Trykt første gang den 5. og 6. december 1919 i Pravda nr. 273 og 274. [1]
Oversat til dansk af Erley Olsen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 13, s. 95-104, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 13. juni 2014.
Kammerater! Jeg er meget glad for på regeringens vegne at byde jeres første kongres af landbrugskommuner og landbrugsarteller velkommen. Det er naturligvis jer alle bekendt fra sovjetmagtens hele virksomhed, hvilken vældig betydning vi tillægger kommunerne, artellerne og overhovedet alle organisationer, hvis virksomhed går ud på at forvandle eller gradvist bidrage til at forvandle det lille enkeltbondebrug til et fælles, kooperativt brug eller artelbrug. I ved, at sovjetmagten for længst har oprettet en milliardfond for at støtte foretagender af denne art. [2] I et cirkulære om socialistisk landbrug [3] understreges specielt den betydning, som tillægges kommuner, arteller og alle foretagender til fælles dyrkning af jorden, og sovjetmagten gør alt for, at denne lov ikke skal blive papir, men virelig gøre den gavn, den bør gøre.
Alle den slags foretagender har enorm betydning, for hvis det hidtidige, fattige, elendige bondebrug fortsætter på den gamle vis, kan der ikke tænkes på nogen solid opbygning af et socialistisk samfund. Kun hvis det i praksis lykkes os at vise bønderne fordelene ved en fælles, kollektiv, kooperativ, artelmæssig dyrkning af jorden, kun hvis det lykkes os at hjælpe bønderne gennem kooperativ drift, arteldrift, vil arbejderklassen, som sidder inde med statsmagten, virkelig kunne overbevise bønderne om, at den har ret, og virkeligt og varigt drage bøndernes millioner over på sin side. Derfor kan man ikke overdrive betydningen af alle mulige foretagender til fremme af et kooperativt, artelmæssigt landbrug. Vi har millioner af spredte enkeltbrug, strøet rundt om i afsides beliggende landsbyer. Det ville være en helt tåbelig tanke at omlægge disse brug ved nogen hurtig fremgangsmåde, ved nogen befaling, ved indgreb udefra, fra udenforstående. Vi er meget vel klar over, at de mange millioner små bondebrug kun lader sig påvirke gradvis, forsigtigt, kun ved et vellykket praktisk eksempel, thi bønderne er alt for praktiske folk og alt for fast knyttet til den gamle driftsmåde til at foretage nogen som helst betydelige forandringer blot på grund af råd og anvisninger i bøger. Det kan ikke ske, og det ville også være tåbeligt. Først når det praktisk, gennem erfaringer, som bønderne kan forstå, bliver eftervist, at overgangen til det kooperative, artelmæssige landbrug er nødvendig og mulig, først da vil vi med rette kunne sige, at der i et så vældigt bondeland som Rusland er gjort et alvorligt skridt henimod det socialistiske landbrug. Kommunernes, artellernes og de kooperative brugs uhyre betydning, som pålægger jer alle store statslige og socialistiske pligter, foranlediger derfor naturligt sovjetmagten og dens repræsentanter til at behandle dette spørgsmål med særlig opmærksomhed og forsigtighed.
I vor lov om socialistisk landbrug hedder det, at vi anser det for en ubetinget pligt for alle kooperative foretagender og artelforetagender i landbruget ikke at isolere sig, ikke at fjerne sig fra den omboende bondebefolkning, men absolut at yde den hjælp. Det står i loven, det er gentaget i kommunernes, artellernes og de kooperative brugs normgivende statutter, det udvikles bestandigt i instrukser og forordninger fra vort landbrugskommissariat og alle sovjetmagtens organer. Men det kommer an på at finde en virkelig praktisk måde at føre dette ud i livet på. Her er jeg endnu ikke sikker på, at vi har overvundet denne hovedvanskelighed. Og det skulle glæde mig, om jeres kongres, hvor I har mulighed for at udveksle de erfaringer, som de tilstedeværende praktiske medarbejdere i fællesdrevne brug fra alle egne i Rusland har gjort, kunne gøre ende på alle tvivl og bevise, at vi praktisk behersker eller begynder at beherske den opgave at konsolidere artellerne, de kooperative brug, kommunerne og overhovedet alle slags kollektive, fællesdrevne landbrugsforetagender. Men for at bevise det, behøves der virkelig praktiske resultater.
