Talen blev holdt på Kommunistisk Internationales 2. Kongres. [1]
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 13, s. 165-183, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2013.
Kammerater, teserne angående Kommunistisk Internationales hovedopgaver [2] er trykt på alle sprog og frembyder i og for sig (især for de russiske kammerater) ikke noget nyt, da de for en stor del overfører nogle af vore revolutionære erfaringers grundtræk og vor revolutionære bevægelses lærdom til en hel række vestlige lande, til Vesteuropa. Derfor skal jeg i min tale, om end det bliver i korte træk, opholde mig noget mere ved første del af det emne, som er tildelt mig, nemlig den internationale situation. Det grundlæggende for hele den internationale situation, som den tager sig ud nu, er imperialismens økonomiske relationer. I løbet af hele det 20. århundrede har dette trin, kapitalismens nye, højeste og sidste trin, taget fast form. I véd selvfølgelig alle, at det mest karakteristiske og væsentlige træk ved imperialismen er, at kapitalen har nået en formidabel størrelse. Monopoler af gigantisk størrelse er trådt i den frie konkurrences sted. Undertiden er hele industrigrene blevet koncentreret i hænderne på et forsvindende lille antal kapitalister og overgået til sammenslutninger, karteller, syndikater og truster af ofte international karakter. Ikke bare i de enkelte lande, men over den ganske verden har hele industrigrene på denne måde vist sig at være erobret af monopolherrerne, hvad finanser, ejendomsret og til dels produktion angår. På dette grundlag har et hidtil uanet herredømme kunnet udvikle sig gennem et forsvindende lille antal storbanker, finansfyrster og finansmagnater, som i realiteten har gjort selv de frieste republikker til finansmonarkier. Før krigen blev dette erkendt af skribenter, der langtfra var revolutionære, f.eks. Lysis i Frankrig.
Denne håndfuld kapitalisters herredømme nåede sin fulde udvikling, da hele jordkloden var blevet opdelt, ikke kun i den forstand, at storkapitalisterne havde erobret de forskellige råstofkilder og produktionsmidler, men også i den forstand, at den foreløbige opdeling af kolonierne var fuldbyrdet. For godt og vel 40 år siden blev befolkningstallet i de kolonier, som var underlagt de seks kapitalistiske stormagter opgjort til lidt over en kvart milliard. Før krigen i 1914 regnede man allerede med en kolonibefolkning på 600 millioner, og hvis man hertil føjer lande som Persien, Tyrkiet og Kina, der allerede dengang var en slags halvkolonier, får vi i runde tal en befolkning på en milliard, som gennem kolonial afhængighed blev undertrykt af de rigeste, frieste og mest civiliserede lande. Og I véd, at ud over den direkte statslige og juridiske afhængighed indebærer den koloniale afhængighed en lang række finansielle og økonomiske afhængighedsforhold foruden en lang række krige, der ikke blev regnet for krige, fordi de ofte resulterede i rene blodbad, når de europæiske og amerikanske imperialisttropper, udrustet med hypermoderne udryddelsesvåben, udslettede de ubevæbnede og forsvarsløse indbyggere i kolonilandene.
Den første imperialistiske krig 1914-1918 var en uundgåelig følge af denne opdeling af Jorden, af dette kapitalistiske monopolherredømme og denne almægtighed hos et forsvindende lille antal storbanker – to, tre, fire eller højst fem pr. stat. Denne krig blev ført om en nyopdeling af hele verden. Krigen blev ført om, hvilken lille bitte stormagtsgruppe – den engelske eller den tyske – der skulle opnå mulighed for og ret til at plyndre, kvæle og udbytte resten af Jorden. I véd, hvordan krigen afgjorde dette spørgsmål til den engelske gruppes fordel. Denne krig er resulteret i, at vi nu står over for en langt voldsommere tilspidsning af alle kapitalistiske modsigelser. Med ét slag kastede krigen cirka en kvart milliard af Jordens indbyggere ud i en situation, der er ensbetydende med kolonial afhængighed. Det skete for Rusland med dets knap 130 millioner, og det skete for Østrig-Ungarn, Tyskland og Bulgarien, som tilsammen har mindst 120 millioner. En befolkning på en kvart milliard, i lande, som for nogles vedkommende, f.eks. Tyskland, tilhører de mest fremskredne, de mest oplyste, kulturelt udviklede og teknisk højtstående lande. Gennem Versailles-traktaten påtvang krigen dem sådanne betingelser, at højtudviklede nationer havnede i en tilstand af kolonial afhængighed, armod, sult og retsløshed. Traktaten binder dem i generationer ud i fremtiden og bringer dem i en situation, som intet civiliseret folk nogen sinde har oplevet. Efter krigen er verdensbilledet følgende: en befolkning på mindst en og en kvart milliard er med ét slag blevet underkastet koloniåget og udsat for udbytning af en kapitalisme, der pralede med sin fredsvilje, og som for små halvtreds år siden havde en vis ret til at prale med den, så længe Jorden ikke var delt op, så længe monopolerne ikke var herskende og så længe kapitalismen kunne udvikle sig relativt fredeligt uden kolossale militære konflikter.
Efter denne »fredelige« epoke oplever vi nu en uhyrlig skærpelse af undertrykkelsen, vi er vidne til en ny kolonial og militær undertrykkelse, som er endnu værre end tidligere. Versailles-traktaten har bragt både Tyskland og resten af de besejrede stater i en situation, hvor deres økonomiske eksistens bliver materielt umulig, i en situation af total retsløshed og ydmygelse.
