Marxisme Online > Arkiv > Luxemburg > Indhold
Vi har i første kapitel forsøgt at klargøre, at den bernsteinske teori fjerner det socialistiske program fra dets materielle grundlag og giver det en idealistisk basis. Dette angår socialismens teoretiske fundament. Men hvordan ser nu teorien ud omsat i praksis. Formelt set skiller den sig i begyndelsen ikke ud fra den hidtil udøvede praksis i den socialdemokratiske kamp. Fagforeninger, kampen for sociale reformer og for de politiske institutioners demokratisering, det er nemlig, hvad det formelle indhold i den socialdemokratiske partivirksomhed allerede udgør. Forskellen ligger altså ikke i, hvad man skal gøre, men hvordan. Som tingene ligger nu, bliver den faglige og parlamentariske kamp opfattet som et middel til at opdrage proletariatet og gradvis føre det frem til at gribe den politiske magt. Efter den revisionistiske opfattelse skal kampen for disse ting blot føres med henblik på de umiddelbare resultater, dvs. for at hæve arbejderens materielle situation, for trinvis at indskrænke den kapitalistiske udbytning og for at udvide samfundets kontrol, under hensyn til det umulige og formålsløse ved at gribe magten. Når vi ser bort fra målet i umiddelbart at forbedre arbejderens situation, da det er fælles både for den opfattelse, partiet hidtil har fulgt, og den revisionistiske, så ligger hele forskellen kort og godt heri: Efter den gængse opfattelse består den politiske og faglige kamps betydning deri, at den forbereder proletariatets, dvs. den socialistiske omvæltnings subjektive faktor, på gennemførelsen af denne omvæltning. Ifølge Bernstein består betydningen i, at den faglige og politiske kamp gradvis indskrænker selve den kapitalistiske udbytning, stadig fratager det kapitalistiske samfund dets kapitalistiske karakter og udmønter det socialistiske, med andre ord, det skal medføre den socialistiske omvæltning i objektiv forstand. Ser man nøjere på det, er de to opfattelser lige modsat hinanden. Efter den af partiet udøvede opfattelse når proletariatet gennem den faglige og politiske kamp til overbevisningen om det umulige i at ændre vilkårene fra grunden af gennem denne kamp og indser uundgåeligheden i til slut at gribe den politiske magt. Ifølge Bernsteins opfattelse går man ud fra det umulige i at gribe den politiske magt som en forudsætning og vil indføre det socialistiske system udelukkende gennem faglig og politisk kamp.
Den faglige og politiske kamps socialistiske karakter ligger altså efter den bernsteinske opfattelse i troen på dens trinvise socialiserende indflydelse på den kapitalistiske økonomi.
Men en sådan indflydelse er i virkeligheden den blotte indbildning, hvad vi også har forsøgt at fremstille. De kapitalistiske ejendoms- og statsinstitutioner udvikler sig i stik modsat retning. Men dermed mister socialdemokratiets praktiske daglige kamp i sidste omgang enhver forbindelse til socialismen. Den store socialistiske betydning af den faglige og politiske kamp består deri, at den socialiserer erkendelsen, proletariatets bevidsthed og organiserer det som klasse. Hvis man opfatter denne kamp som middel til umiddelbar socialisering af den kapitalistiske økonomi, mister den ikke blot den virkning, man har tillagt den, men også dens anden betydning: Den ophører med at være det middel, hvormed man kan skole arbejderklassen til den proletariske magtovertagelse.
Det beror derfor på en fuldstændig misforståelse, når Eduard Bernstein og Konrad Schmidt beroliger sig selv med, at arbejderbevægelsens endemål ikke vil gå tabt ved indskrænkning af hele kampen til sociale reformer og fagbevægelse, fordi hvert skridt på denne vej fører ud over sig selv og som tendens indebærer det socialistiske mål ligesom bevægelsen selv. Dette er rigtignok i høj grad tilfældet ved det tyske socialdemokratis nuværende taktik, dvs. når den bevidste og faste bestræbelse på at erobre den politiske magt som en ledestjerne går i forvejen for fagforeningers kamp og arbejdet for sociale reformer. Løsner man dog denne på forhånd givne bestræbelse fra bevægelsen, og opstiller man dernæst socialreformen som et mål i sig selv, så fører det ingenlunde til virkeliggørelse af det socialistiske endemål, men lige omvendt. Konrad Schmidt forlader sig ganske enkelt på den, om man så må sige, mekaniske bevægelse, der én gang bragt i drift, ikke af sig selv igen kan standse, på grund af den enkle tese, at appetitten kommer, mens man spiser, og at arbejderklassen aldrig kan lade sig nøje med reformer, så længe den socialistiske omvæltning ikke er fuldendt. Den sidste forudsætning er rigtignok korrekt, og dette borger selv den kapitalistiske socialreforms utilstrækkelighed for. Men den deraf dragne slutning kunne da kun være sand, hvis en ubrudt kæde af fortløbende og stadigt voksende socialreformer fra den nuværende samfundsorden umiddelbart til den socialistiske lader sig konstruere. Men det er fantasi. Ifølge sagens natur brydes kæden snarere og de veje, som bevægelsen fra dette punkt kan slå ind på, er mangfoldige.
