Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 1, s. 7-15, Forlaget Tiden, København 1981.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 4. jan. 2009
Vladimir Iljitj Uljanov (22.4.1870 – 21.1.1924) blev kendt under dæknavnet Lenin, først i Rusland, i den øvrige verden efter revolutionerne i 1917 og under opbygningen af den nye sovjetstat på socialismens grund, med kommunismen som mål.
Vladimir voksede op i en omvæltningstid. I sidste halvdel af århundredet trængte kapitalismen som økonomisk samfundsformation frem i selvherskerdømmet Rusland, der var behersket af jordejende adel med en tsar som topfigur. Alle demokratiske bevægelser blev forfulgt og undertrykt. Voldsomme sociale spændinger affødte revolutionære strømninger, som i de forudgående årtier navnlig havde haft tilslutning i intellektuelle kredse, men som nu mere og mere bredte sig i den gryende arbejderbevægelse. Et socialdemokratisk parti fandtes på den tid ikke, kun små grupper, »cirkler«, i hovedbyerne og industriegnene og på forvisningsstederne blandt politiske fanger.
Lenin nærede dyb respekt for de revolutionære, som før arbejderbevægelsens fremkomst havde ofret sig for at forberede sindene på en social revolutions nødvendighed. Et udtryk herfor findes i skriftet »Venstre«-kommunismen, En Børnesygdom, som han skrev til Kommunistisk Internationales kongres i 1920:
»I løbet af et halvt hundrede år, fra 1840’rne til 1890’erne, søgte den fremskridtsvenlige tænkning i Rusland under det uhørt barbariske og reaktionære tsardømmes åg med brændende iver efter en rigtig revolutionær teori og studerede med beundringsværdig energi og omhu hvert eneste ‘sidste ord’, som fremkom i Europa og Amerika på dette felt. Man kan i sandhed sige, at Rusland kæmpede og led sig frem til marxismen som den eneste rigtige revolutionære teori, gennem et halvt århundredes uhørte kvaler og ofre, mageløst revolutionært heltemod, utrolig energisk og uselvisk søgen, læren og eksperimenteren gennem praksis, skuffelser, efterprøvelser og sammenlignen med Europas erfaringer ...« (Udvalgte Værker, bd. 12, s. 15-16).
Et vidnesbyrd om de revolutionære strømningers higen efter indsigt i samfundsudviklingens almene sammenhænge var, at Karl Marx’ Kapitalen, hvis første bind kom på originalsproget tysk i 1867, udkom i russisk oversættelse i Rusland allerede i 1872, før nogen oversættelse i Vesteuropa. 15 år gammel så Vladimir første gang dette værk. Hans broder Aleksander havde det med hjem i en ferie. Aleksander blev kort efter arresteret og sammen med fire kammerater henrettet for sammensværgelse mod tsaren.
Ved den lejlighed sagde Vladimir, fremtidens Lenin: »Nej, det er ikke den vej, vi vil gå. Vi skal gå en anden vej.« Lenins skrifter er mærkepæle på denne vej.
Så stor respekt Lenin end nærede for dem, der i den revolutionære bevægelse var gået forud – bl. a. narodnikker, »folkevenner«, som de kaldtes – så var det ikke mindst narodnikker, han i 1890’erne måtte rette sin kritik imod. De var modstandere af dannelsen af et socialdemokratisk arbejderparti. Lenin så derimod partiet som revolutionens mest nødvendige redskab.
Problemer som kapitalismens fremtid i Rusland, det ældgamle landsbyfællesskabs skæbne, socialismen som samfundsform, arbejderklassens rolle osv. var genstand for heftig debat i 1880’erne og 1890’erne. I den foreliggende udgave af udvalgte værker er medtaget 1. del af skriftet Hvad Er »Folkevennerne«, Og Hvordan Bekæmper De Socialdemokraterne fra 1894.
I de følgende år arbejdede Lenin energisk for dannelsen af et socialdemokratisk parti, teoretisk, ideologisk, organisatorisk og bladmæssigt.
I1895 blev Lenin arresteret. Han befandt sig i fængsel eller i forvisning i Sibirien indtil januar 1900. Men også under disse forhold lykkedes det ham at fortsætte forberedelserne til partiets dannelse. I forvisningstiden skrev han bl. a. det store værk Kapitalismens Udvikling I Rusland. Det udkom i Ruslands daværende hovedstad Skt. Petersborg i 1899 og 1. oplags 2400 eksemplarer blev hurtigt solgt.
