De tyske “venstre”-kommunister mener for deres vedkommende at kunne besvare dette spørgsmål med et klart og ubetinget nej. Efter deres mening er deklamationer og skældsord mod de “reaktionære” og “kontrarevolutionære” fagforeninger nok til at “bevise”, at det er unyttigt, ja utilladeligt for revolutionære, for kommunister at arbejde i de gule, socialchauvinistiske, kompromisvenlige, legien’ske, kontrarevolutionære fagforeninger (særligt “solidt” og særlig dumt går K. Horner til værks i den henseende).
Men hvor overbeviste de tyske “venstre”-kommunister end er om det revolutionære i en sådan taktik, så er den dog i bund og grund fejlagtig og indeholder intet andet end tomme fraser.
For at klargøre dette vil jeg begynde med vore erfaringer – på linje med den almindelige plan for denne artikel, der har til formål at anvende på Vesteuropa de træk i bolsjevismens historie og nuværende taktik, som er alment anvendelige, almengyldige og alment forpligtende.
Relationen førere-parti-klasse-masse samt forholdet mellem proletariatets og dets partis diktatur og fagforeningerne stiller sig nu konkret for os på følgende måde. Diktaturet udøves af det i sovjetterne organiserede proletariat, som ledes af bolsjevikkernes kommunistiske parti, der ifølge tallene fra den sidste partikongres (april 1920) har 611.000 medlemmer. Både før og efter oktoberrevolutionen svingede medlemstallet meget stærkt, og tidligere har det været væsentligt mindre, selv i 1918 og 1919. [28] Vi er bange for en overdreven udvidelse af partiet, fordi stræbere og svindlere, som kun fortjener at blive skudt, uvægerligt prøver at klistre sig op ad et regeringsparti. Sidste gang vi åbnede partiets døre på vid gab – kun for arbejdere og bønder – var i de dage i vinteren 1919, da Judenitj stod nogle få kilometer fra Petersborg, og Denikin stod i Orel (ca. 370 km fra Moskva), altså på et tidspunkt, da sovjetrepublikken truedes af en frygtelig, dødelig fare, og da eventyrere, stræbere, svindlere og overhovedet upålidelige elementer absolut ikke kunne regne med nogen fordelagtig karriere (men snarere med galger og tortur) ved at slutte sig til kommunisterne. [29] Partiet, der samles til årlige kongresser (den sidste med en delegeret for hver 1000 medlemmer), ledes af den på kongressen valgte centralkomité på 19 medlemmer. Det løbende arbejde i Moskva må udføres af endnu snævrere kollegier, nemlig af det såkaldte “orgbureau” (organisationsbureau) og “politbureau” (det politiske bureau), som vælges på centralkomiteens plenarmøder og består af fem centralkomitémedlemmer i hvert bureau. Der fremkommer således et veritabelt “oligarki”. Der bliver ikke truffet afgørelse i noget vigtigt politisk eller organisatorisk spørgsmål i nogen af vor republiks statsinstitutioner, uden at partiets centralkomité har givet sine direktiver.
Partiet støtter sig i sit arbejde umiddelbart på fagforeningerne, som ifølge tallene fra sidste kongres (april 1920) tæller over 4 mill. medlemmer, og som formelt er partiløse. Faktisk består alle ledende instanser i det overvældende flertal af fagforeninger og først og fremmest naturligvis Fagforeningernes Alrussiske Centralråd eller Bureau (VTSPS) af kommunister og udfører partiets direktiver. Vi har altså i det store og hele et formelt ikke kommunistisk, elastisk og forholdsvis omfattende, overmåde stærkt proletarisk apparat, gennem hvilket partiet er intimt forbundet med klassen og masserne, og gennem hvilket klassens diktatur under partiets ledelse udøves. Vi ville selvfølgelig ikke have kunnet regere landet og udøve diktaturet i 2½ år, ja ikke engang 2½ måned, uden den nøjeste forbindelse med fagforeningerne, uden deres varmeste støtte, uden deres selvopofrende arbejde ikke blot i den økonomiske, men også i den militære opbygning. Det er klart, at denne nøjeste forbindelse i praksis er ensbetydende med et meget kompliceret og mangesidet arbejde med propaganda og agitation, rettidige og hyppige konferencer, Ikke blot med ledere, men i det hele taget med indflydelsesrige folk inden for fagforeningerne, og energisk bekæmpelse af mensjevikkerne, som hidtil har haft et vist, om end ganske ringe antal tilhængere, som de forleder til alle mulige kontrarevolutionære streger, lige fra idémæssigt forsvar for det (borgerlige) demokrati og propaganda for fagforeningernes “uafhængighed” (af den proletariske statsmagt!) til sabotage af den proletariske disciplin o.s.v.
