Trykt som en del af pjecen Hvorfor et revolutionært arbejderparti? IS – på vej ud af centrismen udgivet af Internationale Socialister, september 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 27. marts 2015.
Da Alice i Eventyrland møder Filurkatten, spørger hun: “Vil du ikke nok fortælle mig, hvilken vej jeg skal gå for at komme herfra...?”
“Det afhænger jo en hel del af, hvor du vil hen,” sagde katten.
“Det er mig temmelig ligegyldigt ...,” sagde hun
“Så kan det jo også være det samme, hvilken vej du går,” sagde katten.
“– bare jeg kommer et eller andet sted hen,” føjede hun til som en slags forklaring.
“Åh, det gør du sikkert,” sagde katten, “når bare du går tilstrækkeligt langt.”
I 1920 opstillede Kommunistisk Internationale 21 adgangsbetingelser for at holde centrismen ude fra de nydannede kommunistpartier, for at løsrive masser af arbejdere fra centristisk indflydelse i den revolutionære proces, som kommunistpartierne stod midt i dengang. Internationale Socialister i 1984 har såmænd kun 1 forudsætning og betingelse: Formel uafhængighed – politisk og organisatorisk fra centrismen. Det drejer sig nu ikke om at vinde indflydelse over centristisk dominerede masser, eller blot større periferi, ved at tage dette skridt. Det drejer sig om at gå fra indsigt i det revolutionære partis nødvendighed til nødvendigheden af partiopbygning.
Dette indlæg om partiopbygning går ikke hele vejen rundt om alle partiets kendetegn og opgaver, men er koncentreret om nogle centrale punkter i diskussionerne og praksis i dag. At være realistisk over for hvad, der er taktiske eller principielle forskelle, er ikke blot nødvendigt for at bryde med centrismen nu, men også for at undgå de negative effekter af de kommende års relative isolation. Så det organisatoriske og politiske brud med centrismen, som IS har taget, ikke blot blir en dramatisk gestus, men blir første skridt i opbygningen af et revolutionært internationalt arbejderparti.
Udgangspunktet for den historiske nødvendighed af et revolutionært parti ligger i den revolutionære situation. Når den borgerlige stat og den herskende klasses magt i samfundet trues af en modmagt i form af organiseringer ud fra arbejdernes samfundsmæssige magt i produktionen. En organisering gennem arbejderråd – sovjetmagt – der ud over at være dobbeltmagt til kapitalisternes magt, også er alternativet til den borgerlige stat, fordi det udgør grundlaget for den nye statsmagts opbygning: den arbejderstat, som er resultatet af selve den revolutionære omvæltning.
Det er det revolutionære partis historiske rolle at omforme en revolutionær situation til en sejr for arbejderklassen. En sejr, som ikke kan gennemføres uden partiets lederskab i dobbeltmagtsorganiseringen. Dette lederskab kan mest sandsynligt gennemføres, ved at partiet som forankret politisk tendens i arbejderklassen, kan blive et revolutionært masseparti i det klassekampsopsving, der er i en revolutionær situation. Den russiske revolutions erfaringer er omdrejningspunktet for disse erfaringer, fordi det er den eneste gennemførte socialistiske revolution til dato, og fordi de centrale dele af erfaringerne fra denne revolution kan genkendes i senere revolutionsforsøg. Og fordi der ikke er kommet afgørende nye strategiske ting til efter den revolutionære bølge, der ebbede ud først i 1920’erne, og som den russiske revolution i ’17 var det første skvulp af. Disse erfaringer bekræfter de afgørende strategiske elementer: dobbeltmagtens og det revolutionære partis gensidige nødvendighed.
Forholdet mellem disse to strategiske begreber i en revolutionær udvikling kan kun forstås, fordi Marx’s sætning om at “Arbejderklassens befrielse må være dens eget værk”, ikke er en spådom eller en smuk drøm, men er en simpel historisk nødvendighed for overhovedet at gennemføre en socialistisk revolution.
For erfaringerne om nødvendigheden af et revolutionært parti, er der også vigtige historiske erfaringer omkring de fejlslagne proletariske revolutioner. Især den tyske 1918-23 er i dag afgørende, bl.a. fordi der eksisterede en formuleret revolutionær fejlopfattelse: Nemlig Rosa Luxemburgs opfattelse af spontaniteten i arbejderklassen som den altgennembrydende kraft i en revolutionær situation. Så fejes alle fejltagelser, uenigheder i arbejderbevægelsen, fagbureaukratiets og reformismens masseindflydelse og alle bindinger til den borgerlige stat til side under den revolutionære stormbølges afklaring.
