Trykt i Isvestija CKRK(b) nr. 7, 22. oktober 1919.
Oversat til dansk af Ulla Lykke Jørgensen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 13, s. 60-64, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 10. juni 2014.
Under partiugen i Moskva har 13.600 mennesker meldt sig ind i partiet.
Det er en vældig succes og helt uventet. Hele bourgeoisiet og især byens småborgerskab, inklusive specialisterne, embedsmændene og funktionærerne, der sørger over tabet af deres privilegerede og »herskende« position – hele det publikum har netop i den seneste tid, netop under partiugen i Moskva slidt og slæbt for at sprede panik, for at spå sovjetmagten en snarlig undergang, og Denikin – en snarlig sejr.
Med hvilken storslået kunst formår dette »intelligente« publikum ikke at udnytte dette våben: at sprede panik! For det er blevet et virkeligt våben i borgerskabets klassekamp mod proletariatet. I sådanne øjeblikke, som vi oplever nu, flyder småborgerskabet sammen med bourgeoisiet til »en reaktionær masse« og griber »med lidenskab« til dette våben.
Netop i Moskva, hvor handelselementet har været særligt stærkt, hvor der har været den største koncentration af udbyttere, godsejere, kapitalister og kuponklippere, hvor den kapitalistiske udvikling har samlet en mængde borgerlige intellektuelle, og hvor den centrale statsadministration har skabt en særlig stor ophobning af embedsmænd – netop i Moskva har det borgerlige rygtesmederi, den borgerlige bagvaskelse og den borgerlige udspredning af panik haft et usædvanlig gunstigt virkefelt. Den »situation«, som Denikins og Judenitjs heldigt påbegyndte offensiv skabte, gav ganske overordentlig gunstige betingelser for, at dette borgerlige våben kunne give »resultater«.
Ikke desto mindre, ud af proletariatets masse, som så Denikins »succes« og kendte alle de vanskeligheder, byrder og farer, der netop nu er forbundet med kommunisternes opgaver og pligter, rejste der sig tusinder og atter tusinder til forstærkning af kommunisternes parti, for at påtage sig den utrolig vanskelige byrde, som statsforvaltningen er.
Sovjetmagtens succes, vort partis succes er virkelig bemærkelsesværdig!
Denne succes har bevist og anskueliggjort over for hovedstadens befolkning og dernæst over for hele republikken og hele verden, at netop i proletariatets dybe lag, blandt de virkelige repræsentanter for de arbejdende masser findes den sikreste kilde til sovjetmagtens styrke og fasthed. Proletariatets diktatur har i denne succes, som den frivillige indmeldelse i partiet blev i en situation med de allerstørste vanskeligheder og farer, vist sig i praksis fra den side, som dens fjender af raseri ikke ønsker at se, og som virkelige venner af arbejdets befrielse fra kapitalens åg sætter højest, nemlig den side, hvor proletariatet (i besiddelse af statsmagten) med særlig styrke øver moralsk (i dette ords bedste betydning) indflydelse på masserne, den side, der handler om metoderne til at udøve denne indflydelse.
Proletariatets førende lag, der holder statsmagten i sine hænder, har med sit eksempel vist det arbejdende folks masse gennem hele to år (et enormt tidsrum for vort særdeles hurtige politiske udviklingstempo) et mønster på en sådan troskab over for det arbejdende folks interesser, en sådan energi i kampen mod de arbejdendes fjender (mod udbytterne i det hele taget og mod »besidderne« og spekulanterne i særdeleshed), en sådan standhaftighed i vanskelige øjeblikke, en sådan selvopofrelse i afværgelsen af den verdensomspændende imperialismes voldsmænd, at alene styrken af arbejdernes og bøndernes sympati over for deres avantgarde har vist sig at være i stand til at udrette mirakler.
For det er et mirakel: arbejdere, der har båret uhørte plager af sult, kulde, kaos og forarmelse, har ikke blot bevaret hele deres livsmod, deres hengivenhed over for sovjetmagten, hele deres energiske selvopofrelse og heroisme, men har også på trods af deres mangel på uddannelse og erfaring påtaget sig den byrde at styre statsskibet! Og det i en situation, hvor stormen har nået en rasende styrke...
Vor proletariske revolutions historie er fuld af sådanne mirakler. Sådanne mirakler vil med absolut sikkerhed – ligegyldigt hvad der kommer af enkelte vanskelige prøvelser – føre til den fuldstændige sejr for en verdensomspændende sovjetrepublik.
På nuværende tidspunkt må vi drage omsorg for at udnytte de nye partimedlemmer på den rigtige måde. Denne opgave skal behandles med særlig opmærksomhed; for det er ikke nogen let opgave, det er en ny opgave, og den kan ikke løses efter gamle modeller.