Hvor mange nationer har udnyttet dette? For at svare på spørgsmålet må vi erindre os, at de Forenede Stater, det eneste land, der har haft entydig fordel af krigen, og som forvandlede sig fra et stærkt forgældet land til et land, som alle nu er i gæld til, har et indbyggertal på højst 100 millioner. Japan, som vandt en hel del ved at holde sig uden for den europæisk-amerikanske konflikt og slå en klo i det enorme asiatiske fastland, tæller en befolkning på 50 millioner. England, som næst efter disse lande vandt mest, er tæt ved de 50 millioner. Hvis vi dertil lægger de neutrale stater, der spandt guld i krigsårene, og deres meget beskedne indbyggertal, så får vi en kvart milliard i runde tal.
Dette er altså i store træk det billede af verden, som den tager sig ud efter den imperialistiske krig: én og en kvart milliard mennesker i undertrykte kolonier – lande, der som Persien, Tyrkiet og Kina ugenert deles, og lande, der blev besejret og kastet ud i en kolonitilstand. Mindre end en kvart milliard mennesker tælles i de lande, som slap helskindet igennem i deres gamle tilstand, men som alle er havnet i en økonomisk afhængighed af Amerika, og alle var de under krigen i militær afhængighed, for krigen omfattede hele verden; i praksis tillod den ikke en eneste stat at forholde sig neutral. Sluttelig har vi mindre end en kvart milliard mennesker i lande, hvor det selvsagt kun er lederkliken, kun er kapitalisterne, som har haft fordel af Jordens opdeling. Sammenlagt omkring 1% milliard, som udgør hele Jordens befolkning. Jeg ville blot minde jer om dette verdensbillede, eftersom alle kapitalismens og imperialismens grundlæggende modsigelser, der fører til revolution, og alle grundlæggende modsigelser inden for arbejderbevægelsen, som har afstedkommet den mest forbitrede strid med II Internationale, som kammerat formanden talte om – alt dette hænger sammen med opdelingen af Jordens befolkning.
Disse tal illustrerer selvfølgelig kun det økonomiske verdensbillede omtrentligt, i grove træk. Det siger sig selv kammerater, at finanskapitalens og de kapitalistiske monopolers udbytning mangedobles på grundlag af en sådan opdeling.
Det er ikke kun koloniale, besejrede lande, som havner i et afhængighedsforhold. Også inden for hvert enkelt sejrherreland har der udviklet sig endnu skarpere modsigelser, alle kapitalistiske modsigelser er skærpet. Jeg skal i korte træk påvise dette med et par eksempler.
Tag statsgælden. Vi véd, at de vigtigste europæiske landes gæld mindst er syvdoblet fra 1914 til 1920. Jeg vil anføre endnu en økonomisk kilde, som får særlig stor betydning, nemlig Keynes, en engelsk diplomat og forfatter til bogen Freden Og Dens Økonomiske Følger. På sin regerings vegne deltog Keynes i fredsforhandlingerne i Versailles. Fra et rent borgerligt standpunkt observerede han direkte, hvad der gik for sig, studerede sagen i detaljer, skridt for skridt, og deltog selv som økonom i møderne. Han nåede frem til konklusioner, der er stærkere, mere anskuelige og mere manende end nogen kommunistisk revolutionær kunne gøre det. Disse konklusioner fremsættes nemlig af en udtalt borgerlig mand, en hensynsløs modstander af bolsjevismen, som han, denne engelske spidsborger, forestiller sig i en forvrænget, vild og dyrisk form. Keynes’ konklusioner var, at Versailles-freden ville føre til Europas og hele verdens bankerot. Keynes trådte tilbage, slyngede sin bog i hovedet på regeringen og sagde: »Det, I gør, er vanvid.« Jeg skal her anføre hans tal, der i korthed går ud på følgende.
Hvordan har gældsforholdet mellem stormagterne udviklet sig? Jeg omregner pund sterling til guldrubler i forholdet ti guldrubler til et pund sterling. Og se, hvad det resulterer i: de Forenede Stater har 19 milliarder i aktiver og nul i passiver. Før krigen var USA i gæld til England. I sin tale på Tysklands kommunistiske Partis seneste kongres, den 14. april 1920, pegede kammerat Levi med rette på, at der nu kun er to magter, som optræder selvstændigt i verden, nemlig England og Amerika. Hvad den finansielle situation angår, er det kun Amerika, som har vist sig at være helt selvstændigt. Før krigen var det skyldner, nu er det kreditor. Alle andre verdensmagter er forgældede. England er havnet i en situation, hvor dets aktiver nu udgør 17 milliarder og passiver 8 milliarder; det halve af landet skyldes væk. I Englands aktiver indgår tilmed de 6 milliarder, som Rusland skylder det. Gælden omfatter bl.a. de militære ressourcer, Rusland indførte under krigen. Da Krasin for nylig som repræsentant for den sovjetrussiske regering havde lejlighed til at tale med Lloyd George om gældsforhandlinger, gjorde han det lysende klart for de lærde, politikerne og den engelske regerings ledere, at hvis de regnede med at få gælden indfriet, så var de på vildspor. Dette vildspor havde den engelske diplomat Keynes allerede afsløret.
Det drejer sig selvfølgelig ikke om, overhovedet ikke om, at den revolutionære russiske regering ikke vil betale gælden. Ingen som helst regering ville kunne betale, for så vidt som denne gæld er en ågerfordring på noget, der allerede er betalt 20 gange. Denne borgelige økonom Keynes, der ikke sympatiserer spor med den revolutionære russiske bevægelse, siger: »Det er klart, at man ikke kan regne med denne gæld.«
For Frankrigs vedkommende anfører Keynes disse tal: dets aktiver beløber sig til tre og en halv milliard og passiverne til – ti og en halv! Og dét om et land, som franskmændene sagde var hele verdens ågerkarl, fordi det havde kolossale »opsparinger«, fordi dets koloniale og finansielle røverier indbragte det en gigantisk kapital, som tillod det at låne milliarder og atter milliarder ud, bl.a. til Rusland. Denne långivning gav formidable indtægter. Men trods dette og trods sejren er Frankrig nu i gæld.
