Skrevet 26. september i 1922. Første gang trykt i Leninskij Sbornik XXXVI, 1959.
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15, s. 135-137, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2014.
Brev til L.B. Kamenev
til brug for politbureaumedlemmerne i RKP(b)s centralkomité [1]
26. september
Kammerat Kamenev. Fra Stalin har De sikkert allerede modtaget resolutionen fra hans kommission om de uafhængige republikkers indtræden i RSFSR.
Hvis ikke, beder jeg Dem få den hos sekretæren og snarest læse den igennem. Jeg snakkede med Sokolnikov om det i går og med Stalin i dag. I morgen skal jeg træffe Mdivani (en grusisk kommunist, der mistænkes for at være “uafhængighedsmand”).
Efter min opfattelse er spørgsmålet det aller-allervigtigste. Stalin er noget tilbøjelig til hastværk. De burde tænke godt over sagen (engang agtede De jo at gå i gang med spørgsmålet og befattede Dem også lidt med det); det samme gælder Sinovjev.
Én indrømmelse har Stalin allerede indvilliget i at gøre. Nemlig i §1 i stedet for “indtræden” i RSFSR at skrive:
“En formel sammenslutning sammen med RSFSR i en union af sovjetrepublikker i Europa og Asien.”
Ånden i denne indrømmelse håber jeg er klar: vi erklærer os ligestillede med den socialistiske sovjetrepublik Ukraine og andre, og vi indgår sammen og på lige fod med dem i en ny union, en ny føderation, “Unionen af Sovjetrepublikker i Europa og Asien”.
§2 kræver så også en ændring. Noget i retning af, at der foruden RSFSR’s alrussiske centrale eksekutivkomité, VTsIK, oprettes
“en føderal VTsIK for Unionen af Sovjetrepublikker i Europa og Asien”.
Hvis den første vil holde møde en gang om ugen og den anden også (eller måske hver fjortende dag), kan det sagtens lade sig arrangere.
Det er vigtigt, at vi ikke giver næring til “uafhængighedsfolkene”, at vi ikke ophæver deres uafhængighed, men får bygget en etage til på, en føderation af ligestillede republikker.
Anden del af §2 kunne forblive uændret: utilfredse anker (beslutninger i arbejds- og forsvarsrådet og folkekommissærernes råd) til den føderale VTsIK uden at udførelsen sættes i bero.
§3 kunne da blive stående med en redaktionel ændring:
“forenes i føderale folkekommissariater med sæde i Moskva, således at RSFRS’s tilsvarende folkekommissariater har deres befuldmægtigede med et lille apparat i alle de republikker, som indgår i Unionen af Sovjetrepublikker i Europa og Asien.”
Anden del af §3 forbliver uændret; af hensyn til større ligestilling kunne man måske sige:
“efter aftale mellem de centrale eksekutivkomiteer i de republikker, som indgår i Unionen af sovjetrepublikker i Europa og Asien”.
Tredje del må vi overveje; om “hensigtsmæssig” ikke bør erstattes med “obligatorisk”? Eller om ikke det obligatoriske skal være “betinget” i det mindste i form af en forespørgsel, og at beslutning kun kan tages uden forespørgsel i tilfælde af “yderste vigtighed”?
§4. Måske også “forene ifølge aftale mellem de centrale eksekutivkomiteer”?
§5. Måske skal der tilføjes:
“med indstiftelse af fælles (eller almene) konferencer og kongresser, som har rent vejledende karakter (eller kun vejledende karakter)”?
Tilsvarende skal der ændres i anmærkningerne 1 og 2.
Stalin har indvilliget i at udskyde resolutionens forelæggelse for centralkomiteens politbureau til min ankomst. Jeg kommer ind mandag den 2. oktober. Jeg vil godt have et møde med Dem og Rykov et par timer op ad formiddagen, f.eks. kl. 12-14, og om nødvendigt om aftenen f.eks. 17-19 eller 18-20.
Dette er et foreløbigt udkast fra mig. Jeg vil føje til og lave om på grundlag af samtalerne med Mdivani og andre kammerater. Jeg vil bede Dem meget om at gøre det samme og svare mig.
Deres Lenin
P.S. Send kopi til alle medlemmer af politbureauet.