Vi har erkendt, at forbindelsen med “masserne” gennem fagforeningerne ikke er nok. Praksis indførte under revolutionen hos os en institution, som vi bestræber os for af al magt at støtte, udvikle og udbrede, nemlig de partiløse arbejder- og bondekonferencer, gennem hvilke vi kan følge stemningen hos masserne, være sammen med dem, svare på deres spørgsmål, benytte de bedste medarbejdere derfra til statslige opgaver o.s.v. I en af de seneste forordninger om omdannelsen af folkekommissariatet for statskontrol til “arbejder- og bondeinspektionen” er det bestemt, at partiløse konferencer af denne slags kan vælge medlemmer til statskontrollen, som skal udføre forskellige revisionsopgaver o.s.v.
Desuden udfører partiet naturligvis alt arbejde gennem sovjetterne, som uden faglige skel forener de arbejdende masser. Sovjetternes kredskongresser er en demokratisk institution, som den borgerlige verdens mest demokratiske republikker aldrig har set mage til, og gennem disse kongresser (som partiet bestræber sig for at følge så opmærksomt som muligt) og ligeledes gennem stadig udsendelse af bevidste arbejdere til forskellige hverv i landsbyerne, virkeliggøres proletariatets førende rolle i forhold til bønderne, virkeliggøres byproletariatets diktatur, den systematiske kamp mod det rige, borgerligtsindede, udbyttende og spekulerende lag af bønderne o.s.v.
Sådan er den almindelige mekanisme i den proletariske statsmagt, set “ovenfra”, ud fra den praktiske virkeliggørelse af diktaturet. Læseren vil forhåbentlig forstå, hvorfor en russisk bolsjevik, som kender denne mekanisme og har set, hvordan den er vokset op fra de små, illegale underjordiske cirkler i løbet af 25 år, må anse al snak om “ovenfra” eller “nedefra”, førernes diktatur eller massens diktatur o.s.v. for noget latterligt og barnagtigt vrøvl, noget i retning af en strid om, hvorvidt venstre ben eller højre arm er mest nyttig for mennesket.
Som noget lige så latterligt og barnagtigt vrøvl må vi anse de tyske venstrekommunisters opblæste, højlærde og frygtelig revolutionære snak om, at kommunisterne ikke kan og ikke bør arbejde i reaktionære fagforeninger, at man har lov til at afvise dette arbejde, at man bør gå ud af fagforeningerne og absolut danne en helt ny, helt ren og fin “arbejderunion”, som er udspekuleret af meget søde – og vel for størstedelen meget unge – kommunister o.s.v.
Kapitalismen efterlader sig uundgåeligt som arv til socialismen på den ene side gamle, gennem århundreder udviklede faglige og laugsmæssige forskelligheder mellem arbejderne, og på den anden side fagforeninger, som kun meget langsomt, igennem åringer, kan udvikle sig og vil udvikle sig til mere omfattende, mindre laugsmæssige industriforbund (der omfatter hele industrier og ikke blot laug, håndværk og fag) og dernæst gennem disse industriforbund kan gå over til afskaffelse af arbejdsdelingen mellem mennesker og til opdragelse, opøvelse og uddannelse af alsidigt udviklede og alsidigt skolede mennesker, mennesker, som har forstand på at gøre alt. Det er kommunismen på vej til, det må nås og vil blive nået, men først om en lang årrække. At prøve på i dag praktisk at foregribe dette fremtidige resultat af en fuldt udviklet, fuldt konsolideret og udformet, fuldt udfoldet og modnet kommunisme svarer til, om man vil lære et fireårigt barn højere matematik.
