Udkastet er skrevet i begyndelsen af juni 1920 og offentliggjort første gang i Kommunistisk Internationale nr. 12, 1920. Teserne vedtoges af Kominterns 2. kongres.
Oversat til dansk af Erik Horskjær.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 13, s. 153-164, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 13. juni 2014.
Kammerat Marchlewski har i sin artikel givet en udmærket redegørelse for årsagerne til, at den Anden, nu den Gule, Internationale ikke blot ikke kunne udforme en taktik for det revolutionære proletariat i landbrugsspørgsmålet, men ikke engang kunne formulere en problemstilling på dette område på behørig måde. Derpå fremsatte kammerat Marchlewski teoretiske principper for et kommunistisk agrarprogram for III Internationale.
Ud fra disse principper kan der (og, forekommer det mig, skal der) udarbejdes en generel resolution om landbrugsspørgsmålet fra Kominterns forestående kongres (15.VII.1920).
Nedenstående er et første udkast til en sådan resolution.
1. Kun by- og industriproletariatet, ledet af det kommunistiske parti, kan redde de arbejdende masser på landet fra kapitalens og storgodsernes åg, fra ruin og imperialistiske krige, som uvægerligt vil gentage sig, så længe det kapitalistiske system består. For de arbejdende masser på landet er der ingen anden redning end et forbund med det kommunistiske proletariat, en uforbeholden støtte til dets revolutionære kamp for at afkaste godsejernes (de store jordbesidderes) og bourgeoisiets åg.
På den anden side kan industriarbejderne ikke opfylde deres verdenshistoriske mission, at befri menneskeheden fra kapitalens åg og fra krige, hvis disse arbejdere isolerer sig i snævre lavs- og faginteresser og selvoptaget nøjes med at bekymre sig om at forbedre deres egen undertiden tålelige, småborgerlige stilling. Netop sådan forholder det sig imidlertid i mange fremskredne lande med »arbejderaristokratiet«, der er grundlaget for II Internationales skinsocialistiske partier, som i virkeligheden er socialismens værste fjender og forrædere, småborgerlige chauvinister og bourgeoisiets agenter i arbejderbevægelsen. En virkelig revolutionær, en virkelig socialistisk handlende klasse er proletariatet kun, hvis det taler og handler som fortrop for alle arbejdende og udbyttede, som fører for dem i kampen for at styrte udbytterne, men det lader sig ikke gøre uden at bringe klassekampen ud blandt landbefolkningen, uden at forene de arbejdende masser på landet omkring byproletariatets kommunistiske parti, uden at proletariatet opdrager disse masser.
2. De arbejdende og udbyttede masser på landet, som byproletariatet skal føre i kamp eller i hvert fald drage over på sin side, er i alle kapitalistiske lande repræsenteret af følgende klasser:
For det første af landbrugsproletariatet, lønarbejdere (tyende, sæsonarbejdere, daglejere), der skaffer sig underhold ved at arbejde for løn i kapitalistiske landbrugsforetagender. Det er en hovedopgave for de kommunistiske partier i alle lande at virke for en selvstændig organisering for denne klasse (både politisk, militært, fagligt, kooperativt og til kultur- og oplysningsformål), en organisering uafhængig af andre grupper i landbefolkningen, at forstærke propagandaen og agitationen blandt den, at vinde den for sovjetmagten og proletariatets diktatur.
