Offentliggjort i 1920, i bogen »RKP(b)’s 9. kongres«. Stenografisk beretning.
Oversat til dansk af Erik Horskjær.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 13, s. 115-133, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 13. juni 2014.
Kammerater, før jeg begynder på beretningen, må jeg bemærke, at beretningen ligesom på den foregående kongres er delt i to dele: en politisk og en organisatorisk. Denne deling leder først og fremmest tanken hen på, hvordan den udvendige, organisatoriske side ved centralkomiteens arbejde har formet sig. Vort parti har nu gennemlevet det første år uden J. M. Sverdlov, og dette tab måtte nødvendigvis give sig udslag i hele centralkomiteens organisation. Ingen anden har som kammerat Sverdlov forstået personligt at forene det organisatoriske og politiske arbejde, og vi har måttet forsøge at erstatte hans arbejde med et kollegiums arbejde.
Det løbende daglige arbejde i centralkomiteen har i beretningsåret været ledet af to kollegier, der er valgt på centralkomiteens plenarmøde, nemlig centralkomiteens organisatoriske udvalg /bureau/ og centralkomiteens politiske udvalg /bureau/, således at sekretæren var medlem af begge udvalg for at få overensstemmelse og konsekvens i beslutningerne fra den ene eller den anden institution. Det har formet sig sådan, at det organisatoriske udvalgs egentlige hovedopgave var at fordele partikræfterne, mens det politiske udvalgs opgave var at behandle de politiske spørgsmål. Det siger sig selv, at denne deling til en vis grad er kunstig; det er klart, at ingen politik kan gennemføres uden at give den udtryk i udnævnelser og omflytninger. Følgelig får ethvert organisatorisk spørgsmål politisk betydning, og vi har indført den praksis, at hvis et medlem af centralkomiteen gør anmærkning, er det nok til, at et hvilket som helst spørgsmål ud fra de og de overvejelser behandles som et politisk spørgsmål. Det ville næppe være formålstjenligt og næppe heller i praksis føre til målet at adskille centralkomiteens virksomhed på anden måde.
Den nævnte tilrettelægning af arbejdet har ført til overordentlig gunstige resultater: vi har ikke haft tilfælde, hvor der er opstået vanskeligheder mellem de to udvalg. Begge disse organers arbejde er i det store og hele foregået samdrægtigt, og den praktiske gennemførelse lettedes ved sekretærens tilstedeværelse, idet partisekretæren helt og fuldt handler efter centralkomiteens vilje. For at fjerne eventuelle misforståelser må det fra første færd understreges, at kun centralkomiteens kollegiale beslutninger, taget i det organisatoriske udvalg eller i det politiske udvalg eller af centralkomiteens plenarmøde, udelukkende sådanne ting føres ud i livet af sekretæren for partiets centralkomité. Ellers kan centralkomiteens arbejde ikke foregå på rigtig måde.
Efter disse få bemærkninger om den indre tilrettelægning af centralkomiteens arbejde vil jeg gå over til min opgave, at aflægge centralkomiteens beretning. At give en beretning om centralkomiteens politiske opgave er meget vanskeligt, hvis man opfatter det bogstaveligt. I dette år har en meget stor del af det politiske udvalgs arbejde bestået i dag for dag at afgøre ethvert opstående spørgsmål, der har berøring med politik, for at sammenfatte virksomhed i alle sovjet- og partiinstitutioner, i alle arbejderklassens organisationer, og sammenfatte og lede hele sovjetrepublikkens arbejde. Det politiske udvalg har taget stilling til alle spørgsmål vedrørende international og indenrigsk politik. Det er jo umuligt blot tilnærmelsesvis at opregne disse spørgsmål. I centralkomiteens tryksager til denne kongres vil I finde det nødvendige materiale til en oversigt. Det vil være uoverkommeligt for mig at forsøge på at gentage denne oversigt, og det forekommer mig, at det ville være uden interesse for de delegerede. Hver enkelt af os, der arbejder i den ene og den anden parti- og sovjetorganisation, følger dagligt den ekstraordinære skiften i de politiske problemer, de ydre som de indre. Selve løsningen af disse problemer, sådan som den blev udtrykt i sovjetmagtens dekreter og i partiorganisationernes virksomhed under hver enkelt vending, var en karakteristik af partiets centralkomité. Det må bemærkes, at problemerne har været så talrige, at man meget ofte har måttet løse dem i største hast, og det har kun været muligt at udføre arbejdet, fordi kollegiets medlemmer har et så fuldstændigt kendskab til hverandre, kender meningsafskygningerne og nærer gensidig tillid. Ellers ville det have været uoverkommeligt selv for et tre gange så stort kollegium. Ofte har man måttet afgøre komplicerede spørgsmål ved at erstatte møder med telefonsamtaler. Dette blev gjort i den forvisning, at visse vitterligt komplicerede stridsspørgsmål ikke blev omgået. Nu hvor jeg skal aflægge en almindelig beretning, tillader jeg mig i stedet for et kronologisk overblik og en gruppering af sagerne at dvæle ved de vigtigste, mest væsentlige momenter, navnlig sådanne, som forbinder gårsdagens eller rettere det forgangne års erfaringer med de opgaver, vi står overfor.