En borgerlig amerikansk kilde, der citeres af en kommunistisk kammerat, Braun, i dennes bog Hvem Skal Betale Krigsgælden? (Leipzig, 1920), anslår gælden i forhold til nationalformuen således: i sejrherrelandene England og Frankrig udgør gælden over 50 procent af den samlede nationalformue. I Italien opgøres den til 60-70 procent og i Rusland til 90, men som I ved, tænker vi ikke meget på denne gæld, for vi havde fulgt Keynes’ fortræffelige råd, allerede inden hans bog udkom – og annulleret al gæld. (Klapsalver.)
I samme forbindelse åbenbarer Keynes dog en almindelig borgerlig særhed. Når han anbefaler at annullere al gæld, siger han, at Frankrig selvfølgelig kun vil vinde derved og England selvfølgelig ikke tabe ret meget, for Rusland kan man alligevel ikke presse noget ud af; Amerika vil tabe en bunke, men Keynes gør regning på amerikansk »storsind«! Hvad dét angår, har vi en helt anden opfattelse end Keynes og andre småborgerlige pacifister. Vi tror, de må vente sig noget andet og arbejde i en noget anden retning med hensyn til annullering af gælden, i stedet for at gøre regning på »storsind« hos d’herrer kapitalister.
Disse yderst kortfattede tal viser, at også for sejrherrelandene har den imperialistiske krig skabt en umulig situation. Det fremgår ikke mindst af det enorme misforhold mellem arbejdsløn og prisstigninger. Det Øverste Økonomiske Råd, en institution som forsvarer den borgerlige orden i hele verden mod den omsiggribende revolution, vedtog den 8. marts i år en resolution, der munder ud i en opfordring til ro og orden, flid og sparsommelighed, naturligvis under forudsætning af, at arbejderne forbliver kapitalens slaver. Dette Øverste Økonomiske Råd, som er Ententens [3] organ, organ for alverdens kapitalister, gør resultatet op på denne måde.
I Amerikas Forenede Stater er varepriserne steget med gennemsnitligt 120 procent, mens arbejdslønnen kun er vokset med 100 procent. I England ligger stigningen i priserne på 170 procent og i arbejdslønnen på 130 procent. I Frankrig er priserne steget med 300 procent, arbejdslønnen med 200 procent. I Japan er priserne nu 130 procent højere, arbejdslønnen 60 procent. (Jeg har sammenholdt tallene i kammerat Brauns brochure og tallene fra det Øverste Økonomiske Råd i Times [4] af 10. marts 1920.)
Det er klart, at arbejdernes harme, de revolutionære stemninger og ideer og de spontane masseaktioner under de vilkår uundgåeligt vil gribe om sig. Arbejdernes situation bliver jo utålelig. Arbejderne indser af egen erfaring, at kapitalisterne har tjent fedt på krigen og nu vælter udgifter og gæld over på arbejdernes skuldre. Vi modtog for nylig et telegram om, at Amerika vil ekspedere yderligere 500 kommunister over til os i Rusland for at slippe af med »skadelige agitatorer«.
Om så Amerika ekspederede ikke 500, men hele 500.000 russiske, amerikanske, japanske og franske »agitatorer« over til os, ville det ikke ændre noget, for dette misforhold mellem priser og løn kan de alligevel ikke stille noget op mod. Det kan de ikke, fordi den »hellige« ejendomsret hos dem står under strengeste beskyttelse. Dette bør man ikke glemme, for udbytternes privatejendomsret er kun afskaffet i Rusland. Dette misforhold mellem priser og løn kan kapitalisterne ikke stille noget op mod, men arbejderne kan ikke leve af den gamle arbejdsløn. Ingen af de gamle metoder kan gøre noget ved denne pestilens. Ingen isolerede strejker, ingen parlamentarisk kamp og ingen afstemning kan udrette noget, for »privatejendommen er hellig« og kapitalisterne har samlet en gæld så stor, at hele verden nu er lænket til en håndfuld mennesker. Alt imens bliver arbejdernes levevilkår mere og mere uudholdelige. Der findes ingen anden udvej end at afskaffe udbytternes »private ejendom«.
I sin pjece England Og Verdensrevolutionen, som vort blad Vestnik Narodnogo Kommissariata Inostrannykh Del [5] har bragt værdifulde uddrag af i februar 1920, påviser kammerat Lapinskij, at eksportpriserne på kul i England er blevet dobbelt så høje, som de officielle industrikredse havde regnet med.
I Lancashire er det kommet så vidt, at aktiekursernes stigning nu ligger på 400 procent. Bankernes indtjening udgør mindst 40-50 procent, og så skal det endda ikke glemmes, at alle bankchefer forstår at manipulere med størrelsen af bankens indtjening ved at skjule hovedparten, således at det ikke længere kaldes indtjening, men tilsløres som gratialer, tantiemer o.lign. Indiskutable økonomiske kendsgerninger viser således også her, at en håndfuld menneskers rigdom er vokset til det usandsynlige, og at deres uhørte luksus overskrider alle grænser, alt imens arbejderklassens nød stadig forværres. Navnlig bør man notere sig yderligere ét forhold, som kammerat Levi har fremhævet særdeles rammende i sit føromtalte indlæg, nemlig forandringen af pengenes værdi. Alle vegne er pengene blevet værdiforringet som følge af gæld, seddeludstedelse osv. Samme borgerlige kilde, jeg før henviste til, nemlig det Øverste Økonomiske Råds erklæringer af 8. marts 1920, anslår, at pengenes værdi i England er faldet med rundt regnet en tredjedel i forhold til dollaren, i Frankrig og Italien med to tredjedele og i Tyskland med 96 procent.