I dette værk påviste Lenin, at Rusland var blevet et kapitalistisk land, og at landsbyfællesskabet ikke ville kunne klare sig over for kapitalismens fremtrængen. Denne udvikling ville tillige undergrave selvherskerdømmets sociale basis. Den afgørende rolle i den kommende revolution ville tilfalde arbejderklassen, hvis styrke var langt større end dens andel i befolkningen. Også muligheden af et forbund mellem arbejderklassen og bønderne blev dokumenteret i dette værk. I analysen af kapitalismens marked i Rusland løste Lenin vigtige problemer i marxismens politiske økonomi. Af dette grundlæggende, meget omfangsrige værk er forordene og det generelle første kapitel medtaget her.
Lenin opholdt sig i udlandet i årene 1900-1905. Han var den drivende kraft i udgivelsen af det socialdemokratiske partis blad Iskra (Gnisten), og han udformede i skrifter som Hvad Må Der Gøres? (1902) og Et Skridt Frem, To Skridt Tilbage (1904) principperne for Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDAP) på marxismens grund. Formelt var partiet stiftet i 1898, men det blev først en realitet på 2. kongres i 1903. I sine værker udarbejdede Lenin en udførlig partiteori, noget ingen anden marxist havde formået.
I bogen Hvad Må Der Gøres? forudså Lenin, at Ruslands arbejderklasse ville komme til at spille pionerens rolle i århundredets revolutioner:
»Den nærmeste opgave, som historien har stillet os overfor nu, er den mest revolutionære af alle de nærmeste opgaver, som proletariatet i noget land står overfor. Gennemførelsen af denne opgave, at ødelægge det mægtige bolværk ikke blot for den europæiske, men også (det kan vi sige nu) for den asiatiske reaktion, vil gøre det russiske proletariat til det internationale revolutionære proletariats fortrop.
I bogen Et Skridt Frem, To Skridt Tilbage, hvis titel hentyder til striden mellem partiets revolutionære fløj (bolsjevikkerne) og dets opportunistiske fløj (mensjevikkerne), formulerede Lenin organisationens betydning:
»Proletariatet har intet andet våben i kampen om magten end organisationen. Selv om proletariatet splittes ved den anarkiske konkurrences herredømme i den borgerlige verden, nedtynges af tvangsarbejdet for kapitalen, uafladeligt kastes ned ‘på bunden’ [*] af al elendighed, forråelse og fordærvelse, kan det blive og vil det uvægerligt blive en uovervindelig magt, når dets ideologiske forenelse på grundlag af marxismens principper blot befæstes gennem den materielle enhed i organisationen, som sammensvejser millioner af arbejdende mennesker til arbejderklassens armé. Mod denne armé vil hverken den russiske enevældes affældige magt eller den internationale kapitals hensmuldrende magt kunne holde stand. Trods alle siksakbevægelser og alle skridt tilbage, trods de opportunistiske fraser, som højre fløj i vort nuværende socialdemokrati strør om sig med, trods de selvtilfredse lovprisninger af de efterblevne smågrupper, trods den intellektuelle anarkismes gøgl og larm vil denne hær slutte sine rækker tættere og tættere.«
Omkring århundredskiftet blev imperialismen, monopolkapitalismens ekspansive system, verdensomspændende. Dette affødte kamp mellem stormagterne om en ny opdeling af verdens territorier og markeder for varer og kapital. Et udslag heraf var den russisk japanske krig 1904-1905, sideløbende med voldsomme klassekampe i Rusland. Den første russiske revolution var på vej. Den udbrød i 1905.
Denne første revolution var af borgerlig-demokratisk karakter, hvad målene angik, men dens stærkeste revolutionære kraft var ikke bourgeoisiet, derimod arbejderklassen i forbund med bønderne. Derved adskilte denne revolution sig fra borgerlige revolutioner i andre lande i tidligere århundreder. Det afspejles i Lenins skrift To Slags Taktik For SocialdemokratietI Den Russiske Revolution (1905).
