Offentliggjort i 1920, i bogen »RKP(b)’s 9. kongres«. Stenografisk beretning.
Oversat til dansk af Erik Horskjær.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 13, s. 133-142, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 13. juni 2014.
Kammerater, de fleste angreb er fremkaldt af den del af centralkomiteens politiske beretning, som kammerat Sapronov kaldte skældsord. Kammerat Sapronov tillagde det standpunkt, som han forsvarede, en overordentlig bestemt karakter og bismag, og for at vise jer, hvordan det faktisk forholder sig, vil jeg gerne begynde med at minde om nogle væsentlige datoer. Her foran mig ligger Isvestija TsK RK P fra 2. marts; dér offentliggør vi i centralkomiteens navn et brev til RKP’s organisationer om forberedelserne til kongressen. Og i det første brev siger vi:
»Den tid er heldigvis forbi, da rent teoretiske betragtninger, diskussioner om generelle spørgsmål og vedtagelser af principielle resolutioner optog os. Denne etape har vi allerede bag os, det er en opgave, som vi løste i går og i forgårs. Vi må gå fremad, vi må lære at forstå, at nu står vi over for en praktisk opgave, at vi med alle kræfter, med ægte revolutionær energi, med den samme uselviskhed, med hvilken vore bedste kammerater, arbejdere og bønder i den Røde Hær besejrede Koltjak, Judenitj og Denikin, må løse den saglige opgave for at vinde en hurtig sejr over kaos.«
Jeg må indrømme, at jeg her har gjort mig skyldig i optimisme, idet jeg troede, at de teoretiske betragtningers tid var forbi. Faktisk har vi teoretiseret i 15 år før revolutionen, i 2 år har vi styret staten, nu er det på tide at lægge saglighed og praktisk sans for dagen og derfor henvender vi os den 2. marts til kammerater, der har saglig erfaring. Som svar på dette offentliggjordes 10. marts i Ekonomitjeskaja Sjisn [8] Tomskijs teser, 23. marts kammeraterne Sapronovs, Osinskijs og Maksimovskijs teser, 27. marts fremkom Moskvas guvernementskomité med sine teser, dvs. noget efter vor henvendelse til partiet. Og i alle disse teser bliver spørgsmålet stillet forkert. Hvis vort standpunkt i brevet var optimistisk, fejlagtigt, hvis vi syntes, at vi allerede havde den tid bag os, så viste teserne, at den endnu ikke er overstået, og kammeraterne fra fagforeningerne har ingen grund til at besvære sig over, at man har behandlet dem uretfærdigt, og nu står vi over for spørgsmålet: er dette synspunkt eller dette standpunkt rigtigt, som alle disse teser forsvarede efter vor henvendelse 2. marts? I hver af disse teser findes en mængde sagligt materiale, og det må tages i betragtning. Hvis centralkomiteen ikke skænkede det alvorlig opmærksomhed, så ville den være en institution, der ikke duede til noget som helst.
Men se, hvad kammerat Tomskij skriver:
»§ 7. Hovedprincippet i opbygningen af organer til regulering og styring af industrien, det eneste der kan sikre den brede arbejdermasses deltagelse gennem fagforeningerne, er det nu bestående princip for den kollegiale ledelse af industrien, begyndende med præsidiet for det Øverste Samfundsøkonomiske Råd og ned til bedriftens ledelse inklusive. Kun i særlige tilfælde, efter gensidig aftale mellem præsidiet og det Øverste Samfundsøkonomiske Råd og fagforeningernes alrussiske centralråd eller de pågældende fagforeningers centralkomité, må enkeltmandsledelsens princip anvendes i enkelte virksomheder under den ufravigelige forudsætning, at fagforeningerne og deres organer udøver kontrol med sådanne enkeltmands administratorer.