Dette forhold viser os, at den kapitalistiske verdensøkonomis »maskineri« er ved at gå i fuldstændig opløsning. De handelsforbindelser, som råstoftilførsel og vareafsætning betjener sig af under kapitalismen, har ingen mulighed for at fortsætte; det har de ikke, fordi en hel række lande nu er underlagt ét land – i kraft af pengenes forandrede værdi. Ikke et eneste nok så rigt land har mulighed for at eksistere og at drive handel, fordi det ikke kan afsætte sine produkter og ikke kan få råvarer.
Resultatet er, at selv samme Amerika, det rigeste land, som samtlige lande er underlagt, ikke kan købe og ikke kan sælge. Og samme Keynes, der som ingen anden kender Versailles-forhandlingerne, har måttet erkende denne umulighed, trods hans faste vilje til at forsvare kapitalismen og trods alt hans had til bolsjevismen. For øvrigt tror jeg ikke, at noget kommunistisk eller overhovedet revolutionært opråb i styrke kan måle sig med de sider hos Keynes, hvor han beskriver Wilson og »wilsonismen« i praksis. Wilson var en afgud for spidsborgere og pacifister som Keynes og en række af heltene fra II Internationale (ja, selv fra II½ Internationale [6]), der tilbad de »14 punkter« [7] og oven i købet skrev »lærde« bøger om Wilson-politikkens rødder, i håb om, at Wilson kunne redde den »sociale fred«, forlige udbytterne og de udbyttede og iværksætte sociale reformer. Keynes afslørede med al tydelighed, at Wilson var en nar, og alle disse illusioner gik op i røg ved den allerførste berøring med kapitalens saglig-faglige kræmmerpolitik repræsenteret ved d’herrer Clemenceau og Lloyd George. Arbejdermasserne indser stadig klarere ud fra deres egne livserfaringer, og de lærde pedanter ville alene ud fra Keynes’ bog kunne se, at »rødderne« til Wilsons politik er ren og skær præsteidioti, småborgerligt frasemageri og total mangel på evne til at begribe klassernes kamp.
I kraft af dette vil der fuldkommen uundgåeligt og naturligt melde sig to betingelser, to fundamentale situationer. På den ene side er massernes nød og forarmelse vokset til det uhørte, i særdeleshed for en og en kvart milliard mennesker, dvs. 70 procent af Jordens befolkning. Det er koloniale og afhængige lande med en juridisk retsløs befolkning, lande som er »stillet under« finansrøveres mandat. Desuden er de besejrede landes slaveri blevet befæstet gennem Versailles-traktaten og de hemmelige traktater, der er indgået mod Rusland, og som sandt at sige undertiden er lige så meget værd som de stykker papir, hvorpå der står, at vi skylder så og så mange milliarder. Vi står over for det første tilfælde i verdenshistorien, hvor røveri, slaveri, afhængighed, elendighed og sult er blevet juridisk påtvunget en og en kvart milliard mennesker.
På den anden side er arbejderne i hvert eneste kreditorland havnet i en utålelig situation. Krigen har medført en skærpelse uden lige af alle kapitalistiske modsigelser. Heri ligger kilden til den dybtgående revolutionære gæring, der breder sig, for under krigen var menneskene underkastet militær disciplin, de måtte risikere livet, ellers blev de øjeblikkelig stillet for en krigsret. Krigsforholdene gav ingen mulighed for at se nærmere på den økonomiske virkelighed. Forfattere, digtere, præster og hele pressen bestilte ikke andet end at forherlige krigen. Nu hvor krigen er slut, begynder afsløringerne. Den tyske imperialisme og dens Brest-fred er afsløret. Det samme er Versailles-freden, som skulle have været en sejr for imperialismen, men blev dens nederlag. Keynes’ eksempel viser os blandt andet, hvordan titusinder, ja hundredtusinder af mennesker fra småborgerskabet, blandt de intellektuelle, blandt bare nogenlunde udviklede og oplyste folk i Europa og Amerika burde være slået ind på samme vej som Keynes, der trådte tilbage og slyngede sin bog i hovedet på regeringen, som en afsløring af denne regering. Keynes var et eksempel på, hvad der sker og vil ske med tusinder og hundredtusinder af menneskers bevidsthed, når de indser, at al den snak om »krig for friheden« o.lign. var regelret bedrag, og at de, der blev rige på det, var ganske få personer, mens resten forarmedes og endte i trældom. Den borgerlige Keynes siger jo, at for at redde deres eget liv, for at redde den engelske økonomi, må englænderne arbejde for en genoprettelse af frie handelsforbindelser mellem Tyskland og Rusland! På hvilken måde kan det da ske? Det kan ske ved at annullere al gæld, sådan som Keynes foreslår! Denne tanke er den lærde økonom Keynes ikke ene om at komme på. Den er millioner af mennesker ved at komme på, og de vil gøre det. Millioner af mennesker hører borgerlige økonomer sige, at den eneste udvej er at annullere gælden, men på den anden side – »forbandet være bolsjevikkerne« (der har annulleret gælden) og lad os søge hjælp hos det amerikanske »storsind«!! Jeg synes, at man fra Kommunistisk Internationales kongres burde sende en takkeskrivelse til de økonomer, der agiterer for bolsjevismen på den måde.
Når massernes økonomiske situation er blevet uudholdelig, og når opløsningen blandt sejrherrelandenes lille bitte mindretal er begyndt og stadig griber om sig, som illustreret af Keynes, så står vi netop over for fremvæksten af to betingelser for verdensrevolutionen.
