Første gang trykt i Pod Snamenem Marksisma, nr. 3, marts 1922.
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15, s. 56-65, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2014.
Om de almene opgaver, som bladet Pod Snamenem Marksisma [1] stiller sig, har kammerat Trotskij i nr. 1-2 allerede sagt, hvad der skal siges, og gjort det fortræffeligt. Jeg vil komme ind på nogle spørgsmål, der nærmere definerer indholdet i og programmet for det arbejde, bladets redaktion har proklameret i præsentationsartiklen til nr. 1-2.
Heri siges det, at ikke alle omkring bladet Pod Snamenem Marksisma er kommunister, men at de alle er konsekvente materialister. Jeg tror, at dette forbund mellem kommunister og ikke-kommunister så ubetinget er nødvendigt, og at det fastslår bladets opgaver på rigtig vis. En af de allerstørste og farligste fejl hos kommunister (som overhovedet hos revolutionære, der resultatrigt er begyndt på en storslået revolution) er forestillingen om, at revolutionen med godt resultat kan føres igennem af de revolutionære alene. Tværtimod, for at høste gode resultater i ethvert alvorligt stykke revolutionært arbejde må man indse og i praksis handle ud fra, at de revolutionære kun kan spille rollen som avantgarde for den klasse, der er virkeligt livskraftig og fremskreden. Avantgarden udfylder først sine opgaver som avantgarde, når den ikke river sig løs af den masse, den leder, men virkelig forstår at føre hele massen fremad. Uden et forbund med ikke-kommunister på de mest forskellige arbejdsområder kan der overhovedet ikke blive tale om nogen resultatrig kommunistisk opbygning.
Det gælder også det arbejde at forsvare materialismen og marxismen, som Pod Snamenem Marksisma har påtaget sig. Hovedretningerne i den progressive samfundstænkning i Rusland har til alt held en solid materialistisk tradition at bygge på. Man behøver blot at nævne Tjernysjevskij – for slet ikke at tale om G.V. Plekhanov – som de nuværende narodnikker (folkesocialisterne, de socialrevolutionære o.lign.) ofte har sveget i deres halsen efter reaktionære filosofiske modeteorier, forledt som de var af den ydre glans fra det påstået “sidste nye” inden for europæisk videnskab og ude af stand til bag denne ydre glans at opdage den eller den variant af servilitet for bourgeoisiet, dens fordomme og reaktionære borgerlige væsen.
Materialister fra den ikke-kommunistiske lejr har vi i hvert fald stadig her i Rusland, og vi vil givetvis have det en rum tid endnu. Det er vor ubetingede pligt at inddrage alle den konsekvente og kæmpende materialismes tilhængere i kampen mod den filosofiske reaktion og mod de såkaldt dannede kredses filosofiske fordomme. Dietzgen senior, ikke at forveksle med hans lige så ambitiøse som mislykkede skribent af en søn, har præcist, rammende og klart formuleret marxismens grundlæggende syn på de filosofiske retninger, som er fremherskende i de borgerlige lande og nyder opmærksomhed hos de derværende lærde og skribenter. Dietzgen sagde, at filosofiprofessorerne i det moderne samfund for de flestes vedkommende i realiteten ikke er andet end “præstesnakkens diplomerede lakajer”. [2]
Vore russiske intellektuelle, der ynder at regne sig for progressive, for øvrigt ligesom deres åndsfæller i alle andre lande, bryder sig aldeles ikke om, at spørgsmålet føres over på det plan, som Dietzgen gør med sin vurdering. De bryder sig ikke om det, for sandheden er ilde hørt. Man behøver blot at tænke en smule over, hvor afhængige nutidens dannede mennesker er af det herskende bourgeoisi i statslig henseende, dernæst i almenøkonomisk henseende, dernæst i hverdagen og i enhver anden henseende, for at forstå den absolutte rigtighed af Dietzgens skarpe karakteristik. Man behøver blot at tænke tilbage på den kolossale overvægt af filosofiske moderetninger, der så ofte er opstået i europæiske lande, om ikke andet så fra og med dem, der fulgte i kølvandet på opdagelsen af radium og til og med dem, der nu søger at hægte sig på Einstein – for at få en forestilling om det bånd, der knytter indholdet i de filosofiske moderetninger sammen med bourgeoisiets klasseinteresser og klasseholdning og dets støtte til alle mulige og umulige former for religion. Af det her nævnte følger, at et blad, der vil være den kæmpende materialismens talerør, skal være et kampblad, som uden eftergivenhed afslører og forfølger alle “præstesnakkens diplomerede lakajer” i vore dage, hvad enten de optræder som den officielle videnskabs repræsentanter eller som friskytter under varemærket “venstredemokratiske eller idésocialistiske” skribenter.