§ 8. For at sikre at planen for den økonomiske opbygning gennemføres som en enhed, og at fagforeningerne og de økonomiske organer koordinerer deres virksomhed, må fagforeningernes deltagelse i styringen og reguleringen af industrien fastlægges efter følgende principper: a) den økonomiske politiks generelle spørgsmål drøftes af det Øverste Samfundsøkonomiske Råd og dets organer med deltagelse af fagforeningerne; b) de ledende økonomiske kollegier oprettes af det Øverste Samfundsøkonomiske Råd og dets organer i samarbejde med de pågældende fagforeningsorganer; c) de økonomiske organers kollegier, der drøfter den økonomiske politiks generelle spørgsmål inden for den eller den produktionsgren sammen med fagforeningerne og giver dem periodiske beretninger om deres virke, er udelukkende det Øverste Samfundsøkonomiske Råds organer og er forpligtet til kun at føre dets beslutninger ud i livet; d) de økonomiske organers kollegier er alle forpligtet til uafhængigt at gennemføre beslutningerne fra det Øverste Samfundsøkonomiske Råds øverste organer personligt og kollegialt, er kun ansvarlige over for det Øverste Samfundsøkonomiske Råd for deres gennemførelse.«
Det er en skrækkelig forkludring af elementære teoretiske spørgsmål.
Det er rigtigt, at styringen foregår gennem en personlig administrator, men hvem denne administrator bliver, specialist eller arbejder – det afhænger af, hvor mange gamle og nye administratorer vi har. Men det er en elementær teoretisk ting. Lad os tale om det. Men hvis I vil diskutere centralkomiteens politiske linje, så skyd os ikke noget i skoene, som vi ikke har foreslået og ikke har sagt. Da vi den 2. marts opfordrede kammeraterne til at give os nogle praktiske forbedringer, hvad fik vi da som svar? Som svar herpå præsenterer kammeraterne fra den lokale organisation os for oplagt urigtige teoretiske ting. Kammeraterne Osinskijs, Maksimovskijs og Sapronovs teser, der fremkom den 23. marts, er alle sammen helt igennem en teoretisk fordrejning. De skriver, at kollegieprincippet i den ene eller anden form udgør demokratismens nødvendige grundlag. Jeg hævder, at man i socialdemokratiets femtenårige førrevolutionære historie ikke finder noget lignende. Den demokratiske centralisme betyder kun det, at repræsentanterne for de lokale organisationer træder sammen og vælger et ansvarligt organ, der så skal styre. Men hvordan? Det afhænger af, hvor mange egnede folk, hvor mange gode administratorer vi har. Den demokratiske centralisme består i, at kongressen kontrollerer centralkomiteen, opløser den og udpeger en ny. Men hvis vi fandt på at efterprøve de teoretiske urigtigheder, der er skrevet i disse teser, så ville vi aldrig blive færdige. Jeg selv vil ikke gå videre med dette, men blot sige, at centralkomiteen har taget den stilling i dette spørgsmål, som måtte tages. Jeg ved meget godt, at kammerat Osinskij og andre ikke deler en Makhnos og Makhajevskijs meninger, men Makhno-folkene vil klamre sig til deres argumenter. Der er sammenhæng mellem dem. Tag teserne fra Moskva-guvernementets partikomité, som blev omdelt her. Heri tales der om, at i det udviklede socialistiske samfund, hvor den samfundsmæssige arbejdsdeling og menneskenes bundethed til fag forsvinder, er periodisk udskiftning af folk, der efter tur udfører ledelsesfunktioner, kun mulig på grundlag af en bred kollegialitet osv. osv. Det er helt igennem forkludret!
Vi henvendte os til de lokale praktikere: hjælp os med saglige anvisninger. I stedet siger man til os, at centralkomiteen ikke tager hensyn til de lokale organisationer. Hvad tager den ikke hensyn til? Til de betragtninger om det socialistiske samfund? I den er der ikke skygge af praktisk sans eller af saglighed. Naturligvis har vi fortræffelige arbejdere, der tilegner sig meget fra intelligensen, undertiden dog ikke det bedste, men det værste. Så må man bekæmpe dét. Men når I som svar på centralkomiteens opfordringer til at give praktiske henvisninger rejste principielle spørgsmål, så må vi tale om dém. Så må vi sige, at principielle urigtigheder er det nødvendigt at bekæmpe. De teser, der blev fremlagt efter 2. marts, indeholder uhyrlige principielle urigtigheder.