Men sådan har det jo ikke gået i de revolutionære muligheder og situationer, som har været i det her århundrede. Erfaringerne er jo netop, at dobbeltmagtssituationen indeholder nok meget nyt, men er ikke fuldstændig forskellig fra “normale” klassekampe, det er snarere en sammenpresset klassekampssituation. Som derfor også afspejler sig i modsætninger inden for klassen, som en kamp om lederskab i en arbejderklasse i bevægelse, en politisk kamp om afgørelser på liv eller død for revolutionens muligheder.
Og Luxemburgs opfattelse af spontanitetens afklarende gennemslag førte også til en propagandistisk opfattelse af partiarbejde: Gennem den politiske indflydelse på ideerne i hovederne på de mest fremskredne arbejdere, skulle man sikre den rigtige linje slog igennem, når revolutionære muligheder kom.
I modsætning til Lenins standpunkter og den russiske revolutions erfaringer, så manglede der derfor i den tyske revolution en organiseret og forankret politisk styrke i arbejderklassen, som kunne kæmpe for den nødvendige linjes gennemslag inden for arbejderklassen, da de afgørende situationer kom i den revolutionære klassekamp. Især i modsætning til centrismens perspektiv for de eksisterende arbejderråd: At de skulle have en fast plads i den borgerlige tyske republiks struktur, som organer for industrielt demokrati. Som supplement til den borgerlige stat, ikke dens alternativ.
Og historien i den tyske revolution handler ikke blot om det manglende parti i 1918-19, men også i tidligere klassekampe, i afgørende år som især udbruddet af 1. verdenskrig i 1914, da II. Internationale kapitulerede totalt og socialdemokratierne sluttede op bag “deres egne” herskende klassers ønske om imperialistisk krig.
De forskellige tendenser inden for arbejderbevægelsen skal ikke eksistere fredeligt side om side, indtil endelig revolutionen viser, hvem der så fik ret, centrister eller revolutionære. Kampen mod andre tendenser er en nødvendighed i årtier. Og det før en revolutionær situation gør kampen inden for arbejderbevægelsen, mellem revolutionens tilhængere, til spørgsmålet om samfundets kommende udvikling. Samfundets skæbne ligger i skærpede klassekampssituationer i venstrefløjens diskussioner, beslutninger og evner. Portugal 1974-75 var sidste eksempel på, at denne mulighed opstår når højrefløjen i en periode kommer i defensiven og sætter sig uden for indflydelse på den samfundsmæssige udvikling. Og i den revolutionære situation opstår et nationalt lederskab ikke på kommando, når venstregrupper får en pludselig mulighed for forvandling fra at være perifere til at få masseindflydelse og for at være altafgørende for den aktive arbejderklasses bevægelse. Fordi denne udvikling sker i “ryk” og i spring, både i arbejderklassens bevidsthed og organiseringer, får revolutionære grupper muligheder for afgørende indflydelse.
Men hvad der kan se ud som spontane aktiviteter – fra den mindste bevægelse på en arbejdsplads til oprør på masseplan – skyldes en eller anden form for påvirkning, en hukommelse eller kontakt. Der er et element af bevidsthed bag.
Ligeledes forløber spontane aktiviteter i en revolutionær situation heller ikke løsrevet fra alle de eksisterende ideer, fra de dominerende tendenser i arbejderbevægelsen, fra fagbureaukratiets indflydelse, fra centrismen, osv. – Det er utilfredshedens udbrud, men det er ikke alternativ til utilfredsheden.
Situationen med opbrud i arbejderklassen kan ikke adskilles fra traditionen for militans i arbejderklassen. Selv om der i et revolutionært opsving kan forekomme en fantastisk kraft fra “nye” eller traditionelt tilbagestående og mindre militante lag af arbejdere, så er denne type af “opsvingsradikalitet” af begrænset varighed og indhold.
Radikaliteten afspejler nemlig også manglende erfaring med fagbureaukratiet og det organiserede klassesamarbejde, med reformismen og centrismen, og over for disse “broer til den borgerlige stat” vil de hurtigt gå over; og de traditionelle lag af militante i arbejderklassen vil igen blive de afgørende, – og de revolutionæres evne og tradition for forankring i disse lag og den ledende rolle, de kan spille over for dem, vil igen blive afgørende.