Et sådant blad må for det andet være talerør for den kæmpende ateisme. Vi har offentlige styrelser eller i det mindste statsinstitutioner, som tager sig af dette arbejde. Men det gøres særdeles slapt og særdeles utilfredsstillende, øjensynlig fordi de føler sig trykket af vort ægte russiske (og nu sovjetiske) bureaukratis almene betingelser. Derfor er det overordentligt vigtigt, at et blad, som agter at blive den kæmpende materialismes talerør, utrætteligt fører en ateistisk propaganda og kamp, der kan supplere de respektive statsinstitutioners arbejde, rette det til og vække det til live. Opmærksomt må man følge med i al relevant litteratur på alle sprog og få oversat eller i det mindste refereret alt det, som har nogen værdi på området.
For længe siden gav Engels den tids ledere af proletariatet det råd, at de skulle få oversat den ateistiske kamplitteratur fra slutningen af det 18. århundrede [3] med henblik på distribution i massemålestok blandt folket. Til vor skam må vi indrømme, at dette endnu ikke er sket (et af talrige beviser på, at det i en revolutionær tidsalder er langt lettere at erobre magten end at anvende den rigtigt). Undertiden bortforklares denne slaphed, uvirksomhed og uformåen hos os med alle mulige slags “ophøjede” påfund, for eksempel at den gamle ateistiske litteratur fra det 18. århundrede skulle være forældet, uvidenskabelig, naiv m.m. Der findes ikke noget værre end sådanne angiveligt lærde sofismer, som dækker over småtskårenhed eller total manglende forståelse af marxismen. Selvfølgelig er der både meget uvidenskabeligt og naivt i de ateistiske værker, som det 18. århundredes revolutionære skrev. Men ingen skal forhindre udgiverne i at forkorte disse værker og forsyne dem med kortfattede efterord, som påpeger de fremskridt, menneskene har gjort inden for den videnskabelige religionskritik siden slutningen af det 18. århundrede, og som henviser til de nyeste værker på området, osv. Det ville være den største og den dummeste fejl, en marxist kunne begå, om han troede, at milliontallige folkemasser (især bønder og håndværkere), som af hele det nutidige samfund er dømt til mørk uvidenhed og fordomme, kan rive sig løs af dette mørke, alene gennem en lige linje af rent marxistisk oplysning. Disse masser må have det mest forskelligartede ateistiske propagandamateriale. De må gøres bekendt med kendsgerninger fra vidt forskellige områder af tilværelsen. Man må komme tættere ind på livet af dem, både på den ene og den anden måde, for at fange deres interesse, vække dem af deres religiøse dvale, ruske op i dem fra vidt forskellige sider, på vidt forskellige måder osv.
De gamle ateisters levende, talentfulde og bidende kampskrifter fra det 18. århundrede, hvori de åbent gik til angreb på den herskende præstesnak, vil gang på gang vise sig tusind gange mere egnede til at vække menneskene fra deres religiøse dvale end de kedsommelige, tørre genfortællinger af marxismen næsten helt uden velvalgte illustrerende fakta, der er fremherskende i vor litteratur og som (det skal sandelig ikke skjules) ofte fordrejer marxismen. Alle større værker af Marx og Engels har vi oversat. Der findes absolut ingen anledning til at frygte, at den gamle ateisme og materialisme hos os ikke skulle blive suppleret med de korrekturer, som Marx og Engels har bidraget med. Det vigtigste – og netop dét glemmer som oftest vore såkaldte marxistiske kommunister, der i virkeligheden øver vold mod marxismen – er at kunne vække de endnu helt uudviklede massers interesse for en bevidst holdning til religionsspørgsmål og en bevidst kritik af religionen.