Det hævder jeg. Lad os så tale og diskutere om dét. Det kan man ikke krybe udenom! Det nytter ikke at påberåbe sig, at vi ikke er teoretikere. Undskyld, kammerat Sapronov, Deres teser er en teoretikers teser. De vil se, at hvis man vil bruge disse teser i praksis, så nødsages vi til at gå baglæns og afgøre problemerne i en ikke saglig atmosfære. Den, der ville søge efter praktiske anvisninger i kammeraterne Maksimovskijs, Sapronovs og Tomskijs teser, ville tage alvorligt fejl, for teserne er principielt forkerte. Klassens forhold til statens opbygning mener jeg er grundlæggende urigtigt fremstillet, formuleringen vil sætte os tilbage. Forståeligt nok går alle tilbagestående elementer, som endnu ikke har overvundet alt dette, ind for dette. Og det, man skal bebrejde forfatterne til disse teser, er ikke, at de bevidst går ind for roderi, men at de ved deres teoretiske fejl i en sag, som centralkomiteen foreslog dem at behandle, leverer et vist banner, en vis retfærdiggørelse til de værste elementer. Og hvorfor er alt dette sket? Af uforstand. Det fremgår helt ubestrideligt af de autentiske dokumenter.
Jeg kommer nu til den beskyldning, som kammerat Jurenev har rettet vedrørende kammerat Sjljapnikov. Hvis centralkomiteen havde fjernet kammerat Sjljapnikov som repræsentant for oppostionen umiddelbart før kongressen, ville en sådan centralkomité utvivlsomt have handlet gement. Da vi fastslog, at kammerat Sjljapnikov skulle af sted, så sagde vi i politbureauet, at vi ikke ville give ham direktiver før afrejsen, og kammerat Sjljapnikov kom til mig før sin afrejse og sagde, at han ikke tog af sted på grund af direktiver fra centralkomiteen. Kammerat Jurenev har altså simpelt hen opsnappet et rygte, som han nu udbreder. (Jurenev: »Sjljapnikov har personligt sagt det til mig ...«)
Jeg ved ikke, hvordan han kunne sige det til Dem personligt, når han før afrejsen var hos mig og sagde, at han ikke tager af sted på grund af direktiver fra centralkomiteen. Ja, hvis centralkomiteen havde forvist oppositionen før kongressen, havde det naturligvis været utilladeligt. Men når man overhovedet taler om forvisning, så må jeg sige: Så prøv da at vælge en centralkomité, der kan fordele kræfterne rigtigt, uden at nogen behøver at beklage sig. Hvordan kan man fordele kræfterne, så alle er tilfredse? Hvis denne fordeling af kræfterne ikke finder sted, hvorfor da tale om centralisme. Men hvis der er sket en forvanskning af principperne, så lad os tale om dem ved at bruge eksempler. Hvis vi forviser repræsentanter for oppositionen, så kom med et eksempel, som vi kan se på; måske er der virkelig fejl. Er måske kammerat Jurenev blevet forvist, han som har beklaget sig til politbureauet over, at det var forkert at hente ham tilbage fra vestfronten? Men politbureau har behandlet spørgsmålet og fastslået, at det var rigtigt at gøre det. Og uanset hvilken centralkomité, De end vælger, kan den ikke afstå fra at fordele kræfterne.
