Offentliggjort i 1921, i bogen RKP(b)’s 10. kongres. Stenografisk beretning.
Udkastet er skrevet 14. -15. marts 1921. Efter Lenins tale den 16. marts om partiets enhed og den anarkosyndikalistiske afvigelse vedtog RKP(b)’s 10. kongres med overvældende majoritet resolutionsforslagene. [1]
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 14, s. 132-135, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 18. juni 2014.
1. I de sidste måneder har der i partiets rækker utvetydigt vist sig en syndikalistisk og anarkistisk afvigelse, som kræver en yderst energisk, ideologisk bekæmpelse og en rensning og sanering af partiet.
2. Den nævnte afvigelse skyldes til dels, at partiet har fået tilgang af forhenværende mensjevikker og ligeledes af arbejdere og bønder, som endnu ikke til fulde har tilegnet sig den kommunistiske verdensanskuelse, men den skyldes hovedsagelig, at proletariatet og RKp påvirkes af det småborgerlige element, som er usædvanlig stærkt i vort land, og som uundgåeligt afføder svingninger i retning af anarkisme, særlig på tider, hvor massernes kår undergår en kras forværring som følge af misvæksten og de særlig ruinerende følger af krigen, og hvor millionhærens demobilisering sætter hundredtusinder af bønder og arbejdere på gaden, uden at disse med det samme kan finde regulære kilder og midler til livets opretholdelse.
3. Det teoretisk mest afrundede og mest udprægede udtryk for denne afvigelse (variant: et af de mest afrundede osv. udtryk for denne afvigelse) er de teser og anden litteratur, der stammer fra den såkaldte »arbejderoppositions« gruppe. Tilstrækkelig oplysende er f.eks. følgende tese derfra: »Organiseringen af samfundsøkonomiens ledelse er forbeholdt producenternes alrussiske kongres; producenterne er sammensluttet i faglige produktionsforbund, som vælger centralorganet, der leder hele republikkens samfundsøkonomi.«
De ideer, der ligger til grund for denne og mange lignende udtalelser, er teoretisk ganske urigtige, idet de er i direkte strid med marxismen og kommunismen og ligeledes med essensen af alle halvproletariske og virkelig proletariske revolutioners praktiske erfaringer.
For det første, begrebet »producent« rummer både proletaren og halvproletaren og den lille vareproducent, og man prisgiver altså ganske det fundamentale begreb klassekamp og det fundamentale krav om en nøje skelnen mellem klasserne.
For det andet, det at gøre de partiløse masser til trumf eller at smøre dem om munden, sådan som det finder udtryk i ovennævnte tese, er en ikke mindre fundamental afvigelse fra marxismen.
Marxismen lærer – og denne lære er ikke blot formelt bekræftet af hele Kommunistisk Internationale i beslutningerne fra Kominterns 2. kongres (1920) om proletariatets politiske partis rolle, men også praktisk bekræftet af vor revolution – at kun arbejderklassens politiske parti, dvs. det kommunistiske parti, er i stand til at forene, opdrage og organisere den avantgarde for proletariatet og alle arbejdende masser, som ene magter at modstå de uundgåelige småborgerlige svingninger i disse masser, de uundgåelige traditioner og tilbagefald, som bunder i fagligt snæversind eller faglige fordomme blandt proletariatet, og at lede hele proletariatets forenede virksom hed, dvs. lede proletariatet politisk og gennem det lede alle arbejdende masser. På anden måde lader proletariatets diktatur sig ikke virkeliggøre.
Den urigtige opfattelse af det kommunistiske partis rolle i forhold til det partiløse proletariat og dernæst af partiets rolle i disse to faktorers forhold til hele den arbejdende befolkning er en fundamental teoretisk prisgivelse af kommunismen og en afvigelse i retning af syndikalismen og anarkismen, en afvigelse der gennemsyrer alle »arbejderoppositionens« anskuelser.
4. RKP’s 10. kongres udtaler, at den ligeledes anser alle forsøg fra den nævnte gruppe og andre personer på at forsvare deres fejlagtige anskuelser ved henvisninger til § 5 i den økonomiske del af RKP’s program om fagforeningernes rolle for ganske urigtige. Denne paragraf siger, at »fagforeningerne skal nå dertil, at de faktisk underlægger sig hele ledelsen af den samlede samfundsøkonom i som ét økonomisk hele«, og at de »på den måde sikrer en ubrydelig forbindelse mellem den centrale statsledelse, samfundsøkonomien og de arbejdendes brede masser«, »ved at inddrage« disse masser »i det direkte arbejde med ledelsen af samfundsøkonomien«.
