Talen blev trykt første gang den 29. og 30. marts 1921 i Pravda nr. 67 og 68.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 14, s. 136-148, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 18. juni 2014.
Kammerater, tillad mig først at takke jer for velkomsten og at gøre gengæld med en velkomsthilsen til jeres kongres. (Stormende bifald.) Før jeg går over til det tema, som direkte vedrører jeres kongres’ opgaver, jeres arbejdsprogram, og hvad hele sovjetmagten ellers venter af jeres kongres, vil jeg gerne have lov til at begynde med en afstikker.
Mens jeg lige nu gik gennem salen her, faldt mit blik på en plakat med påskriften: »Arbejdernes og bøndernes rige vil være uden ende«. Og da jeg havde læst denne mærkelige plakat, som ganske vist ikke hang det sædvanlige sted, men stod i en krog – måske er det faldet nogen ind, at plakaten ikke er vellykket, og vedkommende har så flyttet den – da jeg havde læst denne mærkelige plakat, tænkte jeg: om den slags elementære og fundamentale ting findes der altså misforståelser og forkerte opfattelser hos os! For hvis arbejdernes og bøndernes rige var uden ende, ville det betyde, at der aldrig bliver socialisme, thi socialisme betyder klassernes afskaffelse, men så længe der er arbejdere og bønder, så længe er der forskellige klasser, og følgelig kan der ikke være nogen fuldkommen socialisme. Og mens jeg nu tænkte over, at vi tre et halvt år efter oktoberrevolutionen finder så mærkelige plakater, selv om de er flyttet lidt til side, begyndte jeg tillige at tænke på, at der måske også med hensyn til vore mest udbredte og alment anvendte paroler endnu hersker særdeles store misforståelser. Vi synger allesammen, at vi nu kæmper vor sidste og afgørende kamp [1] – det er f.eks. en af de mest udbredte paroler, og vi har gentaget den ved enhver lejlighed. Men jeg er bange for, at hvis man spurgte hovedparten af kommunisterne, hvem det er, man nu fører – ikke den sidste naturligvis, det er lidt for meget sagt, men en af vore sidste og afgørende kampe – imod, så er jeg bange for, at kun få vil give et rigtigt svar på dette spørgsmål og åbenbare en klar opfattelse af, mod hvad eller mod hvem vi nu fører en af vore sidste og afgørende kampe. Og det synes mig, at i dette forår, i forbindelse med de politiske tildragelser, der har samlet de brede arbejder- og bondemassers opmærksomhed om sig, da skulle man vist endnu engang til en begyndelse undersøge eller i hvert fald prøve på at undersøge spørgsmålet om, hvem det er, vi i dette forår, netop nu, fører en af vore sidste og afgørende kampe imod. Tillad mig at dvæle ved dette spørgsmål.
For at finde rede i dette spørgsmål tror jeg, at det, man først og fremmest må gøre, er så nøjagtigt og nøgternt som muligt af skaffe sig et fornyet overblik over de kræfter, der står mod hinanden, og hvis kamp bestemmer såvel sovjetmagtens skæbne som overhovedet gangen og udviklingen i den proletariske revolution, revolutionen der skal fælde kapitalen både i Rusland og i de andre lande. Hvad er det for kræfter? Hvordan grupperer de sig imod hinanden? Hvordan er disse kræfter for tiden fordelt? Enhver nogenlunde betydelig politisk skærpelse, enhver ny vending, selv i mindre stil, i de politiske begivenheder, må bestandig få enhver tænkende arbejder og enhver tænkende bonde til at stille dette spørgsmål, spørgsmålet om, hvilke kræfter der er for hånden, og hvordan de grupperer sig. Og først når vi forstår at vurdere disse kræfter rigtigt og ganske nøgternt, uanset vore sympatier og ønsker, først da vil vi også kunne drage de rigtige slutninger vedrørende vor politik i almindelighed og vore nærmeste opgaver. Tillad mig nu i korthed at skildre disse kræfter.