Men revolutionære er ikke alene i kampen om lederskab i en revolutionær situation.
Når sovjetmagten og -organiseringen opstår, er det som en organiseret form for foreningen af økonomiske og politiske krav og kampe, rettet både mod den herskende klasses kontrol over produktionsmidlerne og mod staten. Og samtidig er der også blevet skabt en organisering for at udbrede og generalisere kampene i alle dele af arbejderklassen.
Men der er ikke nogen vækst-opfattelse i den revolutionære situations organiseringer og muligheder. Disse udvikler sig netop i “spring” – og ligesom i den mere normale klassekampssituations forløb sker det både i op- og nedgange. Dette giver netop muligheder for, at den reformistisk dominerede splittelse også kan slå igennem, både som ideer i klassen og hos den enkelte arbejder. Denne ideologi giver folk ikke slip på, fordi klassekampsniveauet hæves i et hop. – Og alternativet til de reformistiske ledere, men med mulighed for den radikaliserede klassebevidsthed til at beholde sin reformistiske ideologi, det er netop i revolutionære situationer centrismen.
De strategiske grundpiller for den revolutionære strategi – dobbeltmagtsorganiseringen og partiet – er ikke bare to forskellige typer af samme organisering, to forskellige arbejderorganisationer. Der er vigtige forskelle, som ikke må forveksles.
Således kan arbejdermagtens organer ikke opbygges af revolutionære. Hvis arbejderrådene er revolutionæres organer, er det kostbart selvbedrag at forestille sig dem som arbejdermagt- og sovjetorganiseringer. Og det er katastrofal selvmords- og eventyrpolitik, hvis man på grundlag af denne forveksling tager næste skridt i den revolutionære proces, f.eks. stormløbet mod den borgerlige statsmagt.
Selv om de første kim og forsøg og ideer til arbejdermagtsorganisationer godt kan skabes gennem de revolutionæres bevidste organisering, så kan deres fungeren og udbredelse til hele arbejderklassen ikke løses af de revolutionære.
Arbejdermagtens organer bliver dannet af nødvendighed, for at arbejderne kan udfylde huller i det økonomiske system, for at reparere på den herskende klasses mangler i en kaotisk krisesituation i samfundet. Eller grundlaget for arbejdermagtsorganerne kan, som vi så i Chile i 1972-73, blive dannet for at forbedre den faglige organiserings mangelfuldhed, altså som et tillæg til det reformistiske perspektiv.
I begrundelserne for at danne arbejdermagtsorganer vil ligge helt andre forestillinger og ideer, som ikke tyder på en revolutionær løsning af noget dobbeltmagtsperspektiv. Men dette blir stillet på dagsordenen på grund af kapitalismens manglende økonomiske og politiske evne til at løse de forventninger og problemer, som arbejdermagtsorganiseringerne er udtryk for.
Arbejdermagtsorganiseringen er på en måde en objektiv faktor, som ikke blir dannet som følge af en bevidst revolutionær propaganda. Den dannes af nødvendighed, men revolutionære har en afgørende indflydelse på, hvordan de udvikles, allerede fra kimform, deres karakter, retning og afgørende skridt.
Betingelserne for, at et revolutionært parti kan slå igennem og vinde lederskab over for disse organer, er ikke blot den korrekte linje for den opståede revolutionære situation, men også traditioner og tilstedeværelsen i de fremskredne dele af arbejderklassen. Og for at få indflydelse og afgørende påvirkning på udfaldet af en revolutionær situation, kræves også en vis størrelse og tradition, at man er kendt som politisk tendens, i en større periferi, for ikke på forhånd at virke irrelevant, for også at kunne påvirke centrismens periferi gennem en vis fysisk kraft, så man også kan blive et centrum for udviklingen af alternativet til den borgerlige stat og den herskende klasse.
Selv om mange revolutionære enkeltpersoner i dag vil acceptere dette, vil det være et katastrofalt fejltrin at tro, at den organisation, som skal og kan løse denne opgave, kan dannes, når der blir brug for den, når den revolutionære samfundsmæssige krise først er begyndt. Partiet skal opbygges og forankres som politisk tendens i konkurrence og i modsætning til andre revolutionære tendenser. Det fører til mindre accept af partiet i den øvrige del af arbejderklassen under normale klassekampsperioder, men mulighederne for indflydelse og påvirkning er til gengæld større, når skærpede situationer og opbrud opstår i klassekampen.
