Zu Trutz und Schutz. Festrede gehalten zum Stiftungsfest des Crimmitschauer Volksvereines am Sonntag, dem 22. Oktober 1871 von Wilhelm Liebknecht Efter det stenografiske referat.
På dansk som Til forsvar og angreb. En tale af W. Liebknecht, Social-Demokraten’s Forlag, Kbh. 1876.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 31. jan. 2015 fra perbenny.dk iflg. aftale. Der er indsat afsnits-ombrydning ifølge den tyske udgave.
Venner! Johann Jacoby har i sin berømte tale om »Arbejderbevægelsens formål« [Das Ziel der Arbeiterbewegung; PDF] sagt: »Oprettelsen af den mindste arbejderforening vil for den kommende kulturhistoriker have større værd end slaget ved Sadova«. Havde han talt et år senere, ville han kunne have tilføjet: »Og end alle hæderværdige sejre og smukke kavallerifægtninger« i de herrer Bonapartes og Bismarcks »hellige« krig.
Ja, oprettelsen af den mindste arbejderforening er en vigtigere kulturgerning end alle de »store bedrifter«, som det militæriske og monarkiske Europa har udført og fremdeles vil udføre på den såkaldte ærens mark. I den mindste arbejderforening lever og røres nutidens ideer, bliver løsningen forberedt af de store spørgsmål, som bevæger vor tid, medens soldatens hånd kun skal føre mordvåbenet for at forsvare og opretholde fortidens overlevede skabninger. Enhver arbejderforening er en ranke af den ny kultur, plantet i menneskehedens vinbjerg, som de »herlige krigshære« kun ødelægger; en skole af ægte, menneskebefriende dannelse, som trues af sejrherrerne i slagene; et stykke af den ny verden, der, rammet ind i den gamle verden som en kile, vil medvirke til at sprænge den.
To verdener står nu skarpt lige over for hinanden – de besiddendes verden og de ikke-besiddendes verden -, kapitalens verden og arbejdets verden, – undertrykkernes verden og de undertryktes verden -, bourgeoisiets verden og socialismens verden – to verdener med modsatte formål, modsatte bestræbelser, modsatte anskuelser og med forskellige sprog, to verdener, der ikke kan bestå ved siden af hinanden, af hvilke den ene må gøre plads for den anden.
I krigen mellem Frankrig og Tyskland tegnede omridsene af de to verdener ved skinnet af brandkuglerne og de brændende købstæder og landsbyer sig skarpt fra hinanden, så at de blev kendelig selv for de svageste øjne: her repræsentanterne for den gamle verden, prædikende had til og foragt for nabofolket, opstillende menneskemord i det store som menneskenes højeste formål, opirrede lidenskaberne, kvælende tænkningen og ofrede humaniteten på en snæverhjertet, fanatisk patriotismes alter – hist, stående afsides, den ny verdens repræsentanter; rolige ved siden af den vildtbrusende strøm; nøgterne midt i det nationale deliriums orgier; urokkede af bebrejdelser, anklager, angreb, forfølgelser; stolt bydende modstanderne panden og tilråbende dem:
»Hvad i stempler som de fornemste pligter, er i vore øjne usædeligt; hvad i priser som de højeste goder, strider imod fornuftens og retfærdighedens fordringer. Det menneske, der bor på den anden side af vore grænsepæle, er lige så vel et menneske som vi; folkene er brødre og skal elske hverandre i stedet for at kvæle hverandre. Mord er og bliver mord, også når morderen og den myrdede taler forskellige sprog og bærer brogede kjoler; men mord er en forbrydelse, og forbrydelsen ophører ikke at være forbrydelse, fordi den udøves efter en stor målestok. Udfaldet forvandler ikke uret til ret. Hvad I kalder hæder, er for os det modsatte af hæder; hvad I kalder for ære, er for os det modsatte af ære, og de triumfer, som I praler med, er for os kun barbariets triumfer; krigen, selv den mest »hæderfulde«, er en synd imod menneskehedens hellige ånd – en ulykke for sejrherren såvel som for den overvundne. Ordet »fædreland«, som I fører i munden, har intet trylleri for os; fædreland i eders forstand er for os et overvundet standpunkt, et reaktionært, kulturfjendtligt begreb. Menneskeheden lader sig ikke indespærre mellem nationale grænser; vort hjem er verden: ubi bene, ibi patria – hvor det går os godt, dvs. hvor vi kan være mennesker, der er vort fædreland. Eders fædreland er for os kun et elendighedens sted, et fængsel, en jagtgrund, på hvilken vi er det hidsede vildt og mangen af os ikke engang har et sted, hvorpå han kan hvile sit hoved. I kalder os foragteligt »fædrelandsløse«, og I har selv gjort os fædrelandsløse!
Og hvorledes kan I, der med salvelse råber på eders kristendom, bebrejde os, at vi ikke er »nationale«? Er ikke netop dét et af den kristelige religions mest fremtrædende kendetegn, at den udvidede hebræernes gud til at være en almen menneskelig Gud, altså, for at tale i nutidens sprog, tilintetgjorde nationalitetsprincippet og fortrængte den nationale tanke ved den internationale tanke! Ud af eder taler kun fordom og egennytte; menneskehedens interesse fordrer, at det skal falde, som i repræsenterer! Og menneskehedens interesse vil overvinde eders særinteresse. Eders triumfer påskynder kun eders fald. I klokkeklangen ved højtideligholdelsen af eders sejre hører vi allerede gravklokkeklangen over eders herlighed.«
Med uhyggelig forbavselse så modstanderne det uventede skuespil, hørte de den ny verdens fremmedklingende sprog. Vel var der kun et forsvindende mindretal, som protesterede i menneskehedens navn; men enhver for herredømmet kæmpende sandhed er al tid i mindretal – og den sejrende sandhed har stedse flertallet for sig. Vel bestod dette mindretal næsten udelukkende af arbejdere, af dem, som det nuværende samfund har gjort arveløse – men, hvorledes skulle det også kunne være anderledes? Det har stedse været de undertrykte, som har plejet frihedens og humanitetens flamme; thi nøden er menneskets bedste, ja eneste lærer. Den svage lærer den at bede, den stærke at bruge sine kræfter – til at tænke og handle for at opnå befrielse. Nu til dags er det arbejderne, som, trængte af nøden, har helliget sig til befrielsesværket – således som det i middelalderen var bønderne, der forkyndte frihedens og lighedens evangelium, således som i begyndelsen af vor tidsregning den kristne lære udfoldede sig i de fattige og lidende.
Det er ikke nu den første gang, at der således står to verdener lige over for hinanden. I forrige århundrede, da borgerskabet endnu var politisk undertrykket, havde det allerede skabt sig sin egen verden i tanker og anskuelser, som stod i den grelleste modsigelse til den herskende verden, og som tilsidst åndelig underkastede sig denne – en »moralsk« sejr, der måtte efterfølges af den materielle i Den franske Revolution.
Dog, – historien frembyder en endnu mere slående parallel: det gamle Romerrige står på magtens tinde; det har ikke mere at erobre, fordi alle jordens lande allerede er det skatskyldige. De store svælger i den mest forfinede luksus, masserne vansmægter i slaveri. Da oprøres den underkuede, nedværdigede mængdes samvittighed imod slige skændige tilstande, og der begyndes en bevægelse, som, i begyndelsen foragtet og latterliggjort af magthaverne og de store, lidt efter lidt indgyder dem frygt og foranlediger dem til de hæftigste og grusomste forfølgelser mod bekenderne af den ny lære. Men forfølgelserne avler kun martyrer og styrker sagen, som de skulle tilintetgøre. Man forbyder de frygtede »fjender af staten og samfundet« (thi det var de kristne), man forbyder dem at forsamle sig – de forsamler sig i katakomberne; man opfinder de mest raffinerede pinsler, man iklæder døden de gyseligste skikkelser – forgæves, døden har ingen bråd for de forfulgte, og under de skrækkeligste smerter smiler de blot medlidende ad de dårer, som bilder sig ind at kunne dræbe en ide. »Er vor sag guds, så vil I ikke kunne få den til at gå til grunde; men er den ikke guds, så vil den uden eders hjælp gå tilgrunde!« Således tilråber de deres bødler, og iler glade, sejrsvisse til retterstedet. »Er vor sag guds« – det vil, oversat i nutidens sprog, sige: er det, som vi tilstræber, en kulturfordring, er det i overensstemmelse med menneskehedens åndelige, sædelige og materielle interesser, så kan det ikke udryddes ved nogen som helst magtanvendelse; men er det ikke »guds«, det vil sige: er det i modstrid med disse interesser, så må det gå tilgrunde i denne modstrid – uden at der behøves voldsomme undertrykkelsesforsøg, der i det højeste kan puste et skinliv i den hendøende.
Nuvel, – »løvekulen«, »ormegården«, korset, bålet – hvad var deres virkning? Den menneskelige samvittigheds revolution skred uophørlig fremad, kristendommen overvandt det almægtige hedenskab, den ny verden styrtede den gamle.
Her er en bemærkning. Det er langtfra, at jeg tror de sædvanlige traditioner om den såkaldte »urkristendom«, og det er endnu mindre tilfældet, at jeg betragter den moderne civilisation som en følge af kristendommen. Denne sidste opfattelse er afgjort urigtig, er endogså en stillen på hovedet af sandheden. Der kan med lethed føres bevis for, at ethvert åndeligt og materielt fremskridt, som menneskeheden har gjort siden kristendommen blev statsreligion, er gjort i kamp mod kristendommen.
Hvad hin epoke angår, da kristendommen bar forfølgelsens tornekrone, så hører ganske vist legenderne, myterne af ældre og nyere datum, som man fortæller os, til fablerne, og det kan ganske vist ikke nægtes, at videnskab og kunst var fremmed for bekenderne, af den ny lære og endog også, fordi de ansås for uadskillelige fra hedenskabets sag, på det bittreste blev bekæmpet af dem – men desuagtet ville det være en lige så stor dårskab, som den er, man nu gør sig skyldig i lige over for os, hvis vi ville nægte, at den kristelige bevægelse med nødvendighed har udviklet sig af de daværende forhold, og at der behøves denne sædelighedsprotest, denne protest af den i mennesket boende lighedsfølelse, for at opløse det bundrådne, på slaveri hvilende hedenske samfund og således åbne vej for menneskeheden til videre fremskridt. Rigtignok fulgte der ovenpå det klassiske hedenskabs fald en lang, mørk nat. Kristendommen, som statsreligion, fjernede sig fra de principper, som den skyldte sin sejr, og blev selv et værktøj for undertrykkelse. Dog menneskeheden lod sig ikke standse i sin gang. Lighedens, broderskabets og frihedens ideer blev ved at spire under samfundets overflade. Forgæves søgte statskirken at lægge ånden i lænker, forgæves oprettede den sin inkvisitionsret. Den kunne brænde legemerne, men de evige tanker hævede sig, fønikslig, med ufortærede vinger af asken. Hundredetusinder af kættere blev ofrede, »ufejlbarheden« fejrede de mest glimrende triumfer – i øjeblikket. Enderesultatet var, at kætterne sejrede over deres dommere. Reformationen brød pavedømmets magt, og nu er den ufejlbarlige pave overgivet til sine fjenders nåde, en genstand for medlidenhed, ikke mere for frygt.
Sandelig, den, der i det hele taget er i stand til at lære, han skulle af de religiøse forfølgelsers historie lære, at det er vanvid at ville dreje det menneskelige fremskridts hjul tilbage. Således som middelalderens kætterdommere er blevet fordømte af menneskehedens domstol, således vil også de moderne kætterdommere, der har vovet at ville kvæle socialismens nye lære ved politiforfølgelser, blive fordømte af menneskehedens domstol og således som middelalderens kættere til sidst sejrede over kætterdommerne, således vil også nutidens kættere vinde sejr over nutidens kætterdommere. Eller tror man, at der er mindre livskraft i vore ideer, end i de kristelige martyrers? Indbildning!