Til at skrive sovjetmagtens historie er tiden ikke inde. Og hvis den var inde, kan jeg sige for mit vedkommende – og jeg tror også for centralkomiteens – at vi ikke tænker på at blive historikere, os interesserer nutiden og fremtiden. Det sidste beretningsår tager vi som materiale, som en lære, som et udgangspunkt for vor videre færd. Ud fra dette synspunkt deler centralkomiteens arbejde sig i to store grene: dels arbejdet med de militære opgaver, med de opgaver, som bestemmer republikkens internationale stilling, dels arbejdet med den indre fredelige økonomiske opbygning, som begyndte at rykke i forgrunden, måske først i slutningen af det foregående eller i begyndelsen af indeværende år, da det blev ganske klart, at vi har vundet en afgørende sejr på borgerkrigens afgørende fronter. Sidste forår var vor militære stilling yderst vanskelig, vi måtte, som I husker, opleve ikke så få nederlag og nye, vældige, overraskende offensiver fra kontrarevolutionens repræsentanter og fra Ententens repræsentanter, hvad man ikke havde tænkt sig tidligere. Derfor er det ganske naturligt, at størstedelen af denne periode gik med arbejde på at løse den militære opgave, borgerkrigens opgave, som for alle klejnmodige – jeg vil slet ikke tale om partier som mensjevikkerne, de socialrevolutionære og andre repræsentanter for det småborgerlige demokrati – for hele massen af mellemelementer syntes uløselig, og som fik dem til helt oprigtigt at sige, at denne opgave er uløselig, at Rusland er langt tilbage og svækket og ikke kan besejre hele verdens kapitalistiske system, når det trækker ud med revolutionen i Vesteuropa. Og vi måtte derfor, idet vi holdt fast ved vort standpunkt, med største fasthed og med absolut tillidsfuldhed sige, at vi vil sejre, vi måtte udstede parolen »alt for sejren!« og »alt for krigen!«.
På basis af denne parole måtte man ganske bevidst og åbent forsømme en hel række af de mest brændende behov og lade overordentlig mange stå uden hjælp, i den overbevisning, at vi skal koncentrere alle kræfter om krigen, vi skal sejre i den krig, Ententen har påtvunget os. Og kun fordi partiet var på sin post, fordi partiet var gennemdisciplineret, fordi partiets autoritet sluttede alle forvaltningsgrene og institutioner sammen, fordi den parole, centralkomiteen udstedte, blev fulgt af snese, hundreder, tusinder og til sidst millioner som én mand, og fordi der blev bragt uhørte ofre – kun af den grund kunne det under ske, som skete. Kun af den grund var vi i stand til at sejre, skønt Ententens og hele verdens imperialister to, tre og fire gange drog til felts mod os. Og selvfølgelig understreger vi ikke blot denne side af sagen, men bør også have for øje, at denne side af sagen indeholder en lære, at vi aldrig havde kunnet klare denne opgave uden disciplin og uden centralisation. De uhørte ofre, vi har bragt for at redde landet fra kontrarevolutionen, for at den russiske revolution kunne sejre over Denikin, Judenitj og Koltjak, er en garanti for den sociale verdensrevolution. For at klare dette var det nødvendigt, at der var disciplin i partiet, streng centralisation, absolut tillid til, at de uhørt tunge ofre, som titusinder og hundredtusinder af mennesker bragte, vil bidrage til at løse alle disse opgaver, tillid til, at dette virkelig kan gøres og sikres. Og for at gøre det var det påkrævet, at vort parti og den klasse, der virkeliggør diktaturet, arbejderklassen, var elementer, som forenede millioner og atter millioner af arbejdende mennesker både i Rusland og i hele verden.
Hvis man tænker over, hvad der da i sidste instans var den dybeste årsag til, at et sådant historisk under skete, at et svagt, afkræftet, tilbagestående land sejrede over de stærkeste lande i verden, så ser vi, at det er centralisation, disciplin og enestående selvopofrelse. På hvilket grundlag? I dette ringest oplyste land kunne grundlaget for, at millioner af arbejdende organiseredes, og at denne disciplin og denne centralisation opnåedes, kun være det, at arbejderne, der har gennemgået kapitalismens skole, er forenede af kapitalismen, at proletariatet i alle fremskredne lande havde forenet sig, des stærkere, jo mere fremskredent landet var; på den anden side var årsagen den, at ejendommen, den kapitalistiske ejendom og småbesiddelsen i vareproduktionen splitter vore fjender. Ejendom splitter, mens vi forener og forener flere og flere millioner af arbejdende over hele kloden. Nu kan så at sige selv blinde se dette, i hvert fald de af dem, der vægrede sig ved at se det før. Jo længere tiden gik, des mere splittedes vore fjender. De splittedes af den kapitalistiske ejendom, af privatejendommen under vareproduktionen, enten det nu var små næringsdrivende, der spekulerede i salg af kornoverskud og berigede sig på de sultende arbejderes bekostning, eller det var de forskellige landes kapitalister, uanset at de rådede over den militære magt og skabte »folkeforbundet«, den store »enhedsliga« af alle fremskredne nationer i verden. Den slags enhed er en ren fiktion, et rent bedrag, en ren og skær løgn. Og vi har set – et glimrende eksempel – at dette meget omtalte »folkeforbund«, som ville uddele retten til at lede stater og ville dele verden op, var en sæbeboble, som øjeblikkelig brast, idet man havde bygget dette meget omtalte forbund på den kapitalistiske ejendom. Vi har set dette i største historiske format, og det bekræfter den fundamentale sandhed, som for os underbygger vor sags rigtighed, vor absolutte tillid til oktoberrevolutionens sejr og til, at vi arbejder med en sag, som millioner og atter millioner af arbejdere i alle lande trods alle vanskeligheder og hindringer vil slutte op om. Vi vidste, at vi har forbundsfæller, men at der må vises selvopofrelse i det ene land, som historien har overdraget en ærefuld, men yderst vanskelig opgave: de uhørte ofre vil lønne sig hundredfold, fordi hver yderligere måned, vi holder ud i vort land, vil give os millioner og atter millioner af forbundsfæller i alle lande.