Af disse kræfter er der i hovedsagen, i det store og hele, tre. Jeg begynder med den, der står os nærmest, jeg begynder med proletariatet. Det er den første kraft. Det er den første særlige klasse. Alt det ved I godt, I lever selv i denne klasses skød. Hvordan er den stillet nu? I sovjetrepublikken er det den klasse, der tog magten for tre et halvt år siden, og som i den forløbne tid har udøvet herredømmet, diktaturet, det er den, som i disse tre et halvt år mere end alle andre klasser har lidt, tålt, udstået, båret savn og trængsler. Disse tre et halvt år, hvoraf en stor del er gået med sovjetmagtens fortvivlede borgerkrig mod hele den kapitalistiske verden, bragte arbejderklassen, proletariatet sådanne trængsler, savn, ofre, en sådan forværring af nøden alle vegne, at verden aldrig har set magen. Og man oplevede da noget ejendommeligt. Den klasse, som tog det politiske herredømme i sin hånd, gjorde det i bevidstheden om, at den tager det alene. Det ligger i begrebet proletariatets diktatur. Dette begreb har kun da mening, når én klasse ved, at den alene tager den politiske magt i sin hånd og ikke bedrager hverken sig selv eller andre med snak om en magt, der er »almenfolkelig, fremgået af almindelige valg og indstiftet af hele folket«. Der findes mange, overmåde mange liebhavere af den slags talemåder, hvad I allesammen kender særdeles godt, men de stammer i hvert fald ikke fra proletariatet, for proletariatet var sig bevidst og nedfældede i forfatningen, i republikkens grundlove, at der er tale om proletariatets diktatur. Denne klasse har forstået, at den tager magten alene under ekstraordinært vanskelige forhold. Den udøvede magten sådan, som ethvert diktatur udøves, dvs. den udøvede sit politiske herredømme med den største fasthed, med den største ubøjelighed. Og selv har den under disse tre et halvt års politiske herredømme båret trængsler, savn, sult og forværring af sine økonomiske kår i en grad som ingen anden klasse nogen sinde har gjort det i historien. Det er klart, at vi som følge af denne overmenneskelige anspændelse nu må notere en særlig træthed og udmattelse, en særlig overanstrengelse i denne klasse.
Hvordan kunne det gå til, i et land, hvor proletariatet er så fåtalligt i sammenligning med den øvrige befolkning, i et tilbagestående land, som med militær magt var kunstigt skilt fra lande med et mere talrigt, bevidst, disciplineret og organiseret proletariat, hvordan kunne det gå til, at en enkelt klasse kunne virkeliggøre sin magt i et sådant land, mens alverdens bourgeoisi satte sig imod det og angreb os? Hvordan kunne dette gøres gennem tre et halvt år? Hvor fandtes der støtte hertil? Vi ved, at støtten fandtes inden for landet, blandt bondemasserne. Før jeg nu går over til denne anden kraft, må jeg imidlertid gøre analysen af den første kraft færdig. Jeg har sagt, og enhver af jer ved det fra iagttagelser af de nærmeste kammeraters liv i fabrikkerne og værkerne, på stationerne og værkstederne, at ingen sinde var denne klasses nød så stor og akut som under dens eget diktatur. Ingen sinde har landet oplevet en sådan træthed og udslidthed som nu. Hvad var det da, der gav denne klasse moralsk kraft til at stå disse savn igennem? Det er klart, det er ganske indlysende, at et eller andet sted må den have hentet moralsk kraft til at overvinde disse materielle savn. Spørgsmålet om moralsk kraft, om moralsk støtte, er som bekendt et ubestemt spørgsmål; ved moralsk kraft kan man forstå alt muligt, man kan skyde alt muligt ind under dette begreb. For at undgå denne fare – at skyde noget ubestemt eller fantastisk ind under begrebet moralsk kraft – spørger jeg nu mig selv, om der kan findes kendemærker til en præcis bestemmelse af, hvad der har givet proletariatet moralsk kraft til at bære de utrolige materielle savn, der er knyttet til det politiske herredømme? Jeg tror, at hvis man stiller spørgsmålet sådan, kan man finde et præcist svar på det. Stil jer selv det spørgsmål, om sovjetrepublikken kunne have udholdt det, den har udholdt gennem tre et halvt år, og have stået sig så godt mod hvidgardisternes overfald, der fik støtte af kapitalisterne i alverdens lande, hvis den havde befundet sig blandt tilbagestående og ikke blandt fremskredne lande? Man behøver blot at stille dette spørgsmål for at fjerne al usikkerhed med hensyn til svaret.