Videre om opdelingen mellem orgbureau og politbureau. Kammerat Maksimovskij, der har mere erfaring end jeg i organisatoriske spørgsmål, siger, at Lenin anstifter forvirring i forholdet mellem orgbureau og politbureau. Vel, lad os undersøge tingene. Efter vor opfattelse fordeler orgbureau kræfterne, mens politbureau tager sig af politikken. Hvis en sådan opdeling er forkert, hvordan skal man så afgrænse to organers virksomhed fra hinanden? Skal vi skrive en forfatning eller hvad? Det er vanskeligt helt nøjagtigt at opdele politbureau og orgbureau, at afgrænse deres virksomhed. Ethvert spørgsmål kan blive politisk, selv udnævnelsen af en kommandant. Hvis en eller anden foreslår en anden løsning, så værsågod; kammeraterne Sapronov, Maksimovskij og Jurenev, kom med jeres forslag, prøv at opdele, afgrænse orgbureau og politbureau fra hinanden. Vi har det sådan, at en protest fra et centralkomitémedlem er tilstrækkeligt til, at spørgsmålet bliver behandlet som politisk. Og vi har i al den tid ikke fået en eneste protest. Mindst af alt er selvstændig optræden blevet begrænset: ethvert medlem af centralkomiteen kan erklære et spørgsmål for politisk. Og en nogenlunde erfaren praktiker i organisatoriske spørgsmål, der ikke har så meget forstand på det som kammerat Maksimovskij, men en partiarbejder, der måske kun har arbejdet inden for dette område et halvt år, bør ikke fremføre en kritik som kammerat Maksimovskijs. Kritikere bør give bestemte anvisninger, vi tager imod dem og anbefaler at vælge en ny centralkomité, der så kan opfylde disse ønsker. Men vi har kun modtaget genstandsløs kritik og urigtige påstande.
Lad os antage, at I skiller orgbureau ud fra den politiske ledelse. Jeg spørger, hvori består da den politiske ledelse? Hvem leder, hvis det ikke er mennesker, og hvordan kan man lede, hvis man ikke fordeler kræfterne? Kan man tvinge et menneske, som ikke har evnerne, til at gennemføre bestemte direktiver? Man giver ham forskellige anvisninger, efterprøver hans arbejde, og til slut giver man ham alligevel et andet arbejde. Og hvordan skal man derudover belære kammeraterne Maksimovskij, Sapronov og Osinskij, der i teserne forlanger en teoretisk korrektur, som for længst er blevet tilbagevist? I praksis gør de endnu værre ting og beviser, at de ikke har materiale til en saglig kritik.
Kammerat Sapronov har sagt meget om oligarki og initiativ. Det er en skam, at han ikke illustrerede det med eksempler fra Ukraine. Der ser vi, hvilket angreb på oligarkiet de lokale konferencer fremkaldte. Kongressen vil undersøge spørgsmålet eller overdrage det til centralkomiteen. Men vi siger om den ukrainske konference, på hvilken flertallet med Sapronov i spidsen udtrykte sig imod kammerat Rakovskij og førte en fuldstændig utilstedelig hetzjagt; om den siger vi, at vi ikke anerkender distriktskonferencens beslutning. Det er centralkomiteens beslutning. Hvis beslutningen ikke var rigtig – så lad være at klare frisag med fraser, for her er der folk, der ved besked, og de vil sige – det er demagogi. Hvis vi ikke har ret i vurderingen af den ukrainske splittelse, så fremfør kendsgerninger, der viser, at centralkomiteen har gjort en fejl.
Vi siger, at vi ikke godkender kammerat Sapronovs konference, og udnævner to gamle og to nye kammerater, kammerat Sj ... og borotbisterne. Jeg har ikke hørt en eneste protest hverken fra Sapronov eller fra andre og ikke et eneste sagligt argument. Hvis vi havde opløst og kasseret hele den ukrainske konference, så var det nødvendigt at slå alarm og sige, at vi var forbrydere. Imidlertid tav alle, fordi de følte, at bag alle disse fraser om initiativ osv. skjulte og gemte sig alle desorganisatoriske elementer, elementer af spidsborgerlighed og høvdingmanerer, som er meget stærke i Ukraine. (Bifald.)