På den anden side, kast et blik på repræsentanterne for den nutidige videnskabelige religionskritik. Disse repræsentanter for det dannede bourgeoisi “supplerer” stort set altid deres egen tilbagevisning af religiøse fordomme med betragtninger, der straks afslører dem som bourgeoisiets ideologiske slaver, som “præstesnakkens diplomerede lakajer”.
To eksempler. I 1918 udgav professor P. J. Vipper en lille bog med titlen Kristendommens Opståen (Forlaget Faros, Moskva). I sin fremstilling af den moderne videnskabs mest betydelige resultater undlader han ikke alene at angribe de fordomme og det bedrag, der er kirkens våben som politisk institution, ikke alene går han uden om disse spørgsmål, han gør oven i købet direkte latterligt og reaktionært krav på at være hævet over begge “yderligheder”: den idealistiske og den materialistiske. Dette er servilitet for det herskende bourgeoisi, der over hele verden holder religionen oppe med millioner af rubler, som det har presset ud af de arbejdende i form af profit.
Den kendte tyske videnskabsmand Arthur Drews, som i sin bog Kristusmyter tilbageviser de religiøse fordomme og skrøner og vil føre bevis for, at der aldrig har eksisteret nogen Kristus, udtaler sig til slut i bogen for religionen, men en anderledes ny, afpudset og raffineret religion, der kan modstå “den for hver dag stadig voldsommere materialistiske syndflod” (s. 238, 4. tyske udgave, 1910). Her har vi en reaktionær, som direkte, åbent og bevidst hjælper udbytterne med at udskifte gamle og rådne religiøse fordomme med nye, endnu mere lusede og nedrige fordomme.
Det betyder ikke, at man skal afholde sig fra at oversætte Drews. Det betyder, at når kommunisterne og alle konsekvente materialister begynder at realisere deres forbund med den progressive del af bourgeoisiet, skal de også uafladeligt afsløre det, når det forfalder til reaktionær tænkning. Det betyder forræderi mod marxismen og materialismen at ville smyge uden om et forbund med repræsentanter for det 18. århundredes bourgeoisi, dvs. den epoke, da bourgeoisiet var revolutionært, for et “forbund” med folk som Drews i den eller den form, i det eller det omfang kommer vi ikke udenom i kampen mod de herskende religiøse mørkemænd.
Bladet Pod Snamenem Marksisma, som vil være den kæmpende materialismes talerør, må ofre megen plads på ateistisk propaganda, på oversigter over den respektive litteratur og på at afhjælpe de kolossale mangler i vort statslige arbejde på dette område. Særlig vigtigt er det at gøre brug af de bøger og pjecer, som indeholder mange konkrete kendsgerninger og sammenligninger, der påviser forbindelsen mellem det moderne bourgeoisis klasseinteresser og -organisationer og de religiøse institutioner og den religiøse propaganda.
Af uhyre vigtighed er alle materialer om de Forenede Stater, hvor den offentlige, officielle, statslige forbindelse mellem religion og kapital fremtræder mindre klart. Til gengæld bliver det så meget mere tydeligt for os, at det såkaldt moderne demokrati (som mensjevikkerne, de socialrevolutionære og til dels også anarkisterne m.fl. så uklogt falder på knæ for) ikke er andet end frihed til at prædike det, der passer bourgeoisiet, og det der passer bourgeoisiet er de mest reaktionære ideer, det er religion, mørk uvidenhed, forsvar af udbytterne osv.