Hvis man tænker over, hvordan det i sidste instans gik til, at vi sejrede, at vi måtte sejre, så skyldes det alene, at alle vore fjender, som formelt havde alle mulige forbindelser med verdens stærkeste regeringer og kapitalrepræsentanter, trods al formel enighed var splittede, det var netop deres indre forbindelse, som ifølge sagens natur splittede dem og satte den ene op mod den anden, den kapitalistiske ejendom bragte opløsning blandt dem og gjorde forbundsfæller til vilde rovdyr, så de ikke bemærkede, at Sovjetrusland skaffede sig flere og flere tilhængere blandt de engelske soldater, der landsattes i Arkhangelsk, blandt de franske matroser, der landsattes i Sevastopol, blandt arbejderne i alle lande, hvor kompromissocialisterne tog kapitalens parti, i alle fremskredne lande uden undtagelse. Og denne fundamentale årsag, denne dybeste årsag gav os til slut den helt sikre sejr, den var den kilde, som stadig er den væsentlige, den uimodståelige, den uudtømmelige kilde til vor kraft, og som tillader os at sige, at når vi i vort land får realiseret proletariatets diktatur i fuld udstrækning og får proletariatets kræfter forenet mest muligt gennem dets avantgarde, dets førende parti, kan vi vente en verdensrevolution. Og det er i virkeligheden udtryk for en vilje, en proletarisk beslutsomhed til kamp og forening, som findes hos millioner og snese af millioner arbejdere i alle lande.
Dette har d’herrer bourgeoiser og pseudo-socialister i II Internationale erklæret for agitatoriske fraser. Nej, det er historisk virkelighed, som er underbygget af blodige og tunge erfaringer under borgerkrigen i Rusland, thi denne borgerkrig var en krig mod verdenskapitalen, og denne kapital gik af sig selv i stykker under slagsmålet, den fortærede sig selv, mens vi kom stærkere og mere hærdede ud af det, i et land, hvor proletariatet døde af sult og plettyfus. I dette land har vi knyttet flere og flere arbejdende til os. Det, som kompromismagerne forhen syntes var agitatoriske fraser, og som bourgeoisiet plejede at le ad, det har dette år af vor revolution og navnlig beretningsåret definitivt gjort til en ubestridelig historisk kendsgerning, som tillader os med positiv sikkerhed at sige: når vi har formået dette, er det en bekræftelse på, at vi har et internationalt fundament, der er langt, langt bredere end i nogen som helst tidligere revolution. Vi besidder et internationalt forbund, som ikke er formuleret noget sted, ikke er udformet, ingenting er i »statsretten«, men som i virkeligheden betyder alt i den smuldrende kapitalistiske verden. Hver måned, hvor vi har vundet nye positioner eller blot holdt stand mod den uhørt stærke fjende, har vist hele verden, at vi har ret, og givet os tilslutning fra nye millioner af mennesker.
Det var en vanskelig proces, og den var ledsaget af vældige nederlag. Efter den desperate hvide terror i Finland [3] fulgte netop i beretningsåret den ungarske revolutions nederlag; den kvaltes af Ententens [2] repræsentanter efter en hemmelig aftale med Rumænien, mens disse landes parlamenter blev ført bag lyset.
Det var det mest gemene baghold, det var den internationale Ententes sammensværgelse for at kvæle den ungarske revolution gennem hvid terror, for slet ikke at tale om, hvordan de på enhver måde traf aftaler med de tyske kompromismagere for at kvæle den tyske revolution; [3] hvordan disse folk, der havde kaldt Liebknecht en hæderlig tysker, så kastede sig over denne hæderlige tysker som gale hunde, sammen med de tyske imperialister. Deres handlinger trodser enhver beskrivelse, og hver gang de iværksatte en sådan undertrykkelse, stabiliserede og styrkede det kun os, mens det tog grunden bort under dem.
Og jeg tror, at denne grunderfaring, som vi efterhånden har vundet, bør vi lægge særlig vægt på. Her må vi navnlig tænke på at give vor agitation og propaganda et bestemt grundlag, nemlig en analyse, en udredning af, hvorfor vi sejrede, hvorfor disse ofre i borgerkrigen lønnede sig hundredfold, og hvordan vi på basis af denne erfaring må gå frem for at vinde sejr i den anden krig, krigen på den ublodige front, en krig, som kun har skiftet form, og som de samme gamle repræsentanter, lakajer og førere i den gamle kapitalistiske verden stadig fører mod os, blot endnu mere nidkært, rasende og indædt. Vor revolution har mere end nogen anden bekræftet den lov, at en revolutions styrke, angrebskraft, energi, beslutsomhed og sejrstriumfer samtidig forstærker den modstand, bourgeoisiet yder. Jo flere sejre vi vinder, des bedre lærer de kapitalistiske udbyttere at enes og gå over til mere energiske offensiver. For I husker alle udmærket – i tid ligger det ikke så langt tilbage, men sammenlignet med de aktuelle begivenheder er det længe siden – I husker, at man ved oktoberrevolutionens begyndelse betragtede bolsjevismen som et kuriosum; og da det i Rusland gik meget hurtigt med at opgive denne anskuelse, som var et udtryk for den proletariske revolutions ringe udvikling og svaghed, så opgav man den også i Europa. Bolsjevismen blev et verdensfænomen, arbejderrevolutionen rejste hovedet. Da vi indførte sovjetsystemet i oktober, fulgte vi traditionerne fra 1905, samtidig med at vi udformede vore egne erfaringer, og dette sovjetsystem blev et internationalt og historisk fænomen.
Nu står de to lejre fuldt bevidst overfor hinanden, i verdensmålestok, det kan siges uden overdrivelse. Det må bemærkes, at det først i løbet af dette år kom til en afgørende og endelig kamp mellem dem, og i denne tid, netop mens kongressen holdes, oplever vi måske et af de største, mest kritiske og usikre overgangsmomenter fra krig til fred.
