Isvestija CK RKP(b), nr. 9, 20. december 1919.
Oversat til dansk af Ulla Lykke Jørgensen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 13, s. 83-94, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 13. juni 2014.
Toårsdagen for sovjetmagtens oprettelse giver os anledning til at kaste et tilbageblik på det, der er blevet gennemført i løbet af denne tid, og tænke over den fuldbyrdede omvæltnings betydning og mål.
Bourgeoisiet og dets tilhængere beskylder os for at krænke demokratiet. Vi hævder, at den sovjetiske omvæltning har givet demokratiets udvikling et skub, der såvel i bredde som i dybde er uden sidestykke i verden, tilmed et demokrati som netop er for de arbejdende og de af kapitalismen undertrykte masser – følgelig et demokrati for det vældige flertal af folket, følgelig et socialistisk demokrati (for det arbejdende folk), til forskel fra et borgerligt demokrati (for udbytterne, for kapitalisterne, for de rige).
Hvem har ret?
At vurdere dette spørgsmål ordentligt og få en dybere forståelse af det, er det samme som at lære af disse to års erfaringer og forberede sig bedre til den videre udvikling. Især kvindens stilling anskueliggør forskellen mellem borgerligt og socialistisk demokrati og anskueliggør svaret på det rejste spørgsmål.
I den borgerlige republik (dvs. hvor der er privateje af jord, fabrikker, virksomheder, aktier osv.), om så det er den mest demokratiske republik, har kvinden ikke opnået fuld ligestilling, ikke nogetsteds i verden, ikke i et eneste nok så fremskredent land. Og det til trods for, at der er gået mere end 125 år siden den store franske (borgerlig-demokratiske) revolution.
Kammerater! Jeg er meget glad for at kunne byde velkommen til kongressen, som holdes af kommunistiske kammerater, repræsentanter for orientens muslimske organisationer, og sige nogle ord om, hvordan situationen i Rusland og i hele verden former sig på nuværende tidspunkt. Emnet for min beretning er situationen i dag, og jeg tror, at det væsentligste i dette spørgsmål på nuværende tidspunkt er, hvilket forhold orientens folk har til imperialismen, og den revolutionære bevægelse blandt disse folk. Det siger sig selv, at den revolutionære bevægelse hos orientens folk nu kan få en heldig udvikling; den kan kun nå sit mål i direkte forbindelse med vor sovjetrepubliks revolutionære kamp mod den internationale imperialisme. I kraft af en række omstændigheder – blandt andet på grund af Ruslands tilbageståenhed, dets umådelige udstrækning og det forhold, at Rusland udgør grænsen mellem Europa og Asien, mellem Vesten og Østen – er det faldet i vor lod at bære hele byrden – og heri ser vi en stor ære – ved at være foregangsmænd i den verdensomspændende kamp mod imperialismen. Derfor indvarsler begivenhedernes hele gang i den forestående og nærmeste tid en endnu bredere og mere hårdnakket kamp mod den internationale imperialisme, og forløbet vil uvægerligt være forbundet med sovjetrepublikkens kamp mod den forenede imperialismes – Tysklands, Frankrigs, Englands og Amerikas – styrker.
Hvad angår den militære side af sagen, så ved I, hvor gunstigt sagen står nu på alle fronter. Jeg vil ikke opholde mig længe ved dette spørgsmål, men blot sige, at borgerkrigen, som den internationale imperialisme har påtvunget os med magt, gennem hele to år har påført Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik utallige prøvelser og lagt en så overmenneskelig byrde på bønderne og arbejderne, at det ofte har set ud, som om de næppe ville kunne bære den. Samtidigt har denne krig imidlertid med sin grove vold, hvor vore såkaldte »allierede« optrådte som dyr og nådesløst og groft overfaldt os, disse »allierede«, som udplyndrede os allerede før den socialistiske revolution begyndte – samtidigt har denne krig udrettet et mirakel; den har forvandlet krigstrætte mennesker, som man ikke skulle tro kunne udholde endnu en krig, til kæmpere, som i to år ikke blot har holdt ud i krigen, men også er i færd med at føre den til en sejrrig afslutning. De sejre, vi nu har vundet over Koltjak, Judenitj og Denikin, disse sejre betegner historisk set indgangen til en ny fase i den verdensomspændende imperialismes kamp mod lande og nationer, der har rejst sig til kamp for deres befrielse. I den forbindelse har vor to år lange borgerkrig til fulde bekræftet den iagttagelse, som historien for længst har gjort, at krigens karakter og dens resultat først og fremmest afhænger af de indre forhold i det land, der går ind i krigen, og at krigen er en afspejling af den indre politik, som det pågældende land fører forud for krigen. Alt dette vil uundgåeligt afspejle sig i den måde krigen føres på.