Her formulerede Lenin de mål, den revolutionære arbejderklasse i forbund med bønderne måtte sætte sig: omstyrtelse af tsardømmet, dannelse af en provisorisk, revolutionær regering og oprettelse af en ny statsmagt i form af arbejderklassens og bøndernes revolutionært-demokratiske diktatur, og gennemførelse af sociale omdannelser, der under den nye statsmagt kunne indlede en ny fase, kampen for den socialistiske revolution. Lenin skrev:
»Proletariatet må føre den demokratiske omvæltning til ende ved at knytte bøndernes masser til sig for at knuse selvherskerdømmets modstand med magt og lamme bourgeoisiets vankelmodighed. Proletariatet må gennemføre den socialistiske omvæltning ved at knytte massen af halvproletariske befolkningselementer til sig for at knuse bourgeoisiets modstand med magt og lamme bøndernes og småborgerskabets vankelmodighed.«
Denne strategi betød ikke nogen udskydelse af den socialistiske revolution. I artiklen Socialdemokratiets Stilling Til Bondebevægelsen (1905), som også er medtaget i dette udvalg, pointerede Lenin:
»... fra den demokratiske revolution vil vi straks begynde at gå over til den socialistiske revolution, og det netop så langt vore kræfter, det bevidste og organiserede proletariats kræfter, rækker. Vi går ind for uafbrudt revolution.«
På samme tid fremkom to andre socialdemokraters, Parvus’ og Trotskijs teori om den »permanente revolution«. Forskellen mellem de to teorier ligger ikke i ordene uafbrudt eller permanent, derimod i, at Lenin lagde en omhyggelig klasseanalyse til grund for sin revolutionsteori og ud fra denne analyse sluttede, at et spring direkte fra tsarens selvherskerdømme til socialisme ikke var muligt. Trotskij derimod havde fremsat slagordet »Ingen tsar, men en arbejderregering«.
Revolutionen 1905-1907 led nederlag, repressalier satte ind, skuffelse bredte sig i socialdemokratiet og i arbejderklassen. Lenin måtte sammen med sine meningsfæller bruge mange kræfter på at bevare partiets kerne. Der opstod fraktionskampe og strømninger som likvidatorismen, hvis tilhængere ville likvidere partiet, og otsovismen, som ville ophøre med deltagelse i »dumaen«, tsarens parlament, der ikke havde reelle beføjelser. Også idémæssigt gav skuffelsen og tilbageslaget sig udtryk. I filosofisk henseende måtte Lenin bekæmpe den såkaldte empiriokriticisme og forsvare den filosofiske materialisme. Lenins værk herom foreligger på dansk (Materialisme Og Empiriokriticisme, Forlaget Tiden 1970).
Rivaliteten mellem de imperialistiske magter var i stadig vækst. En verdenskrig truede. Lenin deltog i den socialdemokratiske internationales kongresser, som vedtog resolutioner mod krigen og lovede sammenhold mellem partierne. I årene frem til 1914, da den første imperialistiske verdenskrig ud-brød, kom problemet om de undertrykte nationers selvbestemmelsesret til diskussion. Lenin forfægtede til enhver tid dette princip som et led i den demokratiske kamp. Han måtte bekæmpe sekteriske strømninger også blandt sine partifæller, hvor f. eks. Bukharin og Pjatakov fandt, at selvbestemmelse stred mod arbejderklassens internationalisme.
Da den første verdenskrig udbrød, gik de socialdemokratiske partier i Vesteuropa ind for at støtte hver sit imperialistiske lands krig. Bolsjevikkernes parti fulgte internationalismens princip og internationalens kongresbeslutninger. De vendte sig mod Tsar-Ruslands krig. Lenin opstillede parolerne: forvandling af krigen til borgerkrig, ens egen regerings nederlag. Opportunisterne, mensjevikkerne, støttede Tsar-Ruslands krig, ligesom andre socialdemokratiske partier i deres lande. Den socialdemokratiske Internationale var brudt sammen. Bolsjevikkerne opfordrede til forberedelse af en ny proletarisk Internationale.
Under verdenskrigen opholdt Lenin sig i Svejts, hvor han udarbejdede bogen Imperialismen Som Kapitalismens Højeste Stadium. Ligesom i hans øvrige skrifter er den økonomiske analyse organisk forbundet med udviklingen af den revolutionære arbejderbevægelses strategi og taktik. Lenin påpegede sammenhængen mellem imperialismens økonomi og politik og forstærkelsen af opportunismen i arbejderbevægelsen. Han lagde grunden til den statsmonopolistiske kapitalismes teori, som er grundlaget for de kommunistiske partiers programmer i højt udviklede kapitalistiske lande.