I ved alle, hvordan det gik de imperialistiske Entente-magters førere, som tilråbte hele verden: »aldrig vil vi indstille krigen mod bolsjevikkerne, disse usurpatorer og røvere, som har taget magten imod demokratiet« – I ved, hvordan de først måtte ophæve blokaden, hvordan det mislykkedes for dem at forene de små magter, fordi vi havde forstået at vinde ikke alene alle landes arbejdere, men også de små landes bourgeoisi for os, fordi imperialisterne undertrykker ikke alene deres egne landes arbejdere, men også de små staters bourgeoisi. I ved, hvordan vi har vundet over det vaklende bourgeoisi i de fremskredne lande, og nu er så det øjeblik kommet, hvor Ententen bryder sine tidligere løfter og forsikringer, bryder sine traktater, som den bl.a. har afsluttet masser af med de forskellige russiske hvidgardister, og nu sidder den med disse traktater ved en tom krybbe, fordi den har ødslet hundreder af millioner på disse traktater og ikke ført sagen til ende.
Nu efter blokadens ophævelse har den faktisk indledt fredsforhandlinger med sovjetrepublikken, men nu fører den ikke disse forhandlinger til ende; derfor har de små magter mistet troen på Ententen, troen på dens styrke. Vi ser, at Ententens stilling, dens stilling udadtil, ikke kan karakteriseres ud fra sædvanlige juridiske begreber. Ententens stater befinder sig ikke i fred og ikke i krig med bolsjevikkerne, de både anerkender os og anerkender os ikke. Og dette fuldkomne virvar blandt vore modstandere, der var overbevist om, at de var ret præsentable, viser, at de ikke er andet end en flok kapitalistiske røvere, der er kommet i klammeri med hverandre og slet ikke magter at gøre os noget.
Nu er stillingen den, at Letland officielt har stillet os fredsforslag; [4] Finland har sendt et telegram, hvor der officielt tales om en demarkationslinje, men i virkeligheden er det en overgang til fredspolitik. [5] Endelig har Polen, det Polen, hvis repræsentanter har raslet særlig stærkt med sablen og stadig gør det, det Polen, der modtog og modtager de fleste tog med artilleri samt løfter om hjælp på alle måder, hvis blot Polen vil fortsætte krigen mod Rusland, selv dette Polen, hvis regerings usikre stilling ansporer den til alle hånde krigeriske eventyr – dette Polen har sendt os en opfordring til at indlede fredsforhandlinger. [6] Der må gås yderst forsigtigt frem. Vor politik kræver først og fremmest en vågen holdning. Her er det allervanskeligst at finde en rigtig linje, fordi ingen endnu ved, hvad spor toget holder på – fjenden selv ved heller ikke, hvad han videre vil gøre. D’herrer repræsentanter for fransk politik, som mest af alle har hidset Polens førere, ved ikke, hvad der videre skal ske, de ved ikke, hvad de vil. I dag siger de: »Mine herrer, nogle flere tog med kanoner og nogle hundrede millioner, så er vi villige til at slås med bolsjevikkerne.« De tilbageholder meddelelserne om strejkerne, som breder sig i Polen, de strammer censuren for at skjule sandheden. Men den revolutionære bevægelse vokser der. Den revolutionære grøde i Tyskland, i dens nye fase, på dens nye trin, hvor arbejderne efter det tyske Kornilov-kup opretter Røde Hærafdelinger, vidner (ifølge de seneste telegrammer derfra) direkte om, at arbejderne bliver mere og mere kampivrige. Også repræsentanterne for det borgerligt-godsejerlige Polen begynder at sysle med følgende tanke: »mon det ikke er for sent, vil der ikke opstå en sovjetrepublik i Polen, før staten bestemmer sig til fred eller krig?« De ved ikke, hvad de skal gøre. De ved ikke, hvad morgendagen vil bringe dem.
Vi ved, at hver måned betyder en stærk forøgelse af vore kræfter, og forøgelsen bliver større og større. I international henseende står vi derfor stærkere nu end nogen sinde før. Men vi må behandle den internationale krise yderst opmærksomt og være rede til at møde alle mulige uventede begivenheder. Vi har modtaget et formelt fredsforslag fra Polen. Disse herskaber er i en fortvivlet situation, så fortvivlet, at deres venner, de tyske monarkister, som dog er mere kultiverede og har større politisk erfaring og viden, har kastet sig ud i et eventyr, et Kornilovkup. Det polske bourgeoisi stiller os et fredsforslag, vel vidende, at et eventyr kan blive en polsk Kornilov-affære. Når vi ved, at vor modstander befinder sig i en fortvivlet vanskelig situation – en modstander, som ikke ved, hvad han vil, hvad han skal gøre i morgen – så må vi ganske koldblodigt sige til os selv, at selv om der er stillet et fredsforslag, er krig mulig. Det er umuligt at forudse deres videre optræden. Vi har set disse folk, vi kender disse kerenskijer, mensjevikker og socialrevolutionære. I disse to år har vi set, hvordan de i dag drages over til Koltjak, i morgen næsten over til bolsjevikkerne, så over til Denikin, og alt dette tilsløres med fraser om frihed og demokrati. Vi kender disse herskaber; derfor hager vi os med begge hænder fast i fredsforslaget og gør maksimale indrømmelser i tillid til, at en fred med de små magter vil gavne vor sag langt, langt mere end krig, fordi imperialisterne har bedraget masserne med krigen, de har brugt den til at skjule sandheden om Sovjetrusland. Derfor vil enhver fred give vor indflydelse hundrede gange større muligheder. Den er i forvejen stor i disse år. III Internationale, Kommunistisk Internationale har vundet imponerende sejre. Men vi ved tillige, at vi hvert øjeblik kan få en krig på halsen. Vore modstandere ved endnu ikke selv, hvad de er i stand til i så henseende.
At der foregår militære forberedelser, er der ingen som helst tvivl om. Mange af Ruslands naboer og måske også mange fjernere stater tyer nu til oprustning. Det er derfor, vi må manøvrere så meget i vor internationale politik, men urokkeligt holde den kurs, vi har sat, og være forberedt på alt. Krigen for fred har vi ført med overordentlig energi, og den giver storartede resultater. På denne kampplads har vi hævdet os særlig godt, i hvert fald ikke dårligere end på den Røde Hærs virkefelt, den blodige front. Men en fredsslutning med os afhænger ikke af de små staters vilje, hvor meget de end ønsker en fred. De er helt i lommen på Entente-landene, og dér lever man i vild splidagtighed og indbyrdes konkurrence. Vi må derfor huske, at når vi anlægger det verdenshistoriske perspektiv, som borgerkrigen og krigen mod Ententen tillader, er en fred naturligvis mulig.