1. Politbureauet for RKP(b)’s centralkomité havde den 10. august 1922 nedsat en kommission, der til brug for centralkomiteen skulle forberede spørgsmålet om de fremtidige relationer mellem den Russiske Føderation (RSFSR) og sovjetrepublikkerne Ukraine, Hviderusland, Aserbajdsjan, Grusien og Armenien. Kommissionens første resolutionsforslag Om relationerne mellem RSFSR og de uafhængige republikker blev udarbejdet af Stalin, der tog udgangspunkt i den såkaldte autonomiseringsidé, dvs. at de nationale sovjetrepublikker sammen skulle indtræde i RSFSR som autonome (selvstyrende) enheder. Den 23.-24. september blev forslaget behandlet i kommissionen og vedtaget i følgende ordlyd:
“1. Det erklæres hensigtsmæssigt at indgå en traktat mellem sovjetrepublikkerne Ukraine, Hviderusland, Aserbajdsjan, Grusien, Armenien og RSFSR om de førstnævntes formelle indtræden i RSFSR, idet spørgsmålet om Bukhara, Khoresma og den Fjernøstlige Republik lades åbent og indskrænkes til indgåelsen af aftaler med disse, vedrørende toldanliggender, udenrigshandel, udenrigsanliggender, militære anliggender o.lign.
Anmærkning: Dertil svarende ændringer i de under punkt 1 nævnte republikkers og RSFSR’s forfatninger gennemføres efter behandling i de respektive sovjetter.
2. I henhold hertil betragtes bekendtgørelser fra RSFSR’s centrale eksekutivkomité som bindende for de under punkt 1 nævnte republikkers centrale institutioner, og bekendtgørelser fra RSFSR’s folkekommissariat samt arbejds- og forsvarsråd som bindende for disse republikkers folkekommissariater.
Anmærkning: Repræsentanter for disse republikker optages i præsidiet for RSFSR’s centrale eksekutivkomité.
3. Udenrigsanliggender (udenrigspolitik, udenrigshandel), militære anliggender, samfærdsel (med undtagelse af lokal transport) samt post- og telegrafvæsen i de under punkt 1 nævnte republikker tilsluttes de tilsvarende institutioner i RSFSR samtidig med, at RSFSR har sine befuldmægtigede med et lille apparat i disse republikkers respektive folkekommissariater.
De befuldmægtigede udnævnes til folkekommissærer for RSFSR efter aftale med republikkernes centrale eksekutivkomiteer.
Deltagelse af repræsentanter for de berørte republikker i udenrigs- og udenrigshandelskommissariaternes relevante udlandsrepræsentationer anses for hensigtmæssig.
4. Republikkernes folkekommissariater for finanser, levnedsmidler, arbejde og folkehusholdning underkastes formelt direktiverne fra RSFSR’s tilsvarende folkekommissariater.
5. De under punkt 1 nævnte republikkers øvrige folkekommissariater, sådanne som justits, oplysning, indenrigsanliggender, jordbrug, arbejder- og bondeinspektionen, folkesundhed og socialforsorg regnes for selvstændige.
1. anmærkning: Organerne til bekæmpelse af kontrarevolutionen i de under punkt 1 nævnte republikker underkastes direktiverne fra RSFSR’s Statlige Politiske Departement (GPU).
2. anmærkning: Republikkernes centrale eksekutivkomiteer tildeles amnesti-ret alene i civilsager.
6. Nærværende beslutning vil, såfremt den antages af RKP’s centralkomité, ikke blive offentliggjort, men videregivet til de nationale centralkomiteer som cirkulæredirektiv, der gennemføres efter behandling i de respektive sovjetter via de centrale eksekutivkomiteer eller sovjetkongresser i de under punkt 1 nævnte republikker inden for den alrussiske sovjetkongres’ sammentræde, hvor den proklameres som et ønske fra disse republikker.”
Dagen efter, den 25. september, blev kommissionens materialer overbragt Lenin, som på grund af sygdom opholdt sig i Gorki uden for Moskva. Efter at have sat sig ind i materialerne havde Lenin en samtale med Stalin (den 26. september), hvorpå han skrev foreliggende brev til politbureauets medlemmer. Lenin gik hårdt i rette med tanken om at “autonomisere” de selvstændige nationale republikker og foreslog en grundlæggende anderledes måde at slutte sig sammen på, nemlig i en union af ligestillede socialistiske sovjetrepublikker.
Med holdepunkt i Lenins brev udarbejdede kommissionen herefter et nyt forslag til resolution, som blev forelagt centralkomiteen den 6. oktober 1922. Centralkomiteen vedtog det som direktiv og nedsatte et udvalg bestående af repræsentanter for RSFSR samt sovjetrepublikkerne Ukraine, Hviderusland, Aserbajdsjan, Grusien og Armenien. Med dette direktiv som grundlag skulle udvalget opstille et lovforslag til behandling og vedtagelse på republikkernes respektive sovjetkongresser.
Den første unionskongres fandt sted den 30. december 1922. Den vedtog enstemmigt en deklaration og en unionstraktat om dannelsen af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, USSR. Til grund herfor lå Lenins tanker om proletarisk internationalisme og nationernes ligestilling og broderlige samarbejde. (Se også artiklen Om Nationaliteter Eller Om “Autonomisering”, s. 160-166). – S. 135.
Sidst opdateret 8.7.2014