Marxisme Online  >  Arkiv  >  Lenin

Dagbogsblade

Vladimir Lenin (2. jan. 1923)

Skrevet den 2. januar 1923 og trykt første gang i Pravda nr. 2, 4. januar 1923.

Oversat til dansk af Gelius Lund.

Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15, s. 167-171, Forlaget Tiden, København 1984.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 20. juli 2013.

Det nylig udkomne arbejde om skrive- og læsekyndigheden blandt Ruslands befolkning ifølge folketællingen 1920 (»Læse- og skrivekyndigheden i Rusland«, Moskva 1922, Centrale Statistiske Departement, afdeling for folkeoplysningsstatistik) er en meget vigtig publikation.

Jeg anfører neden for en tabel vedrørende læse- og skrivekyndigheden blandt Ruslands befolkning i 1897 og 1920, hentet fra dette arbejde:

Alt imens vi har snakket om proletarisk kultur og om dennes forhold til borgerlig kultur, bringer det virkelige liv os tal, som viser, at det står meget ringe til hos os, selv med den borgerlige kultur. Det viser sig, hvad man også kunne vente, at vi endnu har meget lang vej til almindelig læse- og skrivekyndighed, og at endog vort fremskridt i forhold til tsartiden (1897) har været alt for langsomt. Dette er et truende varsko og en tilrettevisning over for dem, der bestandig svæver i den »proletariske kulturs« luftige højder. Det viser, hvor meget nødvendigt, slidsomt arbejde vi endnu har at gøre, før vi når op på samme niveau som en almindelig civiliseret stat i Vesteuropa. Det viser endvidere, hvor umådelig meget arbejde vi nu skal gøre for virkelig på basis af vore proletariske erobringer at nå et tåleligt kulturniveau.

Vi kan imidlertid ikke nøjes med at fastslå dette ubestridelige, men alt for teoretiske standpunkt. Vi må også rent praktisk tage sagen op, når vi næste gang skal revidere vort kvartalsbudget. Naturligvis er det ikke i første række udgifterne til Folkekommissariatet For Oplysning der skal nedskæres, men udgifterne til andre grene, således at de frigjorte summer kan anvendes til dette folkekommissariats behov. Man må ikke være påholdende, når det gælder en forhøjelse af brødtildelingen til lærere i et år som det indeværende, hvor vi er så nogenlunde forsynet med korn.

Det arbejde, som nu udføres på folkeoplysningens område, kan i almindelighed ikke siges at være for snævert anlagt. Der gøres en hel del for at sætte skub i den gamle lærerstab, for at give dem nye opgaver, for at interessere dem for den nye behandling af pædagogikkens problemer og for problemer som religionsspørgsmålet.

Men vi forsømmer det væsentlige. Vi sørger ikke for eller sørger langtfra tilstrækkeligt for at placere folkeskolelæreren på det høje niveau, uden hvilket der ikke kan være tale om nogen hverken proletarisk eller borgerlig kultur. Man bør tage fat på den halvasiatiske kulturløshed, som vi hidtil ikke er sluppet ud af og ikke uden alvorlige anstrengelser kan slippe ud af, skønt vi har mulighederne for det, idet folkemasserne intet sted er så interesseret i ægte kultur som hos os; intet sted behandles denne kulturs problemer så indgående og konsekvent som hos os, intet sted, i intet andet land ligger statsmagten i hænderne på arbejderklassen, der som helhed udmærket indser sin mangel, jeg vil ikke sige på kultur, men på elementære kundskaber; intet sted er den så villig til at bringe ofre og intet sted bringer den sådanne ofre som hos os for at forbedre sin stilling i den henseende.

Her i landet gøres der endnu for lidt, alt for lidt for at omlægge hele vort statsbudget således, at det i første række tilfredsstiller den primære folkeoplysnings behov. Selv i Folkekommissariatet for Oplysning kan man meget ofte finde overdrevent oppustet bemanding af et eller andet statsforlag, mens man slet ikke bekymrer sig om, at hvad staten i første række skal forsynes med, ikke er forlag, men læsere, et større antal læsekyndige, således at forlagsvirksomheden i det fremtidige Rusland kan få større politisk vingefang. Vi har endnu den gamle (dårlige) vane at ofre langt mere tid og kraft på tekniske spørgsmål som forlagsvirksomhed end på det almenpolitiske spørgsmål om folkets læse- og skrivekyndighed.

Hvis man ser på Hovedafdelingen for Faguddannelse, er vi også her sikker på at finde mangt og meget, som er overflødigt og oppustet på grund af særinteresser, og som ikke er afpasset efter en bred folkeuddannelses behov. Langtfra alt i Hovedafdelingen for Faguddannelse kan retfærdiggøres med et berettiget ønske om at højne vor fabriksungdoms uddannelse fra grunden og give den en praktisk retning. Hvis man opmærksomt gennemser budgettet for Hovedafdelingen for Faguddannelse, vil man der finde mangt og meget, som fra dette synspunkt er overdrevet og fiktivt, og som bør bringes til ophør. I vor arbejder- og bondestat kan og skal man endnu spare på mangt og meget for at udvikle folkets læse- og skrivekyndighed, selv om man så skal ophøre med forskelligt, enten halvvejs fornemme kæpheste eller også institutioner, som vi endnu kan og længe kan og skal undvære, når det står således til med folkets læse- og skrivekyndighed, som statistikken bevidner.