Den samme rolle, som kristendommen spillede ved Romerrigets fald, spiller nu socialismen lige over for bourgeoisi-verdenen. Ligesom dengang har vi en rejsning af samvittigheden imod den rå materialisme (må vel adskilles fra den videnskabelige materialisme, som jeg selvfølgelig ikke er fjendtlig stemt imod), der, fuldstændig ideløs, nedværdiger mennesket til kvæg eller vare. Ligesom dengang er det de fattige og arveløse, hos hvem sæden til den ny verden er spiret frem. Ligesom dengang har vi bruddet med de nationale fordomme. Men der er en væsentlig forskel: socialismen har ikke videnskaben imod sig, men den har i videnskaben sin uomstødelige støtte, skønt videnskabens præster for størstedelen står i mammons tjeneste. Den er ikke blot en følelsessag, men også en forstandssag. Den hviler på en klar erkendelse af de herskende samfundsforhold og har et bestemt, gennemførligt program for samfundets og statens fornyelse, men lad os blot sige: samfundet, thi staten er ikke andet end det (mer eller mindre godt) organiserede samfund. Som følelses- og samvittighedssag har den kristendommens hele styrke – jeg taler her vel at mærke kun om den kristelige bevægelse i dens første stadium – som forstandssag har den videnskabens styrke. Men når følelsen alene gjorde de første kristne uimodståelige, hvor håbløs må da kampen være imod socialismen, som følelsen giver religionens styrke, forstanden videnskabens styrke? Hvis ordet religion ikke kunne mistydes, så ville jeg sige: socialismen er både religion og videnskab. Rodfæstet i arbejdernes hoved og hjerte kan socialismen hverken udryddes ved list eller magt, hverken ved sofistiske skingrunde eller ved politi og fængselsgeværer. I enhver arbejder findes bevidst eller ubevidst, mer eller mindre udviklet, socialismens spire; og denne spire – spiren til den ny verden, kan ikke kvæles. Der hjælper ingen løgn, ingen øjentillukkelse, ingen forfølgelser, intet angiveri, intet myrderi. Bevægelsen fuldbyrder sig med en naturlovs nødvendighed. Forfølgelser styrker kun socialismen, ligesom de styrkede kristendommen. Arbejderne kan dø for deres overbevisning, således som de kristne gjorde det; socialismen har sine martyrer, ligesom kristendommen, og bliver endnu titusinde, endnu hundredtusinder myrdet, socialismen vil derved lige så lidt blive standset i sin endelige sejr, som kristendommen blev det. Af enhver martyrs blod vil der fremstå hundreder af nye martyrer, den forøgede fare vil stålsætte modet, og – for at bruge et udtryk fra Den franske Revolution – den, der har sluttet pagt med døden, ham er sejren tilsikret. Lad »blod og jern« indjage feje stakler angst, – vi spotter truslerne og farerne.
Lad os kaste blikket på Frankrig, den store politiske og sociale forsøgsmark, hvor for få år siden Kommunens forfærdelig storartede tragedie blev spillet.
Det socialistiske proletariat, som af begivenhedernes svulmende bølger var blevet løftet op på den politiske magts toppunkt, bukkede efter en heroisk kæmpekamp under for de prøjsiske og franske hæres forenede anstrengelser. Fyrretyve tusinde arbejdere blev nedhuggede i og efter kampen, lige så mange toges til fange for at falde som ofre for den »tørre guillotine« i usunde fangehuller, i dunstopfyldte skibsrum, i Cayennes giftige sumpe. Hvilken jubel blandt den gamle verdens repræsentanter! Det sociale spørgsmål var skaffet ud af verden, socialismen var dræbt med de 80,000 socialister eller viet til døden.
Socialismen dræbt? De herrer har en dårlig hukommelse. 23 år før denne katastrofe var Paris skuepladsen for en lignende tragedie, ikke mindre storartet, om end ikke af så store dimensioner. Den franske Februarrevolution (1848) er dem bekendt i sine omrids. Proletariatet i Paris havde styrtet Juli-tronen. Det havde taget den liberale borgerskabs fraser om borgerkongedømmets fordærvelse for ramme alvor og grebet ondet ved roden. Men revolutionen var ikke en blot og bar frase for det, – det ville ikke afskaffe udsugningen og korruptionen i en skikkelse, for at sætte den på tronen i en anden skikkelse. Der blev dannet en provisorisk regering, hvis flertal bestod af honnette republikanere, med nogle repræsentanter for socialismen i tilgift. Arbejderne, der var mere tillidsfulde og højmodige end kloge, erklærede regeringen: »Vi ved, at flertallet af eder ikke ser med venlige øjne på vore bestræbelser, men vi vil om muligt undgå yderligere blodsudgydelse – vi tilstår eder 3 måneder; i tre måneder vil vi med tålmodighed bære alle savn; disse tre måneder skal være eders prøvetid. Ser vi efter denne frists udløb, at i er ærlige, at i har den gode vilje til at gøre noget for det hungrende proletariat, godt, så vil det sociale spørgsmål blive løst i fred. Men ser vi, at vi igen er blevet bedragne, nu, så må vi hjælpe os selv.«
Regeringen lovede alt og – holdt intet. Nationalværkstederne, som vor uvidende bourgeoisipresse har gjort til socialismens skabninger, blev oprettede for at vinde en arbejderarme imod socialismen, et forsøg, som imidlertid strandede på de franske arbejderes levende klassebevidsthed. Man kunne ikke tage proletariatet ved næsen – man måtte knuse det. De nødvendige forholdsregler blev trufne, og da bourgeoisiet troede sig sikker på resultatet, kastede det nationalværkstedernes 20,000 arbejdere på gaden og tvang dem til enten at dø af sult eller at kæmpe. Den tre måneders »hungerveksel«, udstedt d. 18 marts, var netop forfalden. D. 21 og d. 22 juni forberedte proletariatet sig til kampen – den næste dag udbrød slaget. Det kan ikke være min opgave her at oprulle juni-insurrektionens enkeltheder. Kort sagt – efter en fire dages heltemodig kamp blev 40,000 arbejdere overvundne af en arme på 80,000 regulære soldater og 40,000 national og mobilgarder. De forfærdeligste gyseligheder blev udøvede af sejrherrerne – tusinder af fanger blev myrdede; man regner, at 12.000 faldt i kampen eller blev nedhugget bagefter; og omtrent lige så mange fanger, som man undså sig ved straks at dræbe, blev deporterede til Lambessa og Cayenne, hvor de fleste af dem bukkede under for mishandlingerne og klimaet.
Bourgeoisiets jubel over juni-kæmpernes nederlag var grænseløs. Socialismen var tilintetgjort, »samfundet var frelst« tilligemed alt, hvad der hører med dertil: »familie«, »ejendom«, og gud ved, hvilke dejlige ting, som bourgeoisiet ærer i ord og i virkeligheden træder under fødder. Socialismen var død. Tolv tusinde »banditter«, »mordbrændere«, »moderne barbarer« – dog jeg kan ikke opregne alle de skældsord, som dengang var i omløb; læs den nuværende presses artikler om Kommunen i Paris, og de har hele fortegnelsen: bourgeoisiets journalistiske håndlangere har ikke gjort sig den ulejlighed at opfinde ny skældsord – tolv tusinde socialister dræbte, tolv tusinde på vejen til den »tørre guillotine« – hvem kunne så tænke på nogen fare i fremtiden? Socialismen var død og begravet; jorden blev trampet fast over ligene – hvorledes kunne socialismen igen opstå?
Tiden gik – republikken måtte snart lægges i graven ved siden af socialismen. Og ovenpå graven stillede Napoleon sin trone – hvorledes kunne den døde socialisme igen opstå? »Blod og jern« regerede; pressen blev kneblet eller købt; intet lodes uforsøgt for at vinde arbejderne for kejserdømmet; massernes tankegang blev systematisk forgiftet; det offentlige og hemmelige politi blev udvidet, organiseret og gjort til den øverste statsinstitution; armeen blev, hvad der er dens sande bestemmelse i nutidens stater – gjort til prætorianergarde og dresseret til at angribe folket, således som en buldog dresseres til at angribe en mand; kort sagt, alle den reaktionære statskunsts hjælpemidler blev opbudte for at forebygge et nyt udbrud.
Mere kunne ingen regering gøre, end Bonaparte gjorde, og jeg tror næppe, at der gives nogen anden regering, som vil være i stand til at gøre lige så meget. Hvad Bismark og Stieber nu udretter i den retning, er kun, hvad de har lært af kejserdømmet. Intet under, at Bonaparte blev bourgeoisiets afgud; ikke alene det franske bourgeoisies, nej, alle landes, i særdeleshed det tyskes. Enhver af dem, mine venner, hvis hukommelse når nogle år tilbage, vil mindes den byzantinske tilbedelse, som vor liberale presse helligede manden af anden december. Han var forsynet i menneskeskikkelse, udstyret med alvisdommens og almagtens guddommelige attributter.
Og enden på visen?
Efter at kæmpen, der troedes død, havde ligget 22 år i jorden, begyndte den at strække lemmerne, og d. 4 september 1870 rejste den sig og steg op af sin grav – Bonapartes trone faldt og socialismen levede.
Et halvt år senere opstod Kommunen i Paris. Socialismen, som i 1848 kun havde holdt sig i 4 dage, trodsede nu i over 2 måneder den af Prøjsen understøttede ordens-soldateske, og kunne først overvindes efter 8 dages gadekamp.
Myrderiet var større end i 1848, og tallet på dem, der blev deporterede, var dobbelt så stort. Det franske bourgeoisi ville dengang gøre rent bord, og de øvrige landes bourgeoisi tilklappede det bifald. Men desuagtet er socialismen ikke død. Den lever i Paris, i Frankrig, i Tyskland, i alle kulturlande – den lever i enhver arbejder, som har et hjerte til at føle med og et hoved til at tænke med. Bourgeoisiet kan dog ikke dræbe enhver arbejder, og selvom det lykkedes for det, hvad havde det så opnået?
Det havde begået selvmord.
Bourgeoisiet eksisterer ved arbejderne. Uden arbejderne hører det op at eksistere, og ved arbejderne styrtes det – af dette dilemna (denne klemme) kan det ikke slippe ud. Bourgeoisiets udvikling betinger et voksende proletariat; og proletariatet bliver af de økonomiske forhold trængt hen imod socialismen. Jo mægtigere bourgeoisiet er, desto talrigere er proletariatet, desto stærkere den socialistiske bevægelse, desto mægtigere bourgeoisiets modstandere. Vil bourgeoisiet vedblive at være bourgeoisi, så må det styrke proletariatet og derigennem socialismen, der må tilintetgøre bourgeoisiet. Bekæmper det proletariatet og socialismen, så ødelægger det grundlaget for sin egen magt, sin eksistens. I denne cercle vicieux, denne »slemme cirkel«, må det gå til grunde.
Med »blod og jern« kan den socialistiske bevægelse ikke skaffes ud af verden. I juni 1848 blev det forgæves forsøgt, og blodbrylluppet i Paris i maj 1871 havde ikke noget bedre resultat. Således som juni-insurrektionen højtideligholdt sin opstandelse i Kommunen, således vil også Kommunen engang højtideligholde sin opstandelse, og udbruddene vil gentage sig med voksende magt, indtil den gamle verden har udtømt sine hjælpekilder og styrter sammen – hvis der da ikke findes nogen fredelig udvej. Men derom senere.
Den rå magt er ude af stand til at kvæle socialismen. Den, som er gennemtrængt af bevidstheden om sin ret, kender ingen frygt. Man kaste os i fængsel, man dræbe os – vor sag vil ikke lide derved. Den ubetvingelige ånd, der satte de gamle kristne i stand til smilende at bære deres martyrium, den besjæler også os socialdemokrater. Vi skrider fremad på den vej, som vor overbevisning byder os at vandre, og om den end bedækkes af lig, vi marcherer fremad, som en stormkolonne, hvis rækker fortyndes af de fjendtlige kugler – indtil vi har nået målet.
At der ikke kan udrettes noget med magt imod socialdemokratiet, det har vore modstandere nu endelig lært at indse; de vil bekæmpe os med »åndelige« våben. De stifter arbejderforeninger, i hvilke der læres arbejderne, »at der hersker den fuldstændigste »harmoni« mellem kapital og arbejde, at arbejderens sande interesser fordrer, at han går sammen med arbejdsgiveren, og at det sociale spørgsmåls stridsæble kun af en håndfuld ærgerrige, samvittighedsløse eller overspændte folk er kastet ind imellem de to klasser.« Nå, lad modstanderne blive ved med at stifte arbejderforeninger, de stifter dem for os!
At harmonilæren er falsk, det lærer den daglige praksis arbejderen på den mest følelige måde. Og er han i begyndelsen, påvirket af bourgeoisipressen, nok så indtaget imod socialdemokratiet, vil han dog snart rende næsen imod klassemodsætningen og med legeme og sjæl blive stødt ind i den sociale konflikt. Erfaringen vil lære ham, at arbejderens og arbejdsgiverens interesser under den nuværende kapitalistiske produktion er hinanden stik modsatte; at det f.eks. ligger i arbejderens interesse at forlange en så høj løn som muligt, og i arbejdsgiverens at give så lille en løn som muligt. I denne differens – ikke at tale om de to klassers almindelige politiske og sociale stilling – ligger allerede kilden til uendelige, uophørlige rivninger og stridigheder, med et ord: klassekampen i mere eller mindre skarp form. Man har da også oplevet, at de mest forbitrede og mest omfattende strejker – strejker er næstefter kampen med våben i hånd klassekampens kraftigste form – udgår fra arbejdere, hvem evangeliet om harmonilæren var blevet indprentet. Den fromme tænkemådes teoretiske mælk var på grund af den praktiske behandling fra arbejdsgivernes side blevet forvandlet til en gærende dragegift. Ved denne lejlighed kan det nævnes, at den nyere tids værste »arbejderoprør« er foregået i et prøjsisk statsbjergværk (Königshütte), hvorfra ethvert atom af socialistisk gift omhyggeligt var holdt ude.