For det andet af halvproletarerne eller parcellisterne, dvs. folk, der skaffer sig underhold dels ved lønarbejde i kapitalistiske landbrugs- og industriforetagender, dels ved at dyrke en lille jordlod, som de ejer eller forpagter, og som kun giver en del af de levnedsmidler, familien skal bruge. Denne gruppe i den arbejdende landbefolkning er meget talrig i alle kapitalistiske lande, dens leveforhold og særlige stilling tilsløres af bourgeoisiets talsmænd og af II Internationales gule »socialister«, som for en del bedrager arbejderne bevidst, for en del lader sig viljeløst lede af indgroede spidsborgerlige anskuelser og slår denne gruppe sammen med »bønderne«s store masse i det hele taget. Denne metode til borgerlig vildføring af arbejderne anvendes navnlig i Tyskland og Frankrig, men også i Amerika og andre lande. Hvis det kommunistiske parti tilrettelægger sit arbejde rigtigt, vil denne gruppe blive en sikker tilhænger, for disse halvproletarer lever i meget tunge kår, og de vil have enorm og øjeblikkelig fordel af sovjetmagten og af proletariatets diktatur. For det tredje af småbønderne, dvs. små landmænd, der ejer eller forpagter så beskedne jordlodder, at de ikke behøver at leje fremmed arbejdskraft for at dække deres families og deres bedrifts behov. Dette lag som sådant vil ubetinget vinde ved proletariatets sejr, som med det samme og i fuld udstrækning giver dem følgende: a) fritagelse for forpagtningsaftaler eller for aflevering af en del af høsten (f.eks. métayers, partsforpagtere, i Frankrig, Italien og andre steder) til de store jordbesiddere, b) fritagelse for pantegælden, c) befrielse for mangfoldige former for undertrykkelse og afhængighed af de store jordbesiddere (skove og deres udnyttelse osv.), d) den proletariske statsmagt yder dem øjeblikkelig hjælp i deres bedrift (adgang til at bruge landbrugsredskaberne og til dels bygningerne på de store kapitalistiske landbrug, proletariatet har eksproprieret; den proletariske statsmagt forvandler øjeblikkeligt landbrugets forbrugsog produktionssammenslutninger, således at de ikke som under kapitalismen navnlig tjener de rige og mellemstore bønder, men yder særlig fattigfolk hjælp, dvs. proletarerne, halvproletarerne, småbønderne osv.) og meget andet.
Samtidig må det kommunistiske parti holde sig for øje, at i overgangsperioden fra kapitalisme til kommunisme, dvs. under proletariatets diktatur, kan det ikke undgås, at i hvert fald en del af dette lag svinger over i retning af en ganske uindskrænket frihed til at handle og til at udnytte den private ejendomsret, thi dette lag, der længe har optrådt som sælger af forbrugsvarer (om end i ringe omfang), er fordærvet af spekulationshandel og besiddervaner. Hvis det sejrende proletariat imidlertid fører en målbevidst proletarisk politik og for fuld kraft gør op med de store jordbesiddere og storbønderne, kan dette lags svingninger ikke blive vidtrækkende og kan ikke ændre det faktum, at det i det store og hele vil stå på den proletariske omvæltnings side.
3. Tilsammen udgør de tre nævnte grupper i landbefolkningen flertallet i alle kapitalistiske lande. Derfor er der fuld sikkerhed for den proletariske omvæltnings succes, ikke alene i byerne, men også på landet. Den modsatte opfattelse er meget udbredt, men for det første bygger den kun på den borgerlige videnskabs og statistiks bedrag, som med alle midler udvisker det dybe svælg, der skiller de nævnte klasser på landet fra udbytterne, godsejerne og kapitalisterne, og som ligeledes skiller halvproletarerne og småbønderne fra storbønderne; for det andet holder den sig kun, fordi den gule II Internationales helte og de førende landes »arbejderaristokrati«, der er fordærvet af imperialistiske privilegier, ikke evner og ikke vil gøre noget virkelig proletarisk, revolutionært arbejde for at propagandere, agitere og organisere blandt fattigfolk på landet; opportunisterne beskæftigede og beskæftiger sig kun med at udspekulere teori og praksis for et kompromis med bourgeoisiet, deriblandt storbønderne og middelbønderne (om dem senere), men interesserer sig ikke for en revolutionær omstyrtelse af den borgerlige regering og bourgeoisiet ved proletariatets hjælp; for det tredje holder denne opfattelse sig, fordi man hårdnakket vægrer sig ved at forstå en bestemt sandhed – og denne vægring er allerede blevet en indgroet fordom (der hænger sammen med alle borgerlig-demokratiske og parlamentariske fordomme) – en sandhed, som er fuldt ud bevist af den teoretiske marxisme og fuldt ud bekræftet af den proletariske revolutions erfaringer i Rusland, nemlig den, at de tre nævnte kategorier i landbefolkningen, som er utrolig kuede, splittede, fortrykte og i alle, også de mest fremskredne lande, er fordømte til halvbarbariske leveforhold, og som økonomisk, socialt og kulturelt er interesserede i socialismens sejr, først er i stand til at yde det revolutionære proletariat energisk støtte, efter at proletariatet har erobret den politiske magt, efter at det har afregnet grundigt med de store jordbesiddere og kapitalisterne, efter at disse forkuede mennesker i praksis har set, at de har en organiseret fører og forsvarer, der er stærk og målbevidst nok til at være hjælper og leder, til at anvise den rigtige vej.