Som det mest nærliggende og sandsynlige følger da en forskydning i taktikken i retning af med alle midler at muliggøre de praktiske resultater af kampen, nemlig de sociale reformer. Det uforsonlige, hårde klassestandpunkt, der kun har mening med henblik på en tilstræbt politisk magtovertagelse vil i stigende grad blive en blot og bar forhindring, når umiddelbar, praktisk succes bliver hovedformålet.
Det næste skridt er altså "kompensationspolitik" – eller for at sige det på godt tysk studehandelspolitik og en forsonlig, klog holdning, såkaldt statsmandsværk. Men bevægelsen kan heller ikke længe forblive stående. Thi da socialreformen er og bliver en tom skal i den kapitalistiske verden, kan man anvende, hvad taktik man vil, det næste logiske skridt er skuffelse også over socialreformen, dvs. den rolige havn, hvor professorerne Schmoller og co. nu har kastet anker, efter også på det socialreformistiske hav at have gennemstuderet både den store og lille verden for til sidst at lade alt gå, som Gud vil. [9] Socialismen følger altså ikke af sig selv og under alle omstændigheder som det heldige resultat af arbejderklassens daglige kamp. Den er kun et resultat af de modsætninger, der stadig tilspidses i den kapitalistiske økonomi og af arbejderklassens erkendelse af nødvendigheden af dens ophævelse gennem en social omvæltning. Lyver man om det ene, og forkaster man det andet, som revisionismen gør, så reduceres arbejderbevægelsen derefter til simpel fagforeningspusleri, og socialreforméren fører til sidst ved sin egen tyngde til, at klassestandpunktet forlades.
Disse konsekvenser bliver også indlysende, når man betragter den revisionistiske teori fra en anden side og stiller spørgsmålet: Hvad er denne opfattelses almene karakter? Er det klart, at revisionismen ikke hviler på de kapitalistiske forholds grundpiller og ikke sammen med borgerlige økonomer bortforklarer kapitalismens modsætninger. Revisionismen går snarere i sine teorier ud fra eksistensen af disse modsætninger som forudsætning ligesom den marx'ske opfattelse.
Men på den anden side støtter revisionismen sig i teorien ikke på ophævelsen af disse modsætninger ved deres egen lovbestemte udvikling, og dette er vel kernepunktet i den revisionistiske opfattelse overhovedet og den grundlæggende forskel fra den hidtil anvendte socialdemokratiske opfattelse. Revisionismen står midt imellem begge yderpunkterne, den vil ikke bringe de kapitalistiske modsætninger til fuld modenhed og ophæve dem ved en revolutionær omvæltning, men den vil afstumpe dem, knække spidsen af dem. Således skal krisernes udebliven og kartellerne afstumpe modsætningen mellem produktion og varebytte, således skal forbedringen af proletariatets situation og middelstandens fortsatte eksistens afstumpe modsætningen mellem kapital og arbejde, og således skal den voksende kontrol og demokratiet ændre, tilsløre modsigelsen mellem klassestat og samfund.
Ganske vist består den gængse socialdemokratiske taktik heller ikke i, at vente til de kapitalistiske modsætninger når deres yderste udvikling og dermed slår om. Omvendt støtter vi os på udviklingens én gang erkendte retning, men driver i den politiske kamp dens konsekvenser til yderpunkter, hvori enhver revolutionær taktiks væsen jo består. Derfor bekæmper socialdemokratiet for eksempel tolden og militarismen til enhver tid og ikke først, når deres reaktionære karakter helt er brudt frem. Men Bernstein støtter sig i sin taktik slet ikke på videreudviklingen og skærpelsen, men på de kapitalistiske modsætningers afrunding. Han har selv givet udtryk for dette på den mest betegnende måde, idet han taler om en "tilpasning" af den kapitalistiske økonomi. Hvordan skulle en sådan opfattelse dog være rigtig? Alle modsætninger i det nuværende samfund er simpelthen resultater af den kapitalistiske produktionsform. Forudsætter vi, at denne produktionsform udvikler sig yderligere i den hidtil angivne retning, så må også alle dens konsekvenser uadskilleligt udvikle sig sammen med den og tilspidse og skærpe modsætningerne i stedet for at afstumpe dem. Det sidste skulle altså omvendt som betingelse forudsætte, at den kapitalistiske produktionsform blev hæmmet i sin udvikling. Altså med andre ord, forudsætningen for Bernsteins teori er en stilstand i den kapitalistiske udvikling.