I ved, at vi i disse tre et halvt år er blevet bekriget af alle de rigeste magter i verden. Den militære styrke, som trådte op imod os, og som støttede Koltjak, Judenitj, Denikin og Wrangel – det kender I udmærket, hver enkelt af jer deltog i krigen – var så ubetinget overmåde meget større end vore militære kræfter. I ved udmærket, at alle disse staters styrke også nu er langt større end vor. Hvordan kunne det da gå til, at de satte sig for at besejre sovjetmagten, men ikke sejrede? Hvordan kan det være? Svaret herpå er ganske utvetydigt. Det kunne ske, og det skete, fordi proletariatet i alle kapitalistiske lande var for os. Selv i de tilfælde, hvor det vitterligt var under indflydelse af mensjevikker og socialrevolutionære – i de europæiske lande har de andre navne – støttede det ikke des mindre ikke kampen mod os. I sidste instans var det arbejderne, der spændte ben for denne krig, idet førerne blev tvunget til at give masserne indrømmelser.
Det var ikke os, der sejrede, thi vore militære kræfter var ubetydelige, nej sejren skyldtes, at magterne ikke kunne sætte hele deres militære styrke ind mod os. De fremskredne landes arbejdere er i den grad bestemmende for en krigs gang, at man ikke kan føre krig mod deres ønske, og til syvende og sidst forpurrede de krigen mod os ved passiv eller halvt passiv modstand. Denne ubestridelige kendsgerning giver utvetydigt svar på spørgsmålet om, hvor det russiske proletariat kunne hente moralsk kraft til at hævde sig og sejre i tre et halvt år. Den russiske arbejders moralske kraft bestod i, at han kendte, følte, mærkede den hjælp og støtte, der blev ydet ham i denne kamp af proletariatet i alle fremskredne lande i Europa. Hvilken retning arbejderbevægelsens udvikling dér tager, kan vi se af, at de alt overskyggende begivenheder i Europas arbejderbevægelse i den sidste tid er spaltningen af de socialistiske partier i England, Frankrig, Italien og andre lande, såvel besejrede som sejrende lande, lande med forskellig kultur og forskelligt økonomisk udviklingstrin. Dette års hovedbegivenhed var i alle lande, at der ud af socialisternes og socialdemokraternes ilde medtagne og fuldkommen bankerotte partier (på russisk hedder de mensjevikker og socialrevolutionære) dannedes kommunistiske partier, som bæres oppe af alt, hvad der er fremskredent i arbejderklassen, og der er naturligvis ingen tvivl om, at hvis det ikke havde været frem skredne lande, der havde bekæmpet os, men tilbagestående lande uden sådanne stærke proletariske masser, ville vi ikke have kunnet holde os tre et halvt år, ja ikke engang tre en halv måned. Kunne mon vort proletariat have fået moralsk styrke, hvis det ikke havde bygget på sympatien hos de fremskredne landes arbejdere, som støttede os trods den løgnekampagne, imperialisterne med millioner af tryksager driver mod sovjetmagten, trods de anstrengelser, der blev gjort af »arbejderførerne«, mensjevikkerne og de socialrevolutionære, som skulle forpurre arbejdernes kamp for os og stadig søgte at gøre det. Båret oppe af denne støtte sejrede vort proletariat, skønt det var svagt ved sin fåtallighed og udpint af trængsler og savn, det sejrede, fordi det var stærkt ved sin moralske kraft.
Der har I den første kraft.