Men samtidig med at tage skridt henimod freden bør vi anspænde hele vort militære beredskab og under ingen omstændigheder afruste vor hær. Vor hær er en reel garanti for, at de imperialistiske magter ikke vil kunne gøre blot de ringeste forsøg eller anslag, thi vel kunne de regne med visse forbigående resultater i begyndelsen, men ingen af dem ville i længden undgå at blive slået ned af Sovjetrusland. Det bør vi vide, det bør være grundlaget for vor agitation og propaganda, det må vi forstå at forberede os på, og vi må løse den opgave, som med den voksende træthed gør det nødvendigt at kombinere begge dele.
Jeg går over til de meget vigtige principielle overvejelser, der har foranlediget os til energisk at anspore de arbejdende masser til at udnytte hæren til at løse de foreliggende hovedopgaver. Den gamle kilde til disciplin, kapitalen, er svækket, den gamle kilde til organisation er forsvundet. Vi må skabe en anden disciplin, en anden kilde til disciplin og organisation. Alt, hvad der ser ud som tvang, fremkalder harme og skrig og skrål og spektakel i det borgerlige demokrati, der slår om sig med ordene »frihed« og »lighed« uden at forstå, at frihed for kapitalen er en forbrydelse mod de arbejdende.
Som fjender af hykleri har vi holdt på, at vi indfører arbejdspligt og organisering af de arbejdende uden på nogen måde at gå af vejen for tvang, for intet sted er en revolution foregået uden tvang, og proletariatet har ret til at bruge tvang for under alle omstændigheder at hævde sit eget. Da d’herrer bourgeoiser, d’herrer kompromismagere, d’herrer tyske »uafhængige«, østrigske »uafhængige« og franske longuetister diskuterede om den historiske faktor, glemte de bestandig en faktor som proletariatets revolutionære resoluthed, hårdhed og ubøjelighed. Og det drejer sig netop om ubøjeligheden og hærdningen hos vort lands proletariat, som til sig selv og andre har sagt og i gerning bevist, at vi hellere alle som én vil dø end opgive vort territorium, end opgive vort princip, disciplinens og den faste politiks princip, for hvilket vi må sætte alt ind. I en tid, hvor de kapitalistiske lande, den kapitalistiske klasse falder fra hinanden, i en kritisk tid, hvor den bliver desperat, da er denne politiske faktor alene afgørende. Fraser om mindretal og flertal, om demokrati og frihed løser ikke noget problem, hvor meget den forgangne historiske periodes helte end taler om dem. Her er kun arbejderklassens målbevidsthed og fasthed afgørende. Når den er rede til selvopofrelse, når den har bevist, at den forstår at anspænde alle sine kræfter, så løser det opgaven. Alt for denne opgaves løsning. Arbejderklassens resoluthed, dens ubøjelige anvendelse af sin parole – »vi går hellere under end overgiver os« – er ikke blot en historisk faktor, men også en afgørende besejrende faktor.
Fra denne sejr, fra denne forvisning går vi over til, ja er vi i færd med de opgaver, den fredelige økonomiske opbygning stiller, og hvis løsning er vor kongres' hovedfunktion. På dette punkt kan man efter min mening ikke tale om nogen beretning fra centralkomiteens politiske udvalg, eller rettere, om nogen politisk beretning fra centralkomiteen, men må sige åbent og ligeud: ja kammerater, det er et spørgsmål, som I skal løse, som I skal bedømme med den højeste partiinstans’ autoritet. Vi har i fuld åbenhed lagt dette spørgsmål frem for jer. Vi har taget en bestemt stilling. Det er jeres pligt definitivt at godkende, korrigere eller ændre vor beslutning. Men centralkomiteen skal i sin beretning meddele, at den i dette brændende hovedspørgsmål har taget en ganske bestemt stilling. Ja, nu består opgaven i at sætte alt, hvad proletariatet og dets absolutte enhed formår at tilvejebringe, ind i det fredelige arbejde med den økonomiske opbygning for at genoprette den ødelagte produktion. Hertil behøves der den jernhårde disciplin, det jernhårde system, uden hvilket vi ikke havde kunnet holde stand i toethalvt år, ja, ikke engang i to måneder. Vi må forstå at drage nytte af vor sejr. På den anden side må man forstå, at denne overgang kræver mange ofre, selv om landet i forvejen har ofret meget.
For centralkomiteen var den principielle side af sagen klar. Hele vor virksomhed har været underordnet denne politik og tilrettelagt i denne ånd. Et problem som f.eks. spørgsmålet om kollegiestyre og enkeltmandsledelse – et problem, I skal træffe afgørelse om – som synes en detalje, og som i sig selv, løsrevet, naturligvis ikke kan gøre krav på fundamental principiel betydning, må for enhver pris behandles ud fra de nye hovedtræk i vor viden, vor erfaring, vor revolutionære praksis. Man fortæller os f.eks., at »kollegiestyre er en af formerne for de brede massers deltagelse i forvaltningen«. Vi har nu talt om dette spørgsmål i centralkomiteen, vi har taget en bestemmelse, og vi skal aflægge regnskab over for jer: kammerater, man kan ikke lade den slags teoretisk virvar passere. Hvis vi vedrørende et hovedproblem som vor militære virksomhed, vor borgerkrig, fandt os i en tiendedel af dette teoretiske virvar, ville vi blive slået, og slået med rette.
