Trykt i Pravda nr. 210 den 21. september 1921.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15, s. 22-24, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 19. juni 2014.
Partirensningen har tydeligt nok udviklet sig til et betydningsfuldt, uhyre vigtigt arbejde.
Der findes steder, hvor man renser partiet ved i hovedsagen at bygge på de partiløse arbejderes erfaringer og udtalelser, ved at lade sig lede af deres udtalelser, ved at tage hensyn til repræsentanter for den partiløse, proletariske masse. Det er det mest værdifulde, det mest væsentlige. Hvis det virkelig lykkes os at rense partiet på den måde, fra øverst til nederst, »uden persons anseelse«, vil det være et virkelig stort fremskridt for revolutionen.
For revolutionens fremskridt kan ikke nu være de samme som før. De skifter uundgåeligt karakter under påvirkning af overgangen fra den militære til den økonomiske front, af overgangen til den ny økonomiske politik, under påvirkning af de forhold, der i første linje kræver en forøgelse af arbejdsproduktiviteten, en forbedring af arbejdsdisciplinen. I en sådan tid ligger revolutionens væsentlige fremskridt i en indre, stilfærdig, lidet iøjnefaldende, først efterhånden mærkbar forbedring, en forbedring af arbejdet, af dets tilrettelægning, af dets resultater; en forbedring i bekæmpelsen af det småborgerlige og småborgerlig-anarkistiske elements indflydelse, der virker opløsende på såvel proletariatet som partiet. For at opnå en sådan forbedring må man rense partiet for elementer, der skiller sig ud fra masserne (for slet ikke at tale om elementer, der vanærer partiet i massernes øjne). Naturligvis kan vi ikke rette os efter enhver udtalelse fra masserne, for det hænder også, at masserne ligger under for stemninger, der er alt andet end fremskredne, især i tider, der præges af ekstraordinær træthed og overanstrengelse som følge af overvældende byrder og plager. Men til bedømmelse af folk, til afvisning af »medløbere«, »kommissærgale«, »bureaukratiserede« personer er den partiløse proletariske masses og i mange tilfælde også den partiløse bondemasses udtalelser i høj grad værdifulde. De arbejdende masser har en særdeles fin næse for forskellen mellem hæderlige, opofrende kommunister og så den slags folk, der vækker afsky hos et andet menneske, der tjener sit brød i sit ansigts sved og ingen privilegier, ingen »forbindelser med ledelsen« har.
At rense partiet, idet man tager hensyn til partiløse arbejdendes udtalelser, er en stor sag. Det vil give os betydelige resultater. Det vil gøre partiet til en langt stærkere avantgarde for klassen end førhen, til en avantgarde, der er solidere forbundet med klassen, bedre egnet til at føre klassen til sejr midt iblandt vanskelighedernes og farernes mængde.
Som en speciel opgave for partirensningen vil jeg gerne yderligere pege på rensningen for tidligere mensjevikker. Efter min mening bør man af mensjevikker, der er indtrådt i partiet siden begyndelsen af 1918, ikke beholde flere i partiet end eksempelvis en hundrededel, og tilmed bør man afprøve hver af de tilbageværende både tre og fire gange. Hvorfor? Fordi mensjevikkerne som strømning i perioden 1918-1921 har demonstreret deres to egenskaber: den ene er deres dygtighed til at tilpasse sig, til at »klistre« sig op ad den strømning, der er fremherskende blandt arbejderne; den anden er deres endnu større dygtighed til at tjene hvidgardisterne i tro og ære, tjene dem i gerning, mens de tager afstand fra dem i ord. Begge disse egenskaber fremgår af mensjevismens hele historie: det er nok at minde om den akselrodske »arbejderkongres«, [1] mensjevikkernes stilling til kadetterne [2] (og til monarkiet) i ord og i gerning osv., osv. Når mensjevikkerne »klistrer« sig op ad RKP, er det ikke alene og ikke engang så meget af macchiavellisme [3] (skønt de allerede fra 1903 har bevist, at de er fremragende mestre i det borgerlige diplomatis metoder) som på grund af deres »tilpasningsevne«. Enhver opportunist udmærker sig ved tilpasningsevne (men ikke al tilpasningsevne er opportunisme), og som opportunister tilpasser mensjevikkerne sig så at sige »af princip« til den strømning, der er fremherskende blandt arbejderne, de anlægger en ny beskyttelsesfarve, ligesom sneharen bliver hvid om vinteren. Dette træk ved mensjevikkerne må man kende og tage i betragtning. At tage det i betragtning vil sige at rense partiet, eksempelvis for 99/100 af hele det antal mensjevikker, der har sluttet sig til RKP efter 1918, altså dengang da bolsjevikkernes sejr først blev sandsynlig og senere utvivlsom.
Partiet må renses for svindlere, for bureaukratiserede personer, for uhæderlige og ustabile medlemmer og for mensjevikker, der har pyntet »facaden«, men inderst inde er forblevet mensjevikker.
20. september 1921
Lenin
1. Den akselrodske »arbejderkongres« – der hentydes til et forslag som P. B. Akselrod, en af mensjeviklederne i 1905, stillede om at indkalde til en såkaldt arbejderkongres, hvor socialdemokrater, socialrevolutionære og anarkister skulle repræsenteres, og som skulle danne et »bredt« småborgerligt arbejderparti. Lenin afslørede det mensjevikforslag som et helt igennem opportunistisk og ødelæggende forsøg på at afvikle socialdemokratiet. – S. 23.
2. Kadetter – forkortelse af Konstitutionelle Demokrater, betegnelsen for det liberale monarkistiske bourgeoisis parti i Rusland. Forsøgte under februarrevolutionen 1917 at redde monarkiet, stod i sommeren 1917 i spidsen for den provisoriske regering og førte en kontrarevolutionær politik i vestmagternes interesse. Deltog efter oktoberrevolutionen i alle væbnede aktioner mod sovjetmagten. – S. 23.
3. Macchiavellisme – betegnelse for en politik, hvis mål helliger midlet, uanset moral og hæderlighed. Er afledt af navnet Macchiavelli, italiensk politiker (1469-1527), der rådede Italiens herskere til ikke at sky noget middel (indbefattet løftebrud, svindel, forræderi og mord), som kunne bringe målet nærmere. – S. 23.
Sidst opdateret 19.6.2014