På samme tid samlede Lenin materiale til en bog om marxismens syn på staten. Han skrev den færdig i revolutionssommeren 1917, da han en tid måtte leve »under jorden« i Rus-land. Den fik titlen Staten og Revolutionen. Han fremdrog her Marx’ og Engels’ syn på statsmagten som redskab for klasseherredømme og på statsmagtens forvandling og bortdøen under opbygningen af kommunismen. Lenin udviklede her – og i flere andre skrifter – teorien for proletariatets diktatur til forskel fra bourgeoisiets diktatur.
Da tsardømmet blev fældet af den borgerlig-demokratiske revolution i februar (marts) 1917, opstod spørgsmålet, hvordan bolsjevikkerne skulle stille sig til den nye provisoriske regering og til sovjetterne af arbejder- og soldaterrepræsentanter, som samtidig dannedes.
Efter hjemkomsten til Rusland i april 1917 fremstillede Lenin i sine »aprilteser« og i talrige andre skrifter partiets opgaver: arbejde for en demokratisk fred, ingen støtte til den provisoriske regering, der førte krigspolitikken videre, magtens overgang til sovjetterne – ad fredelig vej, når det var muligt, med væbnet magt, når ingen anden vej var for hånden.
Det var denne sidste vej, der i oktober (november) 1917 måtte følges. Lenin måtte overvinde megen tvivl i sit eget parti, men kunne konstatere, at sovjetmagtens udbredelse forløb som et triumftog over hele landet. Den 25. oktober (7. november) 1917 satte skel i historien.
Dermed opstod opgaver, som intet andet socialistisk parti havde stået overfor. Det gjaldt nu om at konsolidere den nye statsmagt og få produktionen og samfundslivet i gang, ikke blot på det nye samfundsgrundlag, hvis udviklingsveje ingen før havde kunnet udforske i praksis, men også under vilkår, der drastisk forværredes af krig, kaos, blokade og udenlandsk intervention.
Der fulgte flere års borgerkrig og udenlandsk intervention, hvor sovjetrepublikkernes eksistens var i yderste fare. Samtidig satte voldsomme propagandaangreb ind, ikke mindst fra opportunistiske socialdemokrater. Et vidnesbyrd herom er nedfældet i Lenins skrift Den Proletariske Revolution Og Renegaten Kautsky (1918).
I1919 stiftedes Kommunistisk Internationale. De kommunistiske partier, som nu opstod, var unge og uerfarne. Med dette for øje skrev Lenin sit skrift »Venstre«-kommunismen, En Børnesygdom, hver han videregav bolsjevikkernes erfaringer med hensyn til fagforeninger, parlament, parti og kompromis’er.
Da borgerkrigen og den udenlandske intervention endelig var slut, måtte den økonomiske politik radikalt lægges om. Atter var det Lenin, som gjorde op med vanetænkning og fremsatte forslag til en ny økonomisk politik, NEP-politikken. Under de hidtidige krigsforhold havde strenge restriktioner og rationeringer været nødvendige. Produktion til civile formål var gået næsten i stå. Nu måtte småvirksomheder på kapitalistisk basis have et vist spillerum for at producere varer, men økonomiens kommandohøjder, bankerne osv., måtte forblive under sovjetstyrets kontrol. Uden for Sovjetrusland anså man denne politik som en begyndende tilbagevenden til kapitalismen. Også i det bolsjevikiske parti, der nu havde taget navnet Ruslands Kommunistiske Parti (bolsjevikkerne), RKP (b), stod der voldsom strid om NEP-politikken. Samtidig redegjorde Lenin for betydningen af kooperation på socialistisk grund. Dette var et nyt tema, som fik stor betydning for socialismens opbygning.
I 1922 måtte Lenin af helbredsgrunde trække sig tilbage fra det daglige arbejde. Han vedblev i endnu et års tid at skrive og diktere. Disse seneste arbejder er med i dette udvalg.
Lenins produktion spænder over tredive år. Den russiske udgave af hans samlede værker tæller 55 bind med over 25.000 sider. Dertil kommer skrifter, som ikke er genfundet, men hvis eksistens er kendt, o.a. Værket blev til under vanskelige forhold, fængsel, forvisning, landflygtighed, krævende organisatorisk arbejde, omfattende korrespondance, samtaler og mødevirksomhed, i de sidste leveår daglig virksomhed som stats- og partileder. Tilsammen en ufattelig stor arbejdspræstation.