4. Ved »middelbønder« i økonomisk forstand må man forstå de små landbrugere, der som ejere eller forpagtere ligeledes råder over små jordlodder, men dog sådanne, som under kapitalismen for det første i reglen ikke alene kan give et beskedent underhold til familien og bruget, men også giver mulighed for at indbringe et mindre overskud, som i det mindste i gunstige år kan forvandles til kapital, og for det andet er disse landmænd ret hyppigt i stand til at leje fremmed arbejdskraft (f.eks i halvdelen eller tredjedelen af brugene). Et konkret eksempel på middelbønder i et fremskredent kapitalistisk land har man i Tyskland i den gruppe bedrifter på 5-10 ha, som den tyske tælling af 1907 opererer med, og hvor antallet af lejede landarbejdere andrager ca. en tredjedel af det samlede antal bedrifter i denne gruppe. [*] I Frankrig, hvor dyrkning af specialkulturer er mere udviklet, f.eks. vinavl, der kræver særlig megen arbejdskraft til jordbehandlingen, anvender den tilsvarende gruppe sandsynligvis fremmed, lejet arbejdskraft i noget større omfang.
Det revolutionære proletariat kan, i det mindste i den nærmeste fremtid og i begyndelsen af proletariatets diktatur, ikke stille sig den opgave at drage dette lag over på sin side, men må begrænse sig til den opgave at neutralisere det, dvs. gøre det neutralt i kampen mellem proletariat og bourgeoisi. Dette lag vil uvægerligt svinge mellem disse to kræfter, og i begyndelsen af den nye epoke vil det i de udviklede kapitalistiske lande overvejende hælde til bourgeoisiet. Thi her er det besidderens verdensanskuelse og indstilling, der har overvægten; dette lag er umiddelbart interesseret i spekulation og i handelens og ejendommens »frihed«; der findes et direkte antagonistisk forhold til lønarbejderne. Det sejrende proletariat vil umiddelbart forbedre dette lags stilling ved at afskaffe forpagtningsafgifter og pantegæld. I de fleste kapitalistiske stater bør en proletarisk magt slet ikke gennemføre nogen fuldstændig afskaffelse af privatejendom med det samme, og i hvert fald garanterer den både småbønder og middelbønder, at de ikke alene kan bevare deres jordlodder, men også få dem forøget med hele det areal, de hidtil har forpagtet (forpagtningsafgiften afskaffes).
Når foranstaltninger af denne art kombineres med skånselsløs kamp mod bourgeoisiet, giver det fuldstændig garanti for neutraliseringspolitikkens succes. En overgang til kollektivt landbrug bør den proletariske statsmagt kun foretage med største forsigtighed og ganske gradvist, gennem eksemplets magt, uden nogen tvang over for middelbønderne.