Spørgsmålet om, hvilken klasse der førte krigen og fortsætter krigen, er et yderst vigtigt spørgsmål. Kun takket være det forhold, at vor borgerkrig førtes af arbejdere og bønder, der har befriet sig, og er en fortsættelse af den politiske kamp for de arbejdendes befrielse fra kapitalisterne i deres eget land og i hele verden, kun takket være det fandtes der i et så tilbagestående land som Rusland, der var udmattet af fire år lang imperialistisk krig, viljestærke mennesker, som i hele to år med hidtil uhørte og utrolige byrder og vanskeligheder kunne føre denne krig videre.
Borgerkrigens historie har vist dette særlig tydeligt i eksemplet med Koltjak. En sådan fjende som Koltjak, der modtog hjælp fra alle de stærkeste magter i verden, og som rådede over en jernbanelinje, der bevogtedes af hundrede tusinde tropper fra udenlandske magter, heriblandt de internationale imperialisters bedste tropper, for eksempel de japanske, som var uddannet til at deltage i den imperialistiske krig, men næsten ikke havde deltaget i den og derfor kun havde lidt meget lidt – Koltjak, som fik støtte fra de sibiriske bønder, de mest velstående, som ikke havde kendt til livegenskab, og som derfor stod fjernere fra kommunismen end nogen – det så ud som om Koltjak udgjorde en uovervindelig styrke, fordi hans tropper var den internationale imperialismes fortrop. Endnu i dag opererer japanske, tjekkoslovakiske og andre tropper fra en række imperialistiske nationer i Sibirien. Ikke desto mindre viste erfaringerne med det forsøg, hvor Koltjak i mere end et år havde magten i Sibirien med dets enorme naturrigdomme, et forsøg, der i begyndelsen blev støttet af de socialistiske partier i II Internationale, mensjevikkerne og de socialrevolutionære, der havde skabt facaden: Komiteen For Den Konstituerende Forsamling, et forsøg, som ud fra et spidsborgerligt og ordinært syn på historiens gang under sådanne betingelser forekom at være solidt og uovervindeligt, det viste i virkeligheden følgende: jo længere Koltjak rykkede ind i Ruslands indre, des mere udmattedes han, og i sidste ende får vi Sovjetruslands fulde sejr over Koltjak. Ubestrideligt har vi her et praktisk bevis på, at når arbejderne og bønderne er befriet fra kapitalisternes åg, kan de med forenede kræfter udrette mirakler. Her har vi i praksis et bevis på, at når en revolutionær krig virkelig inddrager og interesserer de undertrykte arbejdende masser, når den giver dem bevidstheden om, at de kæmper mod udbytterne, så fremkalder en sådan revolutionær krig energi og evne til at udrette mirakler.
Jeg tror, at det, som den Røde Hær har udrettet, dens kamp og historien om dens sejr vil få gigantisk verdensomspændende betydning for alle orientens folk. Den viser orientens folk, at hvor svage end disse folk er, hvor uovervindelig de europæiske undertrykkeres magt end ser ud, fordi disse undertrykkere kan anvende alle teknikkens og militærkunstens vidundere i kampen, så rummer de undertrykte folks revolutionære krig, hvis den formår virkelig at vække millioner af arbejdende og udbyttede, ikke desto mindre sådanne muligheder i sig, sådanne mirakler, at befrielsen af orientens folk nu er helt praktisk realisabel ikke blot ud fra den internationale revolutions perspektiver, men også ud fra de umiddelbare militære erfaringer, som er gjort i Asien og i Sibirien, erfaringer, som sovjetrepublikken gjorde, da den blev udsat for alle de mægtige imperialistiske landes militære overfald.
