og Berlin for halvtreds år siden. Den gamle forurettede titan på Martinique lod hånt om det hæderfulde udvalg; folket var blevet beroliget af guvernøren den 7., men tidligt om morgenen den 8. begravede han på få minutter guvernøren, udvalget, folket, husene, gaderne og skibene, hans bryst der flammede af vrede havde givet sit rasende svar.
Det var færdigt arbejde. 40.000 menneskers liv var tabt og en lille gruppe reddede flygtninge stod og rystede – den gamle kæmpe kan opmuntret brumme og pruste, han har vist sin magt. Han har hævnet sig fordi man har undervurderet urkraften.
Og nu kom mennesket til syne i ruinerne på den ødelagte by – en besøgende der ellers var både ukendt og hidtil uset på Martinique. Ikke herren og hans slave, ikke de sorte og de hvide, ikke de rige og de fattige, ikke godsejeren og lønslaven – mennesket dukkede op på den lille sønderknuste ø, mennesker der kun føler smerte og kunne se den sørgelige situation, som bare ønsker at redde og hjælpe. Det gamle Mont Pelée havde skabt et sandt vidunder. Glemt var episoden omkring Fashoda, [1] glemt var striden om Cuba, [2] glemt al revanchisme – franskmænd og englændere, zaren og senatet i Washington, Tyskland og Holland donerede penge, sendte telegrammer, tilbød en hjælpende hånd. En folkelig forbrødring i modsætning til det naturlige og hadefulde forhold, menneskelig følelse kom til syne på ruinerne af menneskeskabt kultur. Tordenen fra Mont Pelée var godt nok ikke til at overhøre men bjergets menneskesjæl krævede jo sit.
Fyrretusind lig på den lille ø kan Frankrig græde over og den ganske verden iler med at tørre tårerne på den sørgende republikanske moder. Men hvordan forholdt det sig dengang Frankrig lod blodet flyde på de Små og Store Antiller? På østsiden af Afrika ligger der i havet en vulkanø – Madagaskar. Her så vi der tager tingene alvorligt, hvordan børn af den hårdt ramte republik for halvtreds år siden måtte underkaste sig, hvordan de da de ikke ville føje sig blev mødt med krudt og kugler. Det var ikke en vulkan der åbnede krateret, men de franske kanoner der udspyede død og ødelæggelse, fransk artilleri udryddede tusinder af levende mennesker, og et frit folk var 100 procent fejet under gulvtæppet. De “vildes” brune dronning blev slæbt ind til Paris, byernes by.
Hvor Stillehavets bølger brydes ligger Filippinerne ved Asiens kyst. Det er her vi kunne beskue de gavmilde yankeer i funktion for seks år siden, dengang senatet i Washington var på arbejde. Det handlede ikke om ildsprudlende bjerge – det var amerikanske geværer der bragte høsten i hus. Det er et senat domineret af sukkerbaroner som i dag sender forgyldte dollars til Martinique for at redde liv fra ruinerne, men de sendte også utallige kanoner, utallige krigsskibe, utallige dollars som sående død og ødelæggelse på Cuba.
I går og i dag – langt nede i den sydlige del af Afrika levede for nogle år siden et stille folkeslag i fred og med arbejde, men så kom englænderne og satte en ny dagsorden. [3] Det er de samme englændere som redder mødrenes børn og børnenes forældre på Martinique. Men i Afrika er vi vidne til hvordan soldaterstøvler tramper på menneskekroppe, på børnelig, de vader i blod og i deres spor er død og ødelæggelse.
Å, ja, og så russerne med den altomfattende zar, han der redder, hjælper, græder – dem kender vi. På Pragas volde [4] så vi jer, mens Polens røde blod flød i strømme og røgen farvede himlen rød. Men det var i gamle dage? Nej da, det er kun nogle uger siden vi så jer, gavmilde russere, på den støvede vej, i de forfaldne russiske landsbyer, ansigt til ansigt med en pjaltet, ophidset og snerrende folkemængde. Der gjaldede skuddene, der faldt de livegne rallende om kuld. Der blev vejens støv blandet op med bøndernes blod. De døde, de faldt fordi sulten havde revet i deres krop, de råbte nemlig på brød, brød. [5]
Oh, republikanske moder, du med øjnene fyldt af tårer, vi har set sig, det var den 23. maj i år 1871 da en skøn forårssol skinnede over Paris. Da stod de sammentrykt i gaderne, i fængselsgårdene, de tusindtal af drejlsklædte, skulder ved skulder, den ene ved siden af den anden; ud af skydeskårene stak de blodtørstige piber fra maskingeværerne, ingen vulkan kom i udbrud, ingen lavastrøm væltede ned. Dine kanoner, Moder Republik, blev rettet mod den tætte menneskemasse, skrig af smerte sønderrev luften – mere end tyve tusind lig dækkede Paris’ brosten.
Og alle jer, hvad enten I er franskmænd og englændere, russere og tyskere, italienere og amerikanere, vi har engang tidligere set jer stå sammen i broderlig forening, forenet i et stort folkeforbund hvor I hjalp og støttede hinanden – det var i Kina. [6] Også gammelt nag var glemt og en folkefred var herskede – for at sikre fælles mord og bank. Jamen hvor de dog faldt i stribevis med deres hårpisk, ramt af jeres kugler, som en moden kornmark pisket af hagl. Jamen, hvor dog kvinderne klagende styrtede sig i vandet og kastede sig i dødens gab for at undgå den smerte, der kom fra jeres ømme omfavnelse!
Og nu er de så alle sammen på Martinique, atter står de last og brast, de hjælper, redder, tørrer tårer væk, bander over den ulyksalige vulkan. Mont Pelée, du godmodige kæmpe, du kan bare le, med væmmelse kan du se ned på de gavmilde mordere, på de grædende rovdyr, på de uhyrer i sygeplejeuniform. Men der kommer en dag hvor en anden vulkan vil hæve sin tordnende stemme, det er en vulkan der bobler og syder, selvom de ikke lægger mærke til det, og den vil feje hele den skinhellige og blodbesudlede kultur væk fra jordens overfalde. Og da vil den sande humanitets nationer samle sig på dens ruiner, en humanitet der kun anerkender én eneste dødbringende fjende – den blinde, døde natur.
1. I september 1898 var det i forbindelse med uenigheder om herredømmet i Sudan kommet til et sammen stød mellem Frankrig og Storbritannien i Fashoda, og begge lande var ved at gå i krig. I marts 1899 blev konflikten bilagt da Frankrig formelt afstod fra krav mod at få nogle andre afrikanske områder.
2. Som følge af den spansk-amerikanske krig i 1898, øgede USA sin indflydelse i Latinamerika og udvidede sine kolonialområder til også at omfatte Cuba m.m.
3. Efter guldfundene i Transvaal i 1899 førte England krig mod boerne, som i 1902 måtte bøje sig for englænderne.
4. Et militært oprør i Warszawa i 1830 udviklede sig til en folkelig opstand mod det russiske fremmedherredømme, men opstanden blev knust af zarens tropper i september 1831. Praga er en bydel i Warszawa.
5. Der var uroligheder blandt bønderne i Kharkov, Poltava m.m. i marts-maj 1902.
6. En folkelig opstand blev nedkæmpet af de imperialistiske magter i 1900 under ledelse af den tyske general Alfred von Waldersee.
Sidst opdateret 19.6.2008