Den anden kraft – det er den, som befinder sig mellem kapitalens udvikling og proletariatet. Det er småborger skabet, de små næringsdrivende, det er de mennesker, som udgør det overvældende folkeflertal i Rusland, nem lig bønderne. Det er hovedsagelig de små næringsdrivende og det lille landbrug. For ni tiendedeles vedkommende er det dem og kan ikke være andre. I kapitalens bitre kamp mod arbejdet tager de ikke daglig del, nogen skoling har de ikke gennemgået, de økonomiske og politiske livsvilkår samler dem ikke, men skiller dem, støder dem fra hinanden, forvandler dem til millioner af små næringsdrivende hver for sig. Sådan er kendsgerningerne, og I kender dem udmærket alle sammen. Ingen kollektiver, kollektivbrug og kommuner kan lave dette om på kortere frist end en lang, lang årrække. Sine fjender fra højre, godsejerklassen, gjorde denne kraft op med så hurtigt som aldrig før, takket være det proletariske diktaturs revolutionære energi og ubundethed, den fejede dem helt bort og afskaffede deres herredømme med enestående fart. Men jo hurtigere den afskaffede godsejerklassens herredømme, jo hurtigere den tog fat i egen bedrift på nationaliseret jord, jo mere energisk den gjorde op med det ringe mindretal af kulakker, desto hurtigere blev den selv til småbesiddere. I ved, at der i den forløbne tid er sket en udjævning i den russiske landsby. De store korndyrkere og de kornløse fattigbønder udgør efterhånden en mindre part, mens det mellemstore brug er blevet en større part. Vor landsby er i den forløbne tid blevet mere småborgerlig. Det drejer sig om en selvstændig klasse; efter afskaffelsen og fordrivelsen af godsejerne og kapitalisterne er det den eneste klasse, der kan stå proletariatet imod. Og derfor er det meningsløst at skrive på plakaterne, at arbejdernes og bøndernes rige vil være uden ende.
I ved, hvordan denne klasse er i henseende til politisk indstilling. Det er svingningernes kraft. Det har vi set i vor revolution overalt i landet – i Rusland på én måde, i Sibirien på en anden, i Ukraine på en tredje, men overalt var facit det samme, det er svingningernes kraft. I lang tid havde de socialrevolutionære og mensjevikkerne den på slæbetov, såvel ved Kerenskijs hjælp som i Koltjakperioden, såvel da der i Samara var en konstituerende forsamling, som da mensjevikken Majskij var minister hos Koltjak eller hans forgængere, osv. Denne kraft svingede mellem proletariatets ledelse og bourgeoisiets ledelse. Hvorfor udøvede denne kraft, som repræsenterede et stort flertal, ikke selv nogen ledelse? Fordi denne masses økonomiske livsvilkår er sådan, at den ikke selv kan samles, den kan ikke selv slutte sig sammen. Dette er klart for enhver, der ikke lader sig imponere af tomme ord om »almindelig stemmeret«, om konstituerende forsamling og lignende »demokrati«, som i alle lande har narret folk i over hundrede år; her i landet har de socialrevolutionære og mensjevikkerne praktiseret det i over hundrede uger og lidt skibbrud »hver evige gang på samme plet«. (Bifald.) Af egen erfaring ved vi – og ser det bekræftet i alle revolutioners udvikling verden over, hvis man tager den nyere tid, lad os sige de sidste 150 år – at resultatet overalt og til enhver tid var netop dette: alle forsøg fra småborgerskabet i almindelighed og fra bønderne i særdeleshed på at blive sig sin kraft bevidst og dirigere økonom i og politik på sin egen måde endte med en fiasko. Enten proletariatets ledelse eller kapitalisternes ledelse – nogen mellemvej findes ikke. Alle, der drømmer om en sådan, er golde drømmere og frasemagere. De gendrives af al politik, økonom i og historie. Hele Marx’ lære viser, at så snart småborgerne er ejere af produktionsmidler og kapital, afføder omsætningen mellem dem ufravigeligt kapital og dermed modsigelserne mellem kapital og arbejde. Kapitalens kamp mod proletariatet er en uundgåelighed, det er en lov, der er kommet for dagen overalt i verden, og den, der ikke vil bedrage sig selv, kan ikke undgå at se det.