Når vi læser statutter for landbrugskommuner eller bøger om dette emne, ser det ud til, at vi bruger for megen plads til propagandaen, til den teoretiske begrundelse af, at der må organiseres kommuner. Naturligvis er dette en nødvendig ting – uden indgående propaganda, uden en redegørelse for det kooperative landbrugs fortrin, uden at slå denne tanke fast tusinder af gange kan vi ikke regne med, at bøndernes brede masser vil få interesse for sagen og begynde at prøve metoderne til dens behandling i praksis. Naturligvis er propaganda nødvendig, og vi skal ikke være bange for gentagelser, fordi det, der forekommer os en gentagelse, måske ikke er nogen gentagelse for mange hundreder og tusinder af bønder, men en sandhed, de opdager for første gang. Og hvis vi får den tanke, at vi beskæftiger os for meget med propagandaen, så må det siges, at det skal vi gøre endda hundrede gange mere. Men når jeg siger dette, mener jeg dermed, at hvis vi nærmer os bønderne med en almindelig redegørelse for nytten ved at oprette landbrugskommuner, men ikke desuden i gerning forstår at vise dem den praktiske nytte, som kooperative brug og artelbrug bringer dem, så vil de ikke fæste lid til vor propaganda.
Loven siger, at kommuner, arteller og kooperative brug skal hjælpe den omboende bondebefolkning. Men staten, arbejdermagten, stiller en milliardfond til rådighed for at yde landbrugskommunerne og artellerne hjælp. Hvis en og anden kommune nu giver sig til at yde bønderne hjælp af denne fond, så er jeg bange for, at det kun vil få bønderne til at trække på skuldrene. Og det vil være ganske rimeligt. Enhver bonde vil sige: »Når man giver jer en milliardfond, så er det da selvfølgelig ikke svært at stikke os noget af den også.« Jeg er bange for, at bonden kun vil trække på skuldrene ad dette, for han tager meget opmærksomt og meget skeptisk på dette spørgsmål. Bonden har i århundreder været vant til at møde undertrykkelse fra statsmagtens side og ikke andet; derfor er han vant til at tage skeptisk på alt, hvad der kommer fra staten. Og hvis landbrugskommunerne kun yder bønderne hjælp for at efterkomme lovens ord, vil en sådan hjælp ikke alene være unyttig, men kan kun gøre skade. Thi betegnelsen landbrugskommuner er meget krævende, den hænger sammen med begrebet kommunisme. Det er godt, hvis kommunerne i praksis demonstrerer, at der i dem gøres et alvorligt arbejde for at forbedre bondebruget – så vil utvivlsomt både kommunisternes og det kommunistiske partis autoritet blive højnet. Men det har meget ofte været sådan, at kommunerne satte bønderne op imod sig, og at ordet »kommune« undertiden ligefrem blev parole i kampen mod kommunismen. Og sådan har det været, ikke blot når der blev gjort tåbelige forsøg på med magt at jage bønderne ind i kommunerne. Tåbeligheden heri er så tindrende, at sovjetmagten for længst har vendt sig mod sådanne forsøg. Og jeg håber, at selv om der også nu skulle indtræffe enkelte tilfælde af sådan tvang, vil det kun være få, og I gør vel i at udnytte den kongres til at viske de sidste spor af denne skandale helt bort fra sovjetrepublikkens ansigt, således at den omboende bondebefolkning ikke kan pege på et eneste eksempel for at underbygge den gamle mening, at indtræden i en kommune skulle bunde i en vis tvang.