Men dermed fordømmer teorien sig selv og dette endda i dobbelt forstand. Thi for det første blotlægger den sin utopiske karakter med hensyn til det socialistiske slutmål – det må på forhånd ligge klart, at en forsumpet kapitalistisk udvikling ikke kan føre til en socialistisk omvæltning – og her har vi bekræftelsen på vor fremstilling af teoriens praktiske konsekvenser. For det andet afslører teorien sin reaktionære karakter med hensyn til den i virkeligheden hurtige kapitalistiske udvikling, der er i gang. Nu trænger spørgsmålet sig på: Hvordan kan den bernsteinske opfattelsesmåde med hensyn til denne reelle kapitalistiske udvikling forklares eller rettere karakteriseres?
At de økonomiske forudsætninger, som Bernstein i sin analyse af de nuværende sociale forhold går ud fra – hans teori om den kapitalistiske "tilpasning" – er uholdbare, mener vi at have påvist i første afsnit. Vi har set, at hverken kreditvæsenet eller kartellerne kan opfattes som "tilpasningsmidler" til den kapitalistiske økonomi, ligesom hverken den midlertidige udebliven af kriser eller middelstandens fortsatte beståen kan opfattes som symptomer på den kapitalistiske tilpasning. Men alle de nævnte detaljer i tilpasningsteorien har endnu et fælles karakteristisk træk – bortset fra dens direkte fejlagtighed. Denne teori opfatter ikke alle det økonomiske livs behandlede fænomeners organiske tilknytning til den kapitalistiske udvikling som helhed og i sammenhæng med hele den økonomiske mekanisme, men som revet ud af denne sammenhæng, som noget selvstændigt bestående, som disjecta membra (ødelagte dele) af en livløs maskine. Som f.eks. opfattelsen af kredittens tilpasningsvirkning. Holder man sig kreditten for øje som et naturligt højere stadium i bytteprocessen og sammenhængende med alle det kapitalistiske varebyttes iboende modsigelser, så kan man umuligt se den som et eller andet – ligesom uden for bytteprocessen stående, mekanisk tilpasningsmiddel – ligeså lidt som man kan anse pengene, varerne og kapitalen som et "tilpasningsmiddel" til kapitalismen. Men kreditten er absolut ikke i ringere grad end penge, varer og kapital et organisk led i den kapitalistiske økonomi på et vist trin af dens udvikling, og danner på dette trin ligesom de andre faktorer et uundværligt mellemled i maskineriet, men også et ødelæggelsesvåben, idet den øger økonomiens indre modsætninger.
Ganske det samme gælder kartellerne og de forbedrede kommunikationsmidler.
Den samme mekaniske og udialektiske opfattelse ligger yderligere i den måde, hvorpå Bernstein optager de udeblevne kriser som et symbol på den kapitalistiske økonomis ,,tilpasning". For ham er kriserne ganske enkelt forstyrrelser i den økonomiske mekanisme, og udebliver de, så kan mekanismen åbenbart funktionere glat. Men kriserne er i virkeligheden ikke "forstyrrelser" i egentlig forstand, eller rettere sagt, de er forstyrrelser, men den kapitalistiske økonomi kan overhovedet ikke klare sig uden dem.
For at udtrykke det kort, det er nu engang en kendsgerning, at kriserne danner den på kapitalistisk basis eneste mulige og derfor ganske normale metode til periodisk løsning af spaltningen mellem produktionens uindskrænkede ekspansionsdygtighed og afsætningsmarkedets snævre grænser, og derfor er kriserne også uadskillelige organiske fænomener i hele den kapitalistiske økonomi.