Jeg antager, at det anførte er tilstrækkeligt til at stille den påstand, at den sociale bevægelse skyldes nogle få, i det rette lys. Men lad os gå noget dybere ind på dette spørgsmål. Altså et par mænd skal være årsagen til en bevægelse, der samtidig har grebet alle kulturlande, og som næsten i en menneskealder direkte har bestemt Europas historie, en bevægelse, uden hvilken f.eks. ikke kan tænkes det andet franske kejserdømme, der igen har affødt den bismarkske periode. Hvilken fornærmelse mod arbejderne ligger der ikke i denne antagelse! Hundrede tusinder, millioner af arbejdere skulle have ladet sig fordreje hovedet af et par mennesker og følge dem blindt hen, således som en fåreflok løber bag efter klokkefårene! O, I herrer storborgere og andre reaktionære! Hvis arbejderne var så uselvstændige, som i forudsætter om dem, eller dog foregiver at forudsætte, så ville de sprælle i eders net, thi I lader det sandelig ikke mangle på anstrengelser for at fange dem, og I råder dog virkelig over tusinde gange flere midler til moralsk og materiel påvirkning end socialdemokratiet!
Desuden er der et væsentlig kendetegn ved vort parti, at det principmæssig bekæmper autoritetstroen og tilbageviser enhver tanke om personligt førerskab. Men antagelsen er ikke alene en fornærmelse mod arbejderne, er ikke alene urigtig i det foreliggende tilfælde, men den er tillige fuldstændig uvidenskabelig, den hidrører fra en anskuelse, der hviler på en fuldstændig ukendskab til den historiske udviklingsproces.
Barnet med dets livlige fantasi og dets uudviklede forstand befolker verden med prinser, kæmper og troldmænd. Det ser overalt kun noget overordentligt, vidunderligt, sporer overalt hemmelige kræfters virksomhed. På det samme barnlige, eller rettere barnagtige, standpunkt står alle de, der betragter den menneskelige historie som et produkt af nogle overordentlige, over det almindelige menneskelige mål fremragende mænd, snart gode, snart slette, og som i enhver tildragelse, enhver bevægelse ser dette eller hint individs lune, vilkårlighed, hvilket individ, for at være brugelig til den det tiltænkte rolle, udstafferes med alle mulige overnaturlige egenskaber. Fra dette standpunkt udgik indtil den nyeste tid mere eller mindre hele vor historieskrivning, der ikke var andet og desværre endnu ikke er andet for den store mængde – for hvilken videnskabens nyere værker ikke er tilgængelige – end en sammenstilling af navne på berømte fyrster, feltherrer og andre herrer (jeg tager her dette ord i meget udstrakt betydning) med indflettede beretninger om slag, mordhistorier, statsaktioner, sammensværgelser – kort sagt: en sensationsroman af laveste slags, halvt ridder, halvt røverhistorie, halvt børneeventyr.
Den videnskabelige historieskrivning (må vel adskilles fra den lærde), der endnu er meget ung og i engelskmanden Buckle har sin hovedrepræsentant, opfatter den menneskelige udvikling som det nødvendige resultat af vekselvirkningen mellem mennesket og naturen.
Den kender, således som videnskaben i det hele taget, ingen vilkårlighed, kun nødvendighed, intet lune, kun mangfoldighed, intet vidunderligt og overordentligt, kun hvad der er naturligt og hvad der følger almindelige love. De gamle eventyrlige historiers eller historiske eventyrs vidunderskikkelser forsvinder for kritikken, som tågebilleder for morgensolen; herokultusen kastes ind i overtroens pulterkammer – »de store mænd« fornedres og menneskeheden ophøjes.
Historiens gang er en uafladelig kamp af mennesket mod naturen, en uafbrudt kamp for tilværelsen, først kamp for ikke at blive overvældet af naturen, så kamp for at overvælde naturen. Udbyttet af denne hundredtusindårige kamp er vor nuværende kultur.
Mine venner, de ved utvivlsomt alle, at den bibelske skabelsesteori er blevet omstødt af videnskaben. Mennesket er ikke i fuldkommen skikkelse fremgået af skaberens hånd og derefter udartet, så at gud måtte sende profeter, frelsere og andre vidunderlige væsener til verden for at frelse de »i hans billede skabte« fra fuldstændigt forfald. Menneskeslægtens alder er heller ikke blot 5 eller 6 årtusinder. De geologiske granskninger har hævet det til vished, at jorden i sin faste skikkelse – om materiens alder, hvoraf jorden består, kan der ikke tales, da materien hverken har begyndelse eller ende – at jorden i sin faste skikkelse er millioner af år gammel, og at mennesket i hundrede tusinder af år har eksisteret i en tilnærmelsesvis lignende skikkelse som dets nuværende. Allerede for myriader af år siden, sammen med mammutdyret, havde mennesket, som vi ser af de fundne stenredskaber, nået en kultur, som stiller det højt over dyret og lader slutte til talløse generationers forudgåede arbejde. Vi må ikke beregne urtidens fremskridt efter nutidens hurtige fremskridt. Nu, da vi står på alle tidligere slægters skuldre, og har deres opsamlede kulturarbejde i og om os, er fremskridtets faktorer i høj grad potenserede (forstærkede), medens det mindste fremskridt i urtiden var årtusinders værk, hvad der må sluttes af den ringe forskel på det opgravede værktøj og andre redskaber fra langt fra hinanden liggende epoker. Urmennesket var ikke det opretgående, stolt imod himlen skuende, på den hvælvede pande sit adelsbrev som skabningens herre bærende væsen, hvorom det gamle testamentes myte fortæller. Dets stamtræ stiller det afgjort i andre dyrs række – ligesom disse har det gennemgået udviklingstrinene ud fra den simple celle. Men takket være et sammentræf af gunstige betingelser lykkedes det for det at tage luven fra sine slægtninge.
Hvilke kolossale tidsrum der er hengåede førend mennesket indtrådte i den historiske tidsalder, det lader sig kun ane, ikke beregne. I hvert fald er den historiske tidsalder kun et ubetydeligt tidsrum i sammenligning med den forhistoriske tid, det vil sige den dunkle periode, i hvilken mennesket ikke var i stand til at skabe blivende mindesmærker om sin tilværelse. Den historiske tid begynder først at dæmre med, at mennesker slutter sig sammen i samfund. Så længe menneskene stod alene, i det højeste havde nået at slutte sig sammen i hjorde, således som mange dyr gør. Det, havde de ingen historie. Først fra det øjeblik af, da mennesket bliver samfundsdyr, »politisk« dyr, zoon politikon, begynder dets historie.
Som enkelt kunne det ikke hæve sig over dyrene, det kunne det kun i selskabet, samfundet, i fællesskab med sin lige. Først ved samfundet bliver mennesket menneske. Alt fremskridt, al kultur er samfundsværk. Og jo mere samfundskredsen udvider sig, des raskere er fremskridtet, desto mere intensiv er kulturen.
Fra enkeltstående individer udvidende sig til stamme, til nation og sluttelig til verdensborgerskab – det er menneskeudviklingens gang.
Først i samfundet ligger spiren til sædelighed. Menneskene må fatte, at det er fordelagtigere for det at forbinde sig med sine medmennesker end at leve i krig med dem, og derved i bestandig frygt for fare. Grundvolden for al moral: »gør imod din næste, hvad du vil, at han skal gøre imod dig«, er et produkt af nøden, som fremkaldte den erkendelse, at menneskene har solidariske interesser. Ganske vist, solidariteten gjaldt i førstningen kun for meget snævre kredse af nærstående og blev kun udvidet i en lang skole af ubehagelige erfaringer, indtil vi nu endelig er nået så vidt, at de sidste skranker kun opretholdes ved hjælp af bajonetter. Begrebet den almene menneskelige solidaritet er det højeste kultur og moralbegreb; fuldstændig at virkeliggøre dette begreb, det er socialismens opgave.
Altså, kulturen er samfundsværk. Ethvert menneske, der har levet, har måttet føre kampen for tilværelsen og i denne kamp medvirket til at grundlægge menneskets herredømme over de øvrige skabninger og naturen. Enhver enkelt har bidraget sin del til summen af den ophobede kultur. De »store mænd«, hvorom de historiske myter melder, har, for så vidt de virkelig har levet, ligeledes givet deres lille skærv dertil – muligvis, begunstiget af omstændighederne, en lidt større skærv end deres ubekendte medmenneskers -, men i hvert fald blev de kun sat istand til at yde noget mere ved samfundet. Medens de historiske myter lader folkene blive til det, som de er, ved nogle store mænds vidunderlige gerninger, lader omvendt den kritiske historie de store mænd fremtræde som et produkt af folkene. For videnskabens øjne finder de politiske guder lige så lidt nåde som de religiøse. Ligesom de kristne i sin tid kastede hedningernes gudebilleder ned fra deres piedestal og viste folket, der med forfærdelse så til, at den frygtede, undergørende gud ikke var andet end mørt træ eller en stenhob, således river videnskaben de »store mænd« ned fra deres sokkel og beviser, at folkene i dem ikke havde forbavset sig over andet end deres eget hjernespind. Lad os, for af historiemyten at fremdrage en af de vældigste, betragte – Napoleon. Hvilke legender knytter der sig ikke til hans navn! Hvilke overmenneskelige gerninger tilskrives der ham ikke! Velan, den historiske kritik har berøvet ham den glorie, der omgav ham, og degraderet vidundermanden til en simpel eventyrer, der med en rutineret spillers færdighed benyttede revolutionsbrændingens tilbageslag og svang sig op i en stilling, som forholdene frembød; hans ydelser på det militære og lovgivende område er blevet berøvede deres lånte, deres stjålne glans, og det er blevet bevist, at han på alle områder skylder sin hæder til Den franske Revolution – altså ikke til et enkeltmenneske, men til et stort menneskesamfund (på forvaltningens, krigskunstens og lovgivningens område har Napoleon, som det nu er blevet konstateret, kun smykket sig med Nationalforsamlingens, og Konventets fjer).
I overensstemmelse med historiens revolution og i den rigtige erkendelse, at menneskene ikke kan være fri, så længe de ikke har befriet sig fra enhver overtro og navnlig fra al personkultus, der er den farligste afgudsdyrkelse, fordi de på jorden boende guder er os nærmere og derfor farligere end de til himlen henviste – i erkendelse af denne sandhed ødelagde Kommunen Vendomesøjlen. Lad os håbe, at alle deslige guder, de levende såvel som de af jord eller marmor, må blive styrtede i grus.
Den videnskabelige historie er demokraternes grundigste lærer, fordi den fremstiller aristokratiets fordringer i deres intethed. Den lader heroerne, heksemestrene forsvinde og bringer til gengæld mennesket til gyldighed og enhver til gyldighed. Ikke nogle få udvalgtes underkraft skylder vi vor kultur – nej, menneskeheden har hævet sig, således som det stille havs koraløer hæver sig, ved talløse slægtleds millioner og milliarder individers kollektive arbejde. Lad mig bruge en anden lignelse: de har uden tvivl, mine venner, hørt tale om infusionsdyrene, der, skønt de er så små, at de kun bliver synlige gennem et forstørrelsesglas, dog på grund af deres massearbejde har de forandret jordens overflade. De har vel også hørt, at Berlin for en del står på et lag af infusionsdyr. Nu, således som disse infusionsdyr i tusinder og atter tusinder af år har måttet arbejde for at danne fundamentet for den »ny kejserstads« pragtbygninger, således måtte tusinder og atter tusinder af menneskeslægter virke for at danne fundamentet til nutidens kultur. Ikke dette eller hint menneske har bragt os på vor nuværende højde – nej, det er alles kollektivarbejde. Selvom alverdens vidundermennesker, de gode så vel som de slette, ikke havde levet, ville vi være netop så vidt som vi er.
Vore modstandere anerkender dette ubevidst, idet de – lig de ville, der gennemprygler deres guder eller slår dem i stykker, når de ikke præsterer de af dem forlangte undere – kaster deres menneskelige afguder i snavset, når de ikke mere yder de af dem ventede tjenester. Således blev Napoleon den Tredje, der for få år siden blev anset for verdens største statsmand, kastet i støvet og foragtet af sine tidligere tilbedere. I hans sted bliver nu Bismark tilbedt. Hvor længe? Det ved vi ikke; men hvad vi ved, er, at også denne gud vil blive styrtet, og at de, som nu på den mest slaviske måde ofrer ham vellugtende røgelse, da vil være de ivrigste til at fordømme ham.
Venner! Tilgiv mig denne korte afstikker. Jeg ville kun godtgøre, på hvilke ugrundede forudsætninger den antagelse hviler, at den menneskelige udvikling er et værk af enkelte, i det gode eller det onde udmærkede individer. Hvad der gælder om fortiden, gælder også om nutiden. Den påstand, at den nuværende sociale bevægelse er fremkaldt af nogle få, er helt igennem uvidenskabelig og kan kun fremsættes af børn, ignoranter og politimennesker, kan kun troes af børn, ignoranter og politimennesker.
Men vor stræben er revolutionær! Revolution! Gyselige skræmmebillede for kællinger af begge køn! Ja, vi er revolutionære! Vi vil en fuldstændig omordning af det nuværende samfund i det hele og i det enkelte. Men lad os se skræmmebilledet fast i øjnene, så taber det det skrækindjagende. Vi lever midt i revolutionen og vi lever ved revolutionen. Hele den menneskelige historie er en vedvarende revolution. Historien er revolution i permanens. Den er vorden, vækst, veksel, fremskridt – bestandig forandring, fordi den bestandig er skabende liv. Sålænge mennesket lever, er det revolutionært. At det er utilfreds med det, som det har, stedse stræber efter noget højere – deri ligger netop dets menneskelige væsen. Hører mennesket, hører menneskeheden op at være revolutionær, så hører mennesket, så hører menneskeheden op at eksistere. Revolutionen, bevægelsen er liv – ikke-revolutionen er død.