Som en første betingelse for en sådan situation, til hvilken fagforeningerne »skal nå«, opstiller RKP’s program i samme paragraf en proces, ved hvilken »fagforeningerne i stadig større grad befries for lavsmæssigt snæversind« og kommer til at omfatte de arbejdendes flertal, »efterhånden dem alle«.
Endelig betoner RKP’s program i samme paragraf, at fagforeningerne »efter RSFSR’s love og rodfæstet praksis allerede er deltagere i alle lokale og centrale organer til ledelse af industrien«.
I stedet for at drage lære af netop denne praktiske erfaring med deltagelse i ledelsen, i stedet for at videreudvikle denne erfaring i streng overensstemmelse med de opnåede fremskridt og de korrigerede fejl, opstiller syndikalisterne og anarkisterne en direkte parole om »kongresser eller en kongres af producenter«, som skal »vælge« økonomiens forvaltningsorganer. Partiets ledende, opdragende og organiserende rolle i forholdet til proletariatets fagforeninger, og proletariatets tilsvarende rolle i forholdet til de halvt småborgerlige og direkte småborgerlige masser blandt de arbejdende går man på den måde udenom og skyder helt til side, og i stedet for at fortsætte og korrigere det praktiske arbejde, som sovjetmagten allerede har påbegyndt for at skabe nye økonomiske former, vil man på småborgerlig, anarkistisk vis ødelægge dette arbejde, hvilket kun kan føre til, at den borgerlige kontrarevolution triumferer.
5. Ud over de teoretiske fejl og den ganske urigtige indstilling til de praktiske erfaringer fra den økonomiske opbygning, sovjetmagten har påbegyndt, ser RKP’s kongres i den nævnte gruppes og lignende gruppers og personers anskuelser en uhyre politisk vildfarelse og en direkte politisk fare for selve eksistensen af proletariatets diktatur.
I et land som Rusland vil det småborgerlige elements enorme overvægt og krigens uundgåelige følger i form af ruinering, forarmelse, epidemier, misvækst, ekstrem forværring af nøden og folkets lidelser til stadighed give sig særlig krasse udslag gennem svingninger i de små borgerlige og halvproletariske massers stemninger. Disse svingninger går snart i retning af et stærkere forbund mellem disse masser og proletariatet, snart i retning af en borgerlig restaurering; alle erfaringer fra alle revolutioner i det 18., 19. og 20. århundrede viser så tydeligt og overbevisende som noget, at hvis proletariatets revolutionære avantgarde tillader blot den ringeste svækkelse af sin enhed, kraft og indflydelse, kan disse svingninger ikke føre til andet end en restaurering (genrejsning) af kapitalisternes og godsejernes magt og ejendom.
Derfor er »arbejderoppositionens« og lignende elementers anskuelser ikke alene teoretisk urigtige, men i praksis også et udtryk for småborgerlige og anarkistiske svingninger, de svækker praktisk det kommunistiske partis konsekvente ledende kurs, de hjælper praktisk den proletariske revolutions klassefjender.
6. På grundlag af alt dette forkaster RKP’s kongres afgjort de nævnte ideer, der er udtryk for en syndikalistisk og anarkistisk afvigelse, og anser følgende for nødvendigt:
for det første støt og systematisk at føre en ideologisk kamp mod disse ideer;
for det andet anser kongressen propaganda for disse ideer for uforenelig med medlemskab i RKP.
Idet kongressen pålægger partiets centralkomité på det strengeste at føre disse beslutninger ud i livet, peger den samtidig på, at der i specielle publikationer, artikelsamlinger osv. kan og skal afses plads til, at partiets medlemmer med største udførlighed kan udveksle meninger om alle de nævnte spørgsmål.
1. RKP(b)’s 10. kongres fandt sted i Moskva 8.-16. marts 1921. Til stede var 694 delegerede, der repræsenterede 732.531 partimedlemmer. For uden at vedtage de to resolutioner Om partiets enhed og Om den syndikalistiske og anarkistiske afvigelse i vort parti, der gjorde op med fraktionsdannelsen i partiet, udstak kongressen de konkrete veje for overgangen fra kapitalisme til socialisme og traf beslutning om de metoder, der skulle anvendes ved opbygningen af socialisme under de nye betingelser. Kongressen understregede nødvendigheden af at befæste forbundet mellem proletariatet og de arbejdende bønder og styrke partiets ledende rolle i samfundets udvikling. – S. 129.
Sidst opdateret 18.6.2014