Skrevet 6. februar 1922. Første gang trykt in extenso i V. I. Lenin, Samlede Værker, 5. udgave, bd. 1964. [1]
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15, s. 53-55, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2014.
Jeg foreslår, at centralkomiteens direktiv skal indeholde følgende:
Uden dermed at godkende ekspertlisten foreslår centralkomiteen, at de på listen opstillede kandidater inden for en uge laver en oversigt over programmet og taktikken for hele Genuakonferencen (i de sager, der sorterer under den pågældende eksperts kompetenceområde). Alle folkekommissariater er pligtige inden to dage at afgive skriftlige udtalelser om og anbefalinger af deres ekspertkandidater. I fald eksperterne blamerer sig i Europa, vil både de selv og folkekommissariaterne blive stillet til ansvar.
Som uddybning og supplement til direktiverne for Genuakonferencen foreslås følgende:
1. Uden at foregribe en afgørelse af, hvordan og hvornår vor delegation skal optræde, anser centralkomiteen det for delegationens ubetingede pligt at udvikle et fyldestgørede, selvstændigt og helstøbt program omfattende alle de afgørende spørgsmål.
2. Programmet skal være borgerlig-pacifistisk, idet vor delegation i ordentlig tid tager det klare forbehold, at dette ikke er et i vore øjne kommunistisk program (i korthed hvad det går ud på); vort ønske er at foreslå de øvrige delegationer, som indtager en principielt anden holdning, en række palliativer og skridt af reformistisk type, som for en dels vedkommende allerede er fremført i England og andre kapitalistiske lande af folk, der støtter borgerlige synspunkter. Under bestemte forhold kunne dette palliativprogram imidlertid lette den nuværende svære situation (som der kun kan sikres en udvej af ved helt at bryde med alle den kapitalistiske ejendoms rødder).
3. En omtrentlig opremsning af programmets hovedpunkter:
Osv.
4. Et program af denne art bør fremlægges i taler eller, hvis dette viser sig umuligt, trykkes på tre-fire europæiske sprog og uddeles til de delegerede og pressen (i det mindste som en kortfattet oversigt). (Trykkes skal det i alle tilfælde.)
5. Som eksperter kan kun godtages personer, der er i stand til at udvikle, underbygge og forfægte et sådant program (i dets forskellige dele), og som har givet bevis på denne evne. Eksperterne skal i eget navn offentliggøre deres programmer og planer for Europa. (Programmet vil give genlyd i artikler i III Internationales presse, hvor man vil sige, at dette forsøg på at “overbevise” ikke skader, men næsten er til ingen nytte, da det er revolution der er brug for, og i II og II½ Internationales presse: vi får se, hvad de vil sige.)
1. Genuakonferencen – i januar 1922 besluttede Ententens ledende organ at afholde en international økonomisk og finanspolitisk konference med sovjetrussisk deltagelse. Ententens imperialister regnede med at kunne tvinge Sovjetrusland til politiske og økonomiske indrømmelser mod at oprette økonomiske forbindelser med landet.
Konferencen afholdtes i Genua i Italien fra 10. april til 29. maj 1922. 29 stater deltog, deriblandt Sovjetrusland, England, Frankrig, Italien, Belgien, Japan og Tyskland. USA var til stede som “observatør”. De imperialistiske magter forsøgte på konferencen at udnytte Sovjetruslands økonomiske vanskeligheder og tvinge det til en aftale på slaverilignende vilkår. De krævede al tsar-gæld tilbagebetalt, iberegnet gæld fra før krigen, tilbagegivelse af nationaliserede virksomheder til de tidligere, udenlandske ejere osv.
Sovjetdelegationen afviste imperialisternes krav og foreslog i stedet almindelig nedrustning samt annullering af al gæld fra før krigen. Konferencen blev afbrudt på grund af Englands og Frankrigs fjendtlige holdning til Sovjetrusland. Den videre behandling af spørgsmålene blev henvist til en ekspertkonference i Haag juni-juli 1922; ligesom Genuakonferencen sluttede forhandlingerne i Haag resultatløst. – S. 53.
2. Den irske løsning – Lenin sigter til den politik, som Storbritanniens regering under Lloyd George praktiserede først i 1920'erne over for Irland, hvor man ved at give indrømmelser håbede på at knække den revolutionære irske frihedsbevægelse. Det irske folks årelange stædige kamp for national uafhængighed resulterede den 6. december 1920 i en britisk-irsk aftale, hvorefter der dannedes en “irsk fristat” med en dominions status inden for det britiske imperium. Seks grevskaber i det nordøstlige Irland (Ulster), den industrielt mest udviklede del af Irland, forblev under Storbritannien. – S. 54.
Sidst opdateret 6.7.2014