Ordet revolution har rigtignok en anden snævnere betydning. Man forstår derved det »voldsomme« brud med de bestående stats- og samfundsformer.
Godt, det voldsomme brud – hvorved, af hvem fremkaldes det? Hvem bærer ansvaret for alle hidtidige »revolutioner«? Ikke de, der i henhold til lovene for den menneskelige udvikling tilstræber ny former for det ny indhold, ny udtryk for de ny ideer – nej, de har skylden, som af kortsynethed eller egenkærlighed søger at stanse den menneskelige udviklings naturlige, nødvendige gang. Ligesom strømmen – det er et tit brugt, men meget træffende billede – rolig flyder sin vej, når ingen hindring stanser dens løb, men danner vildtbrusende vandfald eller træder ødelæggende over sine bredder, når noget hæmmer den – således er verdenshistoriens løb. Kun hvor der optårner sig hindringer imod den, opstår strømhvirvler, vandfald, oversvømmelser – oprør, sammenrottelser, revolution. Alle revolutioner i denne snævre mening af ordet, hvorom historien melder, har ikke været de såkaldte revolutionæres værk, men deres, som kastede udviklingens naturlige gang hindringer i vejen.
Alle revolutioner bærer derfor ikke en aggressiv (angribende), men en defensiv (forsvarende) karakter. Defensiv var bondekrigen – den blev ført til forsvar for de helligste menneskerettigheder, som feudalstaten nægtede sin anerkendelse; defensiv var Bastillens bestormelse – den var blevet nødvendig på grund af hoftroppernes truende bevægelser; defensiv var stormen på Tuilerierne d. 10. august 1792 og Rædselsherredømmet – nødvendig for at værne Frankrig mod sammensværgelserne i det indre og angrebene udefra; defensiv var Juli-revolutionen imod bourbonkongens angreb på de borgerlige friheder; defensiv var Februarrevolutionen – imod det borger-kongelige herredømmes korrupte indflydelser; defensiv var endelig Kommunen, dette tragiske forsøg på at frelse den franske republik, efter at Frankrig for anden gang i løbet af få år var blevet forrådt af sin regering.
Og således vil der ej heller i fremtiden gives nogen revolution uden til forsvar. Vi er revolutionære, men den revolutionære bevægelse, i hvilken og for hvilken vi arbejder, vil kun da føre til voldsomheder og blodsudgydelse, når vore modstandere vil det, dvs. regeringen og bourgeoisiet.
Venner! Efter at jeg nu i al almindelighed har ført beviset for, at vor bevægelse ikke er kunstig tilvejebragt, men organisk vokset ud af forholdene, og følgerigtig heller ikke kan ophøre, førend årsagerne er fjernede, vil jeg nu i det enkelte omtale de vigtigste bebrejdelser, indvendinger og anklager, som den fjendtlige presse rejser imod os, og ved hvilke man dels søger at nedsætte vort parti i den offentlige agtelse, dels at få det til at falde fra hinanden.
Først og fremmest gør man sig systematisk umage for at sværte de såkaldte »førere« for at berøve dem de øvrige partifællers tillid. »Førerne«, siger man – og man kan daglig læse det i de store og små storborgerblade – »førerne lever af arbejdernes sved«, »de lever i sus og dus på arbejdernes bekostning«, »de betragter deres politiske virksomhed blot som en indbringende forretning«. Åh -, men jeg kender ganske vist folk, der mæsker sig af arbejdernes sved, som på arbejdernes bekostning lever i sus og dus, og det er de herrer storborgere, som bliver rige af deres arbejderes ikke fuldt betalte arbejde; og hvad embedsmændene angår, i det mindste de højere – thi de små embeds- og bestillingsmænd er proletarer så godt som nogen, og det ligger i deres interesse at gøre fælles sag med os – så spørger jeg: hvorfra kommer pengene til embedsmændenes lønninger? Kommer de måske ikke af skatterne? Og hvem betaler da skatterne? Ingen andre end arbejderne, der må betale alle skatter, også dem, som han ikke direkte betaler i form af skatter. Lad da de herrer tage sig selv ved næsen!
»Leve af arbejdernes sved!«
Sandelig, de herrer storborgere driver denne forretning så grundig, at der ikke bliver noget efterslæb.
Hvad er der da at få hos arbejderne? De har jo, takket være det nu herskende udbytningssystem, ikke så meget, at de kan skaffe sig og en familie en blot tilnærmelsesvis menneskelig tilværelse.
Var de såkaldte »førere« mænd, der ikke handler af overbevisning, men af egennytte, godt – så ville de henvende sig på det rette sted, der, hvor der er noget at få: til de herrer storborgere og til regeringerne, hvor der er så satans mange penge. Den, der vil sælge sig, sælger sig til den, som kan byde ham de fleste penge. Jeg vil ikke påstå, at de journalister, som efter ordre fra deres principaler kaster os denne beskyldning i ansigtet, ikke har en ærlig tro på det, som de siger, men i hvert fald har de det – held at tjene en sag, som har de fleste penge, ja, alle penge, og som kan betale dem godt, meget godt, og, hvis de har talent, endogså glimrende.
Ganske bortset fra pekuniære hensyn, hvilke »fordele« har så »førerne«? At de, stående i spidsen, tjener til skive for modstandernes angreb og øvrighedernes forfølgelser? Og hvad der er endnu værre, at de bliver revne ud af det regelmæssige erhverv, af livets sædvanlige baner? Kampen selv – med så uærlige våben den end føres imod os, thi vi er ikke alene politisk fredløse, men også moralsk, og man retter sig også lige overfor os efter det bekendte: contra haereticos nulla fides. Kætterne har hverken tro eller love – kampen selv har sin spænding og sin nydelse; men den forstyrrede, tit tilintetgjorte familielykke, eksistensens usikkerhed, næringssorgerne, der i ikke sjældne tilfælde stiger til ligefrem nød – er det en misundelsesværdig lod?
Den, der sælger sig, sælger sig for at kunne føre et luksuriøst liv, ikke for at savne, ikke for at hungre. Iblandt vort partis såkaldte »førere« kender jeg ikke en eneste, som ikke ved sin stilling i partiet har lidt materielle tab. Men heri ligger det bedste bevis for ærlighed, for uegennyttighed. Men for vore modstandere, som i praksis har gjort egoismen til deres ledestjerne, og i teorien til hovedhjørnestenen i deres folke-, dvs. storborger-økonomilære, er en sådan uegennyttighed en bog, tillukket med syv segl. De er ude af stand til at begribe, at der gives principper, idealer, som gør den, der har grebet dem, ufølsom for nød og fare. Kunne de begribe det, da var de ikke vore modstandere.
Ærgerrigheden, kappelysten er mægtige løftestænger, men en tusind gange mægtigere løftestang er pligtfølelsen, bevidstheden om at stå på rettens standpunkt. Med denne løftestang vil vi engang hæve verden af dens hængsler.
Mine venner! Jeg kommer nu til de forskellige bebrejdelser, som man gør socialdemokratiet i det hele taget i den dobbelte hensigt: at ophidse den offentlige mening imod os, og at bringe de svage, ikke fuldstændig principfaste medlemmer af vort parti til at vakle. Om og hvorvidt det første er lykkedes, vedkommer os ikke her; hvad det sidste angår, så er bestræbelserne i så henseende rigtignok fuldstændig unyttige, men det kan dog ikke nægtes, at partifæller for en tid er blevet forvirrede af deslige beskyldninger i de lokale blade. Lad os nu betragte de vigtigste beskyldninger en for en.
For det første bebrejder man os, at vi vil afskaffe ejendommen. Nu, mine venner, en mere grundløs beskyldning er aldrig blevet udtalt! Hvad er ejendom? Som fornuften og videnskaben lærer, gives der kun én kilde til værdiproduktionen i økonomisk forstand, nemlig arbejdet.
Kun arbejdet skaber økonomiske værdier. Kapitalen, som de i bourgeoisiets sold stående økonomer opstiller som værdiproduktionens anden faktor, er selv kun et produkt af arbejdet. Men når arbejdet tilvejebringer værdien, så har arbejdet ret til den af det frembragte værdi, en ejendomsret. – denne ejendomsret er socialdemokratiets hjørnesten. Enhver arbejder skal have det fulde udbytte af sit arbejde – med andre ord: enhver arbejder har ejendomsret til det fulde udbytte af sit arbejde. Min ejendom skal være produktet af mit eget arbejde. Og da sætningen: enhver har ret til udbyttet af sit arbejde, indeslutter den sætning: ingen har ret til udbyttet af fremmed arbejde, så går socialismen ud på at gøre enhver, der arbejder, til ejer, og at lade enhver, der er arbejdsdygtig og ikke arbejder, sulte.
Jeg mener, at man ikke kan træde i skranken for ejendomsretten på en mere afgjort måde end vi gør. Allerede i den nuværende verden, i hvilken lediggangen skattes højere end arbejdet, og menneskenes materielle stilling står i omvendt forhold til deres arbejde, produktivitet og nytten af deres beskæftigelse, må det store flertal af menneskene arbejde, jeg mener virkelig arbejde, ikke for fornøjelse eller »åndelig«, som de herrer storborgere under tiden humoristisk påstår om sig selv, – efter vore ejendomsbegreber måtte derfor allerede i den nuværende verden folkets store flertal bestå af ejendomsbesiddere. Men hvorledes forholder det sig efter de rådende ejendomsbegreber?
Kun et forsvindende mindretal af befolkningen har ejendom; ejendommen er én klasses forret, det store flertal må give afkald på ejendom for at skaffe ejendom til mindretallet. Vi bekæmper netop bourgeoisiet, fordi det gør det umuligt for proletariatet at komme i besiddelse af ejendom, fordi det stjæler arbejderens retmæssige ejendom fra ham. Man misforstå mig ikke. Jeg vil ikke stemple nogen enkelt storborger som tyv. Det er i det hele taget ikke personerne, vi har at gøre med, men systemet. Det modsatte er tilfældet med vore modstandere, som vogter sig for at kritisere vort system, men derimod søger at tilsmudse os personlig – et sikkert tegn på, at de ikke tror på deres egen sags retfærdighed og styrke. Jeg taler her ikke om de enkelte storborgere; det ville være langt fra mig at gøre dem personlig ansvarlige for det nuværende samfunds onde. Vor opfattelse af den historiske og økonomiske udvikling udelukker sligt. Den borgerlige verden er med naturnødvendighed vokset ud af den feudale verden, ligesom den feudale verden er vokset ud af den antikke verden.
Vi opfatter historien organisk, ikke mekanisk; vi ved, at enhver ting må have sin årsag, sin tilstrækkelige grund, og at kun den groveste vankundighed kan se vilkårlighed i tildragelserne i verden. Vi understår os ikke at sige: »menneskeheden har hidtil vandret ad falske veje; vi vil vise den den eneste rette vej, og den, der ikke tænker således som vi, er et fæ eller en slyngel«. Således taler kun drenge og charlataner. Videnskaben kender ingen fejltagelser i tingene, den nuværende produktion har organisk udviklet sig af de tidligere produktionssystemer, den er et højere produktionssystem end alle tidligere og har altså sin fulde berettigelse.
Men nu træder der et nyt produktionssystem lige overfor det – det socialistiske -, som det nuværende system lige så sikkert vil komme til at vige for, som den middelalderlige og småborgerlige produktion har måttet vige for det.
Nok sagt, vi angriber ikke ejendommen, men kun ejendommen i sin nuværende form – den ejendom, som bliver erhvervet ved at udbytte andre mennesker, som selv er dømte til ejendomsløshed.
Lad os kaste et blik på den måde, hvorpå ejendommen nu til dags opstår. Jeg har allerede sagt den påstand, at arbejdet er kilden til al rigdom, bliver enstemmig anerkendt af den videnskabelige nationaløkonomi.
Deraf følger, at ingen har ret til værdier, som ikke er produktet eller ækvivalent for produktet af hans eget arbejde. Men nu kan det bevises, at menneskenes arbejdskraft og produktionsdygtighed er så omtrent ens – den ene kan udrette lidt mere, den anden lidt mindre, men det mere såvel som det mindre fjerner sig ikke langt fra gennemsnitslinien. Heraf følger igen, at udbyttet af de forskellige menneskers arbejde ved benyttelsen af lige produktionsredskaber er så omtrent ens, og at der altså, hvis hvert menneske fik udbyttet af sit personlige arbejde, vil herske nogenlunde lighed med hensyn til ejendom.
Dette er imidlertid, som bekendt, langtfra tilfældet. Der hersker tværtimod den største ulighed. Hvoraf kommer det? De, mine venner, der lever i en fabriksby (foredraget blev holdt i Krimmitzschau), har den bedste lejlighed til at iagttage, hvorledes uligheden i samfundet opstår. Enhver af dem kender en eller anden fabrikant, som han har set blive rig.
