Marxisme Online  >  Arkiv  >  Lenin

Økonomi og politik under proletariatets diktatur

Vladimir Lenin (30. okt. 1919)

Skrevet 30. oktober 1919, trykt i Pravda nr. 250 og Isvestija VTsIK nr. 250, 7. november 1919.

Oversat til dansk af Ulla Lykke Jørgensen.

Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 13, s. 65-74, Forlaget Tiden, København 1984.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 10. juni 2014.

Lenins noter – Udgivers noter

Til sovjetmagtens to års jubilæum havde jeg tænkt at skrive en lille brochure over det emne, titlen angiver. I det daglige arbejdes tummel er det imidlertid endnu ikke lykkedes mig at komme længere end til forarbejder til enkelte afsnit. [1] Derfor har jeg besluttet at forsøge med en kort, oversigtsagtig fremstilling af de efter min opfattelse mest væsentlige tanker om det givne spørgsmål. Fremstillingens karakter af oversigt medfører selvfølgelig visse ulemper og minusser. Men måske det alligevel i en lille tidsskriftartikel lader sig gøre at nå det beskedne mål: at stille problemet og give et omrids, som de forskellige landes kommunister kan benytte til en drøftelse af sagen.

1

Teoretisk er det uden for al tvivl, at der mellem kapitalisme og kommunisme ligger en vis overgangsperiode. Den må nødvendigvis forene træk eller egenskaber fra begge disse samfundsøkonomiske strukturer. Denne overgangsperiode får uundgåeligt sit præg af kampen mellem den døende kapitalisme og den opstående kommunisme – eller med andre ord: mellem den besejrede, men ikke tilintetgjorte kapitalisme, og den nyfødte, men endnu ganske svage kommunisme.

Ikke blot for en marxist, men også for ethvert oplyst menneske, der kender et og andet til udviklingsteori, må det være selvindlysende, at en hel historisk epoke, der bærer dette præg af overgangsperiode, er nødvendig. Men alle de betragtninger vedrørende overgangen til socialisme – som vi hører fra det småborgerlige demokratis nuværende talsmænd (og dertil hører, trods deres tilsyneladende socialistiske etikette, alle II Internationales repræsentanter, også folk som MacDonald og Jean Longuet, Kautsky og Friedrich Adler) – udmærker sig imidlertid ved total forglemmelse af denne selvfølgelige sandhed. Det er betegnende for de småborgerlige demokrater, at de vender ryggen til klassekampen, drømmer om at undgå den, stræber efter at udglatte og forsone, at afslibe de skarpe kanter. Enten vægrer disse demokrater sig derfor ved på nogen måde at indrømme, at overgangen fra kapitalisme til kommunisme optager et helt historisk tidsafsnit, eller også anser de det for deres opgave at udtænke planer til at forsone de to stridende kræfter i stedet for at lede kampen for den ene af disse kræfter.

2

I Rusland må proletariatets diktatur nødvendigvis opvise visse særegne træk, sammenlignet med de fremskredne lande, fordi vort land er yderst tilbagestående og småborgerligt. Men hovedkræfterne – og hovedformerne for samfundsøkonomien – er de samme i Rusland som i ethvert andet kapitalistisk land, således at disse særegenheder kun kan berøre det mindre væsentlige.

Disse hovedformer for samfundsøkonomien er: kapitalismen, vareproduktionen i lille format, kommunismen. Disse hovedkræfter er: bourgeoisiet, småborgerskabet (navnlig bønderne), proletariatet.

Ruslands økonomiske liv under proletariatets diktatur er en kamp mellem på den ene side det – i vor enorme stat som helhed – kommunistisk forenede arbejdes første skridt og på den anden side vareproduktionen i lille format og kapitalismen, der stadig består og tillige genfødes på basis af vareproduktionen i lille format.

Arbejdet er i Rusland kommunistisk forenet, for det første fordi privateje af produktionsmidler er afskaffet, for det andet fordi den proletariske statsmagt i landsmålestok organiserer storproduktion på statsjord og i statsforetagender, fordeler arbejdskraften mellem de forskellige økonomiske brancher og foretagender og distribuerer de store mængder forbrugsvarer, der står til statens disposition, blandt de arbejdende.