Vi kan (og skal) begynde opbygningen af socialismen, ikke med et fantasifoster, ikke med et specielt menneskemateriale, vi selv har skabt, men med det, der er givet os i arv af kapitalismen. Det er meget “besværligt”, det siger sig selv, men enhver anden måde at gribe opgaven an på, er så lidet alvorlig, at det ikke lønner sig at tale derom.
Fagforeningerne var et umådeligt fremskridt for arbejderklassen på kapitalismens begyndelsesstadium, som overgang fra arbejdernes splittethed og hjælpeløshed til en begyndende klassemæssig samling. Da den højeste form for proletarernes klassesammenslutning begyndte at vokse frem, proletariatets revolutionære parti (som ikke fortjener sit navn, så længe det ikke har lært at forbinde lederne med klassen og med masserne til et hele, til noget uadskilleligt), da begyndte fagforeningerne uundgåeligt at udvise visse reaktionære træk, en vis laugsmæssig snæverhed, en vis tilbøjelighed til apolitisk holdning, en vis træghed o.s.v. Men overalt i verden er proletariatets udvikling foregået gennem fagforeningerne, ved vekselvirkning mellem dem og arbejderklassens parti, og udviklingen kunne ikke ske på anden måde. Proletariatets erobring af den politiske magt er et umådeligt skridt fremad for proletariatet som klasse, og partiet må i højere grad og på en ny måde, ikke bare på den gamle, opdrage fagforeningerne, lede dem, uden imidlertid at glemme, at fagforeningerne stadig er og længe vil være en nødvendig “skole i kommunisme”, en forberedelsesskole i proletarernes udøvelse af deres diktatur, en nødvendig sammenslutning af arbejderne med det formål, at forvaltningen af hele landets økonomi gradvis kan overgå til arbejderklassen (ikke de enkelte fag) og derefter til hele den arbejdende befolkning.
I den nævnte henseende er det uundgåeligt, at fagforeningerne under proletariatets diktatur vil have noget “reaktionært” ved sig. Den, der ikke forstår det, forstår slet ikke grundbetingelserne for overgangen fra kapitalisme til socialisme. Den, der frygter dette “reaktionære” og søger at komme uden om det, springe det over, begår den største dumhed, for det vil sige at frygte den rolle, proletariatets avantgarde spiller ved at opøve, oplyse og opdrage arbejderklassen og bøndernes mest tilbagestående lag og masser og drage dem med ind i det nye liv. På den anden side ville det være en endnu grovere fejl at udskyde virkeliggørelsen af proletariatets diktatur, indtil der ikke var en eneste fagligt snæversindet arbejder, ikke en eneste arbejder, som havde laugsmæssige og tradeunionistiske fordomme. Kunsten i politik (og den rette måde for kommunister at forstå deres opgave på) er da også netop at foretage en rigtig vurdering af, hvornår forholdene og tidspunktet er sådan, at proletariatets avantgarde med held kan gribe magten, at den samtidig og i det følgende formår at skaffe sig tilstrækkelig støtte fra tilstrækkelig brede lag af arbejderklassen og de ikke-proletariske arbejdende masser, og at den derefter formår at opretholde, befæste og udvide sit herredømme ved at opdrage og skole stadig bredere arbejdende masser og drage dem til sig.
Videre: i lande, der er mere fremskredne end Rusland, kom visse reaktionære træk hos fagforeningerne utvivlsomt langt stærkere frem end hos os, og det måtte være sådan. Mensjevikkerne hos os havde støtte i fagforeningerne (og i meget få fagforeninger har de det til dels endnu) netop på grund af faglig snæverhed, professionel egoisme og opportunisme. I Vesteuropa har de daværende mensjevikker sat sig langt grundigere fast i fagforeningerne, dér har der udviklet sig et fagegoistisk, snævert, selvisk, forstokket, egennyttigt, spidsborgerligt, imperialistisk sindet og af imperialismen underkøbt, af imperialismen demoraliseret “arbejderaristokrati”, som er et langt stærkere lag end hos os. Det er ubestrideligt. Kampen mod folk som Gompers, i Vesteuropa de herrer Jouhaux, Henderson, Merrheim, Legien og co. er langt vanskeligere end kampen mod vore mensjevikker, som repræsenterer ganske samme sociale og politiske type. Denne kamp må føres skånselsløst, og man må ubetinget føre den frem til det punkt, sådan som vi gjorde det, hvor alle opportunismens og socialchauvinismens uforbederlige førere er helt kompromitteret og uddrevet af fagforeningerne. Det er umuligt at erobre den politiske magt (og man bør ikke prøve på det), før denne kamp har nået et vist trin, men i forskellige lande og under forskellige forhold er dette “visse trin” ikke det samme, og det kan kun bedømmes rigtigt af besindige, erfarne og velbevandrede politiske ledere af proletariatet i hvert enkelt land. (Hos os var for øvrigt valgene i november 1917 til den Konstituerende Forsamling, nogle dage efter den proletariske omvæltning den 25. oktober 1917, en målestok for vore resultater i denne kamp, mensjevikkerne blev ved disse valg afgørende slået og fik kun 0,7 mill. stemmer – 1,4 mill., når Transkaukasien medregnes – mod bolsjevikkernes 9 mill. stemmer. Se min artikel Valgene til den Konstituerende Forsamling og Proletariatets Diktatur i tidsskriftet Kommunistisk Internationale [30] nr. 7-8).