Man må håbe, at bladet, der vil være talerør for den kæmpende materialisme, forsyner vort læserpublikum med oversigter over ateistisk litteratur med anvisninger på, for hvilken læserkreds og i hvilken henseende den eller den bog kan vise sig egnet, samt med oplysninger om, hvad der er udgivet her i landet (hertil bør kun regnes rimelige oversættelser, og dem er der ikke for mange af), og hvad der yderligere bør udgives.
Foruden et forbund med konsekvente materialister, som ikke tilhører det kommunistiske parti, er det ikke mindre vigtigt, hvis ikke endnu vigtigere for det arbejde, den kæmpende materialisme skal udføre, at slutte forbund med de repræsentanter for moderne naturvidenskab, der hælder til materialismen og ikke er bange for at forsvare den og tale dens sag over for de filosofiske modesvingninger i retning af idealisme og skepticisme, som er fremherskende i såkaldt dannede kredse.
A. Timirjasevs artikel i Pod Snamenem Marksisma nr. 1-2 om Einsteins relativitetsteori giver anledning til at håbe, at bladet får held med at virkeliggøre dette andet forbund. Det må der ofres mere opmærksomhed på. Man skal huske, at netop den drastiske omvæltning, som moderne naturvidenskab nu oplever, gang på gang afstedkommer reaktionære filosofiske skoler og pseudoskoler, strømninger og pseudostrømninger. At holde øje med de spørgsmål, som udspringer af den seneste revolution inden for naturvidenskaberne, og drage naturforskere med ind i dette arbejde i et filosofisk tidsskrift, er derfor en opgave, som den kæmpende materialisme må og skal løse, hvis den overhovedet vil være både kæmpende og materialistisk. Hvor Timirjasev i det første nummer af bladet måtte påpege, at et vældigt opbud af borgerlige intellektuelle i samtlige lande nu har haget sig fast til Einsteins teori, som ifølge Timirjasev ikke på nogen måde selv anfægter materialismens grundprincipper, så gælder dette ikke Einstein alene, men en lang række, om ikke de fleste store banebrydere inden for naturvidenskaberne fra og med udgangen af det 19. århundrede.
For at kunne anlægge et bevidst syn på fænomener som dette må vi forstå, at uden et solidt filosofisk underlag kan ingen naturvidenskab og ingen materialisme holde stand i kampen mod de borgerlige ideers trommeild og den borgerlige verdensanskuelses tilbagevenden. For at holde stand i denne kamp og føre den til ende med fuldstændig succes må naturvidenskabsmanden være moderne materialist, bevidst tilhænger af den materialisme, som repræsenteres af Marx, dvs. dialektisk materialist. For at nå dette mål må medarbejderne ved bladet Pod Snamenem Marksisma tilrettelægge et systematisk studium af Hegels dialektik ud fra et materialistisk standpunkt, dvs. den dialektik, som Marx anvendte praktisk i Kapitalen og i sine historiske og politiske arbejder og dét med en sådan succes, at hver dag nu, hvor nye klasser vækkes til liv og kamp i Østen (Japan, Indien, Kina) – dvs. de hundreder af millioner af mennesker, der udgør flertallet af Jordens befolkning og hvis historiske uvirksomhed og historiske dvale indtil i dag har betinget stagnationen og forrådnelsen i flere af de fremskredne europæiske lande – hver dag med nye folkeslags og nye klassers vågnen til liv bekræfter marxismen mere og mere.
Selvfølgelig er et sådant studium, en sådan tolkning og en sådan propaganda for den hegelske dialektik en vanskelig sag, og de første erfaringer i så henseende vil utvivlsomt være behæftet med fejl. Men ingen fejl begår kun den, som ingenting gør. Med holdepunkt i Marx’ måde at anvende den materialistisk opfattede hegelske dialektik kan og skal vi udvikle denne dialektik fra alle sider, bringe uddrag i bladet af Hegels hovedværker, tolke dem materialistisk og kommentere med eksempler, hvordan Marx anvendte dialektikken, tillige med de eksempler på dialektik inden for økonomiske og politiske forhold, som den nyeste historie, især den imperialistiske krig og revolutionen i vor tid, forsyner os så rigeligt med. Redaktionsgruppen og medarbejderne ved bladet Pod Snamenem Marksisma skal i mine øjne være en slags “selskab af den hegelske dialektiks materialistiske venner”. Vor tids naturvidenskabsmænd vil i den materialistiske tolkning af Hegels dialektik (hvis de forstår at søge, og hvis vi lærer os at hjælpe dem) finde flere svar på de filosofiske spørgsmål, som revolutionen i naturvidenskaberne rejser, og som får intellektuelle beundrere af borgerlig mode til at “forvilde sig” over til reaktionen.
