Trykt 1922 i RKP(b)’s 11. kongres, Stenogram.
Oversat til dansk af Gottlieb Japsen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15, s. 109-111, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 8. juli 2014.
Kammerater! Vi er kommet til ende med arbejdet på vor kongres.
Den første forskel, som falder i øjnene, når man sammenligner denne kongres med den foregående, er den større samdrægtighed, den større enighed, den større organisatoriske enhed.
Kun en lille del af en fløj af oppositionen på sidste kongres har stillet sig uden for partiet. [23]
Hvad fagforeningerne og den nye økonomiske politik angår, har der ikke vist sig uoverensstemmelser i vort parti, eller dog ikke i noget nævneværdigt omfang.
Det fundamentale og væsentlige, som denne kongres har bragt os af “nyt”, er et levende bevis for, at vore fjender har uret, når de utrætteligt påstod og påstår, at vort parti er ved at blive senilt, at det er ved at miste sindets og hele sin organismes smidighed.
Nej, denne smidighed har vi ikke sat til.
Dengang det – ifølge tingenes hele objektive tilstand i Rusland og i hele verden – var påkrævet at gå fremad, at gå til angreb på fjenden med uselvisk tapperhed, hurtighed og beslutsomhed, da gik vi også til angreb. Når det bliver nødvendigt, vil vi forstå at gøre dette om og om igen.
Vi har dermed hævet vor revolution op til et niveau, der er uden lige i verden. Ingen magt i verden vil, hvor mange trængsler, ulykker og plager den end kan påføre millioner, ja hundreder af millioner mennesker, kunne tage vor revolutions væsentlige erobringer tilbage, for de er nu ikke længere “vore” alene, men verdenshistoriske erobringer.
Og dengang det henimod foråret 1921 viste sig, at vor fortrop i revolutionen stod i fare for at blive skilt fra folkets masse, fra bøndernes masse, som den med klogskab skal føre fremad, da tog vi den enige og faste beslutning at trække os noget tilbage. I det forløbne år har vi så trukket os tilbage, i det store og hele i revolutionær orden.
Det vil ikke lykkes proletariatets revolutioner, som modnes i alle fremskredne lande verden over, at løse deres opgave, medmindre de kan kombinere evnen til at kæmpe uselvisk og gå til angreb med evnen til at trække sig tilbage i revolutionær orden. Erfaringerne fra andet afsnit af vor kamp, dvs. erfaringerne fra tilbagetoget, vil sandsynligvis også i fremtiden komme arbejderne til nytte, i hvert fald i visse lande, ligesom vore erfaringer fra første afsnit af revolutionen, erfaringerne fra den uselvisk dristige offensiv utvivlsomt kommer alle landes arbejdere til nytte.
Nu har vi besluttet at betragte tilbagetoget som endt.
Det betyder, at vor politiks hele opgave stilles på en ny måde.
Kernepunktet ligger nu i, at avantgarden ikke må være bange for at arbejde med sig selv, at omforme sig selv, åbent at indrømme sin mangelfulde forberedelse, sin utilstrækkelige færdighed. Kernepunktet ligger i, at man nu skal rykke frem som en langt bredere og magtfuldere masse, ubetinget sammen med bønderne, idet de må have et sagligt, praktisk, erfaringsmæssigt bevis for, at vi er ved at lære og også får lært at hjælpe dem, at føre dem fremad. Sådan som den internationale situation nu er, sådan som det nu står til med Ruslands produktivkræfter, kan man kun løse denne opgave ved at gå meget langsomt, forsigtigt, sagkyndigt til værks, og ved tusinde gange at efterprøve hvert af sine skridt i praksis.
Hvis der i vort parti skulle rejse sig røster imod denne ekstremt langsomme og ekstremt forsigtige fremrykning, vil det være ensomme røster.
Partiet som helhed har forstået og vil nu i gerning bevise, at det har forstået, at det i dette øjeblik må indrette sit arbejde sådan og kun sådan. Og da vi har forstået det, vil vi også kunne nå vort mål!
Jeg erklærer Ruslands kommunistiske Partis 11. kongres for afsluttet.
23. Lenin sigter formodentlig til G.I. Mjasnikov, som blev ekskluderet af partiet i februar 1922, samt F.A. Mitin og N.V. Kusnetsov, der begge blev udelukket af partiet af den 11. partikongres. – S. 109.
Sidst opdateret 8.7.2014