Men selv om vi skaffer os af med denne gamle skavank og helt gør op med denne skandale, vil det dog kun være en ganske ringe del af det, vi har at gøre. For nødvendigheden af hjælp til kommunerne fra statens side er fortsat til stede, og vi ville ikke være kommunister og tilhængere af en socialistisk driftsmådes indførelse, hvis vi ikke lod staten yde hjælp til alle slags kollektive landbrugsforetagender. Vi er nødt til at gøre det, både fordi det svarer til alle vore opgaver, og fordi vi udmærket ved, at disse kooperative brug, arteller og kollektive organisationer er nyindretninger, og hvis arbejderklassen, som har magten, ikke yder dem støtte, vil de ikke slå rod. For at de så kan slå rod, må vi sørge for, at bønderne ikke kan affærdige dem med et skuldertræk, netop i betragtning af, at staten yder disse nyindretninger hjælp i penge og på enhver mulig måde. Vi må altid passe på, at bonden ikke kan sige om kommunernes, artellernes og de kooperative brugs medlemmer, at de er i statens brød og kun udmærker sig frem for bønder ved, at man giver dem begunstigelser. Hvis man giver jord og byggehjælp af en milliardfond, kan enhver tosse leve lidt bedre end en simpel bonde. Hvor er det kommunistiske så, og hvilken forbedring er der her – vil bonden sige – hvorfor skal vi da se op til dem? Naturligvis, hvis man udvælger nogle snese eller nogle hundrede mennesker og giver dem milliarder, vil de arbejde.
Det er netop en sådan holdning fra bøndernes side, der mest af alt vækker ængstelse, og jeg vil gerne henlede de her på kongressen forsamlede kammeraters opmærksomhed på dette spørgsmål. Det må løses praktisk på en sådan måde, at vi kan sige til os selv, at vi ikke alene har undgået denne fare, men også har fundet midler til at kæmpe for, at bonden ikke kan tænke sådan, men tværtimod i hver enkelt kommune og i hvert enkelt artel ser noget, som statsmagten støtter, og hvor han finder nye landbrugsmetoder, ikke i bøger og ikke i taler – det er meget billigt – men i det praktiske liv, metoder, der demonstrerer deres fortrin frem for den gamle måde. Her har vi vanskeligheden ved at løse opgaven, og derfor er det vanskeligt for os, som kun har nogle tørre tal foran os, at dømme om, hvorvidt vi i praksis har bevist, at hver kommune og hvert artel virkelig er alle bedrifter af den gamle slags overlegne, at arbejdermagten her hjælper bonden.
Jeg tror, at det for dette problems praktiske løsning ville være meget ønskeligt, om I, der har praktisk kendskab til en hel række omliggende kommuner, arteller og kooperative brug, ville udarbejde metoder til en virkelig saglig kontrol med, hvordan man efterlever loven, der kræver, at landbrugskommunerne yder den omboende befolkning hjælp; hvordan man gennemfører overgangen til socialistisk landbrug, og hvordan denne overgang konkret ytrer sig i hver kommune, hvert artel og hvert kooperativt brug; hvordan netop dette foregår, hvor mange kooperative brug og kommuner der i praksis gennemfører det, og hvor mange der kun tænker på det; hvor mange gange det er sket, at kommuner yder hjælp, og hvilken karakter denne har haft – filantropisk eller socialistisk.
Hvis kommunerne og artellerne giver bønderne en del af den hjælp, staten har ydet dem, så vil det kun give den enkelte bonde anledning til at tro, at det blot er gode mennesker, der her hjælper ham, men det er aldeles ikke noget bevis på en overgang til socialistiske tilstande. Bønderne er tværtimod fra gammel tid vant til at tage skeptisk på sådanne »gode mennesker«. Vi må forstå at efterprøve, hvori denne nye sociale tilstand kommer til udtryk, ad hvilken vej bønderne får bevis for, at den kooperative, artelmæssige dyrkning af jorden er bedre end enkeltbondens dyrkning, og bedre ikke i kraft af statens hjælp; vi må sørge for, at man forstår også uden statshjælp at overbevise bønderne om, at denne nye tilstand virkeliggøres praktisk.
