Trykt første gang i Pravda nr. 263, 21. november 1922. [1]
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15, s. 138-146, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2014.
(Stærkt bifald. “Internationale”.) Kammerater. Jeg beklager meget og beder om undskyldning for, at jeg ikke kunne komme til jeres møde før. For et par uger siden havde I, så vidt jeg ved, arrangeret det, så jeg kunne besøge Moskvasovjetten. Jeg havde ikke mulighed for at komme, fordi jeg fra og med december måned siden min sygdom, for nu at blive i lægesproget, havde mistet arbejdsevnen for en temmelig lang periode, og som følge af den nedsatte arbejdsevne måtte jeg udsætte dette indlæg uge efter uge. En meget betydelig del af arbejdet, husker I nok, som jeg i begyndelsen lagde over på kammerat Tsjurupa og siden på kammerat Rykov, måtte jeg desuden bebyrde kammerat Kamenev med. For at udtrykke sig med et billede, jeg har brugt før, måtte Kamenev pludselig trække to læs. Dog må jeg sige, for nu at fortsætte billedet, at hesten viste sig særdeles dygtig og arbejdsivrig. Men det er trods alt ikke meningen, at man skal trække to læs, og jeg venter nu utålmodigt på det tidspunkt, hvor kammeraterne Tsjurupa og Rykov vender tilbage, så vi kan fordele arbejdet bare lidt mere retfærdigt. Selv må jeg på grund af den nedsatte arbejdsevne bruge langt mere tid på at holde mig orienteret om sagerne, end jeg bryder mig om.
I december 1921, da året gik på hæld, måtte jeg helt lægge arbejdet på hylden. Dengang var vi ved at gennemføre overgangen til den nye økonomiske politik, og det viste sig netop da, at denne overgang – selv om vi havde taget fat på den allerede ved årets start – var vanskelig, for ikke at sige meget vanskelig. Der er nu gået mere end halvandet år siden vi indledte denne overgang, og man skulle tro, at de fleste nu for længst må være flyttet over i nye stillinger og have fordelt sig efter de nye betingelser, i særdeleshed efter den nye økonomiske politiks betingelser.
Hvad udenrigspolitikken angår, har vi på dette område haft de færreste forandringer. Her har vi videreført den kurs, som blev lagt tidligere, og mon ikke jeg med ren samvittighed kan sige jer, at vi har videreført den helt konsekvent og med stor succes. For øvrigt behøver man ikke berette herom i detaljer. Tilbageerobringen af Vladivostok, den derpå følgende demonstration og den statsføderative erklæring, som I for nylig har læst i aviserne, har vist og bevist så tydeligt, det kan gøres, at vi på dette felt ikke behøver lave om på noget.
Vi befinder os på en vej, der er fuldstændig klar og nøje afstukket, og vi har sikret os fremgang over for alverdens stater, om end nogle af dem stadig vil sige, at de ikke ønsker at være i stue med os. Ikke desto mindre er de økonomiske relationer ved at komme på plads, og efter dem kommer de diplomatiske relationer, de vil og skal ubetinget komme på plads. Enhver stat, der sætter sig imod, risikerer at komme for sent og vil måske finde sig selv i en ufordelagtig stilling på visse, ganske væsentlige områder. Alt dette ser vi nu og ikke bare i pressen, aviserne. Jeg tror, at de kammerater, som rejser udenlands, også har overtydet sig om, hvor store de indtrufne forandringer er. På dette område er vi, så at sige, for nu at bruge en gammel talemåde, ikke steget om, hverken til andre tog eller til andre forspand.
I indenrigspolitikken derimod har vi haft en omstigning, som vi foretog i foråret 1921 og som blev dikteret af omstændighederne, der var så usædvanligt stærke og overbevisende, at denne omstigning ikke forårsagede nogen som helst stridigheder eller meningsforskelle imellem os. Men den selv samme omstigning volder os stadig vanskeligheder, ja mange vanskeligheder vil jeg sige. Ikke fordi vi ikke har bevist, at omsvinget var nødvendigt – derom hersker slet ingen tvivl – og ikke fordi vi vil betvivle, at forsøget med vor nye økonomiske politik har givet de resultater, der var ventet. Heller ikke i denne henseende – det kan jeg sige helt sikkert – råder der nogen som helst tvivl hverken i partiet eller ude blandt den enorme masse af partiløse arbejdere og bønder.
