Marxisme Online > Arkiv > Luxemburg
Fra Sprawa Robotnicza (Arbejderstemmen), Paris, februar 1894.
Den danske tekst er indscannet fra Politisk Revy, nr. 265, 2. maj 1975, af Tidsskriftcentret, som først har offentliggjort den på Internet, og som har givet os lov til at kopiere teksten.
I Politisk Revy er titlen blot “1. maj”, men vi har tilladt os at omdøbe den til “Hvordan opstod 1. maj?”, da den på tysk hedder Wie entstand die Maifeier? og på engelsk What Are the Origins of May Day?.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 21. maj 2003
Tanken om at bruge en proletarisk fridag som middel til opnåelse af 8-timers arbejdsdag opstod først i Australien. Allerede i 1856 besluttede arbejderne der at holde en fridag med møder og festligheder som manifestation til fordel for 8-timers arbejdsdagen. Man bestemte, at den 21. april skulle være denne festdag. Til at begynde med tænkte de australske arbejdere kun på at holde denne ene fest i 1856, men allerede denne første festdag gjorde et så stærkt indtryk på det australske proletariat ved den opmuntring og agitation, som kom til udtryk, at man besluttede at gentage festen hvert år.
I sandhed, hvad kunne give arbejde masserne større mod og tro på egen kraft end deres beslutning om massenedlæggelse af arbejdet. Hvad kunne indgyde fabrikkernes og værkstedernes evige slavehær større mod end mønstring af deres egne tropper? Tanken om denne proletariske fest blev da også hurtigt vedtaget, og den spredtes fra Australien til andre lande, indtil den havde erobret hele verdensproletariatet.
De amerikanske arbejdere var de første til at følge eksemplet. De fastslog i 1886, at 1. maj skulle være dagen, hvor alt arbejde skulle standses. På denne dag forlod 200.000 arbejdere deres arbejde og krævede 8-timers arbejdsdag. Regeringens forfølgelse forhindrede senere i nogle år en gentagelse af denne manifestation. [1] Men i 1888 fornyede de deres beslutning og fastsatte 1. maj 1890 som dato for næste festdag.
I den forløbne tid havde arbejderbevægelsen i Europa gennemgået en kraftig og virksom udvikling, som fik sit magtfuldeste udtryk i den internationale arbejderkongres i 1889. På denne kongres besluttede de 400 delegerede i første række at kræve 8-timers arbejdsdagen. Den franske fagforeningsdelegerede, arbejderen Lavigne, stillede derfor forslag om, at man ved en samtidig fridag i alle lande skulle understrege dette krav. Da den amerikanske arbejderdelegerede oplyste, at hans kammerater havde truffet den samme beslutning og fastsat datoen 1. maj 1890, vedtog kongressen at denne dag skulle være en fælles proletarisk arbejdsfri helligdag.
Her som i Australien 30 år tidligere tænkte arbejderne egentlig kun på en éngangsmanifestation. Kongressen besluttede, at arbejdere i alle lande skulle demonstrere 1. maj 1890 for kravet om 8 timers arbejdsdag. Der var ikke tale om en gentagelse af denne dag i de følgende år. Ingen kunne selvfølgelig forudse, i hvor høj grad gennemførelsen af denne tanke ville lykkes, og hvor hurtigt den fandt grobund i arbejderklassen. Gennemførelse af denne dag i 1890 var nok til, at alle greb tanken og følte, at denne maj fest måtte blive en årligt tilbagevendende begivenhed ...
1. maj forkynder parolen om 8-timers arbejdsdag. Men heller ikke når dette krav er blevet opfyldt, vil 1. maj dagen blive opgivet. Sålænge arbejdernes kamp mod bourgeoisi og regering finder sted, sålænge ikke alle krav er blevet opfyldt, sålænge vil majdagen være udtryk for disse krav. Og når bedre tider oprinder og arbejderne i hele verden er blevet befriet, – også da vil menneskeheden sikkert helligholde den 1. maj til erindring om udståede kampe og lidelser.
1. Strejken der begyndte denne 1. maj fortsatte imidlertid. I en række byer, først og fremmest Chicago, kom det til sammenstød med politiet. Den 4. maj. foranstaltede Chicagos arbejdere et protestmøde hvor provokatører kastede en bombe mod en politiafdeling. Strejkebevægelsens førere arresteredes og fire af dem – Spiess, Fischer, Parson og Engel, blev uden bevis for medvirken ved attentatet dømt til døden og hængt. Syv år efter henrettelsen medgav de amerikanske regeringsmyndigheder, at der havde foreligget en “juridisk fejltagelse”.
Sidst opdateret 2.8.2017