Medmindre man stiller sig denne opgave og systematisk arbejder på den, kan materialismen ikke være nogen kæmpende materialisme. Den vil – for at bruge et udtryk hos Saltykov-Sjtjedrin – snarere være nedkæmpet end kæmpende.
Uden dette vil de store naturvidenskabsmænd lige så ofte som nu stå hjælpeløse i deres filosofiske slutninger og generaliseringer. Naturvidenskaberne gør nemlig så hurtige fremskridt og oplever en periode med en så dybtgående revolutionær omvæltning på alle områder, at de under ingen omstændigheder vil kunne klare sig uden filosofiske slutninger.
Lad mig til slut anføre et eksempel. Nok angår det ikke filosofien, men under alle omstændigheder har det at gøre med samfundsspørgsmål, som bladet Pod Snamenem Marksisma også vil befatte sig med.
Det er et af eksemplerne på, hvordan moderne pseudovidenskab i realiteten tjener som formidler af de groveste og mest perfide reaktionære anskuelser.
For nylig modtog jeg det første nummer for 1922 af bladet Ekonomist /Økonomen/, [4] som udgives af Russisk Teknisk Selskabs 11. sektion. Den unge partikammerat, der sendte mig bladet (og som formentlig ikke havde haft tid til at kigge nærmere på indholdet) var uforsigtig nok til at rose bladet i høje toner. Når alt kommer til alt er bladet – jeg ved ikke, i hvor høj grad dette er bevidst – talerør for vore dages stokkonservative, der naturligvis hyller sig i en kappe af videnskabelighed, demokrati osv.
En vis hr. P.A. Sorokin offentliggør i dette blad en omfangsrig “sociologisk” undersøgelse med overskriften Om Krigens Indflydelse. Den lærde artikel er spækket med lærde henvisninger til “sociologiske” arbejder af forfatteren og hans læremestre og kolleger i udlandet. Det følgende er et eksempel på hans lærdom.
På side 83 læser jeg:
“Pr. 10.000 ægteskaber i Petrograd opløses i vore dage de 92,2 ved skilsmisse – et fantastisk tal; af 100 opløste ægteskaber havde 51,1 en varighed på under ét år, 11 pet. under én måned, 22 pet. under to måneder, 41 pet. under tre til seks måneder og kun 26 pct. over seks måneder. Disse tal fortæller, at vore dages lovformelige ægteskab er en form, der i realiteten tjener som skalkeskjul for uægteskabelige seksuelle forhold og gør det muligt for ‘jordbær’-elskere at stille deres appetit på ‘lovlig’ vis” (Ekonomist, nr. 1, s. 83).
Der hersker ingen tvivl om, at både denne herre og dette russiske tekniske selskab, der udgiver bladet og bringer den slags betragtninger i det, tæller sig selv med til demokratiets tilhængere og vil blive overmåde fornærmede, når man kalder dem det, de i virkeligheden er, nemlig stokkonservative, reaktionære og “præstesnakkens diplomerede lakajer”.
Selv det mest beskedne kendskab til de borgerlige landes lovgivning om ægteskab, skilsmisse og børn født uden for ægteskab samt til tingenes faktiske tilstand på dette felt vil vise enhver, der interesserer sig for spørgsmålet, at det moderne borgerlige demokrati, selv i de mest demokratiske borgerlige republikker, i disse sager indtager en netop stokkonservativ holdning til kvinder og til børn født uden for ægteskab.