Desuden har erfaringerne fra borgerkrigen i Rusland vist os og kommunisterne i alle lande, hvordan der i borgerkrigens ild samtidig med udviklingen af revolutionær entusiasme skabes en stærk indre højnelse. Krig er en prøvelse for alle økonomiske og organisatoriske kræfter i enhver nation. I sidste ende kan vi efter to års erfaringer sige, at hvor uendelig svær krigen end har været for arbejderne og bønderne, der har udstået sult og kulde, så kan vi på baggrund af to års erfaringer sige, at vi sejrer og vil sejre, fordi vi har et bagland, et stærkt bagland, fordi bønderne og arbejderne trods sult og kulde er forenede, har fået kræfter og besvarer hvert tungt slag med en forstærket forening af kræfter og økonomisk magt, og kun derfor var sejrene over Koltjak, Judenitj og deres allierede, verdens stærkeste magter, mulige. De forgangne to år viser os på den ene side muligheden for at udvikle en revolutionær krig og på den anden side, at sovjetmagten styrkes under den udenlandske invasions svære slag, som hurtigt skulle knuse revolutionens arnested, knuse republikken af arbejdere og bønder, der har dristet sig til at erklære den internationale imperialisme krig. Men i stedet for at knuse Ruslands arbejdere og bønder, hærdede de dem blot.
Det er de vigtigste resultater, det vigtigste indhold i den fase, vi har været igennem. Vi nærmer os den afgørende sejr over Denikin, den sidste fjende, der er tilbage på vort territorium. Vi føler os stærke og kan gentage tusinde gange, at vi ikke tager fejl, når vi siger, at den indre opbygning af republikken er styrket, og at vi vil gå ud af krigen mod Denikin mange gange stærkere og bedre forberedt til at løse opgaven, at opbygge socialismen – en opbygning, som vi under borgerkrigen har viet alt for lidt tid og alt for få kræfter, og som det først nu, hvor vi får fri bane, aldeles givet vil lykkes os at samle hele vor opmærksomhed om.
Vi kan i Vesteuropa iagttage opløsningen i imperialismen. I ved, at for et år siden forstod ikke engang de tyske socialister, eller det overvejende flertal af socialister i øvrigt, hvordan situationen var; de troede, at det der foregik, var en kamp mellem to grupper i den verdensomspændende imperialisme, og at historien ikke bød på andet end denne kamp, at der ikke fandtes kræfter, der kunne fremkalde noget andet; de troede, at der ikke var andet at gøre for socialister end at slutte sig til en af grupperne af verdens mægtigste røvere. Sådan så det ud i slutningen af oktober 1918. Vi ser imidlertid, at siden da har verdenshistorien på et år oplevet hidtil usete fænomener, brede og dybtgående, som har åbnet øjnene på mange socialister, som var patrioter under den imperialistiske krig, og som retfærdiggjorde deres adfærd med, at de stod over for en fjende; de forsvarede alliancen med de engelske og franske imperialister, som skulle bringe befrielse fra den tyske imperialisme. Se, hvor mange illusioner denne krig har tilintetgjort! Vi iagttager opløsningen i den tyske imperialisme, som ikke blot har ført til en republikansk revolution, men også til en socialistisk. I ved, at klassernes kamp for tiden tilspidses mere og mere i Tyskland, og at borgerkrigen rykker stadig nærmere, det tyske proletariats kamp mod de tyske imperialister, som har anlagt en republikansk kulør, men som stadig er repræsentanter for imperialismen.
