Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 2, s. 7-10, Forlaget Tiden, København 1979.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 2. jan. 2009
Dette bind indledes med artiklen Vor Bevægelses Mest Nødvendige Opgaver, skrevet i november 1900. Den stod på lederpladsen i bladet Iskras (Gnistens) første nummer, december 1900.
Bladets udgivelse var planlagt af Lenin allerede under forvisningen i Sibirien og i de måneder han inden udrejsen til Svejts i juli 1900 tilbragte på rejser i Rusland for at oprette støttegrupper og træffe aftaler med korrespondenter.
Bladet skulle være bindeled mellem de mange spredte socialdemokratiske cirkler (grupper) i Rusland, som savnede regelmæssig indbyrdes forbindelse, ledelse, program og partilove. Et forsøg på at stifte Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDAP) i Minsk 1898 var slået fejl, idet deltagerne i denne første kongres arresteredes.
Tanken om et socialistisk parti i Rusland var omkring århundredskiftet blevet genstand for strid. De såkaldte økonomister, en opportunistisk retning blandt socialdemokraterne, var modstandere af tanken. Det hedder i Lenins artikel:
»Økonomisterne siger, at først og fremmest kommer det an på økonomisk kamp, de skyder proletariatets opgaver i baggrunden, indsnævrer og begrænser disse opgaver og erklærer tilmed, at talen om at danne et selvstændigt arbejderparti i Rusland simpelthen er at efterplapre andre, at arbejderne kun skal føre økonomisk kamp og overlade politik til de intellektuelle sammen med de liberale.«
Iskra skulle forberede partiets fornyede og reelle stiftelse.
I Svejts optog Lenin straks forbindelse med russiske socialdemokratiske emigranter, først og fremmest Georgij Plekhanov, politisk emigrant siden 1880, og Pavel Akselrod og Vera Sasulitj. Disse tre samt tre af den yngre generation: Lenin, Julij Martov og Aleksander Potresov kom efter langvarige forhandlinger til at udgøre Iskras redaktion. De kom alle til at spille en rolle i russisk politik, men kun Lenin fastholdt den revolutionære linje, de øvrige fem blev senere mensjevikker eller støttede mensjevikkerne og blev bitre modstandere af bolsjevismen, Lenins retning i socialdemokratiet. Lenin deltog i redaktionen af bladets første 51 numre, men følte sig derpå tvunget til at udtræde.
Også personlige modsætninger gjorde sig gældende. De ytrede sig allerede under forhandlingerne med Plekhanov i efteråret 1900. Plekhanov optrådte rethaverisk, nedladende, og forlangte faktisk at blive eneredaktør. Han veg ikke tilbage for at bruge taktiske kneb. Det var en bitter overraskelse for Lenin, som nærede stor beundring for den ældre kammerat. I Lenins efterladte papirer fandtes et notat om forhandlingernes forløb, skrevet i september 1900, trykt 1924. Notatet har overskriften: Hvordan Gnisten (Iskra) Nær Var Blevet Slukket. Lenin refererer bl.a. en samtale han og Potresov en sen aften førte efter at Plekhanov havde spillet ud. Det hedder i notatet:
»Når et menneske, som vi ønsker at samarbejde med om den fælles sag, der ligger os på sinde, et menneske, som vi holder den mest intime forbindelse med, når et sådant menneske bruger skaktræk over for os – så kan der ikke længere være tvivl om, at det er et ringe, netop ringe menneske, at han motiveres af en stærk personlig, småtskåren selvoptagethed og forfængelighed, at han er et uoprigtigt menneske ... Det er vanskeligt at beskrive vor tilstand den aften, en sindstilstand så kompliceret, tung, dyster! Det var et virkeligt drama, en fuldstændig afbrydelse af det, man havde hæget om som sit elskede barn, det man havde forestillet sig skulle være ens hele livsgerning. Og hele dramaet skyldtes, at vi tidligere var forelskede i Plekhanov: uden denne forelskelse havde vi stillet os mere koldsindigt, mere ligevægtigt til ham. Hvis vi havde set på ham med en smule kritik ville vi have forholdt os anderledes og ikke føle det som et sammenbrud i ordets bogstaveligste forstand ... Det var den bitreste lære for livet ...«
Men Plekhanov skiftede sind, forhandlingerne gik i orden, et samarbejde kom i stand. Lenin sluttede sit notat med sætningen: »Gnisten (Iskra) begyndte at give håb om atter at blusse op. « – Trods dramaet bevarede Lenin livet igennem dyb respekt for Plekhanovs teoretiske arbejder og havde lejlighedsvis forbindelse med ham.