Jeg har hørt ét sagligt punkt i kammerat Sapronovs tale og jeg har set nærmere på dette punkt. Kammerat Sapronov siger: den 7. sovjetkongres har konstateret, at vi derimod handler imod dens konstatering, som siger, at dekretet om hørhøsten er en krænkelse af den Alrussiske Centrale Eksekutivkomités (VTsIKs) beslutning. Jeg kan ikke huske blot en tiendedel af de dekreter, vi har besluttet. Men jeg har indhentet oplysninger om retningslinjerne for hørhøsten i sekretariatet hos Folkekommissærernes Råd. Dekretet er vedtaget 10. februar. Hvad viste det? Hverken i politbureau eller i VTsIK er der kammerater, der kan tænke sig at gå imod selvstændig handlemåde. Vi har set dem her på denne tribune. Kammeraterne ved, at de er godt skåret for tungebåndet. Hvorfor har de så ikke beklaget sig over denne beslutning? Kom med jeres klage! Vi har ikke fået nogen klage efter 10. februar. Efter kammerat Rykovs forslag og efter aftale med kammerat Sereda og folkekommissariatet for levnedsmidler, efter en lang kamp tager vi denne beslutning. Man siger til os: »I har gjort en fejl«. Måske. Så vær så venlig at korrigere os. Rejs dette spørgsmål i politbureau. Det vil få en regelret behandling. Protokollen vil blive forelagt. Hvis den dokumenterer, at vi har krænket kongressens beslutning – så må man stille os for retten. Hvad består denne beskyldning i? På den ene side får vi bebrejdelser på grund af Sjljapnikov, på den anden side siger man, at vi har krænket beslutningen om hørhøsten. Gør jer nu den ulejlighed at komme med fakta, som viser, at vi har overtrådt beslutningen. Men I kommer ikke med fakta. Alle jeres ord om selvstændig handlemåde, udnævnelseslyst osv. er ikke andet end spil på ord. Hvad skulle vi så med centralismen? Kunne vi have holdt ud i to måneder, hvis vi i løbet af de to år ikke havde foretaget udnævnelser, da vi på forskellige steder gik fra fuldstændig udmattelse og ødelæggelser til sejr? Blot fordi tilbagekaldelsen af kammerat Sjljapnikov eller kammerat Jurenev ikke passer jer, slår I om jer med disse ord blandt folk, blandt politisk ikkebevidste masser. Kammerat Lutovinov siger: »Der er ikke truffet beslutning i sagen.« Så må der træffes beslutning. Når to folkekommissærer har en forskellig opfattelse af Ivan Ivanovitj og den ene hævder, at her er der politik, hvad skal man så gøre? Sig os det! Tror I, at det kun er i VTsIKs præsidium, at der behandles kedsommelige spørgsmål? Jeg vil påstå, at der ikke findes institutioner, hvor der ikke behandles kedsommelige spørgsmål, og alle kommer til at finde rede i spørgsmål om Maria Ivanovna og Sidor Ivanovitj. Men sige, at det her ikke er politik, det kan man ikke, for politik passerer den enkeltes hoved. Kammerat Lutovinov havde ... – jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, jeg er bange for at krænke kammerat Sapronovs sarte hørelse og for at bruge et polemisk udtryk – men han sagde, at kammerat Krestinskij har truet med splittelse. På den baggrund har bureauet holdt møde. Der findes en protokol fra dette møde, og jeg beder alle kongresdeltagere om at tage denne protokol og læse den. Vi kom til den konklusion, at kammerat Krestinskij har ladet sig rive med, mens I, kammerat Lutovinov og kammerat Tomskij, lugtede langt væk af personlige intriger. Måske har vi ikke ret, så korrigér vor beslutning, men at tale på den måde, uden at have læst dokumenterne, uden at tage hensyn til, at der har været afholdt et specielt møde, og at sagen har været undersøgt i nærværelse af Tomskij og Lutovinov, det går ikke.
