Skrevet den 20. maj 1922 og trykt første gang den 23. april 1925 i Pravda nr. 91.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15, s. 112-116, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 8. juli 2014.
Til kammerat Stalin, til brug for politbureauet
Spørgsmålet om anklagemyndigheden har fremkaldt uoverensstemmelser i den centralkomité-kommission, der er udpeget til at lede arbejdet under den alrussiske centrale eksekutivkomités samling. Hvis disse uoverensstemmelser ikke automatisk bevirker, at spørgsmålet forelægges politbureauet, så anser jeg for mit vedkommende spørgsmålet for så vigtigt, at jeg foreslår at lade politbureauet træffe afgørelse i sagen.
Baggrunden for uoverensstemmelserne er følgende: flertallet af den kommission, der er valgt af VTsIK, den alrussiske centrale eksekutivkomité, har vedrørende anklagemyndigheden udtalt sig imod, at dennes lokale repræsentanter udpeges alene af centralmyndigheden og kun er underlagt dette centrum. Flertallet kræver den såkaldte “dobbelte” indordning, som i almindelighed er indført for alle lokale funktionærer, dvs. at de dels er underlagt centrum, det pågældende folkekommissariat, dels den lokale guvernements-eksekutivkomité.
Det samme flertal i VTsIK’s kommission har frakendt anklagemyndighedens lokale repræsentanter ret til at nedlægge protest angående lovligheden af hvilke som helst beslutninger, der træffes af lokale guvernementseksekutivkomiteer og overhovedet af lokale myndigheder.
Det falder mig vanskeligt at se, hvilket argument man kan anføre til forsvar for en så oplagt forkert beslutning som den, der er taget af flertallet i VTsIK's kommission. Jeg har kun hørt det argument, at når man i dette tilfælde forsvarer den “dobbelte” indordning, er det en berettiget kamp mod bureaukratisk centralisme, for at hævde den nødvendige lokale selvstændighed og modvirke centralmyndighedens hovmodige holdning over for funktionærer i guvernements-eksekutivkomiteerne. Er der noget hovmod i den anskuelse, at loven ikke kan være en Kalugalov eller en Kasan-lov, men må være fælles for hele Rusland, ja fælles for hele føderationen af sovjetrepublikker? Grundfejlen i den anskuelse, der har sejret blandt flertallet i VTsIK's kommission, ligger i, at de anvender den “dobbelte” indordnings princip forkert. “Dobbelt” indordning er nødvendig der, hvor man må forstå at tage hensyn til en virkelig uomgængelig forskel. Landbruget i guvernementet Kaluga er et andet end i guvernementet Kasan. Det samme gælder hele industrien. Det samme gælder alt administrations- og ledelsesarbejde. Hvis man ved behandlingen af alle disse problemer ikke tog hensyn til de lokale forskelle, ville det være at forfalde til bureaukratisk centralisme osv., det ville være at hindre de lokale funktionærer i den hensyntagen til lokale forskelle, som er grundlaget for alt forstandigt arbejde. Samtidig skal loven være en og samme, og grundskaden i hele vor tilværelse og hele vor ukultur er, at man tolererer den ærkerussiske anskuelse, de halvbarbariske sædvaner, der ønsker at bevare én lov for Kaluga og en anden for Kasan. Man må huske, at i modsætning til al administrativ myndighed har anklagemyndigheden ingen som helst administrativ beføjelse og råder ikke over besluttende stemme i noget administrativt spørgsmål. Den offentlige anklager har kun ret og pligt til ét: at overvåge gennemførelsen af en virkelig ensartet lovfortolkning i hele republikken, uanset alle mulige lokale forskelle og på trods af hvilke som helst lokale indflydelser. Den offentlige anklagers eneste ret og pligt er at overgive en sag til domstolenes afgørelse. Hvad er det så for domstole? Domstolene er hos os lokale. Dommerne vælges af de lokale sovjetter. Den myndighed, til hvilken den offentlige anklager henstiller afgørelsen af en af ham rejst sag om krænkelse af loven, er altså en lokal myndighed, som på den ene side er ubetinget forpligtet til at overholde de for hele føderationen fælles love, og på den anden side er forpligtet til ved strafudmålingen at tage hensyn til alle lokale omstændigheder, med ret til at sige, at vel er loven utvivlsomt blevet brudt i det og det tilfælde, men de og de omstændigheder, som de lokale folk er velkendt med, og som er klarlagt for den lokale domstol, foranlediger domstolen til at indrømme det nødvendige i at mildne straffen for de og de mennesker eller endog at frikende de og de mennesker. Hvis vi ikke for enhver pris opfylder denne ganske elementære betingelse for indførelse af ensartet lovhåndhævelse i hele føderationen, kan man hverken tale om retssikkerhed eller om noget fremskridt i civilisation.
Lige så principielt forkert er det at sige, at den offentlige anklager ikke skal have ret til at nedlægge protest mod beslutninger, der træffes af guvernements-eksekutivkomiteer og af andre lokale magtorganer; det skulle angivelig være arbejder- og bondeinspektionen, der bedømte disse beslutningers lovlighed.