Om navnet Iskra (Gnisten) kan tilføjes, at der som motto på bladets hoved stod: »Af gnisten skal en flamme blusse op«. Med de ord havde dekabristen Odojevskij (oprører mod tsardømmet i 1825) fra sit forvisningssted i Sibirien besvaret en hilsen fra digteren Aleksander Pusjkin.
Også titlen på dette binds hovedstykke, bogen Hvad Må Der Gøres? rummer en mindelse om demokratiske forgængere. Den samme titel brugte den russiske forfatter og filosof Tjernysjevskij til sin meget læste roman fra 1863. Romanen stillede det spørgsmål, hvad der skulle gøres for at befri Rusland for selvherskerdømme og feudalisme. Nadesjda Krupskaja fortæller, at Lenin havde selv de mindste enkeltheder i denne roman præsent. – Et lignende spørgsmål blev stillet af Lev Tolstoj i skriftet Men Hvad Skal Vi Da Gøre?, skrevet 1882-86.
Lenin stillede spørgsmålet under andre forudsætninger end Tjernysjevskij og Tolstoj – på marxismens grund, med arbejderklassen som social basis, med en revolution mod tsardømmet som nærliggende perspektiv og med en international arbejderbevægelse som forbundsfælle.
I Hvad Må Der Gøres? behandler Lenin vitale problemer på international grund, og han gør det uden at kopiere nogen eller noget socialdemokratisk parti i Vesteuropa.
I kap. 1 foretager Lenin et opgør med Bernsteins revisionisme, med opportunismen, som i Rusland på det tidspunkt fremtrådte som økonomisme, og med kravet om »frihed til kritik«. Han fastslår, at »uden revolutionær teori kan der heller ikke gives nogen revolutionær bevægelse ... Rollen som den mest progressive kæmper kan kun udfyldes af et parti, der ledes af den mest progressive teori.«
I kap. 2 diskuteres forholdet mellem spontaneitet (det uvilkårligt opståede, ikke styrede, ikke planlagte, ikke organiserede) og bevidst orientering (indsigt, teori, målbevidst handling). Lenin konstaterer, at socialistisk teori ikke kan opstå af en spontan bevægelse, men må skabes gennem studium og bearbejdelse af filosofi, historie, økonomi og politik. Men den socialistiske bevidsthed får først afgørende betydning, når den vinder udbredelse i arbejderklassen, og når denne i bevidsthed om sin stilling søger at udvikle en revolutionær kamp.
Lenin fremstiller her det revolutionære parti som arbejderbevægelsens forening med marxismen.
I kap. 3 undersøges forholdet mellem økonomi og politik, mellem de økonomiske og politiske former for arbejderklassens kamp. Det sluttelige mål for denne kamp er at styrte kapitalismen og at indføre socialismen. Det nærmeste mål er at styrte tsarismen og bane vejen til socialismen. I denne kamp skal arbejderklassen gå i spidsen for den demokratiske bevægelse som forkæmper for politisk frihed, som hegemon, toneangivende, i den forestående borgerlig-demokratiske revolution.
Hegemonibegrebet, forestillingen om arbejderklassen som anfører i en bred demokratisk bevægelse, ideologisk og organisatorisk retningsgivende og målsættende, er fundamentalt i Lenins bidrag til marxismens teori.
I kap. 4 og 5 behandler Lenin opbygningen af et marxistisk parti under tsardømmets vilkår, under illegalitet, på et trin, hvor partiet i realiteten endnu ikke eksisterer. Her findes de tillidsfulde ord: »Giv os en organisation af revolutionære, og vi skal vende op og ned på Rusland!«
Bogen Hvad Må Der Gøres? spillede en afgørende rolle i forberedelsen af det russiske socialdemokratis 2. kongres i 1903, hvor partiet definitivt blev stiftet, og hvor de to retninger, bolsjevismen og mensjevismen, blev en historisk realitet. Den dag i dag studeredes de tanker, Lenin her fremlagde, af revolutionære i alle lande.
Sidst opdateret 3.1.2009