Men kampen mod “arbejderaristokratiet” fører vi af hensyn til arbejdermasserne og for at drage dem over på vor side, kampen mod de opportunistiske og socialchauvinistiske førere fører vi for at drage arbejderklassen over på vor side. Det ville være dumt at glemme denne ganske elementære og selvindlysende sandhed. Og netop denne dumhed begår de tyske “venstre”-kommunister, der ræsonnerer sådan, at når toppen af fagforeningerne er reaktionær og kontrarevolutionær, skal man ... gå ud af fagforeningerne!!, afvise at arbejde i dem!!, lave nye selvopfundne former for arbejderorganisationer!! Det er en utilgivelig dumhed, som er ensbetydende med den største tjeneste, kommunisterne kan yde bourgeoisiet. For vore mensjevikker er ligesom alle opportunistiske, socialchauvinistiske, kautskyanske fagforeningsførere intet som helst andet end “bourgeoisiets agenter i arbejderbevægelsen” (som vi altid sagde om mensjevikkerne) eller “kapitalisternes arbejderkorporaler” (labour lieutenants of the capitalist class), som Daniel de Leons amerikanske tilhængere med et smukt og virkelig træffende udtryk siger. Ikke at arbejde i de reaktionære fagforeninger betyder, at man fortsat lader de utilstrækkeligt udviklede eller efterblevne arbejdermasser stå under indflydelse af reaktionære førere, bourgeoisiagenter, arbejderaristokrater eller “borgerliggjorte arbejdere” (se Engels’ brev til Marx fra 1858 om de engelske arbejdere [31]).
Netop den tåbelige “teori”, at kommunisterne ikke skal deltage i reaktionære fagforeninger, viser overordentlig tydeligt, hvor letsindigt disse “venstre”-kommunister behandler spørgsmålet om indflydelse på “masserne”, og hvor vildledende deres skrål om “masserne” er. For at kunne hjælpe “masserne” og vinde “massernes” tillid, sympati og støtte, må man ikke være bange for vanskeligheder, chikanerier, benspænd, fornærmelser og forfølgelser fra “førerne” (der som opportunister og socialchauvinister i reglen har direkte eller indirekte forbindelse med bourgeoisiet og politiet), og man må absolut arbejde dér, hvor masserne er. Man må kunne bringe ethvert offer og overvinde de største hindringer for systematisk, ihærdigt, vedholdende og tålmodigt at propagandere og agitere netop i de institutioner, foreninger og forbund, hvor der blot findes proletariske eller halvproletariske masser, ligegyldig hvor reaktionære disse sammenslutninger end er. Og fagforeningerne og arbejderkooperativerne (de sidste i hvert fald undertiden) er netop sådanne organisationer, hvor masserne findes. I England er antallet af medlemmer i fagforeningerne ifølge det svenske blad Folkets Dagblad Politiken [32] (10. marts 1920) fra slutningen af 1917 til slutningen af 1918 vokset fra 5,5 mill. til 6,6 mill., d.v.s. steget med 19 pct. Ved slutningen af 1919 regner man med 7,5 mill. medlemmer. Jeg har ikke tilsvarende tal for Tyskland og Frankrig ved hånden, men der findes ganske ubestridelige og velkendte vidnesbyrd om en betydelig vækst i fagforeningernes medlemstal også i disse lande.