I den forstand frembyder spørgsmålet ingen vanskeligheder. Vanskelighederne kommer af, at vi er blevet stillet over for en opgave, der i mange tilfælde kun kan løses ved at inddrage nye folk og ved at tage ekstraordinære skridt og bruge ekstraordinære metoder. Vi står endnu tvivlende over for rigtigheden af et og andet, der sker forandringer i den ene eller anden retning, og jeg må sige, at både det ene og det andet vil vare ved et pænt stykke tid endnu. “Den nye økonomiske politik”! En underlig betegnelse. Den kaldes ny økonomisk politik, fordi den vender bagud. Vi er på tilbagetog, vi trækker os så at sige tilbage, men meningen er, at vi først trækker os tilbage for senere at tage tilløb og så gøre et kraftigere spring fremad. Det er kun under denne ene betingelse, at vi har trukket os tilbage ved at iværksætte den nye økonomiske politik. Vi ved endnu ikke, hvor og hvordan vi skal omgruppere, tilpasse og omorganisere vore kræfter, således at vi efter tilbagetoget kan indlede den mest vedholdende fremrykning. For at gennemføre alle disse operationer i normal orden må vi, som det hedder i ordsproget, tage mål ikke ti, men hundrede gange, inden vi skærer til. Det er nødvendigt, hvis vi skal magte de utrolige vanskeligheder, vi møder ved løsningen af alle vore opgaver og problemer. I véd udmærket, hvilke ofre det har kostet at nå det, vi har nået, I véd, hvor længe borgerkrigen trak ud, og hvor mange kræfter den krævede. Men nu har tilbageerobringen af Vladivostok vist os (nok ligger Vladivostok langt væk, men det er trods alt vores by) (langvarigt bifald) – den har vist os en generel tendens henimod os og vore landvindinger. Både her og der har vi RSFSR, Ruslands Socialistiske Føderative Sovjetrepublik. Denne tendens har befriet os både fra fjender i borgerkrigen og fra ydre fjender, som gik til angreb på os. Jeg sigter til Japan.
Vi har tilkæmpet os en ganske bestemt diplomatisk position, der som sådan anerkendes af den ganske verden. Det ser I alle. I ser resultaterne heraf, men hvad har det ikke kostet af tid! Vi er nu nået så vidt, at vore fjender anerkender vore rettigheder i såvel den økonomiske politik som i handelspolitikken. Det beviser de handelsaftaler, vi har indgået.
Vi kan se, hvorfor det halvandet år efter, at vi er slået ind på den såkaldt nye økonomiske politiks vej, er så usandsynlig svært for os at rykke fremad på denne vej. Vi lever i en stat, som i den grad er ødelagt af krig, i den grad er slået ud af enhver bare nogenlunde normal gænge, i den grad er blevet pint og plaget, at vi nu, om vi vil det eller ej, må indlede alle vore beregninger med en lillebitte procent – en procent af førkrigstidens niveau. Det er den målestok, vi anlægger for vore livsbetingelser, vi gør det undertiden meget utålmodigt og lidenskabeligt og konstaterer altid, at vi står over for umådelige vanskeligheder. Den opgave, vi har stillet os, bliver så meget mere umådelig, som vi sammenligner den med forholdene i en gennemsnitlig borgerlig stat. Vi stillede os denne opgave, fordi vi indså, at vi ikke skulle regne med hjælp fra de rige lande, der almindeligvis kommer til undsætning under sådanne betingelser. [2] Efter borgerkrigen blev vi næsten boykottet eller rettere, man sagde til os: den økonomiske forbindelse, vi plejer at opretholde og som er normal i den kapitalistiske verden, vil vi nægte jer.