For øjnene af os danner der sig nu et mere fuldstændigt billede af hele verden. Vi véd, hvad det vil sige, når en og en kvart milliard mennesker er blevet afhængige af en håndfuld rigmænd og lever under umulige eksistensbetingelser. Da man på den anden side præsenterede folkene for folkeforbundspagten, ifølge hvilken Folkeforbundet proklamerer, at det standsede krigen og herefter ikke vil tillade nogen at bryde freden, da denne pagt – det sidste håb for alverdens arbejdende masser – trådte i kraft, blev det en kæmpesejr for os. Inden den trådte i kraft, sagde man, at et land som Tyskland måtte underkastes særlige betingelser, og når pagten blev klar, skulle vi bare se, hvor godt det hele ville blive. Da pagten så blev offentliggjort, måtte bolsjevismens argeste fjender tage afstand fra den! Da pagten begyndte at fungere, viste det sig, at man havde sat en lille gruppe af de rigeste lande »de Fire Store« – Clemenceau, Lloyd George, Orlando og Wilson – til at ordne de nye relationer! Da pagtens maskineri blev sat i bevægelse, førte det til fuld opløsning!
Det så vi i krigene mod Rusland. Det svage udpinte, nedkørte Rusland, det mest tilbagestående land, kæmper mod alle andre nationer, mod en alliance af rige, mægtige magter, som behersker hele Jorden – og det går ud af krigen som sejrherre. Vi kunne ikke stille en bare nogenlunde jævnbyrdig hær op, men alligevel vandt vi sejr. Hvorfor? Fordi der ikke fandtes skygge af enhed mellem de andre, og fordi stormagterne modarbejder hinanden. Frankrig ønskede, at Rusland skulle betale sin gæld og udgøre en trussel mod Tyskland; England ønskede en deling af Rusland; England forsøgte at bemægtige sig Bakus olie og få en aftale i stand med stater i Ruslands udkanter. Imellem de officielle engelske dokumenter findes en bog, som på det mest omhyggelige opregner alle de stater (14 i alt), der for et halvt år siden, i december 1919, lovede at indtage Moskva og Petrograd. Det var disse stater, England byggede sin politik på og bevilgede millionlån til. Men nu er alle disse beregninger slået fejl og alle lån gået op i røg.
Det er den situation, Folkeforbundet har fremkaldt. Hver dag denne traktat eksisterer er den bedste agitation for bolsjevismen. For her demonstrerer de mægtigste tilhængere af den kapitalistiske »orden«, hvordan de spænder ben for hinanden i hver eneste sag. Japan, England, Amerika og Frankrig er gerådet i vildt slagsmål om delingen af Tyrkiet, Persien, Mesopotamien og Kina. Deres borgerlige presse er fuld af de mest rasende angreb og forbitrede udfald mod »kollegerne«, fordi de hugger byttet for snuden af én. Vi ser en fuldstændig opløsning foroven blandt denne lille bitte klike af stenrige lande. For en og en kvart milliard mennesker er det umuligt at leve i en sådan trældom, som den »fremskredne« og civiliserede kapitalisme helst så det, og det drejer sig dog om 70 procent af Jordens befolkning. Denne lille bitte klike af stenrige lande, England, Amerika og Japan (Japan havde mulighed for at udplyndre orientalske, asiatiske lande, men kan ikke opvise nogen selvstændig finansiel og militær styrke uden et andet lands støtte), disse to-tre lande er ude af stand til at bringe orden i de økonomiske forhold og styrer deres politik henimod et brud med Folkeforbundspartnernes og -kompagnonernes politik. Det er dét, verdenskrisen udspringer af. Disse økonomiske rødder til krisen er hovedårsagen til, at Kommunistisk Internationale gør så glimrende fremskridt.
Kammerater! Vi er nu nået til spørgsmålet om den revolutionære krise som grundlaget for vor revolutionære virksomhed. Her bør man navnlig notere sig to udbredte fejltagelser. På den ene side fremstiller borgerlige økonomer denne krise som simpel »uro«, for nu at bruge et af englændernes udsøgte udtryk. På den anden side prøver nogle revolutionære undertiden at bevise, at der absolut ingen udvej er af krisen.
Det er en fejltagelse. Absolut udvejsløse situationer forekommer ikke. Bourgeoisiet opfører sig som en frækkere og frækkere røver, der har tabt hovedet; det begår dumhed på dumhed, tilspidser situationen og fremskynder sin egen undergang. Man kan imidlertid ikke »bevise«, at der absolut ikke er nogen mulighed for, at bourgeoisiet kan lulle et mindretal af udbyttede i søvn med småindrømmelser, eller at det kan kvæle en bevægelse eller opstand blandt dele af de undertrykte og udbyttede. At »bevise« noget på forhånd som værende »absolut« udvejsløst er tomt pedanteri eller jongleren med begreber og ord. Et virkeligt »bevis« i dette og lignende spørgsmål får man kun gennem praksis. Det borgerlige system verden over oplever den allerstørste revolutionære krise. Hvad det gælder om nu er, at de revolutionære partier gennem deres praksis »beviser«, at de har den fornødne bevidste orientering, organiserethed, forbindelse med de udbyttede masser, energi og kunnen til at udnytte denne krise til en fremgangsrig og sejrrig revolution.
Det er først og fremmest for at forberede dette »bevis«, at vi her er forsamlet til denne kongres i Kommunistisk Internationale.
Som eksempel på, i hvor høj grad opportunismen stadig dominerer blandt de partier, der ønsker at tilslutte sig III Internationale, og hvor fjernt visse partiers arbejde endnu er fra forberedelsen af den revolutionære klasse til udnyttelse af den revolutionære krise, vil jeg anføre lederen af det engelske Uafhængige Arbejderparti, Ramsay MacDonald. I sin bog Parlamentet Og Revolutionen, som netop omhandler de fundamentale spørgsmål, også vi nu er optaget af, beskriver MacDonald tingenes tilstand i omtrent samme ånd som borgerlige pacifister. Han erkender, at der er en revolutionær krise, at den revolutionære stemning er i vækst, at arbejdermasserne sympatiserer med sovjetmagten og proletariatets diktatur (bemærk, at det drejer sig om England), og at proletariatets diktatur er bedre end det engelske bourgeoisis nuværende diktatur.