Desværre kommer jeg ikke til at overvære jeres kongres lige til enden, og jeg vil derfor ikke kunne tage del i udarbejdelsen af disse kontrolmetoder. Men jeg er overbevist om, at I sammen med de kammerater, der leder vort landbrugskommissariat, vil finde sådanne metoder. Jeg har med tilfredshed læst den artikel, hvor vor folkekommissær for landbruget, Kammerat Sereda, understreger, at kommuner og kooperative brug ikke bør skille sig ud fra omegnens bondebefolkning, men søge at forbedre dens driftsmåde. [4] Man må tilrettelægge kommunen sådan, at den bliver et forbillede, og at nabobønderne selv føler sig tiltrukket af den; man må forstå at vise dem et praktisk eksempel på, hvordan man skal hjælpe folk, der driver en bedrift under så svære vilkår, under varemangel og almindeligt kaos. For at fastlægge praktiske metoder til at føre dette ud i livet må der udarbejdes en meget udførlig instruktion, som bør opregne alle former for hjælp til den omboende bondebefolkning; den bør stille hver enkelt kommune det spørgsmål, hvad denne har gjort for at yde bønderne støtte, den bør anvise metoder til at opnå, at hver enkelt af de eksisterende to tusind kommuner og de ca. fire tusind arteller bliver en kerne der i praksis kan få den overbevisning til at fæstne sig hos bønderne, at kollektivt landbrug som overgang til socialismen er en nyttig ting, og ikke fjolleri eller ren galskab.
Jeg har allerede sagt, at loven forlanger af kommunerne, at de yder omegnens bondebefolkning hjælp. Vi har ikke kunnet udtrykke os på nogen anden måde i loven eller kunnet give praktiske anvisninger i den. Vi måtte opstille almindelige grundsætninger og så regne med, at de bevidste kammerater på de enkelte steder ville anvende denne lov samvittighedsfuldt og forstå at finde tusinde metoder til at anvende den praktisk under de konkrete driftsmæssige forhold, den enkelte egn frembyder. Men selvfølgelig kan man omgå enhver lov, selv om man lader, som om man efterkommer den. Og loven om hjælp til bønderne kan, hvis den anvendes samvittighedsløst, blive til rent og skært legetøj og medføre de stik modsatte resultater.
Kommunerne bør udvikle sig i en sådan retning, at kontakten med dem bevirker en begyndende ændring af bondebrugets vilkår gennem den driftsmæssige hjælp, der ydes, og at hver kommune, hvert artel eller hvert kooperativ forstår at lægge grunden til en forbedring af disse vilkår og praktisk hidføre en forbedring ved i gerning at overbevise bønderne om, at denne forandring kun er til gavn for dem.
I kan naturligvis få den tanke, at man vil sige til os: for at forbedre driften må man have vilkår, som adskiller sig fra vilkårene under nutidens kaos, der skyldes fire års imperialistisk krig og to års borgerkrig, som imperialisterne har påtvunget os. Hvor kan man under vilkår som vore overhovedet tænke på at forbedre landbrugene i vid udstrækning – gud give vi står det nogenlunde igennem og ikke sulter ihjel.
Det er ganske naturligt, at en sådan tvivl kan komme til orde. Men hvis jeg skulle svare på den slags indvendinger, ville jeg sige følgende. Lad os gå med til, at forstyrrelsen i det økonomiske liv, dets kaos, varemanglen, transportvæsenets svaghed, ødelæggelsen af kvæg og redskaber virkelig gør det umuligt at forbedre driften i vid udstrækning. Alligevel er der ingen tvivl om, at det i en hel række enkelte tilfælde er gørligt at forbedre driften i mindre udstrækning. Men lad os endda gå med til, at heller ikke dette går. Betyder det så, at kommunerne ikke kan indføre forbedringer i egnens bondeliv og ikke kan give bønderne beviser på, at kollektive landbrugsforetagender ikke er en kunstigt fremelsket drivhusplante, men en ny hjælp, som arbejdermagten yder de arbejdende bønder, en bistand til dem i deres kamp mod kulakkerne? Jeg er sikker på, at selv når spørgsmålet skal stilles sådan, selv når vi indrømmer umuligheden af forbedringer under det nuværende kaos’ vilkår, så kan man dog opnå mangt og meget, når man i kommunerne og artellerne har samvittighedsfulde kommunister.