Lad os f.eks. tage Zimmermann i Chemnitz, en rigtig mønsterstorborger, om hvem de i det mindste alle har hørt tale. Han kom for 20 eller 30 år siden til Chemnitz, så fattig som den fattigste iblandt os. Det lykkedes ham at komme i besiddelse af en lille kapital – dengang kunne der endnu, fordi storindustrien ikke var så udviklet, kapitalen endnu ikke så koncentreret som nu, med hundreder af kroner udrettes det, hvortil tusinder nu til dags ikke forslår. Han »havde lykken med sig«, det vil sige, han fik bestillinger, som han lod udføre af de af ham lejede arbejdere med undtagelse af den del, som faldt på hans egen person, hvilken imidlertid ikke var større end den, hver enkelt af hans arbejdere udførte. Thi det er bevisligt – og det gør eksemplet så særdeles lærerigt -, at hr. Zimmermanns dygtighed i ingen henseende hæver sig over gennemsnittet. I førstningen beskæftigede Zimmermann et dusin arbejdere, så hundrede, til sidst over tusinde, og hr. Zimmermann er nu millionær, altså besidder comme il faut, medens hans arbejdere er ejendomsløse proletarer. Hvorledes er forskellen opstået? Af arbejdets kvalitet lader den sig ikke forklare, da hr. Zimmermanns personlige arbejde ifølge sin kvalitet er almindeligt gennemsnitsarbejde. Han har ganske vist ikke arbejdet bedre, og ganske vist heller ikke arbejdet så meget som flertallet af hans arbejdere. Og dog er han blevet millionær, og de er vedblevne at være proletarer. Udbyttet af hans eget arbejde kunne ikke gøre ham til millionær, thi var arbejdet i hans fabrik så indbringende, at den kunne gøre den enkelte arbejder til millionær, så havde alle, i det mindste flertallet af hans arbejdere, måttet blive millionærer. Men de er vedblevet med at være proletarer. Deri stikker netop knuden. Hr. Zimmermann har fået mere end udbyttet af sit arbejde og hans arbejdere mindre end udbyttet af hans eget arbejde. Hr. Zimmermanns arbejdere måtte vedblive at være proletarer, for at han kunne blive millionær. Og omend ikke enhver arbejdsgiver bliver en Zimmermann, så er dog enhver, som er det, blevet storkapitalist væsentlig på samme måde som hr. Zimmermann – det vil sige ved hans arbejderes arbejde.
Resultatet ligger klart for dagen; ikke så klart træder årsagerne frem.
Jeg brugte nylig ordet arbejdsgiver, egentlig skulle det hedde arbejdstager. Den gamle verden ynder udtryk, hvorved begreberne forvanskes, tit fuldstændig stilles på hovedet. Den kalder den arbejdsgiver, som tager andres arbejde, og den arbejdstager, som giver en anden sit arbejde. Den nuværende storproduktion tillader ikke den enkelte at arbejde produktivt på egen hånd, for sig selv; den gør manges samarbejde til nødvendighed; den forudsætter endvidere indviklede arbejdsredskaber, hvis anskaffelse overstiger enhvers kræfter, som kun råder over udbyttet af sit eget arbejde – for så vidt det giver ham udbyttet under den nuværende produktion -, følgen heraf er, at alle de, der ikke råder over tilstrækkelig kapital – og under den nuværende produktion kan ingen erhverve den ved sit eget arbejde – er tvungen til at sælge deres arbejde til den, som ejer den nødvendige kapital.
Købeprisen, som denne betaler for arbejdet, er lønnen. Og – i forbigående sagt – han køber ikke alene arbejdet for lønnen, men tillige arbejderen, som jo ikke kan skilles fra arbejdet, men med sit arbejde sælger sig selv. Som de ved, påstår køberen at være den købtes »velgører« – han »giver« ham jo arbejde og dermed brød, hvilket han ellers ikke ville have. Således er det efter den såkaldte arbejdsgivers teori.
I virkeligheden forholder det sig anderledes. Betalte »velgøreren« arbejderen den fulde værdi af det, som denne frembringer for ham, så ville han ved årets udgang – om han end beskæftigede 1.000 og 10.000 arbejdere – ikke være en døjt rigere end ved årets begyndelse. Men det ligger ikke i »velgørerens« plan – han vil blive rigere, formere sin kapital. For at opnå dette må han betale arbejderen mindre end værdien af det, som denne frembringer. Med andre ord: lønnen, som han giver, er ikke et fuldt ækvivalent for det ydede arbejde; arbejderen frembringer ud over den betalte værdi en merværdi, som han ikke får betalt; og denne merværdi er det, som avler nutidens storborgerkapital.
Dybere kan jeg her ikke gå ind på denne avlingsproces hemmeligheder. Jeg henviser dem til »Das Kapital« af Karl Marx, der på det økonomiske område er, hvad Buckle er for historieskrivningen, Darwin for naturvidenskaberne.
Altså – den såkaldte arbejdsgiver er ikke arbejderens velgører, men arbejderen er den såkaldte arbejdsgivers velgører. Rigtignok en ufrivillig velgører. Thi hans velgørenhed gør ham til proletar, til lønslave af den, som han beriger. Er det i sin orden? Er det ret? Kun den, der finder sin personlige fordel derved, kan besvare disse spørgsmål med ja. Men arbejderne måtte finde deres glæde i elendighed, i trældom, hvis de ikke ville opbyde alt for at gøre ende på en sådan tilstand.
Lønningsforholdet er hjørnestenen til det nuværende klasseherredømme og til alle de onder, som det fører med sig. At afskaffe lønningsforholdet er derfor den socialdemokratiske bevægelses vigtigste mål.
Arbejderen skal have det fulde udbytte af sit arbejde, og hans arbejde skal have det kollektive arbejdes véd den moderne videnskab potenserede produktivitet; det er vort mål. Dermed har vi ikke til hensigt at angribe eller tilintetgøre ejendommen.
Hvad vi vil, er: at sætte enhver i stand til at have ejendom; at beskytte arbejderens ejendom for kapitalens kløer. Og det vil vi opnå ved associationen. Istedetfor, at arbejderne arbejder for en andens regning, der udsuger dem og gør dem til sine slaver, skal de arbejde for egen regning, sideordnede og ligeordnede, og som fri mænd modtage det fulde udbytte af deres arbejde.
Vi miskender ikke den koncentrerede produktions fordele; vi ved, at samarbejdet forøger arbejdets udbytte. Vi vil derfor bevare den nuværende storproduktions fordele, ja, endogså forøge dem ved den fri udvikling af individet; men vi vil gøre alle lige delagtige i disse fordele og ikke lade dem vedblive at være monopol for nogle få.
Vedbliver den nuværende produktionsmåde at bestå i sin hidtidige skikkelse, så iler vi tilstandene i det gamle Rom imøde, hvor til sidst al besiddelse blev samlet på nogle dusin hænder, og den øvrige befolkning blev overgivet til den gyseligste fattigdom.
Hele Nordafrika f.eks. tilhørte to eller tre grundejere, som Nero eksproprierede på den allernaturligste måde, idet han lod hovedet kappe af dem.
Hvis forholdene nu på en lignende måde blev satte på spidsen, så var det formodentlig folket, ikke kejseren, der ville foretage ekspropriationen. Men ekspropriationen var uundgåelig.
I det uendelige kan disse tilstande ikke vedvare, fordi de strider mod de fælles interesser, fordi de i længden ikke kan bestå samtidig med samfundet trods den »harmoni«, hvorom man forsikrer os, og som vi slemme socialdemokrater søger at forstyrre ved vore agitationer.
Hvor er da denne harmoni? Den er en opfindelse af de herrer storborgere, et ammestueeventyr for barnagtige filistre og arbejdere, som endnu ikke har lært at tænke.
Strejkerne, hvorom jeg allerede tidligere har talt, og som udbryder overalt i Tyskland, Belgien, England, Amerika – kort sagt i alle stater med moderne produktion, uden »førernes« medvirkning, ja for det meste imod deres ønske, og som trods de mest følelige nederlag stadig gentages – de er det bedste svar på disse harmonifraser, den bedste illustration til denne harmonilære.
Vi skulle søge at forstyrre »harmonien«? Latterlige løgn. Vi vil skabe harmoni, vi vil reformere den nuværende samfundstilstand, fordi den har bragt menneskenes interesser i fjendtlig konflikt, fordi den stiller undertrykkere og undertrykte, udsugere og udsugede lige over for hinanden. Den harmoni, vi tilstræber, ligger i fællesskabet. Der skal ikke mere gives herrer og tjenere, men fæller, mennesker med lige rettigheder og lige pligter.
Kun i fællesskabet, der hviler på lighedens princip, er harmonien mulig. Det er ingen drøm – ideen er prøvet i tusinder af år. I tusinder af år har vi haft et fællesskab, hvori hele den menneskelige kultur er rodfæstet – nemlig ægteskabet. Mand og kone har fælles interesser. Jeg vil her kun tale fra det økonomiske synspunkt. Den ene eller den anden af dem, mine venner, har måske været nødt til at holde en husholderske. Han vil i så fald have gjort den erfaring, at udgifterne til husholdningen var uforholdsmæssig høje. Hvorfor?
Husholdersken har sin egen særinteresse, som er lige stik modsat husherrens. Hun ser først og fremmest på sin egen fordel. Anderledes forholder det sig med konen. Konen har de økonomiske interesser tilfælles med manden, hans fordel er hendes fordel, og hans skade er hendes skade. Bedrager konen manden, så bedrager hun sig selv. Kort sagt, der er harmoni i interesserne, og i denne harmoni finder begge dele deres økonomiske fordel. Og det er grunden til, at man holder billigere hus med en kone end med en husholderske. Netop det samme gælder om den nuværende storborgerproduktion. Den såkaldte arbejdsgiver har andre interesser end arbejderen. Deres interesser står fjendtlige lige over for hinanden. Arbejderen har den interesse at arbejde så lidt som muligt for sin løn, den såkaldte arbejdsgiver har den interesse at udpresse det mest mulige arbejde for den løn, han betaler. Arbejderen har endvidere den interesse at sælge sit arbejde på muligst kort tid; den såkaldte arbejdsgiver har den interesse at købe den på muligst lang tid, altså at udtrække arbejdstiden så langt som muligt, ubekymret om, at arbejderen måske derved går til grunde i åndelig og legemlig henseende. Altså: fjendtlige interesser og den grelleste disharmoni i stedet for den foregivne »harmoni«.
... ...
Jeg kommer nu tilbage til den beskyldning, at vi vil tilintetgøre ejendommen; dog til en anden form for denne beskyldning: »vi vil »dele«. Naturligvis med dem, som har noget, altså med de besiddende klasser. Nu, det har i den nyere tid gentagne gange hændet sig, at proletariatet har haft de besiddende klasser i sin magt og følgelig har haft den bedste lejlighed til at »dele« med dem, eller, for at sige det rent ud, til at udplyndre dem. Jeg minder om Februarrevolutionen, om martsdagene i Wien, Berlin og andetsteds, om Kommunen.
Trods allehånde løgne, som med flid er blevet udbredte, er det en kendsgerning, at ejendommen til ingen tid er blevet mere respekteret og, ganske bortset fra »delen« i det store, at der aldrig er blevet begået færre »forbrydelser mod ejendommen«, end under disse kriser.
Dette har sin dobbelte grund. For det første gør proletariatet forskel på mennesker og tilstande og ved, at tilstanden ikke kan ændres ved, at ejendommen går over på andre hænder. For det andet er i revolutionære perioder gemytterne eksalterede, og de mest fordærvede naturer bliver påtrykte et idealt stempel. Dette sidste viser sig ved, at ikke alene forbrydelser imod ejendommen, men i det hele taget alle simple forbrydelser, aftager i revolutionære tider, hvilket er statistisk påvist. I Paris drev arbejderne efter Februarrevolutionen respekten for ejendommen så vidt, at de for at holde deres hellige sag ren, skød tyvene.
Jeg selv fandt endnu i slutningen af februar 1848 på Tuilerierne følgende med kridt skrevne ord: »Les voleurs sont mis á mort«: »Tyvene bliver dræbte«.
Dette minder mig om en kostelig vittighed af Heinrich Heine, den største tyske digter siden Goethe.
»Storborgerne«, skrev han – jeg tror i et brev til »Augsburger allgemeine Zeitung« – »så med stor ro til, da Juli-tronen blev styrtet; men da de fik at vide, at tyvene blev skudt, blev de grebet af en panisk skræk, og de herrer Rotschild og andre storkapitalister flygtede fra Paris, hvor de ikke mere følte sig sikre«.
Ja, de – jeg vil ikke sige tyve, men »delere«, de virkelige delere, som den summariske folkejustits dengang løb koldt ned ad ryggen, det er ikke arbejderne, ikke socialisterne, det er de herrer kapitalister. Altså vender vi også denne beskyldning mod vore modstandere selv.
Jeg har allerede udviklet, hvorledes arbejdsgiverne »deler« med deres arbejdere. Endnu mere krast og i øje faldende drives »delingen« på Børsen, kun at det her ikke er arbejderen, men småborgeren, middelstanden i udstrakt betydning af ordet, der afgiver vildtet. Hvorpå går aktiesvindelen, i hvis tjeneste næsten hele pressen står, ud? På publikums plyndring ved dygtige spekulanter.