Men MacDonald er og bliver en helt igennem borgerlig pacifist og samarbejdspolitiker, en småborger, der drømmer om en regering uden klassetilhørighed. MacDonald anerkender kun klassekampen som et »beskrivende faktum« i lighed med alle bourgeoisiets løgnhalse, sofister og pedanter. I tavshed forbigår MacDonald erfaringerne i Rusland med Kerenskij, mensjevikkerne og de socialrevolutionære og de tilsvarende erfaringer fra Ungarn, Tyskland osv., hvad angår dannelse af »demokratiske« regeringer, som angiveligt ikke er knyttet til klasser. Sit parti og de arbejdere, der er ramt af den ulykke at antage denne borgerlige person for socialist og denne spidsborger for fører, luller MacDonald i søvn med ordene: »Vi ved, at det (dvs. den revolutionære krise, den revolutionære gæring) vil gå over, at det hele vil ordne sig.« Krisen siges at være en uundgåelig følge af krigen, men efter krigen vil »det hele ordne sig«, omend måske ikke på en studs!
Sådan skriver en mand, der er leder af et parti, som vil tilslutte sig III Internationale. Vi har her en sjældent åbenhjertig og så meget mere værdifuld afsløring af, hvad der lige så ofte kan iagttages i topledelsen af det franske socialistparti og det tyske uafhængige socialdemokrati, nemlig ikke bare manglende evne til, men også manglende ønske om at udnytte den revolutionære krise i revolutionær forstand eller med andre ord, både manglende evne til og manglende ønske om på virkelig revolutionær måde at forberede partiet og klassen til proletariatets diktatur.
Dette er et grundlæggende onde hos utroligt mange partier, der nu er på vej ud af II Internationale. Det er også grunden til, at jeg i de teser, jeg har forelagt vor kongres, først og fremmest søger at give den mest muligt konkrete og præcise definition af de opgaver, som hører til forberedelsen til proletariatets diktatur.
Endnu et eksempel. Der er nyligt udkommet en ny bog mod bolsjevismen. I Europa og Amerika udgives der for tiden usædvanlig mange bøger af den slags, og jo flere bøger der udgives mod bolsjevismen, des stærkere og hurtigere vokser massernes sympati for den. Jeg sigter til Otto Bauers bog Bolsjevisme Eller Socialdemokrati? Her får tyskerne anskuelsesundervisning i mensjevisme, hvis skændige rolle i den russiske revolution arbejderne i alle lande udmærket har forstået. Otto Bauer har leveret en helt igennem mensjevikisk pamflet, selv om han dog har skjult sin sympati for mensjevismen. I Europa og Amerika er det imidlertid nødvendigt nu at sprede nærmere kendskab til, hvad mensjevisme vil sige, for den er et stambegreb for alle pseudo-socialistiske, socialdemokratiske o.lign. bolsjevismefjendtlige retninger. For os russere ville det være en kedsommelig sag at beskrive for Europa, hvad mensjevisme vil sige. Det har Otto Bauer faktisk gjort i sin bog, og vi siger på forhånd tak til de borgerlige og opportunistiske forlæggere, som vil oversætte og udgive den på de forskellige sprog. Bauers bog vil være et nyttigt, om end noget særpræget supplement til lærebøgerne i kommunisme. Tag et hvillet som helst afsnit hos Otto Bauer, et hvilket som helst argument, og påvis mensjevismen i det og rødderne til de standpunkter, der fører til en bestemt handlemåde hos socialismens forrædere, hos vennerne af Kerenskij, Scheidemann m.fl., det er den »eksamensopgave«, som med udbytte og godt resultat kan stilles til kontrol af, om man har forstået, hvad kommunismen vil sige. Hvis man ikke kan løse denne opgave, er man endnu ikke kommunist og må hellere lade være med at gå ind i det kommunistiske parti. (Bifald.)
På uovertruffen vis har Otto Bauer fremlagt hele essensen af verdensopportunismen i én enkelt sætning, og hvis det var os, der bestemte i Wien, så skulle vi rejse ham et monument, mens han endnu lever. Voldsanvendelse i klassekampen i de moderne demokratier ville – citat O. Bauer – være »vold mod sociale magtfaktorer«.
I finder velsagtens, at det lyder underligt og uforståeligt? Her har I et skoleeksempel på, hvad man har lavet marxismen om til, hvilken plathed og hvilket forsvar for udbytterne man kan lave selve den revolutionære teori om til. Blot man har den tyske variant af spidsborgerlighed, har man straks en »teori« gående ud på, at »de sociale magtfaktorer« er: antal, organisation, placering i produktions- og fordelingsprocessen, aktivitet og uddannelse. Hvis daglejeren på landet og arbejderen i byen øver revolutionær vold mod godsejeren og kapitalisten, er det aldeles ikke proletariatets diktatur, det er aldeles ikke vold mod folkets udbyttere og undertrykkere. Slet ikke. Det er »vold mod sociale magtfaktorer«.
Måske lød mit eksempel lidt humoristisk. Men den moderne opportunismes natur er nu engang sådan, at dens bekæmpelse af bolsjevismen går over i det humoristiske. For Europa og Amerika er det den nyttigste, den mest aktuelle sag at inddrage arbejderklassen og alle dens tænkende medlemmer i kampen mellem den internationale mensjevisme (folk som MacDonald, O. Bauer o.a.) og bolsjevismen.
Her er det, vi må rejse spørgsmålet om, hvordan disse retningers stabilitet i Europa kan forklares, og hvorfor opportunismen i Vesteuropa er stærkere end her hos os. Svaret er, at de fremskredne lande har skabt og stadig skaber deres kultur i kraft af muligheden for at leve på en milliard undertrykte menneskers bekostning. Svaret er, at kapitalisterne i disse lande indkasserer meget ud over det, de opnår i profit ved at plyndre deres eget lands arbejdere.