Ligesom den revolutionære løsning af dobbeltmagten forudsætter det revolutionære arbejderpartis eksistens og forankring, så er selve dobbeltmagtens forudsætning, at der dannes arbejderråd.
I IS’s tradition er arbejderråd organisering af hele arbejderklassen, af alle dens modsætninger og alle dele af klassen. Således at rådsmagten ikke blot afspejler arbejderklassens samlede opbrud, men også afspejler kampen mellem de forskellige dele af klassen og enkelte arbejdspladser osv.
Kampen for politisk lederskab inden for sovjetorganiseringen er derfor også kampen for lederskab for hele arbejderklassen – som klasse. Og det er en kamp for ledelse af hele samfundet gennem dets mest fremskredne dele, som i rådsorganiseringen er koncentreret udtryk for både det højeste niveau og modsætningerne i arbejderklassen. Og revolutionens flertal er sovjetflertallet. Det perspektiv er afgørende for revolutionæres indsats i rådsorganiseringen, det er perspektivet om dobbeltmagtens afgørelse til fordel for den ene side, arbejderklassens, og på bekostning af den anden side, smadringen af den borgerlige stat.
Og konsekvenserne er, at andre opfattelser, hvis de betyder en tilbagerulning af sovjetflertallets afgørelse af dobbeltmagtsspørgsmålet, nødvendigvis må bekæmpes politisk, og i sidste ende måske undertrykkes fysisk, også selv om det er politiske opfattelser, som finder udtryk inden for arbejderklassen selv.
At vinde opslutning til at blive det egentlige flertal gælder derfor ikke i forhold til befolkningen eller arbejderklassen generelt, men afspejles gennem arbejderrådsorganiseringerne. At afprøve denne styrke og beslutningerne i rådsorganer gennem parlamentariske valg er kapitulation over for borgerlig parlamentarismes skindemokrati og over for de mest tilbagestående dele af samfundet. Det drejer sig omvendt om at vinde den bredest mulige opbakning gennem arbejderklassens ledende rolle over for alle samfundsmæssige problemer, men inden for rammerne af den socialistiske revolutions løsninger og den nye arbejderstats rammer.
Et grundlæggende udgangspunkt for eksistensen af et revolutionært arbejderparti og for dets forhold til arbejderklassen er, at arbejderklassen først blir til klasse gennem sin kamp. Men at den for det første ikke blir det alene i modsætning til ejerne af produktionsmidlerne (om det så er privatejende borgerskab eller statsligt bureaukrati), men at institutioner som fagbureaukrati, ideologier som reformisme og centrisme og andre broer til det borgerlige samfund, skabes i denne proces.
Og for det andet blir arbejderklassen det ikke samlet og samtidig, men gennem en uensartet og modsætningsfyldt proces, som bliver ved med at fungere, så længe kapitalismen består.
Derfor er det revolutionære arbejderparti også et avantgarde-parti, forstået som en selvstændig organisatorisk og politisk samling af de mest fremskredne arbejdere, som har brudt med det borgerlige samfunds mest centrale politiske og ideologiske bånd. Opfattelsen af partiet som en grad af avantgardeparti, er alfa og beta for forståelsen af partiets måde at forholde sig til arbejderklassen. – Det er som en del af denne og alligevel klart adskilt.
“De herskendes ideer er de herskende ideer,” sammenfattede Marx dette problem. Kampen inden for arbejderklassen er dels en politisk kamp mod strømninger og borgerlig indflydelse fra den herskende klasses ideer. Og dels er det en kamp imod de ideer og forvrængede forestillinger, som blir skabt inden for arbejderklassen selv, gennem fagbureaukratiet og gennem splittelserne i arbejderklassen. Klassekampen er således også en kamp inden for klassen selv.
Sammenhængen mellem partiets opgaver både i en revolutionær situation og i den aktuelle klassekampssituation er en kombination af forståelserne af 1) klassekampens ujævne udvikling, 2) af arbejderklassens uens udvikling og sammensætning, og 3) også en forståelse af lederskabets betydning og muligheder i forhold til disse uens og ujævne udviklinger.
I dag drejer det sig ikke om at proklamere eksistensen af et revolutionært parti, men at forsvare eksistensen af en revolutionær tradition og tendens, som skal udvikles til et revolutionært arbejderparti. Men denne opgave kan kun løses i 80’erne på grundlag af erfaringerne og især de nødvendige opgør med 70’ernes forståelse af partiopbygning.