Tillad mig, kammerater, at komme med lidt teori i forbindelse med centralkomiteens beretning og spørgsmålet om en ny klasses deltagelse i forvaltningen på basis af kollegiestyre eller enkeltmandsledelse, at vise, hvordan en klasse administrerer, hvordan et klasseherredømme ytrer sig. I den henseende er vi jo ikke nybegyndere, og vor revolution adskiller sig fra tidligere revolutioner ved, at den ikke rummer nogen utopisme. Når der i stedet for en gammel klasse er kommet en ny, vil den kun kunne hævde sig i rasende kamp mod andre klasser; den vil kun da vinde endelig sejr, hvis den forstår at vinde frem til klassernes afskaffelse overhovedet. Sådan indretter klassekampens gigantiske, komplicerede proces tingene, enhver anden vej vil føre ud i virvarets sump. Hvordan ytrer et klasseherredømme over feudalherrerne sig? I forfatningen skrev man om frihed, om lighed. Det er hykleri. Så længe der findes arbejdende, kan de besiddende spekulere og er endda som besiddende nødt til at spekulere. Vi hævder, at der ingen lighed findes; den mætte er ikke ligestillet med den sultne, og spekulanten ikke med den arbejdende.
Hvordan ytrer klasseherredømmet sig i denne tid? Proletariatets herredømme ytrer sig ved, at godsejer- og kapitalistejendommen er konfiskeret. Ånden, grundindholdet i alle hidtidige forfatninger, også de mest republikanske og demokratiske, kan føres tilbage til ejendomsretten alene. Når vor forfatning har ret og har erobret sig ret til historisk eksistens, er det, fordi det ikke blot står på papiret, at ejendomsretten afskaffes. Det sejrrige proletariat har afskaffet og tilintetgjort ejendomsretten i bund og grund; dér har man klasseherredømmet. Det ligger først og fremmest i spørgsmålet om ejendomsretten. Da vi i praksis fik ordnet spørgsmålet om ejendomsretten, sikredes dermed klasseherredømmet. Da forfatningen så førte dét til protokols, som livet havde ordnet – nemlig ophævelsen af kapitalisters og godsejeres ejendom, og tilføjede: arbejderklassen har ifølge forfatningen større rettigheder end bønderne, og udbytterne har ingen som helst rettigheder – da blev dermed ført til protokols, at vi har virkeliggjort vor klasses herredømme, hvorved vi har knyttet de arbejdende i alle lag og smågrupper til os.
De småborgerlige besiddere er splittet; de af dem, der har mere ejendom, er fjender af dem, der har mindre, og proletarerne erklærer dem åben krig ved at afskaffe ejendomsretten. Der findes endnu mange lidet bevidste, uvidende folk, som fuldt ud er tilhængere af al mulig fri handel, men som mister kamplysten, når de ser disciplinen og selvopofrelsen bag sejren over udbytterne; de er ikke for os, men er ude af stand til at optræde imod os. Kun gennem en klasses herredømme bestemmes forholdet til ejendommen, kun derved bestemmes, hvilken klasse der er ovenpå. Den, der forbinder spørgsmålet om, hvordan et klasseherredømme ytrer sig, med spørgsmålet om demokratisk centralisme, sådan som vi ofte oplever det, han afstedkommer et sådant virvar, at der ikke kan gøres noget som helst frugtbringende arbejde på det grundlag. Klarhed i propaganda og agitation er en hovedbetingelse. Når vore modstandere har talt om og indrømmet, at vi har udført vidundere i udviklingen af agitation og propaganda, så må det ikke opfattes som noget udvendigt, at vi har haft mange agitatorer og brugt meget papir, men noget indre, at den sandhed, som denne agitation rummede, gik op for alle. Og denne sandhed kommer man ikke udenom.
Når klasser har afløst hinanden, har de ændret forholdet til ejendommen. Da bourgeoisiet havde afløst feudalismen, ændrede det forholdet til ejendommen; bourgeoisiets forfatning siger: »Den, der har ejendom, er ikke ligestillet med den, der er fattig.« Det var frihed for bourgeoisiet. Denne »lighed« gav den kapitalistiske klasse herredømmet i staten. Og tror I nu, at bourgeoisiet forvekslede staten med forvaltningen, dengang det afløste feudalismen? Nej, de var ikke tosser, de sagde, at for at forvalte må vi have folk, der forstår at forvalte, derfor tager vi de feudale og omskaber dem. Det gjorde de da også. Var det måske en fejl? Nej, kammerater, evnen til at forvalte falder ikke ned fra himmelen, den åbenbarer sig ikke som den helligånd, og selv om en bestemt klasse er en førende klasse, bliver den ikke dermed straks i stand til at forvalte. Vi ser det af eksemplet: mens bourgeoisiet kæmpede for sejren, tog det til forvaltningen medlemmer af en anden klasse, feudalklassen, og der var heller ikke andre steder at tage nogen fra. Man må se nøgternt på tingene: bourgeoisiet tog den forudgående klasse, og vi har nu den samme opgave, at overtage, underlægge os, udnytte dens viden og uddannelse, at bruge alt dette til at fremme vor klasses sejr. Derfor siger vi, at den sejrrige klasse skal være modnet, men modenheden bevidnes ikke ved et dokument eller en attest, den attesteres af erfaringen, af praksis.
Bourgeoiserne sejrede uden at kunne forvalte, og de sikrede sig sejren ved at proklamere en ny forfatning og rekruttere, udvælge administrationsfolk af deres egen klasse; de begyndte at lære kunsten af administrationsfolk fra den forudgående klasse, hvorpå de begyndte at oplære deres egne nye folk og uddanne dem til administratorgerningen ved at gøre brug af hele statsapparatet, beslaglægge de feudale institutioner og sende rige folks børn i skole. På den måde fik de gennem mange år og årtier uddannet administrationsfolk af deres egen klasse. Nu om stunder må man i en stat, der er opbygget i den herskende klasses billede og lignelse, gøre det samme, som man har gjort i alle stater. Hvis vi ikke vil dyrke den rene utopisme og tomme fraser, bør vi sige, at vi skal tage de foregående års erfaring i betragtning, at vi skal sikre den forfatning, der er vundet gennem revolutionen, men at vi til forvaltningen, til statsapparatet må have folk, der behersker forvaltningens teknik og har erfaringer i statsligt og økonomisk liv, og sådanne folk kan vi netop ikke hente noget andet sted end hos den forudgående klasse.