Disse fundamentale økonomiske kendsgerninger giver også forklaringen på, hvorfor denne kraft ikke selv kan gøre sig gældende, og hvorfor forsøg på dette altid er strandet i alle revolutioners historie. For så vidt det ikke lykkes proletariatet at lede revolutionen, stiller denne kraft sig altid under bourgeoisiets ledelse. Sådan var det i alle revolutioner, og naturligvis er heller ikke russerne født under en særlig stjerne; hvis de vil spille helgener, bliver det kun latterligt. Selvfølgelig gælder historien på samme måde for os som for andre. Alt dette er særlig klart for alle os, fordi vi alle har gennemlevet Kerenskijperioden. Dengang var der hundrede gange flere politiske førere, kloge og kultiverede folk med stor erfaring i politik og statsledelse, der støttede Kerenskijs regering, hundrede gange flere end hos bolsjevikkerne. Hvis man ville opregne alle de embedsmænd, der saboterede os, mens de ikke agtede at sabotere regeringen Kerenskij, som støttede sig på mensjevikkerne og de socialrevolutionære, ville de udgøre et uhyre flertal. Alligevel led denne regering skibbrud. Der var altså årsager, som fik overtaget over den store overvægt af intellektuelle, kultiverede kræfter, der var vant til at lede staten og mestrede denne kunst årtier, før det faldt i deres lod at gribe statsmagten. Denne erfaring har Ukraine, Don og Kuban gjort i andre former, men alle gav de samme resultat. Det kan ikke skyldes tilfældigheder. Sådan er den økonomiske og politiske lov for denne anden kraft: enten under proletariatets ledelse, og det er en vanskelig vej, men den kan føre ud af godsejernes og kapitalisternes ledelse sådan som i de fremskredne demokratiske republikker, selv i Amerika, hvor man endnu ikke helt er hørt op med at fordele jord gratis (man tildelte enhver tilflytter 60 desjatiner gratis; bedre vilkår kan man ikke forestille sig!), og hvor dette førte til kapitalens fuldstændige herredømme.
Det er den anden kraft.
Hos os er denne anden kraft tvivlrådig, den er ganske særlig udmattet. På den hviler revolutionens byrder, og i de sidste år er den ene byrde efter den anden væltet ind over den: Misvækståret, afleveringspligten i forbindelse med besætningernes tilbagegang, fodermangelen osv. I en sådan situation er det forståeligt, at denne anden kraft, bøndernes masse, blev grebet af desperation. Den har ikke hidtil kunnet tænke på at forbedre sin stilling, skønt der er gået tre et halvt år, siden godsejerne blev fjernet, men en forbedring er blevet en nødvendighed. Tropperne, som hjemsendes, finder ingen mulighed for regulær anvendelse af deres arbejdskraft. Så oplever man, at denne småborgerlige kraft forvandles til et anarkistisk element, der giver sine krav udtryk i uroligheder.
Den tredje kraft er velkendt, det er godsejerne og kapitalisterne. Her i landet ses denne kraft ikke for tiden. Men vi har noteret en særlig vigtig begivenhed, en særlig vigtig lære i de sidste uger – Kronstadtbegivenhederne kom som et lyn og belyste virkeligheden mere grelt end noget andet [2]
Nu findes der ikke noget land i Europa, hvor der ikke er et hvidgardistisk element. Antallet af russiske emigranter regnes til 700.000. Det er flygtende kapitalister og den mængde funktionærer, som ikke kunne affinde sig med sovjetmagten. Denne tredje kraft ser vi ikke, den er draget udenlands, men den lever og virker i forbund med kapitalisterne overalt i verden, som støtter den, ligesom den støtter Koltjak, Judenitj og Wrangel, med penge og andre midler, fordi de har deres internationale sammen knytning. Enhver husker disse folk. I de sidste dage har I naturligvis lagt mærke til, at bladene har bragt en mængde citater, udklip af den hvidgardistiske presse med redegørelser for begivenhederne i Kronstadt. I løbet af de sidste dage er disse begivenheder blevet beskrevet af Burtsev, som udgiver et blad i Paris, de er blevet vurderet af Miljukov – det har I naturligvis altsammen læst. Hvorfor har vore blade viet dette så megen opmærksomhed? Var dette rigtigt? Det var det. Man må nemlig kende sin fjende til bunds. Han er ikke mere så synlig siden han er taget til udlandet, men læg mærke til, at han ikke er rejst særlig langt, højst nogle tusinde verst, og i denne afstand fra os er han gået i dækning. Han er helskindet, han lever, han venter. Derfor må man se nøjere på ham, så meget mere som det ikke udelukkende drejer sig om flygtninge. Nej, det er verdenskapitalens direkte håndlangere, de underholdes af den og virker sammen med den.