For ikke at blive ved de tomme ord vil jeg henvise til det, vi i byerne har kaldt subbotnikker. Sådan har man kaldt det ulønnede arbejde, en del byarbejdere har udført ud over, hvad der kræves af enhver arbejder, for i nogle timer at tilfredsstille et eller andet offentligt behov. De blev for første gang indført i Moskva af jernbanefolkene ved Moskva-Kasan banen. En af sovjetmagtens appeller pegede på, at rødarmisterne ved fronterne bringer uhørte ofre og vinder enestående sejre over fjenderne trods alle de trængsler, de må udstå, og den omtalte tillige, at vi kun da vil formå at hjemføre den endelige sejr, hvis denne heroisme og selvopofrelse kommer frem ikke alene ved fronterne, men også i baglandet – og dette besvarede Moskva-arbejderne med at foranstalte subbotnikker. Man kan ikke bestride, at Moskva-arbejderne må udstå langt større trængsler og nød end bønderne, og hvis I vil sætte jer ind i deres levevilkår og tænke over, at de under disse uhørt svære vilkår har formået at tage fat på subbotnikkerne, så vil i indrømme, at ingen nok så svære vilkår bør få en til at afslå at gøre noget, som kan gøres under alle forhold, ved at anvende samme metode som Moskva-arbejderne. Intet har i den grad bidraget til at højne det kommunistiske partis autoritet i byen og øget de partiløse arbejderes agtelse for kommunisterne som disse subbotnikker, da de ophørte at være en isoleret foreteelse, og da de partiløse arbejdere virkelig så, at det herskende kommunistiske partis medlemmer pålægger sig pligter, og at kommunisterne ikke optager nye medlemmer i partiet for at de skal nyde fordele, der er knyttet til stillingen som regerende parti, men for at de skal give et eksempel på virkelig kommunistisk arbejde, dvs. arbejde der gøres uden løn. Kommunismen er socialismens højeste udviklingstrin, hvor folk arbejder, fordi de indser nødvendigheden af at arbejde for det almene vel. Vi ved, at vi ikke for tiden kan indføre den socialistiske ordning – gud give, at vore børn eller måske vore børnebørn vil opleve at se den indført her i landet. Men vi siger, at det herskende kommunistiske partis medlemmer påtager sig endda hovedparten af vanskelighederne i kampen mod kapitalismen og mobiliserer de bedste kommunister til fronttjeneste, mens det forlanger, at de, der ikke kan bruges til dette, udfører subbotnikarbejde.
Ved at anvende disse subbotnikker, der har vundet udbredelse i hver eneste stor industriby, og som partiet nu forlanger, at hvert eneste medlem skal deltage i, idet straffen for ikke at gøre det endog er eksklusion af partiet – ved at anvende dette middel i kommuner, arteller og kooperative brug, kan og bør I selv under de værste vilkår opnå, at bønderne betragter den enkelte kommune, det enkelte artel og kooperative brug som en sammenslutning, der udmærker sig, ikke ved at få statshjælp, men ved at omfatte de bedste repræsentanter for arbejderklassen, som ikke kun prædiker socialisme for andre, men også forstår at virkeliggøre den selv og forstår at demonstrere, at de selv under de værste vilkår evner at lede driften kommunistisk og i videst mulig udstrækning hjælpe den omboende bondebefolkning. På dette punkt kan der ikke være nogen som helst undskyldning, her kan man ikke henvise til varemanglen, til manglen på såsæd eller til den synkende kvægbestand. Her får vi en kontrol, som i hvert fald tillader os med bestemthed at vise, hvor langt vi er kommet i praktisk beherskelse af den vanskelige opgave, vi har stillet os.