Enhver af dem har hørt tale om Strousberg (og enhver dansk læser har hørt tale om Gedalia, Tietgen og forhenværende minister Klein, hvilken sidste som formand for et aktieselskab har brokket en ordentlig suppe sammen i Kolindsund). Hvorledes har han erhvervet sig sine millioner? Ikke ved arbejde, men ved sit talent til at eskamotere andre folks penge over i sine egne lommer. Dog er Strousberg efter de herskende ejendomsbegreber en agtværdig mand; en kongelig prøjsisk statsembedsmand hjælper ham med hans operationer, der således påtrykkes det kongelige prøjsiske statssegl, for at der endelig ikke skal være nogen tvivl om, at denne jagt på ejendommen er i det nuværende samfunds, den nuværende statsånd (nærværende foredrag blev holdt længe før Strousberg gik bag ad dansen).
... ...
Det er altså ikke os, der vil »dele«. Vi er principielle modstandere af »delingen« i enhver skikkelse. Socialdemokratiet vil vænne »delerne« af med håndværket; de »delere«, som sluger den lille ejendom; de »delere«, som ved skatter udsuger folket. Imod denne bande af »delere«, der som en græshoppesværm fortærer flidens frugter i staten og i kommunen, på Børsen, i industrien og i handelen, vil vi beskytte samfundet, arbejdet, ejendommen.
Endnu et: hvorledes forestiller vore modstandere sig egentlig den »delen«, som de så hårdnakket pådutter os? Tiltror de virkelig arbejderen en sådan enfold, at han tror at kunne tilvejebringe en forbedring af sin stilling derved, at der fra statens side foretages en formuedeling efter hoveder? Jeg har i 25 år deltaget i den socialistiske bevægelse, men til den dag i dag har jeg endnu ikke truffet nogen partifælle, der har lagt en så ynkelig uvidenhed for dagen.
Enhver arbejder ved, at når vi, med det nuværende produktionssystems vedbliven, deler i lige dele alle tilværende værdier – grundejendom og bevægelig kapital – og deler den efter hovedtallet, så er der dermed ikke forandret det mindste i samfundets væsen; symptomerne er for en tid fjernede, men årsagerne vedbliver at bestå og må igen frembringe de tidligere virkninger. Det ville ikke vare længe, førend uligheden i sin tidligere skarphed ville være vendt tilbage; så måtte vi dele igen. Nej, sådanne tåbeligheder kan ikke opstå i en socialdemokrats hoved. Socialdemokratiet betragter samfundet som en levende organisme, ikke som en død mekanisme; som en organisme, der, i lighed med enhver individuel dyr eller planteorganisme, er underkastet bestandig veksel, og fra det lavere udvikler sig til det højere – kun med den forskel, at den kollektive organisme, som vi kalder samfund, er udødelig, uforgængelig, og udgår forynget og med friske kræfter af alle de kriser, som efter smååndernes og de kleinmodiges mening måtte virke dødbringende på den.
Ikke mekaniske men organiske forandringer er det vi tilstræber. Lønningsarbejdets system, hvorpå det nuværende samfund med dets uretfærdigheder hviler, skal afskaffes og erstattes af samarbejde, der giver enhver udbyttet af hans arbejde og derved skyder en slå for arbejdets udsugning ved kapitalen.
Men kun ved denne udsugning er opsamlingen af store privatkapitaler mulig. Vi behøver derfor aldeles ikke at ekspropriere de tilstedeværende privatkapitaler: produktivassociationerne – med hvilke selvfølgelig forbrugsforeninger, der omfatter hele handelens område, må gå hånd i hånd – vil lidt efter lidt, uden at der behøves en voldsom masseekspropriation, opsuge privatkapitalen. Kapitalisterne må så enten indtræde i associationerne, eller deres kapital må ligge død hen og er tabt for dem, såvel som for samfundet. I dette tilfælde ville det rigtignok være i deres egen og samfundets interesse, hvis lovgivningen traf forholdsregler mod slig opsætsighed, ligesom jo allerede den nuværende stat træffer forholdsregler lige overfor ødelande, åndssvage, i det hele taget imod utilregnelige personer. Men, hvad der end vil ske i så henseende, er først samfundet såvel med hensyn til produktion som til konsumtion, altså i industri og handel, organiseret kooperativt, så er privatkapitalismens livsnerve overskåren, og den må hendø som et bæltet træ, medens det alskabende arbejde uophørlig avler ny værdier og skaffer dobbelt, ja tifold erstatning for det hendøde. (De amerikanske farmere, der vil opdyrke skovland, afstrejfer barken indtil mandshøjde af de træer, som de ikke straks kan fælde, hvilket har til følge, at træerne dør. Det kalder man at »bælte« træerne).
Man foresnakker os rigtignok – og de tyske statsøkonomer, deriblandt endog så lærde folk som professor Roscher i Leipzig, påstår det -, at arbejdet ikke er den eneste værdiskabende faktor; der gives endnu to andre faktorer: naturkræfterne og kapitalen.
Denne teori giver et slående bevis for, hvor indskrænket og uredelig klassefordommen kan gøre, og hvor lidt lærdom og tænken er ensbetydende. At vi ikke kan arbejde uden naturkræfterne, forstår sig af sig selv; arbejdet er jo ikke andet end en benyttelse af naturkræfterne. Uden jorden, som jeg står på, uden luften, som jeg indånder, kan jeg ikke løfte en finger: naturkræfterne er uafvigelige betingelser for arbejdet, men uden arbejdet formår de ikke at frembringe nogen samfundsværdi, først ved arbejdet træder de i produktionens tjeneste.
Det er altså fuldstændig urigtigt at stille dem som produktionsfaktor ved siden af arbejdet. Men her har vi snarere at gøre med et unøjagtigt udtryk end med en tendentiøs urigtighed, hvilket derimod er tilfældet med hensyn til den tredje foregivne faktor: kapitalen.
Kapitalen hjælper rigtignok med ved produktionen, fremmer den også, men da kapitalen kun er opsamlet arbejde eller rettere: opsamlet produkt af arbejdet, så kan den ikke stilles som selvstændig faktor ved siden af arbejdet, men den falder sammen med faktoren »arbejde«, danner en del af den.
I den mest jævne daglejers simpleste arbejde stikker årtusinders opsamlede kulturarbejde, og denne kapital, som d’hrr. statsøkonomer, fordi det ikke passer i deres kram, ikke har taget med blandt produktionsfaktorerne, er uendelig vigtigere for produktionen end den almindelige kapital.
For ret at gøre os det anskueligt, at det er arbejdet, som skaber kapitalen, og at kapitalen uden arbejdet er intet, skylder arbejdet alt, behøver vi blot at forestille os, at der kom en voldsom syndflod, som udryddede samtlige arbejdere, navnlig de slemme socialdemokrater, men derimod skånede de herrer storborgere med alle deres kapitaler, deres fabriksbygninger, deres maskiner, deres glimrende paladser, deres smykker.
Hvad ville da ske? Enten måtte kapitalisterne selv arbejde, eller de ville dø midt iblandt deres penge af hunger, ligesom hin konge i den græske fabel (Midas), der, det være sagt i forbigående og uden hentydning, havde æselsøren.
Lad os sætte det omvendte tilfælde: syndfloden udryddede alle kapitalister – jeg vil ikke ønske dem, ikke engang blot som antagelse, at de må komme til skade, de kunne jo blive henflyttede til en af stjernerne (f.eks. til Venus), hvor Dante lader sine salige bo – altså, lad os sætte det tilfælde, at kapitalisterne med alle deres kapitaler forsvinder fra jorden, men at arbejderne bliver tilbage uden fabriker, uden maskiner, uden kapitaler af nogen som helst slags, kun med næringsmidler til næste høst. Hvad vil blive følgen?
Arbejderne ville smede sig værktøj, bygge huse, pløje jorden, grave miner, og inden få år ville den tilintetgjorte kapital være erstattet, og de sidste spor af syndfloden udslettet. Men arbejderne ville leve ulige lykkeligere end tidligere, de var deres tidligere herrer kvit, de havde kapitalen uden kapitalistklassen. Thi det anser jeg for afgjort, at hvis ved en natur eller anden tildragelse storborgerskabet samt alt, hvad dertil hører, blev tilintetgjort, ingen af de tilbageblevne ville være naiv nok til på kunstig måde at kalde dem til live igen.
Nok sagt: det anførte hypotetiske eksempel skulle blot vise, at arbejderen ikke trænger til kapitalisten og uden ham ville befinde sig meget bedre, men at kapitalisten trænger til arbejderen og simpelt hen ikke kan eksistere uden ham, i det mindste ikke som kapitalist. Endnu engang – vi vil ikke »dele«, og vi er endog så store fjender af »delingen«, at vi langtfra at ville dele med kapitalisterne – er fast besluttede på at ville forhindre kapitalisterne i at dele med arbejderne; og dette vil vi opnå ved almindelig indførelse af samarbejde.
Er dette måske en utopistisk bestræbelse? Er den praktiske gennemførlighed af det kooperative princip i industri og handel ikke tusinde gange bevist af erfaringen.
Den almindelige indførelse er et pengespørgsmål, intet andet. Lassalle fordrede som bekendt 100 mill. thaler statsunderstøttelse til produktivassociationerne og fremkaldte derved bourgeoisiets rasende skrig, der stillede en generalbankerot i udsigt, hvis forlangendet blev opfyldt. Hvorvidt den af Lassalle angivne sum er tilstrækkelig, vil jeg nu ikke udtale mig om – i hvert fald er det en ussel bagatel i sammenligning med de milliarder, der nu til dags kastes ud ad vinduet til uproduktive, kulturfjendtlige, velstandsødelæggende øjemed. Man betragte blot de kolossale budgetter til de stående hære, der dog blot bruges til opretholdelse af de herskende misbrug i stat og samfund, og man huske på de tusinder af millioner, som den sidste af frygt for socialismen fremkaldte krig har opslugt! Sandelig, hvad også samfundsfornyelsen vil koste, så meget vil indførelsen af bedre tilstande ikke koste som opretholdelsen af vore slette tilstande.
Dog videre.
Om beskyldningen for kommunisme, der hænger sammen med de tidligere, kan jeg fatte mig i korthed. Hvad forestiller modstanderne sig ved kommunisme? At de dovne, ikke-arbejderne, skal leve på fællesskabets bekostning.
Nuvel, mine venner, den slags kommunisme består nu til dags, den er grundprincippet for stat og samfund, og imod den er jo også hele den socialdemokratiske bevægelse rettet. Men i virkeligheden har ordet kommunisme en ganske anden, ja, stik modsat betydning.
Kommunisme betyder ikke udsugning af den flittige ved den dovne, af arbejderen ved ikke-arbejderen, men særinteressernes underordning under de almindelige interesser, individualitetens frelse i fællesskabet, og specielt anvendt på ejendommen: ejendommens ophøjelse til fællesgods; altså ikke afskaffelsen af ejendommen – så længe der gives mennesker, vil der gives ejendom – men almindeliggørelse af ejendommen, der skal gøres tilgængelig for enhver, medens den nu kun er en forret for en forsvindende brøkdel af befolkningen. Og i denne forstand, begrebet rigtig opfattet, vil vi ganske vist kommunismen.
Med få ord iler jeg hen over den beskyldning, som derefter falder mig ind. Den går ud på, at vi er »det 19de århundredes barbarer«, at vi vil »tilintetgøre kulturen«, at socialdemokratiets sejr er »civilisationens undergang«.
Et parti, der har fri folkeundervisning på sit program og i det hele taget vil afskaffe al betaling for opdragelse og uddannelse, kan ikke føle sig truffet af denne beskyldning. I en vis forstand må vi rigtignok erklære os skyldige.
Ja, vi vil tilintetgøre, hvad vore modstandere kalder »kultur«, »civilisation«. Vi vil tilintetgøre trældom og undertrykkelse, vi vil tilintetgøre hadets og tvedragtens sæd, som er udsået blandt menneskene; vi vil tilintetgøre uvidenheden, den åndelige nat, i hvilken det store flertal af vore brødre er nedstyrtet. – ja, i herrer storborgere, uvidenheden vil vi tilintetgøre, vi er fjender af eders kultur! Eders kultur er netop det modsatte af kulturen; den kan kun frelse sig derved, at den fordømmer folket til dumhed, forholder det den sande kulturs skatte, tillukker dannelsens tempel for det. At åbne dette tempel for folket, det er vor bestræbelse; videnskaben, som i har gjort til nogle få udvalgtes monopol, og som i ikke har brød til, når den ikke smigrer eders luner, ikke retter sig efter eders egennytte – videnskaben vil vi gøre til alles fællesgods og det skal ske ved et system af ægte folkeskoler – ikke dressuranstalter som nutidens folkeskoler, der håner navnet, ikke folkeskoler, hvis lærer sulter i legemlig og hvis disciple sulter i åndelig henseende, og som tilkaster de fattiges børn nogle kummerlige brødsmugler, der er fuldstændig utilstrækkelige til åndens ernæring – ikke folkeskoler, i hvilke det laveste mål at kundskaber læres – nej, folkeskoler i ordets mest udstrakte betydning, skoler for folket, som giver alle børn det højeste mål af kundskaber, der vækker og udfolder alle anlæg i ethvert barn og ikke som nu afsluttes med en alder, da den egentlige dannelse først begynder. Socialismen »kulturfjendtlig«! Fordi den byder ethvert talent muligheden til at udvikle sig? Hvilken mægtig løftestang til kulturfremskridt ligger der ikke i en virkelig folkeopdragelse!
