Opportunisme og det muliges kunst

Rosa Luxemburg (1898)


Trykt som Possibilismus und Opportunismus i Sächsische Arbeiterzeitung, nr. 227, 30. september 1898.
Fra Rosa Luxemburg: Gesammelte Werke, Bd.1, 1. Hbd., S. 228-230.

Oversat af Jørn Andersen med hjælp fra den engelske og norske udgave.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 19. juni 2008.


Kammerat Heine har som bekendt, forfattet en pjece til partikongressen med titlen At stemme eller ikke stemme? [1] Her argumenterer han for at vi skal deltage i valgene til den prøjsiske landdag (delstatsparlament). Det er ikke hovedtemaet i pjecen som får os til at komme med nogle nødvendige bemærkninger, men snarere de to begreber, han bruger i sin argumentation, og som vi reagerer på med særlig følsomhed som følge af de velkendte begivenheder, som har fundet sted i partiet den seneste tid. Begreberne er: possibilisme (det muliges kunst) og opportunisme. Heine mener, at partiets modvilje mod disse tendenser beror på en misforståelse af disse fremmedords sande sproglige betydning. Ak! Kammerat Heine har, i lighed med Faust, studeret jura med iver og glød, men desværre, til forskel fra Faust, ikke ret meget andet. Og i juraens sande ånd siger han til sig selv: I begyndelsen var ordet. Hvis vi vil vide, om possibilisme og opportunisme er til skade eller til gavn for Socialdemokratiet, er det nok at slå op i fremmedordbogen, så får vi svaret i løbet af fem minutter. For fremmedordbogen fortæller os at possibilisme er “en politik som søger at opnå det som er muligt under givne omstændigheder”. Og Heine proklamerer så: “Jeg spørger ethvert fornuftigt menneske, skal politikken måske tage udgangspunkt i det som er umuligt under de givne omstændigheder?” [2] Ja, svarer vi som fornuftige mennesker, hvis politiske og taktiske spørgsmål kunne løses så enkelt, så havde leksikograferne været de klogeste statsmænd, og vi ville have været nødt til at holde populære foredrag om lingvistik i stedet for at holde socialdemokratiske taler.

Selvsagt bør og kan vores politik kun forsøge at opnå det som er muligt under de givne omstændigheder. Men dermed har vi ikke sagt noget om hvordan, på hvilken måde, vi skal forsøge at opnå det som er muligt. Dette er imidlertid det afgørende punkt.

Det har altid været det afgørende spørgsmål for den socialistiske bevægelse, hvordan dens umiddelbare praktiske aktivitet bringes i overensstemmelse med dens endelige mål. De forskellige “skoler” og tendenser inden for socialismen adskiller sig fra hverandre gennem de forskellige svar, de giver på dette spørgsmål. Og Socialdemokratiet er det første socialistiske parti, som har forstået at bringe dets endelige revolutionære mål i overensstemmelse med dets praktiske daglige virksomhed, og på denne måde formået at trække brede folkemasser med i kampen. Hvori består da denne vellykkede løsning? Enkelt og generelt fortalt i, at den praktiske kamp er blevet formet i overensstemmelse med de generelle principper i partiprogrammet. Det ved vi jo alle sammen, får vi at vide, og er derved ikke blevet klogere end før. Men nej, vi mener at denne grundsætning, i al sin almenhed, udgør en meget anvendelig rettesnor for vores aktivitet. Lad os kort illustrere det med to aktuelle spørgsmål fra partilivet, nemlig militarismen og toldpolitikken.

I princippet er vi – som enhver der har læst vores program ved – imod enhver form for militarisme og enhver form for told. Betyder det, at vore repræsentanter i rigsdagen må modsætte sig alle forhandlinger om sådanne lovforslag med et kort og kontant Nej? Absolut ikke, for dette ville være en holdning, som passer sig bedre for en lille sekt end et stort masseparti. Vore repræsentanter må undersøge hvert enkelt forslag; de må vurdere argumenterne, og de må tage stilling og argumentere ud fra de givne konkrete forhold, ud fra den øjeblikkelige økonomiske og politiske situation, og ikke ud fra et livløst og abstrakt princip. Resultatet må og vil imidlertid – hvis vi har vurderet de eksisterende forhold og folkets interesser rigtigt – blive et Nej. Vores løsning er: ikke én mand og ikke én øre til dette system! Men dette system er og bliver dette system. Til enhver ny toldforhøjelse siger vi: Vi ser ingen grund til at støtte dette forslag under de givne forhold, men for os gives der ingen forhold, hvor vi ville være kommet til en anden konklusion. Kun på den måde kan vor praktiske kamp blive til det den skal blive: til virkeliggørelsen af vore grundprincipper i den samfundsmæssige livsproces, til at vore generelle principper inkorporeres i praktisk dag-til-dag handling.

Og kun under disse forudsætninger kæmper vi på den eneste tilladelige måde for det som til enhver tid er “muligt”. Siger man derimod: Vi vil bytte vores tilslutning til militaristiske eller toldpolitiske tiltag mod at få socialpolitiske indrømmelser – så opgiver man øjeblikkeligt klassekampens grundprincipper, og så står man straks på opportunismens grund. Opportunismen er i øvrigt et politisk spil, hvor man taber dobbelt: ikke bare grundprincipper, men også de praktiske resultater. Forestillingen beror nemlig på den fuldstændige fejltagelse, at man ved at give indrømmelser opnår de største resultater. De mest udspekulerede er her, som i alle vigtige sager, ikke de klogeste. Bismarck sagde engang til et borgerligt oppositionsparti: “I fraskriver jer enhver mulighed for praktisk indflydelse, hvis I altid og på forhånd kommer med et Nej.” Den gamle var i dette tilfælde, som så ofte ellers, mere intelligent end sine pappenhejmere. [3] Et borgerligt parti, dvs. et parti som siger Ja til den bestående orden som helhed, men som vil sige Nej til de praktiske konsekvenser af denne orden, er en hybrid, et kunstprodukt, som hverken er fugl eller fisk. Ganske omvendt gælder det for os, der står i grundlæggende modsætning til den eksisterende orden. I vort Nej, i vores uforsonlige holdning ligger hele vor styrke. Det er denne holdning som indgyder frygt og respekt hos fjenden og skaber tillid og støtte hos folket.

Netop fordi vi ikke viger ét skridt fra vort standpunkt, tvinger vi regeringen og de borgerlige partier til at indrømme os de få umiddelbare resultater, som kan opnås. Men hvis vi på opportunistisk vis begynder at jage efter “det mulige”, uden at bekymre os om principper, og går efter statsmandsagtige studehandler, så befinder vi os snart i samme situation som jægeren, som ikke har nedlagt vildtet og desuden har mistet sin bøsse.

Det er ikke fremmedordene, opportunisme og possibilisme, vi frygter, som Heine tror, men derimod hvis de bliver fortysket ind i vores partipraksis. Lad dem forblive fremmedord for os. Og lad, hvis anledningen byder sig, vore kammerater betakke sig for rollen som oversætter.

Noter

1. Wolfgang Heine: Wählen oder Nichtwählen? Ein Wort zur Frage der Beteiligung der Sozialdemokratie an den preußischen Landtagswahlen, Berlin 1898.

2. Ebenda, S.22.

3. pappenhejmer: (Egl.: soldat i den tyske feltherre Pappenheims regiment under 30-årskrigen;) pålidelig soldat; trofast tilhænger.


Sidst opdateret 9.12.2008