Kapitalismen kvalte, undertrykte og knuste en mængde talenter hos arbejderne og de arbejdende bønder. Disse talenter gik til grunde under trykket af nød, fattigdom og krænkelse af den menneskelige personlighed. Det er vor pligt nu at forstå at finde disse talenter frem og give dem arbejde. De nye partimedlemmer, der under partiugen er trådt ind, er utvivlsomt for størstedelens vedkommende uerfarne og ukyndige i arbejdet med statens forvaltning. Det er imidlertid ligeså utvivlsomt, at de er de mest hengivne, oprigtige og dygtige mennesker fra de samfundslag, som kapitalismen kunstigt holdt nede, gjorde til »de laveste« lag, ikke gav mulighed for at hæve sig op. Der er imidlertid mere kraft, friskhed, umiddelbarhed, hærdning og oprigtighed i dem end i andre.
Heraf følger, at alle partiorganisationer særligt skal overveje, hvordan de skal udnytte disse nye partimedlemmer. Vi skal være dristigere og give dem så forskelligartet samfundsarbejde som muligt, vi skal være hurtigere til at prøve dem i praktisk arbejde.
Selvfølgelig skal dristighed ikke opfattes sådan, at de nye straks skal have ansvarsfulde poster, der kræver en viden, som de nye ikke har. Dristighed behøver vi i betydningen kamp mod bureaukratismen: det er ikke uden grund, at vort partiprogram meget udtrykkeligt har rejst spørgsmålet om årsagerne til, at bureaukratisme i nogen grad dukker op igen, og om midlerne til at bekæmpe den. Dristighed behøver vi i betydningen etablering af for det første kontrol med funktionærerne, embedsmændene og specialisterne, udøvet af de nye partimedlemmer, som er godt bekendt med folkemassernes situation, deres behov og deres krav. Dristighed behøver vi i den betydning, at vi straks skal give disse nye mulighed for at udfolde sig og vise hvad de kan i et bredt anlagt arbejde. Dristighed behøver vi i den betydning, at de sædvanlige modeller skal brydes (også hos os kan man – o ve! ikke sjældent – se en tendens til overdreven frygt for at forgribe sig på etablerede sovjetiske rutiner, på trods af at det ofte er gamle embedsmænd og funktionærer og ikke bevidste kommunister, der har »etableret« dem). Dristighed behøver vi i betydningen vilje til med revolutionær hurtighed at give de nye partimedlemmer andet arbejde, for at prøve dem hurtigere, og hurtigere finde deres rette plads.
I mange tilfælde kan de nye partimedlemmer anbringes på poster, hvor de gennem kontrollen med, at de gamle embedsmænd samvittighedsfuldt udfører deres opgaver, hurtigt vil lære, hvad arbejdet drejer sig om og selvstændigt blive i stand til at overtage det. I andre tilfælde kan de anbringes sådan, at de kan forny og friske op på den direkte forbindelse mellem arbejder- og bondemassen på den ene side og statsapparatet på den anden. I vore industrielle »styrelser og centre« og i vore »sovjetlandbrug« er der stadig væk meget, alt for meget overladt til sabotører, godsejere og kapitalister, der er gået i dækning og på alle måder skader sovjetmagten. De erfarne partiarbejderes dygtighed både centralt og lokalt skal vise sig i forstærket brug af de nye friske partikræfter i en energisk kamp mod dette onde.
Sovjetrepublikken skal være en samlet militær lejr med den allerstørste kraftanspændelse, den allerstørste reduktion af omsvøb, af overflødig formalisme, den allerstørste forenkling af apparatet og den allerstørste tilpasning af det, ikke blot til det, som masserne har brug for, men også sådan, at de kan forstå apparatet og selvstændigt deltage i det.
Mobiliseringen af gamle partimedlemmer til militært arbejde foregår i forstærket tempo. Dette arbejde må på ingen måde afsvækkes, men skal til stadighed forstærkes, men samtidig skal vi, for at sejre i krigen, også forbedre, forenkle og friske op på vort civile apparat.
Sejre i krigen vil den, der har flest reserver, flest kraftkilder og størst standhaftighed i folkemassen.
Vi har mere af alt dette end de hvide, mere end »verdensmagten«: den engelsk-franske imperialisme, denne kolos på lerfødder. Vi har mere af alt dette, for vi kan øse og vil længe kunne øse af dybere og dybere kilder i arbejdernes og de arbejdende bønders miljø, af kilder i de klasser, som var undertrykt af kapitalismen, og som overalt udgør det overvejende flertal af befolkningen. Vi kan øse af dette vidtstrakte reservoir, for det giver os folk, der er de mest oprigtige, de mest hærdede af livets byrder, og som er bedst kendt med arbejderne og bønderne og kan lede dem i arbejdet med opbygningen af socialismen.
Vore fjender, og det gælder både det russiske og det internationale bourgeoisi, har intet, der blot ligner dette reservoir. Jorden skrider mere og mere under deres fødder, flere og flere af deres hidtidige tilhængere blandt arbejderne og bønderne forlader dem.
Derfor er den verdensomspændende sovjetmagts sejr i sidste ende sikker og uomgængelig.
21. oktober 1919
Sidst opdateret 10.6.2014