Der er gået mere end halvandet år, siden vi slog ind på den nye økonomiske politik, og der er gået betydeligt længere tid, siden vi sluttede den første internationale aftale. Men denne boykot, som hele bourgeoisiet og alle regeringerne har rettet mod os, gør sig ikke desto mindre stadig gældende. Vi kunne ikke regne med andet, da vi indførte de nye økonomiske forhold, og alligevel var der for os ingen tvivl om, at vi måtte overgå til dem, og at vi selv måtte opnå resultaterne, alene. Jo længere tid der går, jo tydeligere bliver det, at ingen hjælp, som ville kunne eller som vil blive os tildelt af de kapitalistiske magter, kommer til at afskaffe disse forhold, at den tværtimod efter al sandsynlighed og i langt de fleste tilfælde yderligere vil forstærke og tilspidse disse forhold. “Alene”, sagde vi til os selv. “Alene”, siger så godt som hver eneste kapitalistiske stat, som vi overhovedet har gjort nogen forretninger med, som vi overhovedet har lavet nogen aftaler med, som vi overhovedet har indledt nogen forhandlinger med. Netop heri ligger en særlig vanskelighed. Denne vanskelighed må vi se i øjnene. Efter mere end tre års arbejde, et utrolig hårdt arbejde fyldt af en utrolig heroisme, har vi udviklet vort eget statssystem. Med de forhold, vi hidtil har levet under, var der ingen tid til at undersøge, om vi måske brød for meget ned, der var ingen tid til at undersøge, om ofrene mon var for store, for ofre har vi bragt rigelig af, og den kamp, vi indledte dengang (det ved I meget vel, og jeg behøver ikke at gå nærmere ind på den sag), var en kamp på liv og død mod den gamle samfundsorden, som vi kæmpede mod for at tiltvinge os retten til at eksistere, til en udvikling i fred. Denne ret har vi tilkæmpet os. Det siger ikke kun vi selv, det er ikke udsagn fra vidner, der kan anklages for partiskhed i vor favør. Det er udsagn fra vidner, der tilhører fjenden, og som selvfølgelig er partiske, blot ikke til gunst for os, men for helt andre. Disse vidner befandt sig i Denikins lejr og stod i spidsen for okkupationen. Og vi ved, at deres partiskhed har kostet os dyrt, at den har kostet os store ødelæggelser. De var årsag til, at vi led alle mulige tab, at vi mistede værdier af enhver art, heriblandt det værdifuldeste af alt, menneskeliv, i et ufattelig stort omfang. Nu må vi med største opmærksomhed granske opgaverne og forstå, at hovedopgaven i dag er, at vi ikke giver de gamle landvindinger fra os. Ikke en eneste gammel landvinding giver vi fra os. (Bifald.) Desuden står vi over for en helt ny opgave; det gamle kan vise sig at være en direkte hæmsko. Denne opgave er den sværeste at forstå. Men vi må og skal forstå den for at få lært at arbejde, idet vi så at sige helt skal vende vrangen ud på os selv. Jeg tror I forstår disse ord og paroler, kammerater, for mens jeg ufrivilligt var borte i næsten et år, har I, der står midt i arbejdet, praktisk været tvunget til i forskellige sager og hundredvis af anledninger at tale om det og tænke over det. Jeg er overbevist om, at overvejelserne om dette kun kan føre jer til en eneste slutning: vi i dag skal opbyde endnu mere af den smidighed, vi hidtil har anvendt på borgerkrigens slagmark.
Vi må ikke afstå fra det gamle. En hel række indrømmelser, som vi bruger til at få forbindelse med de kapitalistiske magter – den række af indrømmelser giver dem fuld mulighed for at optage forbindelser med os og sikrer dem deres profit, som til tider måske bliver større, end den burde være. Samtidig afstår vi kun en lille del af produktionsmidlerne, som stort set alle er i statens hænder. Aviserne har i disse dage debatteret koncessionsforslaget fra englænderen Urquhart, [3] som næsten hele tiden indtil nu har været blandt vore fjender i borgerkrigen. Han sagde: “Vi vil nå vort mål i borgerkrigen mod Rusland, mod det Rusland, som tog sig den frækhed at berøve os det og det.” Og efter alt dette gik det sådan, at vi optog forbindelse med ham. Vi har ikke afslået det, vi har gjort det med største glæde, men vi har sagt: “Beklager, det vi har erobret, giver vi ikke tilbage. Vort Rusland er så stort, de økonomiske