Før krigen blev de tre rigeste lande, England, Frankrig og Tyskland, anslået til at have indtægter på 8-10 milliarder franc alene fra kapitaleksporten til udlandet, øvrige indtægter ikke medregnet.
Det er klart, at man af dette pæne beløb kan spendere f.eks. en halv milliard på almisser og alskens bestikkelse til arbejderlederne, til arbejderaristokratiet. Det hele munder nemlig ud i bestikkelse. Og det gøres på tusinder af måder: ved at højne kulturen i de største centre, oprette læreanstalter, skabe tusindvis af gode stillinger til kooperationsledere, fagforeningsledere og parlamentsledere. Dette forekommer overalt, hvor der findes moderne, civiliserede kapitalistiske relationer. Og disse milliardbeløb i ekstraprofitter udgør det økonomiske grundlag, som opportunismen i arbejderbevægelsen hviler på. I Amerika, England og Frankrig møder vi langt stærkere hårdnakkethed hos opportunistiske ledere, topfolk i arbejderklassen, arbejderaristokratiet; det er dem, der gør stærkest modstand mod den kommunistiske bevægelse. Derfor må vi også være forberedt på, at det bliver sværere at befri de europæiske og amerikanske arbejderpartier for denne sygdom, end det er her. Vi ved, at der siden grundlæggelsen af III Internationale er gjort kolossale fremskridt i helbredelsen af denne sygdom, men vi er slet ikke endnu ved vejs ende: rensningen af arbejderpartierne, proletariatets revolutionære partier i hele verden, for borgerlig indflydelse og for opportunister i deres egne rækker er endnu langtfra afsluttet.
Jeg vil ikke komme ind på, hvordan vi konkret skal gøre dette. Det står i mine teser, som er blevet offentliggjort. Min opgave her er at pege på dette fænomens dybereliggende økonomiske rødder. Sygdommen er trukket i langdrag, helbredelsen har vist sig at tage længere tid, end optimisterne håbede. Opportunismen er vor hovedfjende. Opportunismen i arbejderbevægelsens øverste lag er ikke proletarisk, men borgerlig socialisme. I praksis er det bevist, at de af arbejderbevægelsens egne ledere, som tilhører den opportunistiske retning, er bedre til at forsvare bourgeoisiet end bourgeoisiets egne folk. Uden deres ledelse af arbejderne ville bourgeoisiet ikke klare skærene. Det bevises ikke kun i Rusland af Kerenskij-regimets historie, men også af den demokratiske republik Tyskland med dens socialdemokratiske regering i spidsen og af Albert Thomas’ holdning til sin borgerlige regering. Det beviser lignende erfaringer i England og de Forenede Stater. Her har vi en hovedfjende for os, og denne fjende skal vi besejre. Vi skal forlade kongressen fast besluttet på at føre denne kamp til ende for alle partier. Det er en hovedopgave.
Sammenlignet med denne opgave bliver det en let opgave at rette de fejltagelser, som »venstre«-strømningen inden for kommunismen står for. I en lang række lande observerer vi en antiparlamentarisme, der ikke så meget bæres frem af personer af småborgerlig herkomst, som den holdes oppe af visse fremskredne proletariske grupper – af deres had til den gamle parlamentarisme, af deres berettigede, rigtige og nødvendige had til parlamentsmedlemmernes opførsel i England, i Frankrig, i Italien, i alle lande. Der må gives vejledning herom fra Kommunistisk Internationale, man må gøre kammeraterne nærmere bekendt med og fortrolige med de russiske erfaringer, med betydningen af et virkelig proletarisk politisk parti. Vort arbejde vil bestå i at få løst denne opgave. Kampen mod disse fejltagelser i den proletariske bevægelse og mod disse mangler vil blive tusind gange lettere end kampen mod det bourgeoisi, som i reformisternes skikkelse befinder sig i II Internationales gamle partier, og som udfører alt deres arbejde i en borgerlig og ikke en proletarisk ånd.
Kammerater, til slut vil jeg komme ind på endnu en side af sagen. Kammerat formanden har her sagt, at kongressen fortjener at blive kaldt en verdenskongres. Jeg synes især han har ret, fordi vi her er sammen med adskillige repræsentanter for den revolutionære bevægelse i koloniale, tilbagestående lande. Dette er kun en svag begyndelse, men allerede det, at den er gjort, er betydningsfuldt. Mellem de revolutionære proletarer i fremskredne, kapitalistiske lande, de revolutionære masser i lande, hvor der ikke eller næsten ikke findes noget proletariat, og de undertrykte masser i Østens kolonilande sker der en samling på denne kongres. Det afhænger af os at få befæstet denne samling – og jeg er sikker på, at vi kan gøre det. Verdensimperialismen må falde, når de udbyttede og undertrykte arbejdere løber revolutionær storm i de enkelte lande, besejrer spidsborgerlige elementers modstand og den indflydelse, som arbejderaristokratiets lille lederklike kan øve, og forener sig til revolutionær storm med hundreder af millioner af mennesker, som hidtil har stået uden for historien og blot er blevet anset for dens objekt.
Den imperialistiske krig har hjulpet revolutionen. Fra kolonier, efterblevne lande og afkroge hentede bourgeoisiet soldater frem til deltagelse i den imperialistiske krig. Det engelske bourgeoisi bildte soldaterne fra Indien ind, at det var de indiske bønders sag at forsvare Storbritannien mod Tyskland; det franske bourgeoisi bildte soldater fra de franske kolonier ind, at det var de mørklødedes sag at forsvare Frankrig. De lærte dem våbenbrug. Dette er en overordentlig nyttig kunnen, som vi på det varmeste skulle takke bourgeoisiet for, takke på alle de russiske arbejderes og bønders vegne og på hele den russiske Røde Hærs vegne i særdeleshed. Den imperialistiske krig drog de afhængige nationer ind i verdenshistorien. Og en af de vigtigste opgaver for os nu er at tænke over, hvordan man lægger grundstenen til organiseringen af sovjetbevægelse i de ikke-kapitalistiske lande. Det er muligt at danne sovjetter dér; det vil ikke blive arbejder-, men bondesovjetter eller det arbejdende folks sovjetter.