Alle ved, at den sociale revolution modnes i Vesteuropa, og at det foregår hver dag og hver time; det samme foregår både i Amerika og i England – blandt disse såkaldte repræsentanter for kultur og civilisation, sejrherrerne over hunnerne – de tyske imperialister – og da de så nåede til Versailles-freden, opdagede alle, at Versailles-fred er hundrede gange mere røverisk end Brest-freden, som de tyske røvere påtvang os, og at denne Versailles-fred er et vældigt slag, som kun kapitalisterne og imperialisterne i disse ulyksalige sejrherrelande kunne rette mod sig selv. Versailles-freden har især åbnet øjnene i de sejrende nationer og bevist, at det ikke er repræsentanter for kultur og civilisation vi har for os, men at vi i skikkelse af England og Amerika nok har at gøre med demokratiske stater, men disse stater er ledet af imperialistiske røvere. Disse røveres indre kamp udvikler sig så hurtigt, at vi kan hovere, vel vidende, at Versailles-freden kun er de triumferende imperialisters ydre sejr, men at den i virkeligheden betegner et sammenbrud for hele den imperialistiske verden og en bestemt afvisning fra de arbejdende massers side af de socialister, som under krigen var allieret med repræsentanterne for den rådne imperialisme, og som forsvarede en af de kæmpende røvergrupper. De arbejdende har fået øjnene åbnet, fordi Versailles-freden var røverisk og viste, at Frankrig og England i virkeligheden bekrigede Tyskland for at befæste deres herredømme over kolonierne og øge deres imperialistiske magt. Denne indre kamp udvikler sig videre og bredere. I dag havde jeg lejlighed til at se et telegram fra London af 21. november, hvori amerikanske journalister – folk, som man ikke kan mistænke for at sympatisere med revolutionære – siger, at man i Frankrig kan iagttage hidtil uhørte udbrud af had til amerikanerne, fordi amerikanerne nægter at godkende Versailles-fredstraktaten.
England og Frankrig har sejret, men de sidder i gæld til op over begge ører til Amerika, som har besluttet, at hvor meget franskmænd og englændere end føler sig som sejrherrer, vil Amerika skumme fløden og forlange rigelige renter af sin hjælp under krigen, og til sikring af dette skal den amerikanske flåde, som nu er under opbygning, og som overgår den engelske i omfang, tjene. At den røveriske amerikanske imperialisme optræder så groft kan ses af, at amerikanske agenter opkøber levende varer, kvinder og unge piger, som de bringer til Amerika for at udvikle prostitutionen. Det frie kultiverede Amerika forsyner bordellerne med levende varer! I Polen og Belgien optræder der konflikter med amerikanske agenter. Det er en lille illustration til hvad der foregår i stor målestok i hver enkelt lille land, der har modtaget hjælp fra Ententen. [1] Lad os se på Polen. I kan se, at de amerikanske agenter og spekulanter tager dertil for at opkøbe alle rigdomme i Polen, som bryster sig af, at det nu eksisterer som en uafhængig stat. Polen opkøbes af amerikanske agenter. Der findes ikke en eneste fabrik, ikke en eneste virksomhed, ikke en eneste industrigren, som ikke er i lommen på amerikanerne. Amerika er blevet så fræk, at det er begyndt at slavebinde den »mægtige frie sejrherre« Frankrig, som tidligere var et land af pengeudlånere, men nu er kommet i gæld til Amerika, eftersom det ikke har økonomiske kræfter og ikke kan klare sig med sit eget korn eller sine egne kul og ikke i stort format kan udvikle sine materielle kræfter; men Amerika kræver, at gælden ubeskåret skal betales. Dag for dag kommer Frankrigs, Englands og andre mægtige landes økonomiske fallit klarere frem. Valgene i Frankrig gav flertal til de klerikale. Det franske folk, som blev bedraget med, at det skulle bruge alle kræfter for friheden og demokratiet mod Tyskland, har nu fået sin belønning i form af en bundløs gæld, ydmygelser fra de griske amerikanske imperialister og derpå et klerikalt flertal af repræsentanter for den vildeste reaktion.
Situationen i hele verden er blevet umådeligt kompliceret. Vor sejr over Koltjak og Judenitj, som stod i den internationale kapitals tjeneste, er storslået, men endnu større, om end mindre klar, er den sejr, vi har vundet i international målestok. Denne sejr består i den indre opløsning i imperialismen, som ikke kan sende sine tropper i kamp mod os. Ententen har forsøgt på dette, og den fik intet ud at det, fordi dens tropper går i opløsning, når de møder vore tropper og får kendskab til vor russiske sovjetforfatning, der er oversat til deres sprog. På trods af den indflydelse som lederne af den rådne socialisme har, vækker vor forfatning altid sympati blandt de arbejdende masser. I dag forstår alle ordet »sovjet«, sovjetforfatningen er oversat til alle sprog, og enhver arbejder kender den. Han ved, at det er det arbejdende folks forfatning, at det er det arbejdende folks politiske system, og at dette kalder det arbejdende folk til sejr over den internationale kapitalisme; han ved, at det er en erobring, vi har aftvunget de internationale imperialister. Den sejr, vi har vundet, har givet genlyd i hvert eneste imperialistisk land, hver gang vi har fået deres egne tropper over på vor side og frataget dem muligheden for at sætte dem ind mod Sovjetrusland.