Vi taler om kommunismens »første skridt« i Rusland (som det også hedder i vort partiprogram, vedtaget i marts 1919), for alle disse betingelser er kun til dels opfyldt hos os, eller med andre ord: opfyldelsen af disse betingelser befinder sig først på begyndelsesstadiet. På én gang, med ét revolutionært slag blev det gjort, som overhovedet kan gøres på én gang: på det proletariske diktaturs allerførste dag, den 26. oktober 1917 (8. november 1917) blev for eksempel den private ejendomsret til jord afskaffet uden erstatning til storbesidderne, de store jordbesiddere blev eksproprieret. På nogle måneder blev næsten alle storkapitalister og besiddere af fabrikker, værker, aktieselskaber, banker, jernbaner og så videre eksproprieret, ligeledes uden erstatning. Statslig organisering af storproduktion i industrien, overgang fra »arbejderkontrol« til »arbejderstyring« af fabrikkerne, værkerne og jernbanerne – det er i det store og hele allerede sket, men med hensyn til landbruget er det kun lige påbegyndt (»sovjetbrug«, storbrug, organiserede af arbejderstaten på statsjord). Der er ligeledes kun gjort en begyndelse til at organisere forskellige former for sammenslutninger af småbrugere som overgang fra det småvareproducerende landbrug til kommunistisk stordrift. [*]

Det samme gælder en statslig organisering af varedistributionen i stedet for privat handel, dvs. at staten tilvejebringer og leverer korn til byerne og industriprodukter til landsbyerne. De herom foreliggende statistiske oplysninger anføres nedenfor.

Bondebruget drives stadig som vareproduktion i lille format. Her har vi en meget omfattende, meget dybt og solidt rodfæstet basis for kapitalisme. Det er på denne basis, kapitalismen holder sig oppe og stadig genfødes – under den mest forbitrede kamp mod kommunismen. Formerne for denne kamp er smughandel og spekulation mod statens fremskaffelse af korn (og også andre produkter) – i det hele taget mod en statslig varedistribution.

3

For at illustrere disse abstrakte, teoretiske teser vil vi anføre de konkrete tal.

Efter oplysninger fra folkekommissariatet for ernæring gav den statslige fremskaffelse af korn i Rusland fra 1. august 1917 til 1. august 1918 ca. 30 millioner pud. [2] Det følgende år gav den ca. 110 millioner pud. De første tre måneder af næste høstår (1919-1920) ser ud til at give ca. 45 millioner pud mod 37 millioner pud i de tilsvarende måneder (august-oktober) 1918.

Disse tal vidner klart om en langsom, men støt forbedring af sagerne og taler til gunst for kommunismens sejr over kapitalismen. Denne forbedring er nået trods ganske uhørte vanskeligheder, der skyldes den borgerkrig, som russiske og udenlandske kapitalister organiserer under anspændelse af alle de kræfter, verdens mægtigste magter råder over.

Så hvor meget bougeois’erne i alle lande og deres direkte og fordækte hjælpere (II Internationales »socialister«) end har løjet og bagtalt os, er det uden for al tvivl, at hvad det økonomiske hovedproblem angår, har proletariatets diktatur i vort land fået sikkerhed for kommunismens sejr over kapitalismen. Bourgeoisiet verden over raser vildt mod bolsjevismen, organiserer militære felttog, sammensværgelser og lignende mod bolsjevikkerne, netop fordi det, bourgeoisiet, udmærket forstår, at hvis det ikke lykkes at knægte os med militær magt, er vor succes uundgåelig. Og knægte os ad den vej lykkes ikke for bourgeoisiet.

I hvilken udstrækning vi allerede har besejret kapitalismen i det korte tidsrum, der er givet os, og under de ganske uhørte vanskeligheder, vi har måttet virke under, fremgår af følgende sluttal. Det statistiske centralkontor er netop klar til at offentliggøre tallene for produktion og forbrug af korn, ikke i hele Sovjetrusland, men i 26 af dets guvernementer.

Slutresultaterne er som følger:

Folkekommissariatet for ernæring leverer altså omtrent halvdelen af kornet til byerne, den anden halvdel leverer smughandlerne. En nøjagtig undersøgelse af byarbejdernes ernæring i 1918 gav netop dette størrelsesforhold. Og for det korn, staten leverer, betaler arbejderen ni gange mindre end til smughandlerne. Spekulationshandelens kornpris er ti gange så høj som statens pris. Det fremgår af et nøjagtigt studium af arbejdernes budgetter.