Lenin skrev med dyb teoretisk indsigt og ud fra konkret materiale, både når han udarbejdede et videnskabeligt værk, og når han forklarede en aktionsparole. I en omtale af Karl Marx’ arbejdsmåde karakteriserer han samtidig sin egen:
»Hele Marx’ teori er udviklingsteorien – i dens mest konsekvente, mest fuldkomne, mest gennemtænkte og indholdsrige form – anvendt på den moderne kapitalisme... Hos Marx finder man ikke spor af forsøg på at konstruere utopier eller gætte ud i det blå om ting, man ikke kan have kendskab til. Marx stiller spørgsmålet om kommunismen sådan, som naturforskeren ville stille spørgsmålet med hensyn til lad os sige en ny biologisk afart, når man ved, at den er opstået på den og den måde og modificerer sig i den og den bestemte retning.« (se Staten og Revolutionen, denne udgave bd. 9 s. 87).
Denne arbejdsmåde medfører tillige, at almene temaer kommer på tale og behandles gang på gang i sammenhænge med dagsaktuelt sigte. Vil man f.eks. studere Lenins anvendelse af den marxistiske dialektik eller hans betragtninger over proletariatets diktatur, finder man talrige kilder i hans værker over hele perioden.
For at lette opsøgningen af tematisk materiale er det hensigten at udarbejde et registerbind til denne udgave.
Dette udvalgs 15 bind falder i følgende grupper, svarende til faser i RKP(b)s historie:
Bind 1-3: Kampen for at skabe et marxistisk parti i Rusland, dannelsen af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDAP), bolsjevismens opståen (1894-1904).
Bind 4: Den første revolution i Rusland (1905-1907).
Bind 5: Reaktionsperioden (1907-1910). Det revolutionære opsving (1910-1914).
Bind 6: Den imperialistiske verdenskrig, den anden, borgerlig-demokratiske revolution i Rusland (1914-1917).
Bind 7-9: Den tredje, socialistiske revolution i Rusland (marts-oktober 1917).
Bind 10: Udviklingen af den socialistiske revolution og konsolideringen af sovjetternes statsmagt (oktober 1917-1918).
Bind 11-15: Den udenlandske militære intervention, borgerkrigen, fred og begyndende opbygning (1918-1923).
Udvalget omfatter et par hundrede titler – bøger, artikler, taler, breve, betydeligt flere end i den tidligere 12 binds udgave, men kun en tiendedel af Lenins samlede værker. Stoffet bringes kronologisk og uforkortet, med få undtagelser, der skyldes tematiske hensyn.
Ved oversættelsen er der benyttet den 5. russiske udgave af Lenins værker. Noter og navneregistre er også i væsentlig grad baseret på den russiske udgave, med benyttelse også af anden litteratur.
Enkelte russiske ord, f. eks. khvostisme, er ikke oversat, men meningen fremgår af teksten. I andre tilfælde er det russiske ord oversat, men til yderligere præcisering samtidig anført mellem skråstreger. Også andre, fåtallige, ord og årstal mellem skråstreger er tilføjet af redaktionen.
Redaktionens fodnoter er markeret med Red.
Oversættelsen bygger på teksten i den tidligere 12 binds udgave; den er på ny gennemgået og revideret. I 12 binds udgaven blev navnene på redaktører og oversættere ikke anført. Redaktionen besørgedes af Anja Veibel og Gelius Lund. Oversættelserne udarbejdedes hovedsageligt af Sven Brüel, Erik Horskjær, Gelius Lund, Robert Mikkelsen og Erley Olsen. I den nuværende udgaves enkelte bind anføres navne på oversættere og redaktører. Forlaget er mange andre tak skyldige for deres medvirken ved manuskriptbehandling, korrektur og fremstilling.
* Ordvalget i sætningen »proletariatet... kastes ned ‘på bunden’ af al elendighed, forråelse og fordærvelse« og de påfaldende anførselstegn om ordene »på bunden« har formentlig følgende litterære baggrund. I 1902 havde Maksim Gorkijs skuespil Na dne haft premiere. Mens Lenin skrev sin bog gik det på flere teatre og vakte megen opsigt. Titlen Na dne betyder på bunden. Personerne er »kastet ned i elendighed, forråelse og fordærvelse«, men åbenbarer samtidig stærke menneskelige følelser. I dansk teater bærer stykket titlen Natteherberget.
Sidst opdateret 4.1.2009