Betragtningerne over kollegiestyre er meget ofte gennemsyret af grov uvidenhed, af uvilje mod fagfolkene. På den måde vinder man ikke sejr. For at sejre må man forstå den gamle borgerlige verdens historie i hele dens dybde, og for at bygge kommunismen op må man tage såvel teknik som videnskab og lade dem komme bredere kredse til gode, men dem kan man ikke tage andre steder end hos bourgeoisiet. Dette grundproblem må fremhæves ganske særligt, det må gøres til et hovedpunkt i den økonomiske opbygning. Vi må ordne forvaltningen ved at søge hjælp hos medlemmer af den klasse, vi har styrtet – mennesker, der er opflasket med deres klasses fordomme, og som vi skal omskole. Samtidig skal vi rekruttere administrationsfolk fra vor egen klasse. Vi bør tage hele statsapparatet i brug for at opnå, at læreanstalterne, opdragelsesarbejdet uden for skolerne og den praktiske uddannelse alt sammen sker under kommunisternes ledelse til gavn for proletarerne, arbejderne, de arbejdende bønder.
Kun sådan kan vi stille tingene op. Med to års erfaring bag os kan vi ikke længere argumentere, som om vi for første gang skulle til at arbejde med socialistisk opbygning. Vi har dummet os tilstrækkeligt i tiden omkring Smolny-perioden. [7] Det er der ingen skam i. Hvor skulle vi have visdommen fra, når det var første gang, vi tog den nye sag op! Vi prøvede det ene og prøvede det andet. Vi svømmede med strømmen, fordi det ikke lod sig gøre at skelne mellem rigtige og urigtige elementer – det skal der tid til. Nu er dette en ikke fjern fortid, som vi har overstået. Denne fortid, hvor kaos og entusiasme dominerede, ligger bag os. Et dokument fra denne fortid har vi i Brest-freden. Det er et historisk dokument, ja en historisk periode. Brest-freden blev os påtvunget, fordi vi var afmægtige på alle felter. Hvad var det for en periode? Det var afmagtens periode, men vi kom ud af den som sejrherrer. Det var det rene kollegiestyres periode. Dette historiske faktum kan man ikke løbe fra ved at sige, at kollegiestyre var en skole i forvaltning. Man kan dog ikke bestandig gå i forberedelsesklasse! (Bifald.) Det går ikke. Vi er blevet voksne, og man vil snyde og bedrage os på alle områder, hvis vi bliver ved at optræde som skolebørn. Vi må fremad. Vi må med energi og enig vilje nå op på et højere trin. Her står fagforeningerne over for enorme vanskeligheder. Vi må opnå, at de lægger sig efter denne opgave og med dette formål bekæmper levnene af den famøse demokratisme. Hele det spektakel om udnævnelser, hele det gamle, skadelige nonsens, der finder plads i diverse resolutioner og samtaler, må fejes til side. Ellers kan vi ikke sejre. Hvis vi ikke i disse to år har tilegnet os denne lære, er vi tilbage i udvikling – og tilbagestående bliver slået.
Opgaven er yderst vanskelig. Vore fagforeninger har ydet enorm hjælp under opbygningen af en proletarisk stat. De var et led, der forbandt partiet med de uoplyste millionmasser. Vi vil ikke stikke noget under stolen: på fagforeningernes skuldre hvilede hele arbejdet med at bekæmpe vore trængsler, dengang staten behøvede hjælp til at skaffe levnedsmidler. Var det måske ikke en storslået opgave? Nylig udkom Statistisk Centralkontors Bulletin. Deri findes sammenfattende oversigter, udarbejdet af statistikere, som virkelig ikke kan mistænkes for bolsjevisme. Deri findes to interessante tal – i 1918 og 1919 fik arbejderne i underskudsguvernementerne 7 pud (115 kg) om året, mens bønderne i overskudsguvernementerne konsumerede 17 pud (275 kg) om året. Før krigen konsumerede de 16 pud (259 kg) om året. Se det er tal, der viser forholdet mellem klasserne i kampen om levnedsmidlerne. Det er proletariatet, der stadig har båret ofrene. Man råber op om tvang! Men proletariatet har retfærdiggjort og legaliseret denne tvang og bevist det rigtige i at anvende tvang ved selv at bære de største ofre. Befolkningens flertal, bønderne i vort sultende og forarmede Ruslands overskudsguvernementer har for første gang spist bedre end i århundreders tsaristiske og kapitalistiske Rusland. Og vi må sige, at masserne kommer til at sulte, indtil den Røde Hær har sejret. Det var nødvendigt, at arbejderklassens avantgarde bragte dette offer. Den har gennemgået en vis skole i denne kamp; efter at være kommet ud af denne skole må vi videre fremad. Nu må vi for enhver pris tage dette skridt. De gamle fagforeninger har som alle fagforeninger deres historie, deres fortid. I denne fortid var de organer til forsvar mod den magt, der underkuede arbejderne, kapitalismen. Men da klassen blev leder i staten og nu må bringe store ofre og sulte og gå i døden, da blev stillingen en anden.