4

Hvis man sætter sig grundigt ind i de anførte oplysninger, frembyder de et nøjagtigt materiale til afbildning af alle grundtræk i Ruslands nuværende økonomiske liv.

Den arbejdende befolkning er befriet for de urgamle undertrykkere, godsejerne og kapitalisterne. Dette skridt fremad i virkelig frihed og virkelig lighed, et skridt, der i størrelse, omfang og tempo savner sidestykke i verden, tæller ikke med for bourgeoisiets tilhængere (deriblandt de småborgerlige demokrater), der taler om frihed og lighed, forstået som parlamentarisk borgerligt demokrati, som de falskelig erklærer for »demokrati« slet og ret eller »rent demokrati« (Kautsky).

Men for de arbejdende tæller netop virkelig lighed og virkelig frihed (befrielse for godsejere og kapitalister), og derfor er sovjetmagten så solidt funderet.

I dette bondeland var det bønderne som helhed, der vandt først, vandt mest, vandt øjeblikkelig ved proletariatets diktatur. Bonden sultede i Rusland under godsejerne og kapitalisterne. Bonden havde ingen sinde før i de lange århundreder af vor historie mulighed for at arbejde for sig selv: han sultede, mens han afleverede hundreder af millioner pud korn til kapitalisterne, til byerne og til udlandet. Under proletariatets diktatur har bonden for første gang arbejdet for sig selv og ernæret sig bedre end byboen. For første gang har bonden oplevet frihed i praksis: frihed til at fortære sit eget korn, frihed for sult. Ved fordeling af jorden er der som bekendt indført maksimal lighed: i de allerfleste tilfælde deler bønderne jorden efter »munde«.

Socialisme betyder klassernes afskaffelse.

For at afskaffe klasserne må man for det første styrte godsejerne og kapitalisterne. Den del af opgaven har vi klaret, men det er kun en del, og det er ikke den vanskeligste. For at afskaffe klasserne må man for det andet afskaffe forskellen mellem arbejder og bonde, man må gøre alle til arbejdende mennesker. Det lader sig ikke gøre på en gang. Det er en umådeligt meget vanskeligere opgave, og den tager nødvendigvis lang tid. Det er en opgave, som ikke lader sig løse ved at styrte nogen som helst klasse. Den kan kun løses ved organiseret omlægning af hele samfundsøkonomien, ved overgang fra det isolerede enkeltbrug, det i lille format vareproducerende enkeltbrug, til samfundsmæssigt storbrug. En sådan overgang tager nødvendigvis yderst lang tid. En sådan overgang opnår man kun at sinke og hæmme ved forjagede og ubesindige administrative lovbestemmelser. Denne overgang kan man kun fremskynde ved at yde bonden en hjælp, der giver ham mulighed for i vældigt omfang at forbedre hele landbrugsteknikken og omforme den til bunds.

For at løse den anden og vanskeligste del af opgaven må proletariatet, når det har besejret bourgeoisiet, støt gennemføre følgende hovedlinje i sin politik over for bønderne: proletariatet må skille, afgrænse bonden som arbejdende fra bonden som besidder, bonden som arbejder fra bonden som kræmmer, bonden som slider fra bonden som spekulant.

I denne afgrænsning ligger socialismens hele kerne.

Og det er ikke mærkeligt, at socialister i ord, men småborgerlige demokrater i gerning (folk som Martov og Tjernov, kautskyanere m.fl.) ikke forstår denne socialismens kerne.

Den her nævnte afgrænsning er meget vanskelig, for i det levende liv er alle »bondens« egenskaber, hvor forskellige og modstridende de end er, smeltet sammen til ét hele. Alligevel er afgrænsningen mulig, og ikke blot mulig, men en uundgåelig følge af bondebrugets og bondelivets betingelser. Bonden som arbejdende er i århundreder blevet undertrykt af godsejere, kapitalister, kræmmere, spekulanter og deres stat, også de mest demokratiske borgerlige republikker. Bonden som arbejdende har gennem århundreder opdyrket et had og et fjendskab mod disse undertrykkere og udbyttere; denne »opdragelse« i livets skole tvinger bonden til at søge forbund med arbejderen mod kapitalisten, mod spekulanten, mod kræmmeren. Men samtidig gør de økonomiske omstændigheder, vareøkonomiens omstændigheder, uundgåeligt bonden til kræmmer og spekulant (ikke altid, men i de allerfleste tilfælde).