Disse kendsgerninger peger soleklart på noget, som også bekræftes af tusinde andre symptomer: en voksende bevidsthed og stræben efter organisation netop hos de proletariske masser, i de “underste” lag, blandt de efterblevne. Millioner af arbejdere i England, Frankrig og Tyskland overgår for første gang fra at være helt uorganiserede til den elementære, laveste, enkleste form for organisation, den form, der er lettest tilgængelig (for dem, der endnu er gennemsyret af borgerlig-demokratiske fordomme), nemlig fagforeningerne – og så står de revolutionære, men uforstandige venstre-kommunister udenfor og skriger “masser! masser!” – og vægrer sig ved at arbejde i fagforeningerne!! vægrer sig under påskud af, at fagforeningerne er “reaktionære”!! udspekulerer en splinterny, fin, af borgerlig-demokratiske fordomme uplettet og for laugsmæssige og snævertfaglige synder frelst “Arbejderunion”, som skal (skal!) omfatte brede lag, og hvor man for optagelse kun (kun!) forlanger “anerkendelse af sovjetsystemet og diktaturet” (se citatet ovenfor)!!
En større tåbelighed eller noget skadeligere for revolutionen end det, de “venstre”-revolutionære her begår, kan man da ikke forestille sig! Hvis vi nu i Rusland efter 2½ års enestående sejre over Ruslands og ententens bourgeoisi ville gøre en “anerkendelse af diktaturet” til en betingelse for optagelse i fagforeningerne, ville vi begå en dumhed, skade vor indflydelse på masserne og hjælpe mensjevikkerne. For kommunisternes hele opgave består i at overbevise de efterblevne, at forstå at arbejde blandt dem, men ikke i at isolere sig fra dem ved udspekulerede, barnagtige “venstre”-paroler.
Der er ingen tvivl om, at herrer som Gompers, Henderson, Jouhaux og Legien er meget taknemlige for den slags “venstre”-revolutionære, der, ligesom den tyske “principielle” opposition (gud fader fri os for den slags “principper”!) eller visse revolutionære blandt de amerikanske Industrial Workers of the World, [33] præker udmeldelse af de reaktionære fagforeninger og afviser arbejdet i dem. Det er givet, at de herrer “førere” for opportunismen vil gribe til ethvert af det borgerlige diplomatis kneb og vil søge hjælp hos borgerlige regeringer, præster, politi og domstole for at holde kommunisterne ude af fagforeningerne, trænge dem ud af dem på enhver måde, gøre dem arbejdet i fagforeningerne så ubehageligt som muligt, håne dem, hetze imod dem og forfølge dem. Man må kunne modstå alt dette, bringe alle mulige ofre, ja – om det er nødvendigt – bruge list og kneb, illegale metoder, fortielser og sandheds fordølgelse, blot for at trænge ind i fagforeningerne, blive i dem og under alle omstændigheder gøre kommunistisk arbejde i dem. Under tsarismen havde vi før 1905 overhovedet ingen “legale muligheder”, men da Subatov fra det hemmelige politi organiserede reaktionære arbejdermøder og arbejderforeninger for at indfange de revolutionære og bekæmpe dem, da sendte vi medlemmer af vort parti til disse møder og ind i disse foreninger (blandt dem husker jeg personlig kammerat Babusjkin, en storartet Petersborg-arbejder, som blev skudt af de tsaristiske generaler i 1906), hvor de fik forbindelse med masserne, behændigt drev agitation og drog arbejderne bort fra Subatov’ernes indflydelse. [*] Naturligvis er det vanskeligere at gøre sådanne ting i Vesteuropa, som er særlig gennemsyret med særligt indgroede legalistiske, konstitutionelle, borgerligt-demokratiske fordomme. Men det må og skal gøres, og det må man systematisk blive ved med.
