Om monopolet på udenrigshandel

Vladimir Lenin (13. dec. 1922)


Telefondiktat den 13. december 1922. Trykt i uddrag i Isvestija VTsIK nr. 21 den 26. januar 1924. Første gang trykt i fuld ordlyd i Proletarskaja Revoljutsija nr. 2-3, 1930. [1]

Oversat til dansk af Anne Lund.

Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15, s. 147-150, Forlaget Tiden, København 1984.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2014.

Noter


Til kammerat Stalin til brug for centralkomiteens plenarmøde

 

Det vigtigste mener jeg er at granske brevet fra kammerat Bukharin. I første punkt skriver han, at “hverken Lenin eller Krasin siger en lyd om de talløse tab, landets økonomi må bære som følge af udenrigshandelskommissariatets mangel på arbejdsevne, der stammer fra dets “principielle” struktur, ikke et ord om de tab, der hænger sammen med, at vi selv er ude af stand til (og af helt forståelige årsager vil være ude af stand til i lang tid) at mobilisere bøndernes varemasse og bringe den ud i den internationale vareomsætning”.

Denne påstand er direkte forkert. I afsnit II taler Krasin nemlig tydeligt om dannelsen af blandede selskaber, som er en af måderne til for det første at mobilisere bøndernes varemasse og for det andet at give statskassen en profit på mindst 50 procent fra denne mobilisering. Det er altså Bukharin, der går uden om sagens kerne. Han vil ikke indse, at en “mobilisering af bøndernes varemasse” udelukkende og alene giver indtægter til NEP-folkene. Spørgsmålet er, om vort udenrigshandelskommissariat skal arbejde for NEP-folkene eller for den proletariske stat. Det er et så centralt spørgsmål, at man ubetinget må og skal tage kampen om det på partikongressen.

Sammenlignet med dette første, grundlæggende, principielle spørgsmål er udenrigshandelskommissariatets mangel på arbejdsevne et fuldkommen underordnet problem, for denne mangel på arbejdsevne er hverken større eller mindre end i alle vore folkekommissariater. Det hænger sammen med deres almene sociale struktur, og der kræves mange års ihærdigt arbejde af os for at højne uddannelsen og niveauet som helhed.

I andet punkt af sine teser erklærer Bukharin, at “punkter som f.eks. afsnit 5 hos Krasin til fulde også kan bruges på koncessioner i almindelighed”. Dette er igen en skrigende usandhed, idet Krasin i sin 5. tese gør gældende, at man “på landet kunstigt vil bane vej for den mest forhærdede udbytter, opkøber, spekulant og agent for udenlandsk kapital udstyret med dollar, pund sterling og svenske kroner”. Dette passer overhovedet ikke på koncessionerne, hvor det ikke bare er et spørgsmål om territorium, men også om særlig tilladelse til at handle med særlige varer, og hvad vigtigst er: det er os som bestemmer handelen med de og de koncessionsvarer; uden med et eneste ord at imødegå Krasins argumenter om, at vi ikke vil kunne holde den frie handel inden for de rammer, som blev lagt i plenarmødets beslutning af 6. oktober, og at vi vil tabe kontrollen med denne handel som følge af presset fra ikke bare smuglere, men også samtlige bønder – uden at reagere på dette økonomiske og klassemæssige hovedargument med så meget som en lyd, fremsætter Bukharin mod Krasin anklager, som er chokerende i deres uholdbarhed.

I tredje punkt af sit brev skriver Bukharin: “Afsnit 3 hos Krasin.” (Han kommer af vanvare til at skrive 3 i stedet for 4) “Vor grænse er den samme,” og han spørger: “Hvad betyder det?” Det betyder i realiteten, at ingenting bliver gjort. Præcis som en butik med et fint samfundsmæssigt reklameskilt, men uden varer (hængelåssystemet). Krasin siger imidlertid udtrykkeligt, at grænsen ikke så meget opretholdes gennem told- eller grænsebeskyttelsen som gennem monopolet på udenrigshandelen. Mod denne klare, direkte og indiskutable kendsgerning kan Bukharin intet indvende og gør det heller ikke med et eneste ord. Udtrykket “hængelåssystem” er af samme karakter som de udtryk, Marx i sin tid besvarede med udtrykket “frihandelsmand vulgaris”, for her er der ikke tale om andet end en helt vulgær frihandelsfrase. [2]

Videre. I fjerde punkt beskylder Bukharin Krasin for, at han angiveligt ikke ser, at vi skal udbygge vor toldpolitik, og sideløbende beskylder han mig for at tage fejl, når jeg taler om kontrollører over hele landet, da det i virkeligheden kun drejer sig om ind- og udførselsstederne. Atter engang rystes man over, hvor letsindige og malplacerede Bukharins indvendinger er, for Krasin ikke bare ser og ikke bare erkender fuldstændigt, at vor toldpolitik må udbygges. Han anfører også med en præcision, der ikke levner skygge af tvivl, at denne udbygning består i, at vi for det første indfører monopol på udenrigshandelen og for det andet opretter blandede selskaber.