De prøvede at kæmpe med fremmede tropper, finske polske, lettiske, men det kom der ikke noget ud af. Den engelske minister Churchill pralede i sin tale for nogle uger siden i parlamentet af – og det er der blevet sendt telegrammer om til hele verden – at der var organiseret et felttog bestående af 14 nationer mod Sovjetrusland, og at det ville bringe sejr over Rusland inden det nye år. Der deltog ganske rigtigt mange nationer – Finland, Ukraine, Polen, Grusien, tjekkoslovakker, japanere, franskmænd, englændere og tyskere. Vi ved imidlertid, hvad der kom ud af det! Vi ved, at esterne forlod Judenitjs tropper, og at der nu foregår en rasende polemik i aviserne, fordi esterne ikke ønsker at hjælpe ham. Og Finland, hvor meget dets bourgeoisi end ønskede det, har heller ikke ydet hjælp til Judenitj.
Således faldt også det andet forsøg på et stormløb mod os sammen. I den første fase – hvor Ententen satte sine tropper ind, som var udstyret efter alle militærteknikkens regler, så det ud, som om de ville sejre over sovjetrepublikken. De har allerede opgivet Kaukasus, Arkhangelsk, Krim, men befinder sig endnu i Murmansk, ligesom tjekkoslovakkerne i Sibirien, men kun som små øer. Det første forsøg på at besejre os med deres egne tropper endte med sejr til os. Det andet forsøg bestod i at sende tropper fra vore nabonationer, som i finansiel henseende er helt afhængige af Ententen, og få dem til at kvæle os som socialismens hjemsted. Men også dette forsøg mislykkedes: det viste sig, at ingen af disse små stater var i stand til at klare en sådan krig. Desuden voksede hadet til Ententen i alle de små stater. Når Finland ikke satte sig for at erobre Petrograd, dengang Judenitj allerede havde indtaget Krasnoje Selo, så var det, fordi Finland vaklede og indså, at det kunne leve selvstændigt ved siden af Sovjetrusland, men at det ikke kunne leve i fred med Ententen. Det er en oplevelse, som alle små lande har haft. Det oplever Finland, Litauen, Estland og Polen, som er helt domineret af chauvinisme, men hvor der findes et had til Ententen, som udfolder sin udbytning der. Nu kan vi uden overdrivelse og med omhyggelig hensyntagen til begivenhedernes gang sige, at ikke blot den første, men også den anden fase af den internationale krig mod sovjetrepublikken har lidt nederlag. Nu mangler vi blot at besejre Denikins tropper, som allerede halvt om halvt er slået.
Sådan er den nuværende russiske og internationale situation, som jeg kort har karakteriseret i min beretning. Tillad mig som afslutning at opholde mig ved, hvordan situationen er for orientens nationaliteter. I er repræsentanter for kommunistiske organisationer og kommunistiske partier i forskellige folkeslag i orienten. Jeg vil sige, at mens det lykkedes de russiske bolsjevikker at slå en breche i den gamle imperialisme og påtage sig den yderst vanskelige, men også yderst ædle opgave at skabe nye veje for revolutionen, så står I, repræsentanterne for de arbejdende masser i orienten, over for en endnu større og nyere opgave. Det er blevet helt klart, at den socialistiske revolution, som er under opsejling i hele verden, på ingen måde kun vil bestå i, at proletariatet i hvert enkelt land besejrer sit eget bourgeoisi. Det ville være muligt, hvis revolutionerne foregik let og hurtigt. Vi ved, at imperialisterne ikke vil tillade dette, og at alle lande er rustet mod deres indre bolsjevisme og kun tænker på, hvordan de skal besejre bolsjevismen hjemme. Derfor trækker det i hvert enkelt land op til borgerkrig, og i den vil de gamle socialistiske kompromismagere deltage på bourgeoisiets side. Således vil den socialistiske revolution ikke kun og ikke hovedsageligt blive de revolutionære proletarers kamp mod bourgeoisiet i hvert enkelt land – nej, det vil blive en kamp ført af alle kolonier og lande, som imperialismen har undertrykt, en kamp af alle afhængige lande mod den internationale imperialisme. I vort partis program, som blev vedtaget i marts i fjor, sagde vi til karakteristik af den tilstundende verdensomspændende sociale revolution, at det arbejdende folks borgerkrig mod imperialisterne og udbytterne i alle højt udviklede lande begynder at forene sig med den nationale kamp mod den internationale imperialisme. Det bekræftes af revolutionens forløb og vil blive det mere og mere. Det samme er tilfældet i orienten.