I har naturligvis alle lagt mærke til, at citaterne fra hvidgardistiske blade i udlandet var anbragt side om side med citater fra franske og engelske blade. Det er et fælles kor, et fælles orkester. Ganske vist har sådanne orkestre ikke en enkelt dirigent, som dirigerer musikstykket fra nodebladet. Dér dirigerer den internationale kapital på en mindre opsigtvækkende måde end med en taktstok, men at det er et fælles orkester, det må et vilkårligt citat overtyde jer om. De har erkendt, at hvis parolen bliver »En sovjetmagt uden bolsjevikker«, så er de med. Miljukov gør særlig tydeligt rede for dette. Han har opmærksomt studeret historien og fået al sin viden genopfrisket ved at studere russisk historie på sin egen krop. Han har underbygget resultatet af tyve års professorstudium med tyve måneders personligt studium. Han udtaler, at hvis parolen bliver sovjetmagt uden bolsjevikker, er han tilhænger af det. Om det bliver en forskydning lidt til højre eller lidt til venstre henimod anarkisterne, det kan man ikke se i udlandet, i Paris. Der kan man ikke se, hvad der foregår i Kronstadt, men han siger: »Mine herrer monarkister, hav ikke så travlt, lav ingen knuder ved at råbe op om dette.« Og han udtaler, at hvis det bliver en forskydning til venstre, er han villig til at støtte en sovjetmagt mod bolsjevikkerne.
Det skriver Miljukov, og det er absolut rigtigt. Et og andet har han lært af den russiske historie og af godsejerne og kapitalisterne, når han hævder, at hvordan man end ser på det, er Kronstadtbegivenhederne en bestræbelse for at oprette en sovjetmagt uden bolsjevikker; en smule til højre, en smule fri handel, en smule konstituerende forsamling. Lyt til en hvilken som helst mensjevik, og I vil få alt dette at høre, måske endda uden at forlade denne sal. (Bifald.) Hvis parolen for Kronstadtbegivenhederne er en afvigelse lidt til venstre – sovjetmagt med anarkisterne, hvis eksistens skyldes trængslerne, krigen, hærens demobilisering – hvorfor er Miljukov da tilhænger af den? Fordi han ved, at en afvigelse kan gå enten i retning af det proletariske diktatur eller i retning af kapitalisterne.