Talenterne er ligeligt udstrøede blandt menneskene – det er en sandhed, som videnskaben har hævet over enhver tvivl, og som vi må holde fast ved, fordi den danner basis for den socialistiske og demokratiske verdensanskuelse. Men det nuværende samfund tillader kun de færreste at uddanne deres anlæg, og også disse få giver det, med sjældne undtagelser, kun en ensidig, forkrøblet uddannelse. Det store flertal af talenter bliver nu fuldstændig kvalt.
Man undrer sig tit over, at der i visse epoker fremstår så mange betydelige mænd. Det er just epoker, i hvilke der gives de slumrende talenter lejlighed til virksomhed. Navnlig er dette tilfældet i revolutionære epoker, der kræver nye kræfter til forsvar for de ny ideer og indretninger. Man mindes f.eks. den masse store statsmænd, talere og feltherrer, som udmærker Den Store franske Revolution. I sådanne tider gives der ikke flere talenter end i almindelige tider, men – for at betjene mig af et økonomisk udtryk – der er større efterspørgsel efter talenter.
Lejlighed gør ikke alene tyve, den gør også »store mænd«.
En »stor mand« er en almindelig mand, der har haft lejlighed til at blive »stor«. Hvor uendelig ville vor kultur ikke blive fremmet, hvis samfundet engang gjorde det til sin højeste opgave at bringe alle talenter til den størst mulige udvikling.
Altså den højst mulige sum af dannelse for alle i videnskaben vil vi gøre tilgængelig for alle og fri, den skal ikke længere smedes i lænker, dens tjeneste skal ikke længere fordømmes til materiel fattigdom eller åndelig prostitution. Ja, tilintetgøre eders kultur vil vi – tilintetgøre den vil vi, fordi den er den sande kultur fjendtlig; fordi den tvinger videnskaben til at prostituere sig rigdommen og magten, fordi den, hvilende på uretfærdighed er usædelig helt igennem og til videnskabens prostitution har føjet kvindens prostitution, den hæsligste skamplet på vor »kultur«.
Og repræsentanterne for dette prostitutionssamfund har den frækhed at bebrejde os – det er også en trumf, som man spiller ud imod os -, at vi vil tilintetgøre familien, indføre kvindefællesskab, den »fri kærlighed«!
Ja, vi vil den fri kærlighed, vi vil befri kærligheden for de lænker, som det nuværende samfund har pålagt den. Men når vore modstandere taler om kvindefællesskab, om tilintetgørelse af familien, så ser de kun sig selv i spejl. De anklager os for deres egne synder. Det er så langtfra, at vi tilstræber kvindefællesskab, at vi tværtimod vil afskaffe det nu herskende kvindefællesskab. Det er så langtfra, at vi vil tilintetgøre familien, at det tværtimod er vort mål at adle familien, der nu er degraderet og i sin renhed er et uopnåeligt ideal for den store mængde, og at bevirke, at den udgyder sin velsignelse over alle.
Til min store glæde ser jeg, at der er mange kvinder tilstede i denne forsamling; det er et bevis for, at kvinderne har begrebet, i hvor høj grad den sociale bevægelse angår dem, hvilken stor interesse vore princippers sejr har for dem. Man taler nu til dags meget om et såkaldet kvindespørgsmål.
For os gives der ikke noget særegent kvindespørgsmål og kan der ikke gives noget sådant, fordi menneskenes interesser er solidariske. Kvindespørgsmålet er en del af det store sociale spørgsmål; med det vil det blive løst, uden det kan det ikke løses. Den, der vil kvindens emancipation, uden at kæmpe for den almindelige sociale emancipation, påtager sig et håbløst fuskerarbejde. Men den, som kæmper for den almindelige sociale emancipation, kæmper tillige for kvindens emancipation. Og sandelig, kvindernes stilling i det nuværende samfund ville i og for sig være tilstrækkelig til at retfærdiggøre den socialistiske bevægelse og til at udtale dødsdommen over det samfund, der avler sådanne tilstande.
Hvor er da den »familiens hellighed«, hvorom vore modstandere fabler? Findes den hos de hundredetusinder af prostituerede, som gennemstrejfer byernes gader, og det de smås lige så vel som de stores, for at sælge deres legeme til den højstbydende? Alene i Berlin beregner man 20,000 prostituerede piger, og Berlin er ikke mere »umoralsk« end andre byer. Overalt i Tyskland, England, Frankrig, Amerika – overalt, hvor klassemodsætningen består, hvor der findes en dyb kløft imellem fattig og rig, hvor menneskets udsugning af mennesket er regel og lov, der træffer man prostitutionens onde.
Prostitutionen er ikke lokal og ikke national – ingen nation har ret til farisæisk at vaske sine hænder i uskyld og at sige: »Jeg takker gud, at jeg ikke er så slet som andre nationer«. Prostitutionen er den nødvendige følge af de herskende tilstande, den er det uundgåelige supplement til storborger-ægteskabet, dets modbydelige dobbeltgænger; den er en almindelig samfundsinstitution og spotter derfor alle forsøg på at udrydde den indenfor det nuværende samfund. I det højeste lader den sig af et skinhelligt ordenspoliti fordrive fra torvet til de afsides liggende gader.
Sålænge hundredtusinder af piger har valget mellem at dø af sult eller at hengive sig selv, vil prostitutionen vedvare. Forsvinde kan den kun, når det gøres muligt for ethvert menneske at leve på en ærlig måde. Og dertil behøves der en omvæltning af det nuværende samfund, af den nuværende produktionsmåde. Det dybest sunkne fruentimmer er værdigt til vor medlidenhed, vor sympati. Hendes historie er en samfundstragedie af rystende virkning for den, der bærer et hjerte i brystet og forstår at læse i menneskelige hjerter. Slet opdragelse, slet eksempel, familieløshed, hunger – det er de virkende årsager. Hvem tør vove at kaste en sten på de faldne? – på samfundets ulykkelige ofre?
Men hvad er prostitutionen andet end kvindefællesskab? Kvindefællesskab i den mest umoralske, mest rå form. Og os beskylder man for at ville kvindefællesskab? Hvis vi ville det, da behøvede vi ikke at have erklæret det nuværende samfund krig. Jeg sagde før: prostitutionen er storborger-ægteskabets modbydelige dobbeltgænger. Lad os dog betragte ægteskabet i det nuværende samfund. Er ægteskabet ikke gjort til prostitution ved kapitalen? Hviler det måske i reglen på kærlighed, på fri tilbøjelighed? Er ikke pengene væsentlig det afgørende? Er ægteskabet ikke en spekulation, en forretning, i stedet for en pagt mellem hjerter? Sælger en kvinde sig ikke også i ægteskabet? Sælges hun ikke som en vare? Er der ikke i de højere klasser i grunden sat en stopper for ægteskaber, som er grundede på kærlighed? Bliver ikke den gensidige kærlighed nøje afvejet? Anses det ikke for dårskab at gifte sig »under sin stand«? Anses det ikke for »klogt« og »praktisk«, at fattige forældre tvinger deres datter til at række en rig, udlevet vellystning hånden? Ville den fabrikant, der giver sin datter til en hende elskende og af hende elsket arbejder til kone, ikke blandt sine standsfæller blive anset som galehuskandidat. Derimod, hvis han tvinger hende til at ægte en uelsket og kun af »fornuft« sig giftende medstorborger, vil han da ikke gøre regning på almindelig billigelse? Men er ikke dette prostitution? Er kvinden ikke en handelsartikel?
Og vel at mærke, ikke alene »på samfundets højde« går det således til – denne profanation af ægteskabet, denne prostituering af kærligheden finder vi i alle lag af samfundet, hvor mammonstilbedelsen hersker.
Jeg kommer her til at tænke på et billede af »Fliegende Blatter«. To bønder sidder sammen, den enes søn ønsker at gifte sig med den andens datter. »Min søn får så og så mange tønder land, så og så mange stude, køer og heste. Hvor meget får din datter?« Jeg kan kun give hende så og så meget. »Det er for lidt, du må lægge nogle stude og køer til.« Det kan jeg ikke. »Godt, så bliver det ikke til noget med sagen.«
Det er et billede af livet, og ingen journal kunne skrive en mere træffende satire.
Vi er stolte af vor kultur og anser os for overordentlig ophøjede over de ville, og dog sælger man hos os pigerne for stude og køer, aldeles som kafferne i Sydafrika gør det. Og hvorfor ikke også det? Vort samfund er baseret på menneskets degradation, som det har gjort til vare, og at kvinden må sælge sit legeme, er kun en del af det system, som tvinger arbejderen til at sælge sit arbejde, dvs. sig selv, legeme og sjæl.
Der er ganske vist her en væsentlig forskel: det, som lønningsslaven sælger sig til, er en nødvendig samfundsydelse, der ikke kun ved de betingelser, under hvilke den finder sted, bliver til en forbandelse for arbejderen, medens det, hvortil det prostituerede fruentimmer sælger sig, er den skændigste vanhelligelse af kærligheden, og derved af menneskenaturen.
Kærligheden hengiver sig, den kan ikke sælge sig. Solgt, med ægteskab eller uden ægteskab, er den prostitution.
Ethvert ægteskab, som mammon har sluttet, selvom det er velsignet af præster, er prostitution; enhver forenelse af mand og kvinde, som kærlighed har sluttet, er, selvom den ikke er velsignet af præster, et sandt ægteskab.
Men også den anden form af den menneskelige vare slipper kvinden ikke for i det nuværende samfund. Har den hungrige kapital, hvis appetit blot skærpes af de opslugte ofre, ikke lige så vel pålagt kvinden som manden lønningsslaveriets lænker, ja revet hende ind i de arbejderbastiller, som kaldes fabrikker. Og har den ikke dermed tilintetgjort »familien« for det arbejdende folk? Men det er endnu ikke alt. Selv børnene slæber kapitalen i sin umættelighed til sit molochsalter.
Mand, kone, børn – alle lønningsslaver! Hvor bliver så »hjemmet«, uden hvilket familieliv ikke kan tænkes.
Og desuagtet slår den fromme kapital sig for brystet og beder himlen om at beskytte sig for de slemme socialdemokrater, som vil tilintetgøre familien! O, i hyklere! Arbejderen, han har ingen familie! I har berøvet ham den! Og fordi han vil have en familie, for at kunne være menneske, derfor er han socialdemokrat!
Arbejdet er grundlaget for al menneskelig fremskridt, ene ved arbejdet har det lykkedes menneskene at hæve sig over dyrene, at befri sig for naturens trældom. Men midlet til befrielse er blevet midlet til undertrykkelse. I stedet for at være fri ved arbejdet, er arbejderen arbejdets slave. Af dette slaveri må arbejdet befries. Han skal ikke være en levende maskine, der fra menneske gjort til ting, ofte kun til en død maskines vedhængsel – hedder væver, tømmermand, maskinbygger; men han skal være et menneske, som væver, som tømrer, som bygger maskiner for at opfylde sine samfundspligter.
Den arbejder, som daglig tilbringer 12, 14, 16 timer i værkstedet, i fabrikken, og tit desuden må tilbagelægge en lang vej fra og til arbejdsstedet, har ikke tid til at være menneske. Han kommer dødstræt hjem, sover og iler den næste morgen, endnu træt fra den foregående dag, igen til arbejdet. Det er ikke nogen menneskelig tilværelse, næppe nok nogen dyrisk. Ingen bonde kan finde for godt at afrakke sine heste, sine trækdyr således. Men mennesket er mere tålmodigt end dyret og heldigvis også sejere.
Netop ved familiens tilintetgørelse, netop ved kvindens nedværdigelse har det nuværende samfund, langt mere end ved sine øvrige forbrydelser, berøvet sig den moralske ret til fortsat tilværelse, udtalt dødsdommen over sig selv. Et samfund, der har gjort prostitutionen til officiel samfundsindretning, kan ikke tage ordet sædelighed i munden uden at rødme, det er domfældt, og det må gå tilgrunde ved rejsningen af den menneskelige sædelighedsfølelse, der lever i de undertryktes bryst. Kvinden, udstyret med finere nerver, med finere følelser end manden, føler sin nedværdigelse dybere end manden.
Det er grunden til den begejstrede del, kvinderne har i den socialistiske bevægelse, der tilsiger dem frihed og agtelse. Det er grunden til den fremragende stilling, som kvinderne indtog i den parisiske Kommunes heltekamp. Unge mødre, med pattebarnet ved brystet, trodsede chassepotkuglerne og opmuntrede mændene til tapperhed. Piger greb den fane, som var falden ud af hånden på en døende blusemand, og bar den med dødsforagt imod fjenden, indtil de, gennemborede af de drukne ordenssoldaters kugler, faldt livløse om. Hundreder af koner og piger modtog stolte og trodsige dødssåret med råbet: »Leve Kommunen!« Medens deres bristende øjne tilkastede sejrherrerne deres foragt.
»Nederdrægtige petroløser!« »prostituerede fruentimmer!« »udskud, som kun kan indgyde afsky!« brølte den reaktionære bourgeoisipresse i kor.
»Nederdrægtige petroløser?« Nederdrægtige storborgerløgn! Elendige eventyr, opfundne af skurke, troede af idioter – allerede nu modbevist af ærlige modstanderes vidnesbyrd.