I 70’ernes partiopbygningsdiskussioner så smågrupperne sig selv som et stadie på vej til partiet. Det gjaldt alle efter-68-tendenserne: Såvel de “hårde” maoister, som direkte videreførte den stalinistiske tradition om politisk program + kadrer = parti, og problemet var så den kvantitative vækst, indtil revolutionen kunne gennemføres som en militær manøvre med den borgerlige stat som direkte modpart imod det revolutionære masseparti. Det gjaldt de “bløde” maoister, som ud fra den populistiske inspiration fra maoismen søgte en ny-leninistisk forståelse og koncentrerede megen energi omkring netop partiopbygningsbegrebet.
Uden en revolutionær traditions forankring og med et oftest universitetsmarxistisk udgangspunkt blev det meste af denne bølge efter ’68 udviklet til det nuværende centristiske højvande og kommende venstrereformistiske stormflod. Det var først og fremmest i takt med sammenfaldet af de optimistiske forventninger til revolutionære ændringer og politiske resultater og de ændrede klassekampsbetingelser fra midt i 70’erne og frem.
Men “højredrejningen på venstrefløjen” var ikke blot en følge af den ændrede klassekamps ydre tryk, af at arbejderklassens kampe og opstande og spontanitet svandt bort som orienteringspunkt – men det var også en følge af egne politiske svagheder og mangler. 70’er-syndromet i partiopbygningen og partiforståelsen var en organisatorisk indskrænkning af partirolleopfattelsen, som blev isoleret fra den strategiske underordning af denne diskussion under revolutionsopfattelse og arbejderklassens revolutionære rolle som udgangspunkter for forståelse af partiets rolle.
Nogle af de fælles opfattelser i 70’erne, som i dag må vurderes kritisk ud fra en revolutionær opfattelse af lederskab og klassekampsudvikling var ideerne om kadreorganiseringen. Som blev ført ud i praksis med benhårde sorteringer gennem formelle organiseringer af medlemmer og periferi i en 3-4 forskellige grader, fra stemmeberettigede medlemmer over kandidatmedlemmer til sympatisører. Og selv om der i f.eks. VS’s emnekongres i ’75 lå et positivt ønske om at stille krav til medlemmerne og om et brud med de mest småborgerlige lystsocialister inden for VS, så var det dels en organisatorisk smutvej til at få de rigtige medlemmer, og de forkerte holdt ude eller kørt træt; og dele var det en fortsættelse af den faseopfattelse fra smågruppernes opfattelse af partiopbygningens forskellige adskilte formelle faser: Partiforberedelse før partiopbygning før omgruppering før masseparti eller lignende.
Denne faseopfattelse af partiopbygning var begrundet i nogle strengt formelle krav til kendetegnene af Det Revolutionære Parti, hvor indholdet i faserne var begreber som kadreopbygning, forankring, program, nationalt gennemslag, lederskab over centrale dele af arbejderklassens militans, udfordring af den reformistiske dominans, osv.
Disse perspektiver blev udviklet af de traditioner som de “bløde” maoister stod for, som Avantguardia Operaia i Italien, Forbundet Kommunist i Sverige og til dels Kommunist Forbund (KF) i Danmark stod for. Og som Internationale Socialister først i 70’erne og denne traditions fortsættelse i Gruppe 5 både var en modsætning til og lige så meget en del af. Og fællesskabet var først og fremmest omkring smågruppetilværelsen, fællesfølelsen med det “udogmatiske venstre” og med den alt for traditionsuforpligtede ny-leninistiske søgen i traditionerne.
For partiopbygningens vedkommende var de positive ting, som især Gruppe 5 videreudviklede i denne tradition, en klar afstandtagen fra de krav og forventninger, som blev skabt i perspektivet om stadigt voksende revolutionær organisering indtil massegennembruddet i den revolutionære situation kunne finde sted.
Dels var det også en afstandtagen fra selvproklamerede partier og lederskaber, både fra den stalinistiske tradition og fra den propagandistiske partiopbygnings blindgyde i forhold til kampen for lederskab i arbejderklassen. – Men dette førte så til en undervurdering af nødvendigheden af en revolutionær organisations sammenhængende politik. Forsvaret af en revolutionær tradition kræver klarhed om traditionen og forsvar gennem en sammenhængende praksis, hvor gennemslaget i et vist venstremiljø gav baggrund for en studiegruppe-praksis adskilt fra de samtidige aktiviteter i arbejderklassen. Kun en selvstændig partiopbygning kan forene disse opgaver.