Anderledes kan det ikke forholde sig med politisk magt. Om end det ikke er den sidste, men en af de sidste og afgørende kampe vi udkæmper, lyder det eneste rigtige svar på spørgsmålet om, hvem vi i dag skal udkæmpe en af de afgørende kampe imod, således: mod det småborgerlige element herhjemme. (Bifald.) Hvad godsejerne og kapitalisterne angår, har vi slået dem i det første felttog, men kun i det første, og det andet vil allerede blive udspillet i international målestok. Selv om den nuværende kapitalisme var hundrede gange stærkere, kunne den dog ikke bekrige os, idet arbejderne derude i de fremskredne lande nylig forpurrede dens krigsplaner og nu vil forpurre dem endnu bedre, endnu sikrere, fordi krigens følger mærkes mere og mere dér. Det småborgerlige element derimod har vi nok slået herhjemme, men det vil dukke frem igen, og det regner godsejerne og kapitalisterne med, særlig de klogeste, sådan som Miljukov, der sagde til monarkisterne: bliv hjemme og ti stille, ellers vil I kun styrke Sovjetmagten. Det har revolutionernes almindelige gang vist os; i disse har man oplevet kortvarige diktaturer, udøvet af de arbejdende og støttet midlertidigt af landbefolkningen, men man har ikke set nogen stabil magt, udøvet af de arbejdende; alt er efter en kort tid gledet tilbage igen. Det gled tilbage igen, netop fordi bønderne, de arbejdende, småbesidderne, ikke kan have nogen egen politik; efter en række svingninger må de gå tilbage igen. Sådan var det i den store franske revolution, sådan var det i mindre målestok i alle revolutioner. Og det er klart, at alle har taget ved lære af det. Vore hvidgardister flyttede til udlandet, de foretog tre døgns rejse og sidder nu der og lurer, bistået og hjulpet af den vesteuropæiske kapital. Sådan er stillingen. Deraf følger utvetydigt proletariatets opgaver og pligter.
Trætheden og udmattelsen afføder en vis stemning, undertiden desperation. Som altid hos revolutionære elementer giver denne stemning og desperation sig udslag i anarkisme. Sådan har det været i alle kapitalistiske lande, sådan sker det også her i landet. Det småborgerlige element gennemgår en krise, fordi de sidste år har været svære for det, om end ikke så svære, som 1919 var for proletariatet, men dog svære. Bønderne måtte redde staten, gå ind på af leveringspligt uden erstatning, men de kan ikke længere udholde en sådan anspændelse, og derfor taber nogle af dem hovedet, bliver vaklende og rådvilde, og det regner fjenden, kapitalisten, med og siger: bare der rokkes og rystes, skal det nok komme i skred. Det er betydningen af Kronstadtbegivenhederne, når man vurderer dem ud fra et skøn over klassekræfterne i alrussisk og international målestok. Det er betydningen af en af de sidste og afgørende kampe, vi udkæmper, fordi vi ikke har besejret dette småborgerligt-anarkistiske element endeligt, og fordi revolutionens skæbne i den nærmeste tid nu afhænger af en sejr over det. Hvis vi ikke besejrer det, vil vi glide tilbage ligesom den franske revolution. Det kommer man ikke udenom, det må man have for øje og ikke lade sig blænde og døve af fraser. Vi må gøre alt, hvad der står i vor magt, for at lette disse massers kår og bevare den proletariske ledelse, så vil den kommunistiske revolutions voksende bevægelse i Europa få en ny forstærkning. Det, som ikke er indtruffet der endnu i dag, kan ske i morgen, og det, som ikke er sket endnu i morgen, kan indtræffe i overmorgen, men frister som i morgen og i overmorgen strækker sig i verdenshistorien over flere år.
Det er mit svar på spørgsmålet om, hvad vi i dag slås for, hvad vi udkæmper en af vore sidste og afgørende kampe for, hvad de seneste begivenheder betyder, hvad klassekampen i Rusland betyder. Nu er det forståeligt, hvorfor denne kamp har tilspidset sig sådan, hvorfor det faldt os så vanskeligt at begribe, at hovedfjenden ikke er Judenitj, Koltjak eller Denikin, men vor tilstand, vort eget miljø.
Her kan jeg gå over til slutningsafsnittet i min alt for lange tale, til situationen i jernbanevæsenet og skibsfarten og til de opgaver, der påhviler jernbanefolkenes og søfolkenes kongres. Jeg tror, at det, jeg her har kunnet skitsere, hænger intimt og uløseligt sammen med disse opgaver. Der er næppe nogen del af proletariatet, der ved sin daglige økonomiske virksomhed kommer i klarere forbindelse med industrien og landbruget end jernbane folkene og søfolkene. I skal give byerne produkter, I skal bringe liv i landsbyerne ved at transportere industriens produkter. Det er klart for enhver, men mest for arbejderne ved banerne og i skibsfarten, fordi det udgør for målet med deres daglige arbejde. Og deraf følger af sig selv, synes det mig, hvilke enestående vigtige opgaver, hvilket ansvar der i dette øjeblik påhviler arbejderne ved banerne og i skibsfarten.