De tidligere anførte statistiske oplysninger anskueliggør forskellen mellem bonden som arbejdende og bonden som spekulant. Her er den bonde, som i 1918-1919 leverede byernes sultende arbejdere 40 millioner pud korn til statens faste pris, gennem statsorganer, trods alle disse organers mangler, som arbejderregeringen udmærket kender, men som ikke lader sig fjerne i den første periode af overgangen til socialismen; her er denne bonde som en arbejdende, ligeberettiget kammerat med den socialistiske arbejder, som en uhyre pålidelig forbundsfælle til ham, som en kødelig broder i kampen mod kapitalens åg. Og her er den bonde, som underhånden solgte 40 millioner pud korn til en pris ti gange så høj som statens, mens han udnyttede byarbejdernes nød og sult, snød staten og overalt forstærkede og fremkaldte bedrageri, plyndring og svindel, her er denne bonde som spekulant, som forbundsfælle til kapitalisten, som klassefjende af arbejderen, som udbytter. For når man har kornoverskud, der er avlet på statens jord med redskaber, som ikke kun bonden, men også arbejderen og så videre på en eller anden måde har nedlagt arbejde i – når man har kornoverskud og spekulerer i det, så er man udbytter af den sultende arbejder.

I krænker friheden, ligheden og demokratiet – råber man efter os fra alle sider og peger på arbejderens og bondens ulige stilling i vor forfatning, på sprængningen af den Konstituerende Forsamling, på magtanvendelsen ved indsamlingen af kornoverskud osv. Vi svarer: ingen anden stat i verden har gjort så meget for at fjerne den faktiske ulighed, den faktiske ufrihed, som bonden som slider har døjet under i århundreder. Men bonden som spekulant indrømmer vi aldrig lighed, ligesom vi ikke indrømmer udbytteren »lighed« med den udbyttede, den »mætte« lighed med den sultne, den førstnævnte »frihed« til at udsuge den sidstnævnte. Og dé oplyste mennesker, der ikke ønsker at forstå denne forskel, vil vi behandle som hvidgardister, om så disse mennesker kalder sig demokrater, socialister, internationalister, Kautsky’er, Tjernov’er og Martov’er.

5

Socialisme betyder klassernes afskaffelse. Proletariatets diktatur har gjort alt, hvad det kunne for at fremme denne afskaffelse. Men at afskaffe klasserne med ét slag lader sig ikke gøre.

Og klasserne har holdt og vil holde sig under proletariatets diktatur. Diktaturet vil ikke være nødvendigt, når klasserne forsvinder. De vil ikke forsvinde uden proletariatets diktatur.

Klasserne har holdt sig, men hver enkelt klasse har ændret sig under proletariatets diktatur; også deres indbyrdes forhold har ændret sig. Klassekampen forsvinder ikke under proletariatets diktatur, men antager kun andre former.

Proletariatet var under kapitalismen en klasse, der var undertrykt og berøvet enhver besiddelse af produktionsmidler, den eneste klasse, der helt igennem og direkte var bourgeoisiets modstander, og derfor den eneste klasse, der formåede at være gennemført revolutionær. Da proletariatet havde styrtet bourgeoisiet og erobret den politiske magt, blev det herskende klasse: det sidder inde med statsmagten, det disponerer over produktionsmidlerne, der allerede er socialiserede, det leder de vaklende mellemelementer og mellemklasser, det undertrykker udbytternes mere og mere energiske modstand. Alt dette er specielle opgaver i klassekampen, opgaver, som proletariatet ikke tidligere satte sig og heller ikke kunne sætte sig.

Udbytternes klasse, godsejerne og kapitalisterne, er ikke forsvundet og kan ikke forsvinde med ét slag under proletariatets diktatur. Udbytterne er slået, men ikke tilintetgjort. De har beholdt en international basis, den internationale kapital, som de er en afdeling af. De har til dels beholdt visse produktionsmidler, de har beholdt pengene og vældige sociale forbindelser. Energien i deres modstand er øget hundrede og tusinde gange, netop som følge af deres nederlag. »Kunsten« at lede staten, militæret, det økonomiske liv, giver dem en meget, meget stor overvægt, således at deres betydning er umådelig meget større end deres andel af den samlede befolkning. De styrtede udbytteres klassekamp mod de udbyttedes sejrrige avantgarde, dvs. proletariatet, er blevet langt mere forbitret. Og det kan ikke være anderledes, når man ikke vil ombytte dette begreb med reformistiske illusioner (således som alle II Internationales helte gør).

