Rosa Luxemburg var en af marxismens mest betydningsfulde teoretikere. Hun blev født i 1871, af jødisk familie, i den del af Polen, som var under russisk styre. Som teenager blev hun revolutionær og måtte flygte til Svejts. Hun virkede mest i det tyske socialdemokratiske parti, var lærer ved partiets skole, og blev tidligt venstrefløjens mest fremtrædende teoretiker. Efter at de fleste socialdemokratiske partier støttede deres eget lands borgerskab ved at stemme for krigskreditter ved udbruddet af Første Verdenskrig, brød hun med det tyske parti og blev leder af et nyt uafhængigt parti. Sammen med en anden leder af partiet, Karl Liebknecht, blev hun myrdet af en højreekstremistisk soldatergruppe den 15. januar 1919.
Luxemburgs kendteste skrift, Socialreform eller revolution udkom på dansk i Hanne Reintofts oversættelse (1969 og igen på IS forlag, 1997). Den er en gendrivelse af den politik, der i hundrede år har hersket i de socialdemokratiske partier, nemlig at socialismen kan indføres ved gradvise reformer, og at en revolution ikke er nødvendig. Andre af hendes vigtige skrifter, bl.a. om massestrejker, og hendes polemik mod Lenin om det revolutionære partis struktur, udkom i et udvalg, Politiske skrifter foretaget af Toni Liversage (Tiderne skifter, 1976), som også har udsendt en bog om Luxemburg, Røde Rosa (Vindrose, 1994).
Luxemburgs store værk Kapitalismens akkumulation udkom i Hans Chr. Finks oversættelse (Rhodos, 1976). Hendes Breve fra fængslet udkom på dansk i 1921 (og igen i 1985). To udvalg af hendes skrifter udkom hos Pax i Norge, Jeg er, jeg var, jeg bliver i 1969 og Skrifter i utvalg 1-2, i 1973. De burde være letlæste for de fleste danskere, men indeholder stort set samme skrifter som de førnævnte danske bøger.
Til gengæld er Luxemburgs artikelserie Den socialistiske krise i Frankrig (1900-1901) aldrig udkommet på dansk eller norsk. Vi bringer her nogle vigtige uddrag i genfortælling, desværre kun en tiendedel af værket, som er et af Luxemburgs allervigtigste.
Det vakte stor opsigt, da en socialist for første gang indgik i en borgerlig samlingsregering. Det skete i Frankrig i 1899-1902. Denne minister, Millerand, var medlem af det største af Frankrigs tre socialistpartier. Sagen blev livligt debatteret på Socialdemokratiets internationale kongres i Paris i september 1900, og fordømt i dens resolution, som dog efter Luxemburgs mening forblev noget teoretisk, ikke praktisk-politisk. Hun skrev så denne artikelserie i tidsskriftet Neue Zeit i 1900-1901.
Lederen af Millerands parti, Jean Jaurès, og hans kammerater førte tre slags argumenter for, at det skulle være nødvendigt med en socialistisk minister i en borgerlig samlingsregering. For det første skulle republikkens eksistens være truet af royalister, bl.a. i hæren, for det andet ville dette skabe muligheder for sociale reformer for arbejderklassen, og for det tredje ville kapitalismen udvikle sig til socialisme gennem en periode af gradvise forandringer, hvor den politiske magt deles af borgerklassen og proletariatet, men dette ville vise sig i deres fælles regering.
Luxemburg viser med lethed, at republikken slet ikke var truet, den havde jo vist sig at være både til borgerskabets og småborgerskabets fordel. Den havde hverken angrebet kirken eller militæret, så disse reaktionære kræfter havde ingen grund til at forsøge sig på et royalistisk kup.
I de følgende uddrag springer vi mellem emnerne. Oversættelsen er ret fri med hensyn til ordlyd, men trofast mod den politiske mening.
Sidst opdateret 2.8.2017