Vi ved, at her rejser folkemasserne i orienten sig som selvstændige deltagere, som skabere af det nye liv, fordi denne befolknings hundreder af millioner hører til de afhængige, ikke fuldberettigede nationer, som indtil nu har været objekt for imperialismens internationale politik, og som kun har eksisteret for den kapitalistiske kultur og civilisation som gødningsmateriale. Når man taler om at uddele mandater over kolonier, så ved vi udmærket, at det er mandater til plynding og røveri, at det er uddeling af rettigheder til den mindste del af jordens befolkning til at udbytte størstedelen af jordens befolkning. Dette flertal, som hidtil har stået helt uden for det historiske fremskridt, fordi det ikke evnede at udvise en selvstændig revolutionær kraft, ophørte, som vi ved, i begyndelsen af det 20. århundrede med at spille denne passive rolle. Vi ved, at efter 1905 fulgte der revolutioner i Tyrkiet, Persien, Kina, og at der har udviklet sig en revolutionær bevægelse i Indien. Den imperialistiske krig har ligeledes fremmet den revolutionære bevægelses vækst, fordi det blev nødvendigt at sætte hele regimenter fra koloniale folkeslag ind i kampen mellem Europas imperialister. Den imperialistiske krig vakte også orienten og trak dens folk ind i international politik. England og Frankrig bevæbnede de koloniale folk og hjalp dem med at blive bekendt med militærteknik og avancerede maskiner. Denne lærdom benyttede de mod imperialisternes herredømme. Efter orientens vækkelse indtræder der en periode i den nuværende revolution, hvor alle orientens folkeslag deltager i afgørelsen af hele verdens fremtid, for ikke at blive objekt for berigelsen. Orientens folk vågner op til praktisk handling, sådan at ethvert folk er med til at afgøre hele menneskehedens skæbne.
Det er derfor jeg tror, at i verdensrevolutionens udviklingshistorie, som efter dens optakt at dømme vil fortsætte i mange år og kræve mange anstrengelser, vil I komme til at spille en stor rolle i den revolutionære bevægelse, og at jeres kamp vil smelte sammen med vor kamp mod den internationale imperialisme. Jeres deltagelse i den internationale revolution stiller jer overfor en kompliceret og vanskelig opgave, hvis løsning vil tjene som grundlag for den fælles succes, for her kommer flertallet af befolkningen for første gang i selvstændig bevægelse og bliver en aktiv faktor i nedkæmpelsen af den internationale imperialisme.
Størstedelen af orientens folk befinder sig i en værre situation end det mest tilbagestående land i Europa – Rusland; men det lykkedes os at forene de russiske arbejdere og bønder i kampen mod feudalismens og kapitalismens levn, og vor kamp er gået så let, fordi bønderne og arbejderne forenede sig mod kapitalen og feudalismen. Her er forbindelsen med orientens folk særlig vigtig, fordi flertallet af dem er typiske repræsentanter for den arbejdende masse – ikke arbejdere, der har gennemgået de kapitalistiske fabrikkers og værkers skole, men typiske repræsentanter for den arbejdende og udbyttede masse af bønder, som lider under et middelalderligt åg. Den russiske revolution har vist, hvordan proletarerne besejrede kapitalismen ved at slå sig sammen med den mange millioner store og indbyrdes sammenhængende masse af arbejdende bønder og gjorde sejrrigt oprør mod det middelalderlige åg. Nu er det vor sovjetrepubliks opgave at samle alle Østens vågnende folk omkring sig for sammen med dem at bekæmpe den internationale imperialisme.