muligheder i vort land er så mange, og vi anser os i vor fulde ret til ikke at afslå Deres elskværdige forslag, men vi vil behandle det med køligt overlæg som forretningsfolk.” Ganske vist kom der ikke noget ud af vor første samtale, da vi af politiske grunde ikke kunne gå ind på hans forslag. Vi måtte svare nej. Så længe englænderne ikke anerkendte muligheden af, at vi deltager i behandlingen af spørgsmålet om stræderne og Dardanellerne, [4] måtte vi sige nej til hans forslag, men nu, efter afslaget, har vi måttet tage denne sag op til nærmere gennemgang. Vi har diskuteret, hvorvidt det kunne betale sig for os eller ej, om det kunne betale sig at indgå denne koncession, og i så fald under hvilke omstændigheder. Vi måtte tale om prisen. Det her viser jer klart, kammerater, hvor meget anderledes vi nu må tage fat på tingene, end vi gjorde før. Tidligere sagde kommunisten: “Jeg vil give mit liv,” det var for ham en meget enkel sag, selv om det ikke altid var så enkelt endda. Nu står vi kommunister derimod over for en helt anden opgave. Vi skal regne på alt, hver og en af os skal lære sig at tage alt med i beregningerne. I de kapitalistiske omgivelser skal vi regne på, hvordan vi sikrer vor eksistens, hvordan vi drager fordel af vore modstandere, som selvfølgelig vil købslå, som aldrig har glemt kunsten at købslå, og som vil købslå på vor bekostning. Det glemmer vi heller ikke, og vi forestiller os slet ikke, at forretningsfolkene et eller andet sted i verden har forvandlet sig til lam og som sådan vil tildele os alskens gratis goder. Den slags sker ikke, og vi gør os ingen forhåbninger i den retning, men regner med, at vi, der er vant til at give svar på tiltale, også her, hvor vi har omstillet os, vil være i stand til både at lave forretninger og tjene på det, og slippe godt ud af hårde økonomiske situationer. Det er en opgave, som er meget svær. Det er den opgave, vi arbejder med.
Det ville være godt, om vi gjorde os klart og dét en gang for alle, hvor stor kløften er mellem den gamle og den nye opgave. Hvor stor denne kløft end måtte være, så har vi dog i krig lært at manøvrere, og vi skal forstå, at den manøvre, der venter os nu og som vi befinder os midt i, er den allersværeste, men til gengæld nok den sidste. Vi skal bestå denne kraftprøve og bevise, at vi ikke bare har terpet den lærdom, vi fik i går, og repeterer den nu. Vi beder undskylde, men vi er begyndt at lære om igen, og vi vil lære om igen på en sådan måde, at vi når bestemte, for alle indlysende resultater. Med hensyn til denne omlæring synes jeg, at det er nu, vi endnu engang skal give hinanden det faste løfte, at nok har vi foretaget et tilbagetog under betegnelsen ny økonomisk politik, men vi har gjort det sådan, at vi intet giver fra os af det nye, samtidig med at kapitalisterne får indrømmelser, der vil få enhver nok så fjendtlig stat til at lave forretninger og indgå forbindelser med os. Kammerat Krasin, der har haft flere samtaler med Urquhart, denne hovedmand og støttepille bag hele interventionen, siger, at Urquhart efter alle forsøg på at påtvinge os det gamle system for enhver pris, og i hele Rusland, vil sætte sig til forhandlingsbordet med ham, Krasin, og begynde at spørge: “Hvad koster det? Hvor meget? For hvor mange år?” (Bifald.) Herfra er der stadig temmelig lang vej til, at vi laver koncessionshandeler og dermed indtræder i et fuldkommen klart og – efter det borgerlige samfunds opfattelse – urokkeligt aftaleforhold, men vi ser nu, at vi er på vej, og at vi næsten, men endnu ikke helt er nået frem. Det må vi være klar over, kammerater, og ikke blive overmodige. Der er stadig langt igen til, at vi i fuldt omfang har nået det, der vil gøre os stærke, selvstændige og sikre på, at vi rolig kan gå ind i kapitalistiske handelstransaktioner, uanset hvilke, i vished om, at hvor vanskelig en handel der end bliver tale om, så vil vi foretage den, trænge til bunds i den og få den i hus. Derfor skal vi fortsætte arbejdet, vi har påbegyndt på dette område – både det politiske og det partimæssige – og derfor skal vi skifte fra de gamle metoder til metoder, som er helt nye.