Men som samlet resultat blev Gruppe 5’s mangler, under ændrede klassekampsbetingelser og ændrede organisatoriske forhold (under nedgangen og inden for FFL i VS), til ammunition af en evolutionær opfattelse af klassekampen og opgaverne, som nu står i modsætning til selvstændig revolutionær partiopbygningsopgave og opfattelsen af udviklingen både i klassekampen og i arbejderklassen i “kvalitative spring”.
Fortidens mangler findes bestemt også i FFL og forgængere før 1980, men disse forstod sig jo ikke som selvstændige revolutionære tendenser, men snarere som mere venstreorienterede udgaver af VS. Så fælles mangler, både i fortiden og helt klart manglende klarhed omkring fornyelsen og selvstændiggørelsen af FFL i VS fra 1981, har medført en afventende og evolutionær opfattelse af revolutionæres strategiske opgaver i dag. Tydeligst gennem de diskussioner, hvor en fløj i FFL med stærkest bindinger til VS faglige apparat har udviklet den opfattelse, at den enkelte revolutionæres personflige forankring er en forudsætning for lederskab (se tendensinterviewet i Arbejdermagt, maj 1984).
Således er “forankrings-opfattelsen” i FFL-fløjen i VS blevet til begravelse, ikke blot i forhold til at komme i gang med de selvstændige partiopbygningsopgaver, men også en begravelse i fortidens fejl og mangler i partiopbygningsopfattelser.
Opfattelsen af, hvordan en revolutionær organisation skal fungere, er udtryk for forbindelsen mellem vores mål for revolutionen og vores opfattelse af, hvordan det revolutionære parti skal knytte an til klassens kamp nu.
Det grundlæggende for den revolutionære organisationsopfattelse er forståelsen af partiet som avantgardeparti, og organisationsprincipper som demokratisk centralisme afspejler det forhold som organisationen ønsker til klassen.
For den demokratiske side af det, drejer det sig om evnen til at partiet ved, “hvor klassen er”. Det er således ikke så meget spørgsmålet om demokratiet inden for organisationens egne rækker eller et spørgsmål om en behagelig fordel for tvivlende eller uenige medlemmer, som skal ofre en grad af loyalitet mod kompetente organers beslutninger. Det drejer sig om medlemmernes muligheder for at afspejle arbejdspladserfaringerne ind i partiet. Om medlemmernes evne og partiets muligheder for at sætte alle erfaringer sammen til ét hele. Det er åbenhed for indflydelse og påvirkning og også helt konkret information fra klassen, samtidig med den nødvendige disciplin for at få indflydelse og påvirkning til klassen. Derfor er demokratisk centralisme nødvendig. Centralismen er ikke et formelt argument, men en politisk nødvendighed, fordi klassen er uensartet og modsætningsfyldt, og fordi partiets medlemmer også er det. Derfor kan et element af tvang (som jo stadig er inden for rammerne af frivillig tilslutning) være nødvendig over for forskellige omstændigheder og omstillinger, som revolutionære organisationer kommer til at arbejde under.
Det er netop ikke absolutter, men fleksibel tilpasning, der er afgørende. Hvor det bestemmende kan være klassekampssituationen eller tilpasning i forhold til det politiske formål.
Kampen for “den demokratiske centralisme” var blot stalinismens banner for ensretning af kommunistpartierne under USSR’s nye herskende bureaukratis interesser. Det var også et omdiskuteret organisationsprincip, som inden for “det nye venstre” især efter ’68 blev banner for, om man ville en småborgerlig samling af alle gode viljer til socialisme, eller om man ville en samlet og fælles udførelse af ens linje udadtil. I de maoistiske organisationer har bogstavsdiskussionerne om den demokratiske centralismes ukrænkelige principper været ført som rene idealistiske legoklods-sammensætninger, fordi det har været uden materiel baggrund i arbejderklassens befrielse som dens eget værk. Også i VS’s “partirolle-diskussioner” var det nødvendigt at gå bag om den store hidsighed omkring hvad det VS, man stod med i hånden, skulle være og indrettes. I stedet skal det ses som en diskussion om opfattelser af revolution.