Bukharin ser ikke – det er hans mest forbløffende og for øvrigt rent teoretiske fejl – at ingen toldpolitik kan være effektiv i imperialismens tidsalder med dennes uhyrlige forskel mellem fattige lande og utroligt rige lande. Bukharin henviser flere gange til toldbeskyttelsen uden at se, at ethvert rigt industriland under de nævnte forhold kan smadre denne beskyttelse. Det behøver bare at give eksportpræmie til de varer, der skal indføres i Rusland, og som er belagt med toldafgifter hos os. Penge til dette formål har ethvert industriland mere end rigeligt af, og med et sådant skridt vil det første det bedste industriland smadre vor hjemlige industri.

Alle Bukharins toldpolitiske betragtninger indebærer derfor i praksis kun en meget let maskeret overgang til frihandelssystemet, og at russisk industri lades helt uden beskyttelse. Noget sådant skal vi bekæmpe af alle kræfter og dét også på partikongressen, for i vore dage, under imperialismen, gives ingen anden effektiv toldpolitik end monopol på udenrigshandel.

Bukharins beskyldning mod Krasin (i femte punkt) for ikke at forstå, hvor vigtigt det er at øge vareomsætningen, gendrives til fulde af Krasins bemærkninger om de blandede selskaber; disse blandede selskaber forfølger nemlig det ene mål at øge vareomsætningen med opretholdelse af en reel beskyttelse af vor russiske industri og ikke en fiktiv som ved toldbeskyttelse.

Videre opponerer Bukharin mod mig i sjette punkt og skriver, at det er ham ligegyldigt om bonden slutter den mest fordelagtige handel, og at kampen ikke vil stå mellem bonden og sovjetmagten, men mellem sovjetmagten og eksportøren; også dette er i bund og grund forkert, da eksportøren ud fra de af mig anførte eksempler på prisforskelle (hør koster 4,50 rbl. i Rusland, men 14 rbl. i England) hurtigt, sikkert og bestemt vil mobilisere alle bønder omkring sig. I praksis gør Bukharin sig til talsmand for spekulanten, småborgeren og den rige bonde, mod industriproletariatet, som absolut ikke er i stand til uden beskyttelse at genrejse sin industri og gøre Rusland til et industriland, slet ikke gennem en toldpolitik, men ene og alene gennem et monopol på udenrigshandelen. Enhver anden protektionisme i vore dages Rusland er en fuldkommen fiktiv protektionisme, som kun vil eksistere på papiret og ikke give proletariatet noget som helst. For proletariatet og dets industri har denne kamp altså den mest vitale, principielle betydning. Systemet med blandede selskaber er det eneste, som virkeligt er i stand til at forbedre udenrigshandelskommissariatets dårlige apparat, for under dette system vil den udenlandske og den russiske købmand arbejde side om side. Hvis vi ikke engang under sådanne forhold kan få indhentet, studeret og lært det vi skal, så er vi et folk af totalt håbløse fæhoveder.

Hvis vi bliver ved at snakke om “toldbeskyttelse”, vil det være ensbetydende med at stikke hinanden blår i øjnene vedrørende de farer, Krasin eftertrykkeligt har advaret imod, og som Bukharin ikke på noget punkt har gendrevet.

Jeg skal yderligere tilføje, at en delvis åbning af grænserne rummer de alvorligst tænkelige farer for vor valuta, da vi reelt så vil havne i samme situation som Tyskland; det rummer de alvorligst tænkelige farer for infiltration i Rusland – uden den mindste kontrolmulighed fra vor side – af småborgerlige elementer og alle hånde agenter for eksil-Rusland.

At bruge blandede selskaber med henblik på at lære for alvor og i lang tid – det er den eneste vej til genrejsning af vor industri.

Lenin

Noter

1. Centralkomitémødet i december 1922 besluttede enstemmigt at ophæve resolutionen fra det foregående ck-møde (i oktober) og bekræftede “den uomgængelige nødvendighed af at bevare og organisatorisk styrke monopolet på udenrigshandelen”. Lenin tillagde imidlertid spørgsmålet så stor betydning, at han krævede det fremlagt for den kommunistiske gruppe på den forestående 10. alrussiske sovjetkongres, samt at det skulle forelægges for den kommende partikongres i april 1923. Den 12. partikongres udtalte: “Kongressen bekræfter kategorisk urokkeligheden af monopolet på udenrigshandelen, og at dets virkeliggørelse på ingen måde må omgås eller bringes i usikkerhed. Kongressen pålægger den nyvalgte centralkomité at træffe systematiske skridt til styrkelse og udvikling af monopolet på udenrigshandelen.” – S. 141.

2. Frihandel – økonomisk politik, der kendetegnes af industribourgeoisiets krav om ikke-indblanding i erhvervslivet fra statens side, blev især fremført i det 19. århundrede af engelske frihandelstilhængere, som i deres bestræbelser på at vinde arbejderklassen for kampen mod storgodsejerne hævdede, at frihandel ville forbedre det arbejdende folks kår. Marx påviste det demagogiske og uholdbare i disse påstande, som udsprang af den “sfære, den simple varecirkulation eller vareudveksling, hvorfra Frihandelsmand vulgaris henter anskuelser, forestillinger og målestokke for sin bedømmelse af kapitalens og lønarbejdets samfund...” (Kapitalen 1. bog 1, Rhodos, 1970, s. 293). – S. 148.


Sidst opdateret 6.7.2014