Det hindrer naturligvis ikke mensjevikkerne, de socialrevolutionære og en del af anarkisterne samt alle lignende partier i Vesten i at fortsætte deres hylen op om demokrati og om, hvordan bolsjevikkerne krænker det. Når det kommer til stykket er den bolsjevikiske revolution netop den eneste revolution, som er konsekvent demokratisk i sager som ægteskab, skilsmisse og uægteskabelige børns stilling. Og det er et spørgsmål, som på den mest direkte måde berører over halvdelen af befolkningens interesser i ethvert land. Den bolsjevikiske revolution er den, der for første gang – trods det vældige antal revolutioner der er gået forud for bolsjevikkernes og som kaldte sig demokratiske – har ført en energisk kamp i denne henseende, såvel mod reaktionær tænkning og feudalistisk tankegang som mod de regerende og besiddende klassers sædvanlige hykleri.
Hvis 92 skilsmisser ud af 10.000 forekommer hr. Sorokin at være et fantastisk tal, må man formode, at forfatteren er vokset op i et eller andet kloster så afsondret fra livet, at næppe nogen vil tro på eksistensen af et sådant kloster, eller også fordrejer samme forfatter sandheden for at gøre reaktionen og bourgeoisiet tilpas. Enhver med bare noget kendskab til de sociale betingelser i de borgerlige lande ved, at det faktiske antal af faktiske skilsmisser (naturligvis uden kirkens og lovens sanktion) overalt er umådeligt højere. Hvad dét angår adskiller Rusland sig kun fra andre lande ved, at dets love ikke levner plads for hykleri eller nogen retsløs stilling for kvinden og hendes barn, men åbent og i statsmagtens navn erklærer systematisk krig mod enhver form for hykleri og enhver form for retsløshed.
Et marxistisk tidsskrift skal også bekrige sådanne moderne, “dannede” konservative. Det er ikke utænkeligt, at en hel del af dem får løn af staten her i landet og er ansat af staten for at undervise ungdommen, skønt de er lige så uegnede til dette formål som vitterlige børnelokkere er i rollen som inspektører i børneskolen.
Arbejderklassen i Rusland kunne erobre magten, men har endnu ikke lært sig at bruge den, i modsat fald ville den nemlig for længst nok så høfligt have ekspederet den slags lærere og medlemmer af lærde selskaber over til det borgerlige “demokratis” lande. Dér finder disse stokkonservative folk deres rette plads.
Man kan lære det, hvis bare man vil.
12. marts 1922
1. Pod Snamenem Marksisma (Under Marxismens Banner) – filosofisk og samfundsøkonomisk tidsskrift, talerør for den kæmpende materialisme og ateisme. Udkom en gang om måneden i Moskva fra januar 1922 indtil juni 1944 (i årene 1933-1935 hver anden måned). – S. 56.
2. Lenin sigter til følgende bemærkning hos Dietzgen: “Til vor sjæls inderste afskyr vi den opstyltede floskel om “dannelse og demokrati” og tale om “ideale goder” i munden på diplomerede lakajer, der i dag fordummer folket med falsk idealisme ligesom hedenske præster engang i tiden mystificerede det med hjælp af de dengang første kundskaber om naturen” (Josef Dietzgen, Gesammelte Schriften in Drei Banden, herausgegeben von Eugen Dietzgen, dritte Auflage, Erster Band, Verlag J.H.W. Dietz Nachs. G.m.b.H., Stuttgart 1922, s. 126). – S. 57.
3. Se F. Engels: Flüchtlingsliteratur. II Programm der blanquistischen Kommuneflüchtlinge (Marx/Engels, Werke, Bd. 18, s. 532). – S. 58.
4. Ekonomist (Økonomen) – tidsskrift udgivet af sektionen for industri og økonomi i Russisk Teknisk Selskab. Udkom i Petrograd fra december 1921 indtil juni 1922 (på omslaget til nr. 1 er anført årstallet 1922). Blandt selskabets medlemmer var borgerlige tekniske intellektuelle og tidligere virksomhedsejere, som var sovjetstyret fjendtlig stemt. – S. 63.
Sidst opdateret 6.7.2014