Hvis vi således ikke ser på “hvordan det revolutionære parti” skal organiseres, men hvorfor det er nødvendigt, kan man gå bag om et begreb som fraktionsfrihed. Det er ikke bestemt ud fra et abstrakt demokratisk begrundet princip, for at undgå at undertrykke mindretal af principielle grunde. I den nuværende klassekampssituation og over for partiets nuværende opgaver er det en nødvendighed. Dels for at få formuleret og generaliseret alle erfaringer og ideer i form af tendenser, og også for at få reflekteret hele summen af de erfaringer, som gøres i arbejderklassen og den indflydelse, det har på forskellige dele af partimedlemmerne. Partiets organisatoriske form er således bestemt af de politiske formål.
At være revolutionær i dag vil sige at tage konsekvenser.
IS’s brud med centrismen i VS og FFL er blevet mødt med nøleri og vaklen fra grupper, der har en lignende strategisk forståelse og erklæret enighed. Og en del af FFL-tendensen i VS ser IS’s selvstændige partiopbygning som et “substitutionistisk” træk, hvor revolutionære handler på vegne af en arbejderklasse, der ikke gør det, at partiet bliver vigtigere end klassens kamp.
Vi har andet sted i denne pjece argumenteret for, hvad der er en revolutionær organisations opgave i forhold til arbejderklassens kampniveau netop nu. Her skal bare lægges vægt på, at IS-traditionens stærke anti-substitutionisme (som vi især ser stalinismen og maoismen som ekstreme udtryk for) ikke skal føre til undladelsessynder eller handlingslammelse i forhold til partiopbygningen i dag. Og da bruddet med centrismen i VS og FFL er en kendsgerning, er det kakkelovnskrogen i VS, der er den største fare for blindgyde for revolutionære i dag, der forstår sig selv inden for samme tradition som IS.
Centrismen kan kort defineres som reformisme i handling og revolutionær i ord. I revolutionære situationer blomstrer centrismen op som politisk tendens og får masseindflydelse, der findes utilfredshed på masseplan, som er en trussel mod den borgerlige stat. Centrismens historiske rolle er at “opfange” radikaliteten og ønsket om forandring. En rolle, der ikke kun kan spilles i dobbeltmagtssituationer eller i skærpede klassekampssituationer. I ethvert mindre opsving og i mange arbejdskampe kan de samme træk og mekanismer genfindes. I den nuværende klassekampssituation spiller centrismen ikke den rolle at lede arbejderklassen væk fra opgøret med den borgerlige stat, men centrismen er samlingen af de revolutionære, som en del af den “højredrejning på venstrefløjen” som har fundet sted. Altså at samle resterne af ønsket om radikalitet, at samle de reaktioner blandt de revolutionære, som der er på demobiliseringen og på passiviteten både i bevægelserne og iblandt de militante dele af arbejderklassen.
At vende ryggen til bruddet med det VS, som nu går med stormskridt mod det venstrereformistiske vælgerforeningsparti, er at forvandle revolutionær kamp til en kamp om ideer, hvor en praksis i arbejderklassen vil være løsrevet fra revolutionær organisering og perspektiv. Det vil enten føre til kapitulation over for VS, hvor man gennem indflydelsen på arbejdspladserne yder det daglige (faglige) bidrag til “partiets samlede politik” (= VS’s venstrereformistiske parlamentarisk orienterede politik). Eller det vil føre til en mere eller mindre individuel praksis med ryggen til ønsket om partiopbygning, med fagforeningspraksis i centrum, altså en syndikalistisk udvej.
Det fortsatte ønske om en revolutionær politik inden for VS’s rammer vil forvandles til ceremonielle sammenkomster og til showforestillinger på kongresser, hvor ord og handling bliver totalt adskilt. Man har så bidraget med endnu en bekræftelse på den korte definition af centrismen.
Derfor er det bruddet med centrismen i VS og FFL, der skal “føres i bund”, og ikke afklaringerne og diskussionerne i VS. En sump er som bekendt bundløs, og man når aldrig dertil. Partiopbygning nu er derimod både en nødvendighed og en mulighed med dannelsen af IS. Dermed findes også rammer for afklaring og praksis omkring diskussionerne. Det drejer sig nu ikke om at fortolke og forklare partiopbygningen, for som Dronten siger til Alice Eventyrland (kapitel III): “Den bedste måde at forklare det på er at gøre det.”
Sidst opdateret 28.3.2015