Det vil kræve meget arbejde, fejltagelser vil være uundgåelige, og mange vanskeligheder vil dukke op på denne vej. Anden kongres’ hovedopgave er at udforme eller skitsere de praktiske grundprincipper, således at det uorganiserede arbejde, som hidtil er gjort blandt hundreder af millioner af mennesker, kommer til at ske organiseret, samlet og systematisk.
Godt et år efter Kommunistisk Internationales første kongres står vi som sejrherrer over for II Internationale. Sovjetideerne er ikke længere forbeholdt arbejderne i de civiliserede lande, ikke kun dé kender og forstår disse ideer; arbejderne i alle lande ler ad de kloge hoveder, hvoraf en hel del kalder sig socialister og belæst eller halvbelæst gør sig klog på sovjet-»systemet«, som de systematiserende tyskere ynder at udtrykke sig, eller sovjet-»ideen«, som de engelske »lavs«-socialister [8] kalder det. Disse betragtninger over sovjet-»systemet« og -»ideen« er ofte med til at spærre for arbejdernes udsyn og tanker. Men arbejderne vil feje denne pedantiske snak til side og gribe det våben, sovjetterne giver dem. Forståelsen af sovjetternes rolle og betydning har nu også bredt sig til landene i Østen.
I hele Østen, over hele Asien, blandt alle koloniale folk er begyndelsen gjort til en sovjetbevægelse. Den tese, at den udbyttede må rejse sig mod udbytteren og skabe sine egne sovjetter, er ikke særlig indviklet. Efter vore erfaringer, efter to og et halvt års sovjetrepublik i Rusland, efter den første kongres i Kommunistisk Internationale er den ved at blive forståelig for masser, som over hele verden tæller hundreder af millioner af mennesker, der undertrykkes af udbytterne; og selv om vi nu i Rusland ofte er tvunget til at lave kompromis’er og afvente tidens fylde, fordi vi er svagere end de internationale imperialister, så ved vi samtidig, at det er en befolkningsmasse på en og en kvart milliard, hvis interesser vi forsvarer. Vi hæmmes stadig af de spærringer, de fordomme og den uvidenhed, som for hver time trænges tilbage i historien, men jo længere tid der går, jo mere repræsenterer og forsvarer vi i praksis disse 70 procent af Jordens befolkning, denne masse af arbejdende og udbyttede. Det er med stolthed vi kan sige: på den første kongres var vi egentlig kun propagandister, vi tilkastede blot hele verdens proletariat de grundlæggende ideer, vi opfordrede dem blot til at gå i kamp, vi spurgte blot, hvor de mennesker er, som kan følge denne vej. Nu er det fremskredne proletariat på vor side overalt. Overalt findes en proletarisk hær, skønt den undertiden er dårligt organiseret og kræver reorganisering. Hvis vore internationale kammerater nu hjælper os med at organisere én samlet hær, vil ingen fejlslag kunne hindre os i at gøre det arbejde vi skal gøre. Dette arbejde er den proletariske verdensrevolutions sag – skabelsen af en verdensomspændende sovjetrepublik. (Langvarigt bifald.)
1. Kommunistisk Internationales (Kominterns) 2. kongres fra 19. juli til 7. august 1920 i Sovjetrusland lagde grunden til Kominterns program, taktik og organisation. Til stede var 169 delegerede med fuld stemmeret og 49 med taleret. De repræsenterede 67 arbejderorganisationer i 37 lande foruden kommunistiske partier og organisationer i 31 lande. Kongressen vedtog bl.a. Kominterns 21 optagelsesbetingelser, som var udarbejdet af Lenin. – S. 165.
2. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., (russ.), bd. 41, s. 183-201. – S. 165.
3. Ententen – se note 1 til artiklen Beretning På Den 2. Alrussiske Kongres Af Kommunistiske Organisationer Fra Orientens Folk. – S. 170.
4. The Times – dagblad grundlagt 1785 i London, en af de største konservative aviser. – S. 170.
5. Vestnik Narodnogo Komissariata po Inostrannym Delam RSFSR (RSFSR’s udenrigskommissariatets tidende) – officielt talerør for udenrigskommissariatet. Blev udgivet i Moskva fra juni 1919 til juni 1922. – S. 171.
6. II½ Internationale – international organisation af centristiske socialistiske partier. Meldte sig ud af II Internationale efter pres fra de arbejdende masser. Grundlagt på en konference i Wien i februar 1921. Lederne af II½ Internationale forsøgte at modvirke kommunisternes indflydelse på international arbejderbevægelse. II½ Internationale ophørte at eksistere i 1923. – S. 172.
7. De 14 punkter – demagogisk fredsprogram, fremsat af USAs præsident Wilson i januar 1918. – S. 172.
8. »Lavs«-socialister – også kaldet »gilde«-socialister, en reformistisk strømning i engelsk arbejderbevægelse; opstod før første verdenskrig. De afviste statens klassekarakter, udbredte illusioner om, at udbytningen kunne afskaffes uden klassekamp og foreslog oprettelse af fagforeningsdrevne produktionssammenslutninger, de såkaldte lav (gilder), som skridt for skridt ville omdanne samfundet i socialistisk retning. I 1920’rne mistede »lavs«-socialisterne al indflydelse i engelsk arbejderbevægelse. – S. 182.
Sidst opdateret 6.7.2013