Jeg er sikker på, at repræsentanter for kommuner, kooperative brug og arteller på fællesmøder vil drøfte dette og forstå, at anvendelsen af en sådan metode virkelig vil være et fremragende hjælpemiddel til at konsolidere kommunerne og de kooperative brug og til at opnå det praktiske resultat, at bønderne intet sted i Rusland i noget som helst tilfælde stiller sig fjendtligt til kommunerne, artellerne og de kooperative brug. Men det er for lidt; det er nødvendigt, at bønderne stiller sig velvilligt til dem. Vi, sovjetmagtens repræsentanter, vil på vor side gøre alt for at bidrage til dette og for, at vor statslige hjælp fra milliardfonden eller fra andre kilder kun bliver anvendt i de tilfælde, hvor der virkelig sker en praktisk tilnærmelse mellem arbejdende kommuner og arteller og de omboende bønders liv. Hvor det ikke er tilfældet, anser vi enhver hjælp til arteller eller kooperative brug for unyttig, ja, direkte skadelig. Hvis kommunerne kun hjælper bønderne af deres overflod, kan man ikke regne det for hjælp; det er nødvendigt, at denne hjælp er socialistisk, dvs. at den giver bønderne mulighed for at gå over fra det isolerede enkeltbrug til det kooperative brug. Og det kan kun gøres ved den subbotnikmetode, jeg her har omtalt.
Hvis I tager ved lære af de erfaringer, der er gjort af byarbejderne, som har begyndt bevægelsen til fremme af subbotnikker, skønt de lever under langt værre forhold end bønderne, så er jeg sikker på, at vi med jeres fælles, endrægtige støtte vil opnå, at hver enkelt af de nu eksisterende kommuner og arteller, nogle tusind i tal, bliver en virkelig planteskole for kommunistiske ideer og forestillinger blandt bønderne, et praktisk eksempel for bønderne på, at en sådan driftsmåde, skønt den endnu er en svag og spæd plante, dog ikke er nogen kunstig mistbænkvækst, men en virkelig spire til et nyt, socialistisk samfund. Først da kan vi vinde varig sejr over fortidens uvidenhed, armod og nød, først da behøver vi ikke at frygte nogen som helst vanskelighed på vor videre vej.
1. Landbrugskommunernes og landbrugsartellernes 1. kongres – blev indkaldt af folkekommissariatet for landbrug og varede fra 3. til 10. december 1919 i Moskva. Kongressen havde 140 delegerede, heraf 93 kommunister. Lenin talte på kongressens 2. dag. Kongressen vedtog statutten for det alrussiske forbund af produktionskollektiver (kommuner og arteller), der derpå blev bekræftet af folkekommissariatet for landbrug. – S. 95.
2. Milliard-fond – blev dannet som følge af et dekret af 2. november 1918 fra Folkekommissærernes Råd »med det formål at forbedre og udvikle landbruget og så hurtigt som muligt at omstille landbruget på et socialistisk grundlag«. – S. 95.
3. »Cirkulære om socialistisk landbrug og om forholdsregler for overgangen til socialistisk landbrug« – blev vedtaget i februar 1919 af den alrussiske centrale eksekutivkomité. Lenin deltog i udarbejdelsen og redaktionen af »Cirkulæret«. Det indeholdt en række praktiske forholdsregler til omstilling af landbruget på socialistisk grundlag, til højnelse af produktiviteten inden for landbruget og til udvidelse af dyrkningsarealerne. – S. 95.
4. Det drejer sig om S. P. Seredas artikel Forbund Mellem Landbrugskommuner Og Landbrugsarteller, trykt i Isvestija VTsIK nr. 271, 3. december 1919. – S. 100.
Sidst opdateret 13.6.2014