5. Ved storbønder (»Grossbauern«) forstås kapitalistiske arbejdsgivere i landbruget, de anvender som regel en del lønarbejdere, og de er kun knyttet til »bondestanden« ved deres lave kulturtrin, deres livsførelse, deres personlige fysiske arbejde i bedriften. Det er det talrigeste af de borgerlige lag, som er direkte og afgjorte fjender af det revolutionære proletariat. De kommunistiske partier må i deres arbejde på landet gøre særlig meget for at bekæmpe dette lag, for at frigøre det arbejdende og udbyttede flertal af landbefolkningen fra disse udbytteres åndelige og politiske indflydelse osv.
Når proletariatet har sejret i byerne, er det ganske uundgåeligt at dette lag på alle mulige måder yder modstand, øver sabotage og går til direkte væbnede opstande af kontrarevolutionær karakter. Derfor bør det revolutionære proletariat straks begynde på en åndelig og organisatorisk uddannelse af de nødvendige kræfter for komplet at afvæbne dette lag og for – sideløbende med kapitalisternes afskaffelse i industrien – ved det første tegn på modstand at tilføje dette lag et hårdt, skånselsløst, tilintetgørende slag, idet landproletariatet med dette formål bevæbnes og der i landsbyerne organiseres sovjetter, i hvilke udbyttere ikke kan have sæde, hvorimod der må sikres proletarer og halvproletarer overvægt.
Det kan imidlertid på ingen måde være nogen umiddelbar opgave for det sejrende proletariat at ekspropriere selv storbønder, thi de nødvendige materielle, specielt tekniske betingelser for, at samfundet overtager sådanne brug, er endnu ikke til stede, og de nødvendige sociale betingelser heller ikke. I enkelte tilfælde, sandsynligvis undtagelser, vil man konfiskere de dele af deres jordarealer, som er bortforpagtet til småbønder eller er særlig nødvendige for omegnens småbondebefolkning; denne må man tillige garantere gratis anvendelse på visse betingelser af en del af storbondens landbrugsmaskiner osv. Men som regel bør den proletariske statsmagt lade storbønderne beholde deres jord og kun konfiskere den, hvis de yder modstand mod de arbejdendes og udbyttedes styre. Den russiske proletariske revolution, i hvilken kampen mod storbønderne blev særlig kompliceret og langtrukken i kraft af en række særlige omstændigheder, har alligevel bragt den erfaring, at når dette lag har fået en grundig lektion for selv de svageste forsøg på modstand, er det i stand til at opfylde den proletariske stats forlangender loyalt, ja, det begynder endda, ganske vist yderst langsomt, at føle agtelse for et styre, der forsvarer enhver slider og ikke skåner rige dagdrivere.
De særlige omstændigheder, der efter proletariatets sejr over bourgeoisiet har kompliceret og sinket dets kamp mod storbønderne i Rusland, består hovedsagelig i, at den russiske revolution efter omvæltningen af 25.10 (7.11) 1917 måtte gennem et stadium, hvor bønderne som en helhed førte en »almen demokratisk«, dvs. egentlig borgerlig-demokratisk kamp mod godsejerne; dernæst i byproletariatets kulturelle og talmæssige svaghed; endelig i de vældige afstande og de meget dårlige samfærdselsveje. For så vidt som disse hæmmende omstændigheder ikke findes i de fremskredne lande, må Europas og Amerikas revolutionære proletariat mere energisk forberede og med langt større fart, fasthed og succes opnå en fuldstændig sejr over storbøndernes modstand, fuldkommen berøve dem den mindste mulighed for at gøre modstand. Dette er bydende nødvendigt, for proletarernes, halvproletarernes og småbøndernes masser på landet vil ikke kunne betragte den proletariske statsmagt som fuldkommen stabil, før en sådan afgørende, aldeles afgørende sejr er vundet.
6. Det revolutionære proletariat bør straks og ubetinget konfiskere al jord, der tilhører godsejere og store jordbesiddere, dvs. personer, som i kapitalistiske lande direkte eller gennem deres forpagtere bedriver systematisk udbytning af lejet arbejdskraft og af omegnens småbønder (ikke sjældent også middelbønderne), folk, som ikke udfører noget som helst fysisk arbejde og for størstedelen tilhører feudalherrernes efterkommere (adelen i Rusland, Tyskland, Ungarn, de genopståede seigneurer i Frankrig, lorderne i England, de tidligere slaveejere i Amerika) eller er særlig rige finansmagnater eller en krydsning af disse to kategorier udbyttere og dagdrivere.