I en "uforstyrret" fortsættelse af den kapitalistiske produktion ligger derimod farer, der er større end selve kriserne, nemlig risikoen for kontinuerligt fald i profitraten, som er et resultat af arbejdets øgede produktivitet og ikke af modsætningen mellem produktion og udbytte. Den faldende profitrate har den højst farlige tendens, at den umuliggør alle små og middelstore kapitalmængder og således begrænser nydannelserne og dermed investeringerne. Netop kriserne, som er en anden konsekvens af samme proces, bevirker ved kapitalens periodiske værdiforringelse, ved produktionsmidlernes billiggørelse og ved lammelse af en del af den virksomme kapital straks, at profitraten hæves og så skaffer plads for nyinvesteringer og dermed for nye fremskridt i produktionen. Således optræder kriserne som middel til at puste til og opflamme den kapitalistiske udviklings ild igen og igen, og hvis de udebliver – ikke i bestemte udviklingsfaser på verdensmarkedet, som vi antager det, men helt og holdent, så ville de snart bringe den kapitalistiske økonomi direkte ud i uføret og ikke, som Bernstein mener, på den grønne gren. Med den mekaniske opfattelsesmåde, der kendetegner hele tilpasningsteorien vrøvler Bernstein om krisernes positive betydning, og om uundværligheden af de altid igen opkommende nyinvesteringer af lille og middelstor kapital, idet det for ham står, som om småkapitalens genfødsel er et tegn på kapitalistisk stilstand, og ikke som i virkeligheden den normale kapitalistiske udvikling.
Der findes imidlertid en synsvinkel, hvorfra alle behandlede fænomener virkelig tager sig ud, som de er sammenfattet i "tilpasningsteorien", nemlig den enkelte kapitalists synsvinkel. Han ser nemlig det økonomiske livs fakta forvansket gennem konkurrencens love.
Først og fremmest ser den enkelte kapitalist ethvert organisk led i økonomien som et selvstændigt hele, og desuden ser han også kun de faktorer, der indvirker på ham i hans egenskab af kapitalist. Derfor opfatter han de økonomiske fænomener blot som "forstyrrelser" eller "tilpasningsmidler".
For den enkelte kapitalist er kriserne blot forstyrrelser, og deres udebliven forlænger hans overlevelsesfrist, og for ham er kreditten ligeledes et middel til at "tilpasse" hans utilstrækkelige produktivkræfter til markedets krav, og for ham ophæver det kartel, som han indtræder i, anarkiet indenfor produktionen.
Kort sagt er den bernsteinske tilpasningsteori ikke andet end en teoretisk generalisation af den enkelte kapitalists opfattelse af forholdene. Men hvad er denne opfattelse teoretisk udtrykt andet end det væsentlige og karakteristiske i den borgerlige vulgærøkonomi? Alle denne skoles økonomiske fejltagelser hviler netop på den misforståelse, at den fejlagtigt tager konkurrencens foreteelser, set gennem den enkelte kapitalists øjne, for fænomener, der er gyldige for hele den kapitalistiske økonomi. Og i lighed med Bernsteins opfattelse af kreditsystemet, så opfatter vulgærøkonomien til og med også pengene som et hensigtsmæssigt tilpasningsmiddel ved behovet for varebytte. Den søger også i selve de kapitalistiske fænomener modgiften mod det kapitalistiske onde, den tror – som Bernstein – på muligheden af at regulere den kapitalistiske økonomi og munder endelig ligesom Bernsteins teori ud i at ville afstumpe de kapitalistiske modsætninger og lappe på kapitalismens sår; det vil med andre ord sige at den munder ud i en reaktionær og ikke en revolutionær fremgangsmåde og dermed i utopien.
Den revisionistiske teori taget i sin helhed kan altså karakteriseres på følgende måde: den er den socialistiske forsumpningsteori, vulgærøkonomisk begrundet med en teori om den kapitalistiske forsumpning.
* I året 1872 har professorerne Wagner, Schmoller, Brentano og andre afholdt en kongres i Eisenach, hvor de med megen larm og stor opstandelse proklamerede indførelsen af sociale reformer til arbejderklassens beskyttelse. De samme – af den liberale Oppenheimer ironisk som "katedersocialister" betegnede herrer – dannede umiddelbart derefter "foreningen for sociale reformer". Men allerede få år senere, da kampen mod socialdemokratiet skærpedes, stemte disse "katedersocialismens" klart skinnende lys som rigsdagsmedlemmer for forlængelse af socialistloven. I øvrigt består hele foreningens virksomhed i årlige generalforsamlinger, hvor nogle professorer forelæser over forskellige temaer. Samme forening har også udgivet over 100 bøger om økonomiske spørgsmål. Om de sociale reformer har disse professorer, der forøvrigt forsvarer beskyttelsestold, militarisme etc. ikke præsteret et muk. Foreningen har også til sidst opgivet reformtankerne og beskæftiger sig nu med emner som kriser, karteller og lignende (denne bemærkning mangler i 1. udgave).
Kapitel 1-4 | Toppen af siden | Kapitel 2-1
Sidst opdateret 11.5.2006