Skrevet 8. april 1920. Trykt først gang i bladet Kommunistitjeskij Subbotnik, 11. april 1920.
Oversat til dansk af Erik Horskjær.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 13, s. 143-145, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 13. juni 2014.
Vort blad er viet spørgsmålet om kommunistisk arbejde. Det er et spørgsmål af største vigtighed for socialismens opbygning. Allerførst må man gøre sig rigtig klart, at dette spørgsmål reelt først kunne stilles, da proletariatet havde erobret den politiske magt, da godsejerne og kapitalisterne var eksproprieret, da proletariatet med statsmagten i hænde havde vundet de afgørende sejre over udbytterne, der organiserede desperat modstand, kontrarevolutionære opstande og borgerkrig.
I begyndelsen af 1918 så det ud til, at tiden var kommet – og efter den tyske imperialismes februaroffensiv (1918) mod Rusland var den faktisk også inde. Men det varede dengang så kort, en ny og stærkere bølge af kontrarevolutionære opstande og invasioner rejste sig så hurtigt, at sovjetmagten ikke fik lejlighed til at beskæftige sig nogenlunde indgående og energisk med den fredelige opbygnings problemer.
Nu har vi gennemlevet to års uhørte og utrolige vanskeligheder med sult, afsavn og trængsler, men samtidig har den Røde Hær vundet uhørte sejre over den internationale kapitalistiske reaktions horder.
Nu er der god udsigt til, at vi kan få en mere stabil, en mere langvarig fred (hvis det ikke lykkes de franske kapitalister at hidse Polen op til krig).
I løbet af disse to år har vi allerede fået en vis erfaring i at bygge op på socialismens grundlag. Derfor kan og skal spørgsmålet om kommunistisk arbejde drages frem her og nu – det vil for øvrigt være rigtigere at sige socialistisk arbejde, ikke kommunistisk for det drejer sig ikke om det højere, men om det lavere, primære trin i udviklingen af den nye samfundsorden, der vokser frem af kapitalismen.
Kommunistisk arbejde i ordets snævreste og strengeste forstand er ulønnet arbejde til samfundets vel, ikke for at efterkomme en bestemt pligt, ikke for at opnå ret til visse produkter, ikke efter forud fastsatte og lovfæstede normer, men frivilligt arbejde, uden for normerne, uden tanke for godtgørelse, uden krav på godtgørelse, alene fordi det er blevet en vane at arbejde for det fælles bedste, fordi man har indset nødvendigheden af (og efterhånden gjort sig til vane) at arbejde for det fælles bedste – arbejde som en sund organismes behov.
Det står klart for enhver, at vi, dvs. vort samfund, vor samfundsorden, endnu er milevidt fra bredt anlagt anvendelse af den slags arbejde i virkelig massemålestok.
Men det er allerede et skridt fremad på denne vej, at spørgsmålet er rejst, at det er rejst af såvel hele det fremskredne proletariat (det kommunistiske parti og fagforeningerne) som statsmagten.
For at opnå det større, må man begynde med det mindre.
På den anden side, efter det »større«, efter statsomvæltningen, som gjorde det af med kapitalisternes ejendom og gav proletariatet magten, kan opbygningen af det økonomiske liv på det nye økonomiske grundlag kun indledes med det små.
Subbotniker, arbejdsarmeer, arbejdspligt – det er forskellige former for praktisk anvendelse af socialistisk og kommunistisk arbejde.
Denne praksis har endnu talrige mangler. At gøre sig morsom (eller skadefro) på bekostning af dem kan kun ganske tomhjernede folk eller ligefrem forsvarere af kapitalismen.
Mangler, fejl og misgreb er uundgåelige i en så ny, så vanskelig, så stor sag. Den, der er bange for vanskelighederne ved socialismens opbygning, den, der lader sig skræmme af dem, lader sig gribe af fortvivlelse eller modløs rådvildhed, han er ikke socialist.
At skabe en ny arbejdsdisciplin, at skabe nye former for sociale forbindelser mellem mennesker, at skabe nye former og metoder, der kan drage menneskene ind i arbejdet – det tager mange år, mange årtier.
Det er et yderst taknemmeligt og ædelt arbejde.
Det er vor lykke, at vi efter bourgeoisiets fald og undertrykkelsen af dets modstand har kunnet skaffe os et grundlag, der gør et sådant arbejde muligt.
Og vi tager dette arbejde op med al vor energi. Udholdenhed, hårdnakkethed, beredvillighed, beslutsomhed og evne til hundreder af gange at prøve, hundreder af gange at korrigere tingene og under alle omstændigheder nå frem til målet – disse egenskaber har proletariatet oparbejdet gennem 10, 15, 20 år før oktoberrevolutionen, og dem har det oparbejdet i de to år, der er gået efter denne revolution, mens det udholdt afsavn, sult, forarmelse og trængsler af utroligt omfang. Disse egenskaber ved proletariatet er garantien for, at proletariatet sejrer.
8. april 1920
Sidst opdateret 13.6.2014