I ved alle, at jeres kongres afholdes under forhold, hvor der mellem toppen og medlemmerne i fagforbundet har været gnidninger. Da dette spørgsmål blev forelagt den sidste partikongres, blev der truffet visse beslutninger for at forlige toppen og medlemmerne ved at forpligte toppen til at rette sig efter medlemmerne, ved at rette fejl, som efter min mening var specielle, men som i hvert fald måtte rettes, fejl der var begået af toppen. I ved, at disse korrektioner blev foretaget på partikongressen, og at kongressen afsluttede sit arbejde under større samdrægtighed og større enhed i det kommunistiske partis rækker end nogen sinde. Sådan skal der med rette svares, det er avantgardens, dvs. proletariatets ledende dels, nødvendige og eneste rigtige svar på det småborgerlig-anarkistiske elements bevægelse. Når vi, de bevidste arbejdere, gør os faren ved denne bevægelse klar, slutter os sammen og arbejder ti gange så samdrægtigt, hundrede gange så solidarisk, vil det tidoble vore kræfter, og så vil vi efter sejren over det militære stormløb også vinde sejr over svingninger og ustadighed i dette element, som bringer uro i hele vort daglige liv, og som derfor, gentager jeg, er farligt. Partikongressens beslutning, som korrigerede det, dens opmærksomhed var henledt på, betyder et stort skridt fremad for den proletariske armés solidaritet og enighed. Nu forestår der jer at gøre det samme på jeres kongres og at føre partikongressens beslutning ud i livet.
Jeg gentager, at revolutionens skæbne direkte er mere afhængig af det arbejde, denne del af proletariatet udfører, end af dets øvrige deles arbejde. Vi må genskabe om sætningen mellem landbruget og industrien, men for at gøre det, behøves der et materielt rygstød. Hvad er det materielle rygstød, når industrien skal forbindes med landbruget? Det er transporten ad jernbaner og vandveje. Derfor påhviler der jer en pligt til at beskæftige jer særlig samvittighedsfuldt med jeres arbejde, og den påhviler ikke alene dem iblandt jer, der er medlemmer af det kommunistiske parti og følgelig er bevidste forkæmpere for det proletariske diktatur, men også dem, der ikke tilhører partiet, men er medarbejdere i forbundet, der omfatter 1-1,5 millioner transportarbejdere. I må alle drage lære af vor revolution og af alle forudgående revolutioner og forstå hele vanskeligheden ved den forhåndenværende situation, og når I ikke lader jer blænde af alle hånde paroler, det være sig om »frihed«, om konstituerende forsamling, om »frie sovjetter« – det er jo så let at male skiltet om, at selv Miljukov viste sig som tilhænger af en Kronstadtrepubliks sovjetter – når I ikke lukker øjnene for det indbyrdes forhold mellem klassekræfterne, vil I erhverve jer et nøgternt og fast grundlag, et fundament for alle jeres politiske konklusioner. Det vil blive jer klart, at vi gennemgår en kriseperiode, hvor det afhænger af os, om den proletariske revolution skal fortsætte lige så støt mod sejren som hidtil, eller om svingninger og ustadighed skal hidføre hvidgardisternes sejr, som ikke vil lette situationens byrder, men kun skille Rusland fra revolutionen for mange årtier. For jer, repræsentanterne for jernbanefolkene og søfolkene, kan og bør der kun være én konklusion: hundrede gange stærkere proletarisk solidaritet og proletarisk disciplin. For enhver pris, kammerater, skal vi opnå det og vinde sejren. (Stormende bifald.)
1. Ordene er fra den russiske tekst til »Internationale«. – S. 136.
2. Kronstadtoprøret – se note 4 til artiklen RKP(b)’s 10. Kongres. – S. 143.
Sidst opdateret 19.6.2014