De kommunistiske partier må under ingen omstændigheder propagandere for eller gennemføre, at de store jordbesiddere får erstatning for deres eksproprierede jorder, thi under de forhold, der nu råder i Europa og Amerika, ville det betyde, at man forrådte socialismen og lagde en ny tribut på de arbejdende og udbyttede masser, som frem for nogen har lidt under krigen, der har mangedoblet millionærernes tal og bragt dem store rigdomme.
Hvad angår driften af den jord, som det sejrrige proletariat har konfiskeret hos de store jordbesiddere, har Ruslands økonomiske tilbageståenhed bevirket, at man hovedsagelig har udstykket disse jorder til bønderne og kun i ret sjældne undtagelsestilfælde har bevaret dem som såkaldte »sovjetbrug«, som den proletariske stat driver for egen regning, samtidig med at de tidligere lønarbejdere forvandles til arbejdere, der arbejder for staten, og til medlemmer af sovjetterne, der leder staten. For de fremskredne kapitalistiske lande anser Kommunistisk Internationale det for rigtigt, at de store landbrugsbedrifter fortrinsvis bevares og drives i lighed med »sovjetbrugene« i Rusland.
Det ville imidlertid være en meget alvorlig fejl at overdrive eller skematisere anvendelsen af denne regel og aldrig tillade gratis overdragelse af en del af de eksproprierede ekspropriatørers jord til omegnens småbønder og undertiden også til middelbønderne.
For det første betyder den sædvanlige indvending, som går ud på, at storlandbruget er teknisk overlegent, ofte kun, at en ubestridelig teoretisk sandhed erstattes med ondartet opportunisme og forræderi mod revolutionen. Hvis det fremmer denne revolution, har proletariatet ikke ret til at vige tilbage for en midlertidig sænkning af produktionen, ligesom de borgerlige fjender af slaveriet i Nordamerika ikke veg tilbage for en midlertidig sænkning af bomuldsproduktionen som følge af borgerkrigen 1863-1865. For bourgeoisen drejer det sig om produktionen for produktionens skyld, men for den arbejdende og udbyttede befolkning drejer det sig først og fremmest om at styrte udbytterne og sikre forhold, der tillader sliderne at arbejde for sig selv og ikke for en kapitalist. Det at sikre den proletariske sejr og dens holdbarhed er proletariatets første og vigtigste opgave. Men den proletariske magt kan ikke være holdbar, medmindre middelbønderne neutraliseres og man sikrer sig støtte fra en meget betydelig del af småbønderne, om ikke dem alle.
For det andet forudsætter ikke blot en forøgelse, men blot en bevarelse af storproduktionen i landbruget et landproletariat, der er fuldt udviklet, bevidst revolutionært og har gennemgået en grundig skole i faglig og politisk organisation. Hvor denne betingelse endnu ikke er for hånden, eller hvor der ikke er mulighed for på formålstjenlig måde at overdrage sagen til bevidste og kompetente industriarbejdere, kan hovedkuls forsøg på at gå over til statsdrift i storbrugene kun kompromittere den proletariske magt, og dér må man være dobbelt forsigtig og træffe meget grundige forberedelser, før man opretter »sovjetbrug«.
For det tredje findes der i alle kapitalistiske lande, selv i de mest fremskredne, endnu rester af den middelalderlige, halvt herremandsagtige udbytning, som de store jordbesiddere har drevet over for omegnens småbønder, f.eks. Instleute i Tyskland, métayers i Frankrig, partsforpagtere i USA (ikke blot negre, som i sydstaterne i de fleste tilfælde udbyttes på netop denne måde, men undertiden også hvide). I sådanne tilfælde må den proletariske stat ubetinget overdrage den jord, småbønderne har forpagtet, til de hidtidige forpagtere uden vederlag, thi der findes intet andet økonomisk og teknisk grundlag, og det lader sig ikke tilvejebringe med det samme.