Ikke alle opfatter denne forandring og ikke alle trænger til bunds i den. Her hjælper visse mensjevikker og socialrevolutionære os, idet de forlanger enkeltmandsledelse afløst af kollegiestyre. Undskyld, kammerater, det vil vi ikke være med til! Det er vi færdige med. Der forestår os nu en meget kompliceret opgave: efter sejren på den blodige front skal vi sejre på den ublodige front. Den krig er vanskeligere. Den front er den mest krævende. Det siger vi åbent til alle bevidste arbejdere. Efter den krig, vi stod igennem ved fronten, må der nu komme en ublodig krig. Situationen udviklede sig sådan, at jo mere vi sejrede, des flere områder som Sibirien, Ukraine og Kuban fik vi. Dér er der rige bønder, men ingen proletarer, og hvis der også er et proletariat, er det fordærvet af småborgerlige vaner, og vi ved, at enhver, som har et stykke jord dér, siger: »Hvad rager regeringen mig. Jeg flår den sultende, så meget det passer mig, og jeg blæser på regeringen!« Den spekulerende bonde, som hældede til vor side, da han var i Denikins vold, vil nu få hjælp af Ententen. Krigen har fået en anden front og andre former. Nu føres krigen gennem handelen, gennem smughandelen, som krigen har gjort international. I kammerat Kamenevs teser, der blev offentliggjort i Meddelelser Fra Centralkomiteen, er det principielle grundlag for dette udtrykt ganske klart. De ønsker at gøre smughandelen international. De ønsker at forvandle den fredelige økonomiske opbygning til en fredelig desorganisering af sovjetmagten. Undskyld, mine herrer imperialister, vi er på vagt. Vi erklærer: vi har ført krig og derfor bliver vi ved med at følge den hovedparole, der hjalp os til sejren. Vi opretholder den i fuld udstrækning og overfører den på arbejdets område – nemlig parolen om proletariatets beslutsomhed og enige vilje. De gamle fordomme og gamle vaner, der har holdt sig, dem må der gøres slut på.
Til slut vil jeg sige lidt om kammerat Gusevs brochure, som efter min mening fortjener opmærksomhed i to henseender; det er ikke blot den formelle side, ikke blot det, at den er skrevet til vor kongres, der gør den god. Vi har af en eller anden grund alle vænnet os til at skrive resolutioner. Man siger, at al litteratur er god undtagen den kedelige. Resolutioner må henregnes til den kedelige slags litteratur, tror jeg. Det ville være bedre, om vi efter kammerat Gusevs eksempel skrev færre resolutioner og flere brochurer, selv om de også rummede fejl i massevis ligesom hans brochure. Men trods disse fejl er den særdeles god, for den koncentrerer opmærksomheden om en økonomisk grundplan for en genrejsning af hele landets industri og produktion, den indordner alt under en økonomisk grundplan. I centralkomiteens teser, som er omdelt i dag, er der et helt afsnit, som er taget direkte fra kammerat Gusevs teser. Vi kan med fagfolkenes hjælp udarbejde denne økonomiske grundplan endnu mere detaljeret. Vi skal huske, at denne plan er beregnet på en årrække. Vi lover ikke at befri landet for hunger på én gang. Vi siger, at kampen vil blive vanskeligere end på krigsfronten, men den interesserer os mere; den er en tilnærmelse til vore virkelige hovedopgaver. Den kræver en maksimal kraftanstrengelse og en enhedsvilje, hvad vi før har præsteret og nu skal præstere igen. Hvis vi får løst denne opgave, så vil vi på den ublodige front vinde en ikke mindre sejr end på borgerkrigens front. (Bifald.)
1. Lenin sigter til den hvide terror, der opstod efter at den finske revolution blev slået ned i maj 1918. Bourgeoisiets angreb på arbejderne var uhyre hårdt. Over 90.000 blev kastet i fængsel eller koncentrationslejr, omkring 18.000 blev henrettet og næsten lige så mange døde af sult. – S. 121.
2. Ententen – se note 1 til artiklen Beretning På Den 2. Alrussiske Kongres Af Kommunistiske Organisationer Fra Orientens Folk. – S. 121.
3. Det drejer sig om novemberrevolutionens nederlag i Tyskland 1918. – S. 121.
4. Højreborgerlige kredse i Letland blev nødt til at slutte fred med RSFSR, da den udenlandske intervention og hvidgardisterne blev slået, samtidig med at Sovjetruslands internationale stilling styrkedes. 25. marts 1920 henvendte Letlands udenrigsminister sig til sovjetregeringen med forslag om at begynde fredsforhandlingerne. 16. april åbnedes en konference med repræsentanter for RSFSR og Letland på spørgsmålet om at indgå en fredsaftale med Letland. – S. 123.
5. I begyndelsen af 1920 blev højrekredse i Finland nødt til at indgå en fredsaftale med RSFSR, da Sovjetruslands nationale og internationale stilling blev styrket. Den sovjetisk-finske fredsaftale blev underskrevet 14. oktober 1920. Aftalen bekræftede Finlands uafhængighed og suverænitet, som det havde opnået i 1917. Aftalen blev ratificeret 23. oktober 1920 af den alrussiske centrale eksekutivkomité. – S. 123.
6. Polens villighed til at forhandle var kun en manøvre til at skjule krigsforberedelserne mod Sovjetrusland. På sovjetregeringens gentagne forslag om at begynde forhandlingerne (22. december 1919, 28. januar, 2. februar, 6. marts 1920) svarede den polske regering først positivt den 27. marts. På de sovjetiske forslag om at standse alle militærhandlinger gav den polske regering et ultimativt afslag. 25. april indledte reaktionære kredse i Polen krig med sovjetrepublikken. Som følge af den Røde Hærs resultater blev den polske regering nødt til efteråret 1920 at gå med til at indgå en fredsaftale. En aftale om våbenhvile, om gensidige fredsbetingelser blev indgået 12. oktober i Riga. En endelig fredsaftale mellem RSFSR og den ukrainske sovjetrepublik og Polen blev underskrevet i Riga 18. marts 1921. – S. 123.
7. Det drejer sig om den periode, hvor sovjetstyret havde til huse i Smolny-instituttet i Petrograd, før det flyttede regeringssædet til Moskva i marts 1918. – S. 130.
Sidst opdateret 13.6.2014