Arbejder- og bondeinspektionen bedømmer imidlertid ikke alene en sag ud fra lovligheden, men også ud fra formålstjenligheden. Den offentlige anklager er ansvarlig for, at ingen beslutning fra nogen lokal myndighed strider mod loven, og det er alene dette, der forpligter den offentlige anklager til at nedlægge protest mod enhver ulovlig beslutning, men han har ikke ret til at stille beslutningen i bero, kun pligt til at sørge for, at lovfortolkningen bliver absolut ensartet i hele republikken. Derfor er den beslutning, flertallet i VTsIK’s kommission har truffet, ikke alene en grov principiel fejl, den betyder ikke blot en bundurigtig anvendelse af den “dobbelte” indordnings princip, men undergraver tillige alt arbejde på at håndhæve loven og skabe en nogenlunde civiliseret tilværelse.
Endvidere må man for at løse dette spørgsmål afveje de lokale indflydelsers betydning. Der er ingen tvivl om, at vi lever i et hav af ulovlighed, og at den lokale indflydelse er en af de største, om ikke den største modstander af lovordnede tilstande og fremskridt i civilisation. Mon ikke en og anden har hørt om, at partirensningen har afsløret det gennemgående faktum, at man i de fleste lokale rensningskommissioner bruger partirensningen til at gøre personlige og lokale regnskaber op. Denne kendsgerning er ubestridelig og tilstrækkelig betegnende. Man vil næppe benægte, at det i vort parti er anderledes let at finde en snes pålidelige kommunister, der har den fornødne juridiske dannelse og kan holde stand mod al rent lokal indflydelse, end at finde nogle hundrede sådanne. Og det er netop kernen i sagen, når man taler om “dobbelt” indordning af anklagemyndigheden og om nødvendigheden af at underlægge den centralmyndigheden alene. I centrum skal vi nemlig finde en halv snes mennesker, der kan fungere som central anklagemyndighed i form af rigsadvokat, højesteret og kollegium ved folkekommissariatet for justitsvæsen (jeg skal ikke gå ind på spørgsmålet, om rigsadvokaten skal have hele beføjelsen eller dele den med højesteret og kollegiet ved folkekommissariatet for justitsvæsen, da dette spørgsmål er ganske underordnet og kan ordnes på den ene eller anden måde, alt efter om partiet vil betro en enkelt mand denne uhyre myndighed eller fordele den på de nævnte tre instanser). Disse ti mennesker i centrum arbejder under intim kontrol af og i direkte kontakt med de tre partiorganer, der i sig selv repræsenterer den maksimale garanti mod lokale og personlige indflydelser, nemlig: centralkomiteens organisatoriske udvalg, centralkomiteens politbureau og den centrale kontrolkommission, hvorved denne sidste institution, den centrale kontrolkommission, som kun er ansvarlig over for partikongressen, er sammensat således, at intet medlem af den har embede i noget folkekommissariat eller noget enkelt departement eller noget af sovjetmagtens organer. Det er klart, at vi under disse forudsætninger har den størst tænkelige garanti for, at partiet vil kunne sammensætte et lille centralt kollegium, som i praksis evner at modstå lokale indflydelser, lokal og anden bureaukratisme og stadig sikre en virkelig ensartet håndhævelse af loven i hele republikken og i hele føderationen. Derfor vil eventuelle fejl fra dette centrale juridiske kollegiums side straks blive rettet her på stedet ved indgriben af de partiorganer, som overhovedet til stadighed fastslår alle grundbegreber og grundregler for hele vort parti- og sovjetarbejde i republikken som helhed.
Hvis man ikke vil gå med til dette, betyder det, at man i tilsløret form hævder den anskuelse, som ingen tør forsvare direkte og åbent: at kulturen og den dermed uløseligt sammenhængende respekt for loven allerede skulle være så højt udviklet hos os, at vi kunne garantere for tilstedeværelsen af hundrede statsadvokater, der var ganske udadlelige i den forstand, at de aldrig ville bøje sig for nogen som helst lokal indflydelse og af sig selv ville sikre en ensartet lovhåndhævelse i hele republikken.
Sammenfattende kommer jeg til den konklusion, at forsvaret for en “dobbelt” indordning af anklagemyndigheden og frakendelsen af dennes ret til at nedlægge protest mod enhver beslutning fra lokale myndigheder ikke alene er principielt urigtig, ikke alene er en hindring for vort fundamentale arbejde med urokkeligt at skabe respekt for loven, men også er udtryk for interesser og fordomme, som præger det lokale bureaukrati og de lokale indflydelser, dvs. den værste skillemur mellem den arbejdende befolkning og den lokale og centrale sovjetmagt samt RKP’s centrale myndighed.
Derfor foreslår jeg centralkomiteen, at man i dette tilfælde forkaster den “dobbelte” indordning, lægger den lokale anklagemyndighed ind under centrum alene og bibeholder anklagemyndighedens ret og pligt til at nedlægge protest mod en hvilken som helst beslutning fra lokale myndigheder, hvor der er tvivl om sådanne beslutningers eller forordningers lovlighed, således at anklagemyndigheden ikke har ret til at stille sådanne i bero, men kun har ret til at overgive sagen til domstolenes afgørelse. [1]
Lenin
1. Den alrussiske centrale eksekutivkomité nedsatte en kommission til at arbejde videre med lovforslaget, på foranledning af Lenins kritik. Efter langvarig diskussion vedtoges ordlyden fra folkekommissariatet for justits, der afviste den “dobbelte” indordning og lovhåndhævelse. – S. 116.
Sidst opdateret 8.7.2014