Jeg må omtale endnu to punkter, først og fremmest udnævnelsen af kammeraterne Bukharin og Radek. Man siger, at vi har sendt dem som politiske kommissærer til fagforeningernes alrussiske centralråd og vil dermed insinuere, at vi ødelægger selvvirksomheden og fremmer bureaukrati. Måske kender I bedre teoretikere end Radek og Bukharin, så sig det til os, måske kender I bedre folk, der er fortrolig med fagbevægelsen, så giv os dem. Skal centralkomiteen ikke have ret til at supplere et fagforbund med folk, der så godt som nogen har teoretisk kendskab til fagbevægelsen og er fortrolig med de tyske erfaringer og er i stand til at gøre deres indflydelse gældende over for en forkert linje? En centralkomité, der ikke opfylder denne opgave, er ikke i stand til at lede. Jo mere vi er omgivet af bønder og kubankosakker, des vanskeligere er vi stillet med proletariatets diktatur! Derfor må man for alt i verden rette linjen ud og gøre den til en stålhård linje, og vi anbefaler partikongressen denne linje.
Kammerat Bubnov har her erklæret, at han er nært forbundet med Ukraine, og han har dermed åbenbaret sine indvendingers sande karakter. Han sagde at centralkomiteen er skyldig i, at borotbisterne er blevet stærkere. Det er et meget kompliceret og yderst vigtigt spørgsmål og jeg tror, at vi har vundet en sejr i dette yderst vigtige spørgsmål, som krævede manøvrering, en meget kompliceret manøvrering. Da vi i centralkomiteen talte om maksimale indrømmelser til borotbisterne, lo man ad det og sagde, at vi ikke gik lige frem; men man kan kun kæmpe lige frem, når modstanderen også følger den lige linje. Bevæger modstanderen sig i siksak og ikke i en lige linje, så må vi følge efter ham og fange ham i alle hans siksakbevægelser. Vi lovede borotbisterne et maksimum af indrømmelser, forudsat at de fører en kommunistisk politik. På den måde beviste vi, at vi ikke i mindste måde nærer nogen intolerance. Og at disse indrømmelser var fuldstændig rigtige, er bevist ved, at alle de bedste elementer blandt borotbisterne nu er gået over i vort parti. Vi har registreret dette partis medlemmer på ny og i stedet for en opstand fra borotbisterne, der syntes at være uundgåelig, er det gået sådan, takket være centralkomiteens rigtige linje, som strålende blev gennemført af kammerat Rakovskij, at alle de bedste elementer blandt borotbisterne er gået over i vort parti under vor kontrol og med vor anerkendelse, mens de øvrige er forsvundet fra den politiske scene. Denne sejr er et par ordentlige slag værd. Den, der siger, at borotbisterne er blevet stærkere, og at det er centralkomiteens skyld, har ikke forstået den politiske linje i det nationale spørgsmål.
Jeg vil yderligere berøre den sidste kammerats tale; han sagde, at man skal smide alt ud af programmet, der handler om fagforeningerne. Det er et godt eksempel på hastværk. Så let tager vi ikke på det. Vi hævder, at der ikke skal smides noget væk, at man skal diskutere i brochurer, artikler, i pressen osv. Fagforeningerne er i færd med at tage det økonomiske liv i deres hånd, navnlig industrien. Snak om, at specialister ikke skal optages i fagforeningerne, beror på en fordom. Fagforeningerne er opdragere, og der forlanges meget af dem. Centralkomiteen vil ikke acceptere en dårlig opdrager. Opdragelse er en langvarig og vanskelig sag. Man slipper ikke med et dekret, man må gå frem med tålmodighed og forstandighed, og det vil vi gøre og fortsætte med. Sagen kræver, at vi skal være mere forsigtige, men viljefaste.
8. Ekonomitjeskaja Sjisn (Økonomisk Liv) – dagblad, der begyndte at udkomme fra november 1918 som organ for det samfundsøkonomiske råd. – S. 133.
Sidst opdateret 13.6.2014