III Internationales eksekutivkomité må efter min personlige opfattelse åbent fordømme og foreslå Kommunistisk Internationales næste kongres at fordømme både en politik, som i almindelighed går ud på ikke-deltagelse i reaktionære fagforeninger (med en udførlig påvisning af det uforstandige i en sådan ikke-deltagelse og dens overordentlige skadelighed for den proletariske revolutions sag), og i særdeleshed den linje, der følges af visse medlemmer af Hollands kommunistiske parti, som, direkte eller indirekte, åbent eller skjult, helt eller delvis, har støttet denne urigtige politik. III Internationale må bryde med II Internationales taktik og ikke gå uden om ømtålelige spørgsmål og dække over dem, men tværtimod stille dem åbent frem. Vi har sagt “de Uafhængige” (Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti) hele sandheden ligeud, og vi må også sige “venstre”-kommunisterne hele sandheden ligeud.
*) Gompers, Henderson, Jouhaux, Legien og ligesindede er ikke andet end Subatov’er, som adskiller sig fra vor Subatov ved deres europæiske dragt og pæne manerer og civiliserede, forfinede, demokratisk polerede metoder i deres gemene politik.
28. Partiets medlemstal udviklede sig fra februarrevolutionen 1917 til og og med 1919 således: på partiets 7. landskonference (april 1917) 80.000, på 6. kongres (juli-august 1917) ca. 240.000, på 7. kongres (marts 1918) godt 300.000, på 8. kongres (marts 1919) 313.766. – S. 37.
29. Dette sigter til partiugen, en kampagne, som partiets 8. kongres (marts 1919) vedtog for at forøge medlemstallet. Den første partiuge organiseredes af partiets Petrograd-organisation fra 10. til 17. august 1919, den anden i oktober-november 1919, Moskva guvernementets partiorganisation holdt partiuge fra 20. til 28. september. Der holdtes partiuger i byer, landsbyer og hærenheder. I den europæiske del af Sovjetrusland indtrådte over 200.000 nye medlemmer i partiet, mere end halvdelen af dem arbejdere. I den aktive hær og flåde blev ca. 25 pct. af alle soldater og marinere optaget i partiet. – S. 37.
30. Kommunistisk Internationale, tidsskrift, udgivet af Kommunistisk Internationales eksekutivkomité på russisk, tysk, fransk, engelsk, spansk og kinesisk. Udgivelsen ophørte i 1943, da Kommunistisk Internationale opløstes (15. maj 1943). – S. 41.
31. Engels’ brev er dateret 7. oktober 1858. Dets udgangspunkt var en tidligere revolutionær chartistfører Jones’ samarbejde med borgerligt-radikale kredse. Engels skrev: “Efter denne historie skulle man virkelig tro, at den engelske proletarbevægelse i den gammeltraditionelle, chartistiske form må gå helt til grunde, før den kan udvikle sig i en ny livsduelig form, og man kan jo ikke have nogen anelse om, hvordan denne nye form vil se ud. Jones’ nye bevægelse i forbindelse med tidligere mere eller mindre vellykkede forsøg på en sådan alliance forekommer i øvrigt virkelig at hænge sammen med, at det engelske proletariat bliver mere og mere borgerligt, således at denne den borgerligste af alle nationer sluttelig synes at ende med at have et borgerligt aristokrati og et borgerligt proletariat ved siden af bourgeoisiet. I en nation, som udbytter hele verden, er dette imidlertid til en vis grad retfærdiggjort. Her kan kun et par helt elendige år hjælpe, og sådanne synes efter guldfundene ikke mere så let at komme i stand.” – S. 42.
32. Folkets Dagblad Politiken – udgivet af svenske venstre-socialdemokrater, som i 1917 dannede et parti. I 1921 tilsluttede Sveriges Venstresocialdemokratiske Parti sig Kommunistisk Internationale og antog navnet Kommunistisk Parti. Da partiet spaltedes i oktober 1929 gik bladet over til højre fløj. Det ophørte i maj 1945. – S. 43.
33. Industrial Workers of the World, I.W.W. – amerikansk fagorganisation, grundlagt 1905, hovedsageligt af ufaglærte og lavtlønnede arbejdere. Ledere: Daniel de Leon, Eugene Debs og William Haywood. I.W.W. fik afdelinger i Canada, Australien, England, Latinamerika og Sydafrika. I.W.W. var en kamporganisation, anarkosyndikalistisk orienteret, afvisende over for politik og politisk partidannelse. Organisationen mistede indflydelse i 1920’rne. Haywood o.a. tilsluttede sig USAs kommunistiske parti. – S. 44.
Sidst opdateret 25.7.2014