Storbrugenes inventar må ubetinget konfiskeres og gøres til statsejendom under den ufravigelige forudsætning, at omegnens småbønder kan benytte det gratis, efter at de store statsbrug har dækket deres behov for dette inventar. Benyttelsen sker på betingelser, der er udarbejdet af den proletariske stat.
Mens det i den første tid efter den proletariske omvæltning er ubetinget nødvendigt ikke blot at konfiskere de store jordbesidderes godser straks, men også at forjage eller internere dem alle som førere for kontrarevolutionen og ubarmhjertige undertrykkere af hele landbefolkningen, så må man, efterhånden som den proletariske magt konsolideres ikke blot i byerne, men også på landet, ubetinget og systematisk stræbe efter, at de kræfter, der findes i denne klasse, og som råder over værdifuld erfaring, viden og organisatoriske evner, bliver udnyttet til at skabe socialistisk storlandbrug (under speciel kontrol af særlig pålidelige kommunistiske arbejdere).
7. Socialismens sejr over kapitalismen, dens konsolidering, kan først anses for sikret, når den proletariske statsmagt, efter definitivt at have undertvunget al modstand fra udbytterne og sikret sig fuldkommen stabilitet og fuldstændigt herredømme, reorganiserer hele industrien på basis af kollektiv storproduktion og et helt moderne teknisk grundlag (baseret på elektrificering af hele driften). Kun dette kan gøre det muligt for byerne at yde den tilbagestående og splittede landbefolkning en så radikal hjælp, teknisk og socialt, at denne hjælp kan hidføre det materielle grundlag for en enorm højnelse af landbrugets og overhovedet landbrugsarbejdets produktivitet, således at småbrugerne ved eksemplets magt og til egen fordel anspores til at gå over til kollektiv, maskinel stordrift i landbruget. Denne ubestridelige teoretiske sandhed, som formelt anerkendes af alle socialister, forvanskes i praksis af opportunismen, som dominerer i den gule II Internationale og blandt de tyske og engelske »uafhængige«s førere, de franske longuetister osv. Forvanskningen består i, at opmærksomheden forskydes til en relativt fjern, tiltalende og rosenrød fremtid, opmærksomheden ledes bort fra de nærmeste opgaver, fra den vanskelige, konkrete overgang og nærmelse til denne fremtid. I praksis bliver dette til et forsvar for kompromisserne med bourgeoisiet og for den »sociale fred«, dvs. til et komplet forræderi mod proletariatet, der i denne tid kæmper under utrolig forarmelse og elendighed, som krigen har skabt overalt, mens en håndfuld millionærer er blevet utroligt rige og utroligt frække, netop som følge af krigen.
For at der netop på landet skal være virkelig mulighed for en heldig kamp for socialismen, kræves der for det første, at alle kommunistiske partier opdrager industriproletariatet til at indse, at det må bringe ofre, og indgiver det vilje til at bringe ofre for at styrte bourgeoisiet og konsolidere den proletariske magt, thi proletariatets diktatur betyder dels proletariatets evne til at organisere og lede alle arbejdende og udbyttede masser, dels fortroppens evne til at bringe maksimale ofre og vise storslået heltemod; for det andet kræves der til et heldigt udfald, at den arbejdende og mest udbyttede landbefolkning straks mærker arbejdernes sejr gennem en betydelig forbedring af sine kår på udbytternes bekostning, thi ellers kan industriproletariatet ikke være sikker på landbefolkningens støtte, og specielt kan den kun således sikre byernes forsyning med levnedsmidler.