Vi sidder stadig med det gamle apparat, og opgaven for os nu er at omdanne det efter en ny linje. Det kan vi ikke gøre i en håndevending, men vi må indrette tingene sådan, at de kommunister, vi har, bliver placeret rigtigt. Det er nødvendigt, at disse kommunister behersker det apparat, de er placeret i, og ikke som det ofte sker, at apparatet behersker dem. Det er ingen skam at indrømme det, og vi må tale åbent om det. Det er altså de opgaver og de vanskeligheder, der venter os, og så netop på et tidspunkt, hvor vi er slået ind på forretningsvejen, hvor vi ikke kan nærme os socialismen som var den et helgenbillede i prangende farver. Vi må tage den rigtige retning, vi må sikre os, at den bliver efterprøvet, at hele massen og hele befolkningen efterprøver den vej, vi går, og siger: “Ja, det er bedre end det gamle system.” Det er den opgave, vi har sat os. Vort parti, en lille gruppe i forhold til landets samlede befolkning, er gået i gang med det. Denne lille kerne har sat sig for at lave alting om og vil også gøre det. Vi har bevist, at dette ikke er utopi, men en sag som mennesker lever og ånder for. Det har vi alle set – det er allerede fuldbyrdet. Der skal laves om på en sådan måde, at hele flertallet af de arbejdende masser, bønderne og arbejderne, siger: “I skal ikke rose jer selv, det er os som roser jer og siger, at I har nået de bedste resultater, herefter vil intet forstandigt menneske nogen sinde tænke på at vende tilbage til det gamle.” Men så langt er vi endnu ikke. Derfor er NEP fortsat den vigtigste, mest aktuelle og altudtømmende parole for dagen i dag. Vi glemmer ikke en eneste af de paroler, vi lærte i går. Det kan vi trygt sige til hvem det måtte være uden skygge af usikkerhed, og hvert eneste skridt vi tager viser det. Men vi må desuden til stadighed tilpasse os den nye økonomiske politik. Alle dens negative sider, som vi ikke behøver remse op og som I meget vel kender, må vi forstå at holde i ave og reducere til et bestemt minimum; vi må forstå at indrette tingene økonomisk. Vor lovgivning giver os fuld mulighed herfor. Vil vi kunne klare denne sag? Det er langtfra afgjort endnu. Vi er ved at sætte os ind i den. Hvert nummer af vor partiavis bringer snesevis af artikler, som fortæller: på den og den fabrik hos den og den fabrikant er forpagtningsvilkårene sådan og sådan, men på den anden fabrik, hvor direktøren er kommunist og vor kammerat, er forholdene sådan og sådan. Giver det indtjening eller ej, kan det accepteres eller ej? Vi er nået ind til selve kernen i hverdagens problemer, og dét er en kolossal landvinding. Socialismen er ikke længere et spørgsmål, der hører en fjern fremtid til, eller noget abstrakt eller et helgenbillede. Hvad helgenbilledet angår, holder vi fast ved vor gamle, meget negative opfattelse. Vi har hevet socialismen ud i hverdagen, og det er dér, vi skal klare os. Det er opgaven for dagen i dag, det er opgaven for vor epoke. Lad mig slutte med at udtrykke forvisning om, at hvor svær denne opgave end er, hvor ny den end er sammenlignet med vor tidligere opgave, og hvor mange vanskeligheder den end bereder os, så står vi sammen og løser denne opgave, ikke den dag i morgen, men inden for nogle år, koste hvad det vil, så NEP-Rusland bliver til et socialistisk Rusland. (Stærkt og langvarigt bifald.)
1. Talen på plenarmødet i Moskvasovjetten den 20. november 1922 var Lenins sidste offentlige fremtræden. – S. 138.
2. I stenogrammet står derefter: “selv om vi måtte regne med de usædvanligt høje renter, lad os sige %%, som pålægges den stat, der modtager den såkaldte hjælp, så ville de almindelige vilkår alligevel vise sig alt for hårde for os. Disse vilkår har egentlig intet at gøre med hjælp. De fortjener rent ud sagt et helt andet, meget mindre høfligt navn.” – S. 141.
3. Omkring november-december 1922 bragte Pravda flere indlæg om koncessionsaftalen med L. Urquhart. Diskussionen var sat i gang på Lenins initiativ. Se også note 6 til artiklen Beretning På Kominterns 4. Kongres. – S. 142.
4. Lenin sigter til Lausannekonferencen, som da var under forberedelse af England, Frankrig og Italien vedrørende Mellemøstspørgsmålet i forbindelse med den mislykkede engelsk-græske intervention i Tyrkiet. – S. 143.
Sidst opdateret 6.7.2014