»Prostituerede fruentimmer!« Ganske vist, det var for en del, men rigtignok kun for en meget lille del, »prostituerede fruentimmer«. Men var det Kommunen, som havde gjort dem dertil? Nej, i herrer storborgere, det var eders samfund, eders »bedst mulige verden«, der havde påtrykt dem brændemærket. Kommunen derimod havde budt dem den mulighed igen at hæve sig af dyndet og at rense sig for smudset fra eders samfund. Og i undres over, at glødende begejstring for kommunen, rasende, dæmonisk had til det gamle samfund, prostitutionens samfund, at de, halvt engle, halvt furier, søgte at hævne den lidte uret, søgte at afsone deres livs skændsel ved at dø for en hellig sag?
I kalder eder kristne – har i glemt, hvorledes eders jesus beskæmmede de skinhellige hyklere, som ville stene horkvinden? Og I understår eder at kaste smuds på dem endnu i døden, disse ofre for eders samfund, disse martyrerinder for den ny lære, der viser slaven enden på trældommen, kvinden enden på prostitutionen? –
De, mine venner, har vel begrebet, at »kvindespørgsmålet« er uadskilleligt fra det almindelige sociale spørgsmål, og at det er af største vigtighed for os at få kvinderne med i vor bevægelse.
Kvinden er nødvendig for manden – uden kvinden kan manden ikke virkeliggøre et eneste menneskeligt ideal. Vi trænger derfor til kvindernes hjælp i vor bevægelse. Og pligt såvel som interesse byder dem at stå ved vor side i kampen. Kvinderne, de føler mest det nuværende samfunds onder, de vil også mest føle den sociale emancipations fordele. Gid derfor, at enhver kone, enhver pige, i stedet for at holde manden, i stedet for at holde den elskede borte fra bevægelsen, vil anspore ham, indgyde ham mod, når han lammes i kampen. Og enhver moder, gid hun må prædike frihedens og lighedens evangelium for sine børn, for at der kan opvokse en slægt, som i stolt bevidsthed om sin menneskeværdighed ikke vil, at der fremdeles skal gives herrer og trælle på jorden!
Veninder og venner! Endnu kun en beskyldning har jeg at tilbagevise, og jeg er færdig med denne del af mit foredrag. Man siger, at vi vil styrte bourgeoisiet for på dets ruiner at oprette arbejdsklassens herredømme.
Vort program modbeviser denne anklage. Det er sandt, at vi vil bryde bourgeoisiets herredømme, men kun for at bryde ethvert klasseherredømme. Bourgeoisiet bedømmer os efter sig selv; det bortryddede feudalstaten kun for at sætte bourgeoisi-staten i dens sted. Det fortrængte et klasseherredømme ved et andet. Proletariatet har et højere mål. Det har lidt for meget under klasseherredømmet til ikke af princip at være fjendtlig stemt mod klasseherredømmet. Og hvilken klasse skulle det da ville beherske? Det er jo den »nederste« klasse og har følgelig ikke nogen klasse, som det kan beherske og udsuge.
Hvad vi tilstræber, er samfundets kooperative organisation, lighed i rettigheder og pligter. Ligesom solidariteten har væltet skrankerne mellem stammerne, mellem nationerne (i sidste henseende i det mindste åndeligt og økonomisk, om end ikke endnu politisk), således må den også vælte skrankerne mellem klasserne og stænderne, for at menneskehedsbegrebet kan komme til fri udfoldning. Ingen udsugere og ingen udsugede! Ingen herrer og ingen trælle! Intet herredømme og ingen trældom! Orden i ligeordningen, i stedet for uorden i underordningen!
Det er det, som vi vil. Og hvilken ærlig mand kan finde det uretfærdigt?
Jeg har nu punkt for punkt gennemgået de hovedbeskyldninger, man plejer at gøre os, og påvist deres uholdbarhed. Jeg har vist, at disse beskyldninger kun er en karikatur af selve storborgersamfundet, der under indflydelse af sin slette samvittighed og i sin ophidsede fantasis tåge ser sit eget hæslige billede.
Jeg har vist, at hvad det gamle samfunds repræsentanter og lovprisere beskylder os for, er det gamle samfunds laster, fejl og forbrydelser.
Jeg har vist, at »delingen«, »kvindefællesskabet« systematisk drives i det gamle samfund. Jeg har vist, at det er det gamle samfund, som træder ejendommen under fødder, tilintetgør familien, unddrager folket civilisationens velsignelser, misbruger og bekæmper kulturen. Jeg har vist, at vi, socialdemokraterne, lige over for bourgeoisiet er ejendommens, familiens, civilisationens forkæmpere, »delingens« og »kvindefællesskabets« bekæmpere. Jeg har vist, at det er os, der i tvedragtens og uordenens verden vil tilvejebringe harmoni og orden. Kort sagt, jeg har vist, at vi kan vende alle vore modstanderes beskyldninger om og kaste dem tilbage mod dem selv. Ikke imod men for ejendommen kæmper vi; ikke imod men for familien; ikke imod men for kulturen; ikke imod men for ordenen; ikke imod men for »harmonien«.
Jeg har vist, at arbejderbevægelsen er en kulturbevægelse, der ikke skylder sin oprindelse til lune, vilkårlighed eller tilfælde, men som er fremstået af naturnødvendighed og med naturnødvendighed vil nå målet.
Jeg har vist, at kun tankeløshed og uvidenhed kan drage den socialdemokratiske bevægelses berettigelse i tvivl, og at ethvert forsøg på at hæmme denne bevægelse er lige så håbløst og vanvittigt som tyrens forsøg på at stanse et frembrusende lokomotiv. Ligesom lokomotivet går brusende hen over den, således vil arbejderbevægelsen gå hen over alle hindringer.
Det skulle modstanderne indse. De skulle indse, at det er i deres egen interesse at forhindre en katastrofe. Den nuværende verden kan ikke komme i ro. Interesserne er i konflikt med hinanden, og klassekamp og krig er den nødvendige følge. Fortjener en sådan tilstand den møje, som man gør for at opretholde den? Man kan inddele vore modstandere i to slags: de, der bekæmper os af uvidenhed, og de, der bekæmper os af ond vilje. Til de første retter jeg den opfordring: lær at kende vor bevægelse! I vil ophøre med at frygte den, så snart i kender den. Frygten er den sletteste rådgiver. Det røde spøgelse, som forfærder eder, er, ligesom alle spøgelser, et produkt af uvidenhed og forsvinder for forstandens prøvende blik. Men erkendelsen af de økonomiske forhold fjerner ikke alene frygten, den fjerner også fanatismen.
Videnskaben kender ingen fanatisme. Videnskaben appellerer ikke til lidenskaberne. Den véd, at alle fænomener har deres tilstrækkelige grund, den søger at udgranske denne grund, men den går ikke i rette med fænomenerne. Man vise mig en tidligere kulturbevægelse, som det er lykkedes at undertrykke, som ikke til sidst besejrede modstanderne. Hvorfor prøve det tusinde gange mislykkede lige over for os? Har da den nuværende slægt intet lært af historien? Må vi da selv på egen bekostning gøre enhver for længe siden gjort erfaring? Det ville jo være at nægte al videnskab ethvert menneskeligt fremskridt.
Og I, som bekæmper os af ond vilje, I, der véd, at vi har ret, og kun af egennytte står os imod – betænker, at det er en meget kortsynet egennytte, der leder eder. Det nuværende samfund byder eder store fordele, men ved ingen magt på jorden vil I kunne hævde eders privilegerede stilling. Eders rige nærmer sig sin ende. I må falde. Forstår I eders sande interesse, så vil I søge at dæmpe faldet. I har læst historien om de sibyllinske bøger: jo længere I tøver med at blive retfærdige – blive retfærdige af interesse, des mere vil eders stilling forværre sig, under des ugunstigere betingelser vil eders underkastelse under den ny verden gå for sig. At bekæmpe os har ingen anden virkning end at forøge fødselsveerne og måske – at påskynde fødselen.
I hvert fald kan I kun tabe, hvis i ved voldsomme hindringsforsøg påtrykker krisen en voldsom karakter.
At undgå en katastrofe ligger i alles interesse, lige såvel i eders som i vor. Det ligger i alles interesse, at der bliver bygget en bro, som kan føre fra den gamle verden til den ny. En engelsk statsmand har gjort den udtalelse, at partiernes historie er en historie af overenskomster. Til en vis grad ganske rigtigt! Kun skade, at de ved magten værende partier i reglen først da beslutter sig til overenskomster, efter at de har udtømt alle modstandsmidler, og da tit er så svækkede, at overenskomsten betyder absolut bankerot.
Når et herskende parti er i besiddelse af skarpsyn og klogskab, vil det slutte en overenskomst med enhver fremtrængende folkebevægelse.
Kun ved en række af sådanne overenskomster, altså ved reformer, kan der sikres den sociale bevægelse en fredelig udgang, og overgangen fra den gamle til den ny verden iværksættes med den størst mulige skånsomhed lige over for de «nu herskende klassers interesser.
En overenskomst ligger derfor ikke mere i den nu herskende klasses interesse end i vor, thi vi vil også uden nogen overenskomst nå målet, sandsynligvis endogså tidligere. Hvad der i vore øjne kan anbefale en overenskomst, er humanitetshensyn, medens den anbefales vore modstandere af deres personlige interesse. Om vi ønsker en overenskomst eller ikke, er iøvrigt fuldstændigt ligegyldigt: det afhænger udelukkende af vore modstandere, om der kommer nogen i stand eller ikke. Vil bourgeoisiet en overenskomst, så vil der komme en overenskomst i stand, enten vi vil eller ikke.
Bourgeoisiet råder direkte eller gennem staten over hæren, over kapitalen og over pressen, kort sagt over alle materielle og åndelige magtmidler. Det har følgelig magt til at berede det sociale spørgsmåls løsning ad overenskomsternes og reformernes vej. Det behøver blot at ville. For at ville må det rigtignok først have begrebet, at de nuværende tilstande hviler på uret og er uholdbare. De ærlige modstandere tilråber jeg derfor endnu en gang: studerer det sociale spørgsmål! At forstå det sociale spørgsmål er det samme som at løse det. Uforstået må det fremkalde de frygteligste jordskælv i politisk og social henseende. Det sociale spørgsmål er den sfinx, som dræber hver den, der ikke kan løse dens gåde, men som dræber sig selv, så snart dens gåde er løst. Sfinxens gåde var mennesket. Det samme er det sociale spørgsmåls. Førend gåden: mennesket, er løst, vil verden ikke komme til ro, og det sociale spørgsmål sfinx blive ved med at vise samfundet sit truende åsyn, at jage det fra den ene rædsel i den anden, fra det ene blodbad i det andet.
To verdener står lige overfor hinanden: den gamle og den ny – det nuværende samfunds hendøende verden og fremtidens ideale verden: en bred, dyb kløft adskiller dem. Det nuværende samfund stormer hen imod afgrunden, blind skræk har bemægtiget sig det, det ligner en bøffelhjord, der, for at undslippe en præriebrand, med lukkede øjne styrter fremad i vanvittig angst, ikke agtende den brede jordspalte, der åbner sig foran den. At springe over den er umuligt – endnu nogle få skridt, og tilløbet er for stort til, at der kan standses. De forreste forsvinder først, og først efter at afgrunden er fyldt med lig, kan de overlevende nå det frelsende hinsides. Skal kløften mellem den gamle og den ny verden fyldes med lig! Og den præriebrand, som det nuværende samfund søger at undfly, består oven i købet kun i dets indbildning, kan kun ved dets frygt blive til virkelighed. Lader der sig da ikke bygge en bro, på hvilken vi sikkert kan nå over i den ny verden? Vi kan det ikke. Vore modstandere kan det, og hvis de gør det, erhverver de sig en uvisnelig fortjeneste af menneskeheden.
Jeg kommer nu til slutningen. Hvad vi har at gøre, er klart foreskrevet os. Vi marcherer foran på pligtens vej. Det er spildt ulejlighed at ville få os bort fra vejen eller at ville indjage os frygt.
I Paris har socialdemokratiet vist, at det, når det skal være, kan dø for sine principper. Ihukommende valgsproget: noblesse oblige (adel forpligter; en ædel sag pålægger store forpligtelser: var egentlig en fransk adelslægts valgsprog) vil vi aldrig glemme, at vor sag er menneskehedens sag. Modstanderne har at afgøre, om målet skal nås i fred eller efter blodig kamp. Hvorledes afgørelsen end falder ud, vi godkender den. For personlig had ved vi os fri. Selv i fjenden agter vi mennesket. Polakkerne bar under deres sidste opstand på deres faner den indskrift: for os og for eder!
Således kæmper også vi for os og for vore fjender; thi også dem gælder befrielsesværket, thi også de trænger til frelse.
Men til dem, mine venner, retter jeg den påmindelse: arbejd rolig, ufortrøden i deres forening; lad dem ikke lamme i deres virksomhed, udbred vore ideer – og skulle de nogensinde blive grebet af modløshed, så rejs dem igen ved den ædle Jacoby’s eksempel, der aldrig vaklede, når alt omkring ham vaklede, og ihukom hans ord: »Oprettelsen af den mindste arbejderforening vil for den kommende kulturhistoriker have større værdi end slaget ved Sadova.«
Sidst opdateret 31.1.2015