Her står I over for en opgave, som kommunister rundt om i verden ikke tidligere stod overfor: ud fra den almene kommunistiske teori og praksis er det jeres opgave at tilpasse den til særprægede betingelser, som ikke eksisterer i europæiske lande, det er jeres opgave at anvende denne teori og praksis under betingelser, hvor hovedmassen er bønder, og hvor den opgave, der skal løses, ikke består i kamp mod kapitalen, men i kamp mod middelalderlige levn. Det er en vanskelig opgave; men den er særlig ophøjet, fordi den masse, som ikke tidligere har deltaget i kampen, nu drages ind i den, og på den anden side fordi I får mulighed for at oprette en meget tæt forbindelse til III Internationale, takket være organiseringen af kommunistiske celler i orienten. I skal finde særegne former for denne alliance mellem fremskredne proletarer overalt i verden og de arbejdende og udbyttede masser i orienten, der ofte lever under middelalderlige betingelser. I lille målestok har vi i vort land virkeliggjort det, som I i stor målestok og i store lande skal virkeliggøre. Denne anden opgave håber jeg, at I vil opfylde med succes. Takket være de kommunistiske organisationer i orienten, som I her repræsenterer, har I forbindelse med det fremskredne revolutionære proletariat. Det er jeres opgave også i det videre forløb at sørge for, at der i hvert enkelt land føres kommunistisk propaganda på et sprog, folk forstår.
Det siger sig selv, at definitivt er det kun proletariatet i alle fremskredne lande i verden, der kan sejre, og vi russere begynder på det arbejde, som det engelske, franske og tyske proletariat skal gøre færdigt, men vi ser, at de ikke vil vinde sejr uden hjælp fra de arbejdende masser i alle undertrykte koloniale folk, og i første række fra orientens folk. Vi skal være klar over, at avantgarden ikke kan virkeliggøre overgangen til kommunismen alene. Opgaven består i at vække revolutionær aktivitet i de arbejdende masser, så de kan udfolde selvstændig virksomhed og organisere sig, uanset hvilket niveau de befinder sig på, at overføre den sande kommunistiske lære, som er beregnet for kommunister i mere fremskredne lande, til hvert enkelt folks sprog, at gennemføre de praktiske opgaver, som skal gennemføres umiddelbart, og at forene sig med proletarerne i andre lande i fælles kamp.
Det er jo opgaver, hvis løsning I ikke kan finde i nogen kommunistisk håndbog, men hvis løsning I vil finde i den fælles kamp, som Rusland indledte. I skal stille jer den opgave og løse den gennem selvstændige erfaringer. Det vil på den ene side det nære forbund med alle arbejdendes avantgarde i andre lande og på den anden side evnen til at vinde forståelse hos orientens folk, som I her repræsenterer, hjælpe jer til. I skal søge støtte i den borgerlige nationalisme, som vågner hos disse folk, og som nødvendigvis vågner, og som har historisk berettigelse. Samtidig skal I finde vej til de arbejdende og udbyttede masser i hvert enkelt land og på et sprog, som de kan forstå, sige til dem, at det eneste håb om befrielse ligger i den internationale revolutions sejr, og at det internationale proletariat er den eneste forbundsfælle for alle arbejdende og udbyttede masser blandt orientens hundreder af millioner.
Det er en opgave af usædvanlig rækkevidde, som I står over for, og som takket være revolutionens epoke og den revolutionære bevægelses vækst – det er der ikke nogen tvivl om – orientens kommunistiske organisationer ved fælles bestræbelser vil løse med held og føre til fuldstændig sejr over den internationale imperialisme.
1. Ententen – imperialistisk blok, som Storbritannien, Frankrig og Rusland dannede i 1907, rettet mod Triple Alliancen, dvs. Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien. Ordet entente benyttedes i traktaten mellem Storbritannien og Frankrig 1904, der kaldtes entente cordiale, dvs. hjertelig forståelse. Under den første verdenskrig fik Ententen tilslutning af Japan og andre lande. Efter oktoberrevolutionen 1917 var Ententens hovedmagter bagmænd for den militære intervention mod sovjetrepublikken. – S. 88.
Sidst opdateret 13.6.2014