Endelig indtager bønderne ligesom overhovedet alt småborgerskab også under proletariatets diktatur en mellemstilling, en midterstilling: på den ene side er de en ret betydelig (i det tilbagestående Rusland en uhyre) masse af arbejdende, der forenes af de arbejdendes fælles interesse i at befri sig for godsejeren og kapitalisten; på den anden side er de opsplittede småbrugere, småbesiddere og småhandlende. Denne økonomiske stilling får dem uvægerligt til at vakle mellem proletariatet og bourgeoisiet. Og når kampen mellem disse klasser skærpes, når alle sociale relationer omlejres utrolig brat, mens netop bønderne og overhovedet småborgerskabet er mest forankret i det gamle, tilvante, uforandrede, er det naturligt, at vi kommer til at se, hvordan de går fra den ene lejr til den anden, vakler, vender om, tøver osv.

Over for denne klasse – eller over for disse samfundselementer – er det proletariatets opgave at lede den, at kæmpe for indflydelse på den. At drage de vaklende og ustabile med sig – det er, hvad proletariatet må gøre.

Hvis vi sammenholder alle hovedkræfter eller hovedklasser og betragter deres indbyrdes relationer, således som de har ændret sig gennem proletariatets diktatur, kan vi konstatere, hvilken grænseløs teoretisk tåbelighed, hvilken stupiditet der ligger i den gængse, småborgerlige forestilling om en overgang til socialismen »gennem demokratiet« slet og ret, en forestilling, vi finder hos alle repræsentanter for II Internationale. Grundlaget for denne fejl er den fra bourgeoisiet overtagne fordom, at »demokratiet« skal være noget ubetinget, noget uden for klasserne. I virkeligheden træder også demokratiet ind i en helt ny fase under proletariatets diktatur, og klassekampen hæves op på et nyt stade, hvor den spænder over alle mulige former.

Almindelige talemåder om frihed, lighed og demokrati er i virkeligheden ikke andet end en tanketom gentagelse af begreber, der er spejlbilleder af relationerne under vareproduktionen. Hvis man med sådanne almindelige talemåder vil løse de konkrete opgaver, der stilles proletariatets diktatur, betyder det, at man over hele linjen går over til bourgeoisiets teoretiske, principielle standpunkt. For proletariatet står spørgsmålet kun således: frihed for at blive undertrykt af hvilken klasse? Hvilken klasses lighed med hvilken klasse? Demokrati på basis af privatejendomsret eller på basis af kamp for at afskaffe privatejendomsretten? Og så videre.

I Anti-Dühring har Engels for længst gjort rede for, at begrebet lighed, der er et spejlbillede af relationerne under vareproduktionen, bliver til en fordom, hvis man ikke opfatter lighed som klassernes afskaffelse. [3] Denne elementære sandhed om forskellen mellem det borgerlig-demokratiske og det socialistiske lighedsbegreb glemmer man bestandig. Men hvis man ikke glemmer det, bliver det indlysende, at proletariatet ved at styrte bourgeoisiet dermed har taget et særdeles afgørende skridt til klassernes afskaffelse, og at proletariatet for at fuldføre dette må fortsætte sin klassekamp, idet det udnytter statsmagtens apparat og anvender forskellige kamp-, påvirknings- og indvirkningsmetoder over for det styrtede bourgeoisi og over for det vaklende småborgerskab.

(Fortsættelse følger [4])

30. oktober 1919

Toppen af siden

Lenins noter

*) Tallet på sovjetbrug og landbrugskommuner i Sovjetrusland opgives omtrentligt til 3.536 og 1.961, tallet på landbrugsarteller til 3.696. Vort statistiske centralkontor foretager for tiden en nøjagtig tælling af alle sovjetbrug og kommuner. Resultaterne vil begynde at indløbe i november 1919.

Udgivers noter

1. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., (russ.), bd. 39, s. 259-268, 453-461. – S. 65.

2. Pud = 16,30 kg. – S. 68.

3. Se Marx/Engels Werke, Bd. 20, s. 99. – S. 74.

4. Artiklen blev ikke afsluttet. – S. 74.

Toppen af siden

Sidst opdateret 10.6.2014