Folkeskolelæreren bør hos os placeres på et så højt niveau, som han aldrig før har befundet sig på og heller ikke nu kan befinde sig på i et borgerligt samfund. Det er en sandhed, som ikke kræver noget bevis. En sådan tilstand må vi stile efter ved at gøre et systematisk, støt og vedholdende arbejde, dels for at højne ham åndeligt, dels for at give ham en alsidig uddannelse til hans virkelig høje kald, dels navnlig, navnlig, navnlig for at give ham bedre materielle kår.

Man må systematisk forstærke arbejdet på at organisere folkeskolelærerne på en sådan måde, at de ophører at være en støtte for det borgerlige samfundssystem, hvad de hidtil har været og stadig er i alle kapitalistiske lande uden undtagelse, og bliver en støtte for sovjetsamfundet, og således at man gennem dem får bønderne skilt ud af forbundet med bourgeoisiet og draget ind i et forbund med proletariatet.

Jeg bemærker i korthed, at systematiske ture ud på landet må spille en særlig rolle med dette for øje; disse ture gennemføres for øvrigt allerede hos os, og de bør udvikles planmæssigt. På arrangementer som disse ture er det ingen skade at ofre penge, som vi meget ofte bortødsler nytteløst på et statsapparat, der næsten helt igennem tilhører den gamle historiske epoke.

Jeg samlede materiale til min tale – som jeg ikke fik holdt – på sovjetkongressen i december 1922 om byarbejdernes fadderskaber for landsbyernes indbyggere. En del materiale herom fik jeg fra kammerat Khodorovskij, og jeg overlader nu kammeraterne dette tema til behandling, eftersom jeg ikke selv kunne bearbejde det og gøre offentligheden bekendt med det gennem sovjetkongressen.

Det politiske hovedproblem er her forholdet mellem by og land, det har afgørende betydning for hele vor revolution. Mens det borgerlige samfund systematisk gør alt for at sløve byarbejderne og tillemper al litteratur, der udgives på statens, de monarkistiske og de borgerlige partiers bekostning, efter dette formål, så kan og skal vi anvende vor magt til virkelig at gøre byarbejderen til formidler af kommunistiske ideer blandt landproletariatet.

Jeg sagde »kommunistiske« og skynder mig at tage forbehold, da jeg er bange for at give anledning til misforståelser eller at blive opfattet for stift. Det må på ingen måde forstås sådan, at vi med det samme skulle bringe rene kommunistiske ideer i snæver forstand ud i landsbyen. Så længe vi ikke i landsbyen har noget materielt grundlag for kommunismen, så længe ville det i grunden være skadeligt, det ville i grunden være katastrofalt for kommunismen.

Nej. Man skal begynde med at få et samkvem i stand mellem by og land uden dermed at ville foregribe det mål at få kommunismen til at slå rod i landsbyen. Dette mål kan ikke nås for tiden. Et sådant mål er ubetimeligt. At sætte sig et sådant mål vil gøre sagen skade i stedet for gavn.

Men at få samkvem i stand mellem byens arbejdere og landsbyens arbejdsfolk, at tilvejebringe den form for kammeratlig omgang mellem dem, som let kan skabes – det er vor pligt, det er en af hovedopgaverne for arbejderklassen, som er ved magten. Hertil er det nødvendigt at stifte en række sammenslutninger (af partimæssig, faglig eller privat karakter) blandt industriarbejderne, med det formål systematisk at støtte landsbyen i dens kulturelle udvikling.

Vil det lykkes at »fordele« alle byceller på alle landsbyceller, således at hver enkelt arbejdercelle, som er »tildelt« en tilsvarende landsby celle, systematisk benytter enhver lejlighed, enhver tildragelse til at imødekomme et eller andet kulturbehov hos sin med-celle? Eller vil man kunne finde andre former for forbindelse? Jeg nøjes her med at rejse spørgsmålet for at henlede kammeraternes opmærksomhed på det, for at pege på de forhåndenværende erfaringer fra Vestsibirien (disse erfaringer har kammerat Khodorovskij gjort mig opmærksom på) og for at opridse denne verdenshistoriske kulturopgave i hele dens vældige omfang.

Vi gør næsten intet for landsbyen ud over vort officielle budget eller ud over vore officielle forbindelser. Ganske vist antager byens kulturelle forbindelser med landsbyen her i landet af sig selv og uundgåeligt en noget anden karakter end før. Under kapitalismen bragte byen landsbyen noget, som demoraliserede den politisk, økonomisk, moralsk, fysisk osv. Under vore forhold begynder byen af sig selv at bringe landsbyen det stik modsatte. Men alt dette gøres netop af sig selv, spontant, og det kan alt sammen forstærkes (og senere øges hundredfoldigt) ved at bringe målbevidsthed, planmæssighed og systematik ind i dette arbejde.

Vi vil først da begynde at bevæge os fremad (og så vil vi ganske givet begynde at bevæge os hundrede gange hurtigere), når vi giver os til at studere dette spørgsmål og stifter alle mulige sammenslutninger af arbejdere – samtidig med at vi på enhver måde undgår at bureaukratisere dem – til at rejse dette spørgsmål, behandle det og føre planerne ud i livet.

2. januar 1923

Toppen af siden

Sidst opdateret 20.7.2013