8. Under kapitalismen lever landbrugets arbejdende masser under et særligt tryk, splittede, ofte i næsten middelalderlig afhængighed, og den uhyre vanskelighed ved at organisere og opdrage disse masser til revolutionær kamp kræver, at de kommunistiske partier behandler strejkekampe på landet med særlig omhu, at de kraftigt støtter og alsidigt udvikler massestrejkerne blandt landbrugets proletarer og halvproletarer. Erfaringerne fra de russiske revolutioner 1905 og 1917, som nu er bekræftet og forøget gennem erfaringerne fra Tyskland og andre fremskredne lande, viser, at kun en udvikling af massestrejker (i hvilke også småbønderne under visse omstændigheder kan og bør inddrages) kan vække landsbyerne af søvnen, indgive de udbyttede masser på landet klassebevidsthed og få dem til at indse nødvendigheden af en klassemæssig organisering, kun dette kan anskueligt og praktisk vise dem, hvilken betydning et forbund mellem dem og byarbejderne har.
Kommunistisk Internationales kongres brændemærker som forrædere og overløbere de socialister – desværre findes de ikke blot i den gule II Internationale, men også i de tre særlig betydningsfulde europæiske partier, der er trådt ud af denne Internationale – der ikke alene tager ligegyldigt på strejkekampen på landet, men ligefrem modarbejder den (sådan som Kautsky gør), fordi den kan udsætte levnedsmiddelproduktionen for en formindskelse. Ingen programmer eller højtidelige erklæringer har nogen værdi, hvis det ikke i praksis, i handling bevises, at kommunisterne og arbejderførerne formår at sætte den proletariske revolutions udvikling og sejr over alt andet i verden, formår at bringe de tungeste ofre for dens skyld, thi anden udvej, anden redning fra sult, forarmelse og nye imperialistiske krige gives der ikke.
Især er det nødvendigt at påpege, at den gamle socialismes førere og »arbejderaristokratiets« talsmænd, som nu ofte gør kommunismen indrømmelser i ord eller endda formelt tilslutter sig den for at bevare deres prestige blandt arbejdermasserne, som hurtigt revolutioneres, må prøves, hvad angår deres hengivenhed for proletariatets sag og deres duelighed til at beklæde ansvarlige poster, og de må prøves i netop sådant arbejde, hvor den revolutionære bevidstheds og den revolutionære kamps udvikling foregår skarpest, hvor godsejernes og bourgeoisiets (storbøndernes, kulakkernes) modstand er mest forbitret, hvor forskellen mellem en kompromissocialist og en revolutionær kommunist kommer tydeligst frem.
9. De kommunistiske partier må ikke sky nogen anstrengelse for så hurtigt som muligt at få oprettet landsovjetter, der i første række skal bestå af lønarbejdere og halvproletarer. Kun når sovjetterne er forbundet med massernes strejkekamp og med den mest undertrykte klasse, er de i stand til at opfylde deres bestemmelse og vinde fornøden styrke til at få småbønderne under deres indflydelse (og derefter optage dem i sig). Hvis derimod strejkekampen endnu ikke er udviklet, og landproletariatets evne til at organisere sig er ringe, dels på grund af godsejernes og storbøndernes hårde tryk, dels fordi industriarbejderne og deres fagforeninger ikke yder støtte nok, vil oprettelse af sovjetter på landet kræve langvarig forberedelse gennem skabelse af selv nok så små kommunistiske celler, gennem forstærket agitation, der ganske populært redegør for kommunisternes krav og belyser dem med de værste udslag af udbytning og undertrykkelse, gennem organisering af systematiske industriarbejderrejser ud på landet osv.
*) De nøjagtige tal er: antal brug på 5-10 ha 652.798 (af 5.736.082); de beskæftigede 487.704 af enhver art samt 2.003.633 familiemedlemmer. I Østrig androg denne gruppe ifølge tællingen af 1902 383.331 brug, hvoraf 126.136 anvendte lejet arbejdskraft, nemlig 146.044 lønarbejdere samt 1.265.969 familiemedlemmer. Det samlede antal brug i Østrig var 2.856.349.
Sidst opdateret 13.6.2014