Trykt i Pravda nr. 221, 4. oktober 1919. [1]
Oversat til dansk af Ulla Lykke Jørgensen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 13, s. 57-59, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 10. juni 2014.
Aviserne har allerede meddelt, at Petrograds arbejdere har påbegyndt en intensiveret mobilisering og afsendelse af de bedste folk til sydfronten. Denikins erobring af Kursk og fremrykningen mod Orjol forklarer til fulde Petrograd-proletariatets energiudfoldelse. Dets eksempel bør også arbejderne i de øvrige industricentre følge.
Denikin-banden regner med at fremkalde panik i vore rækker og tvinge os til kun at tænke på forsvar, og kun i den givne retning. De udenlandske radiomeddelelser viser, med hvilken iver Frankrigs og Englands imperialister hjælper Denikin også hermed, og hvordan de hjælper ham med våben og hundreder af millioner rubler. De udenlandske radioer udbasunerer i hele verden, at vejen til Moskva ligger åben. På den måde ønsker kapitalisterne at skræmme os.
Men det vil ikke lykkes dem at skræmme os. Vore tropper er fordelt efter en gennemtænkt plan, som nøje følges. Vor offensiv mod hovedkilden til modstanderens styrker fortsætter urokkeligt. De sejre, der er vundet i de seneste dage – erobringen af 20 kanoner i Bogutjarskij-distriktet, erobringen af kosaklandsbyen Vesjenskaja, – viser vore troppers vellykkede fremrykning mod kosakkernes centrum, som er det eneste, der har givet og giver Denikin mulighed for at skabe en seriøs styrke. Denikin bliver knækket, som Koltjak blev knækket. Os kan man ikke skræmme, og vi vil føre vor sag til en sejrrig afslutning.
Erobringen af Kursk og fjendens fremrykning mod Orjol stiller os den opgave at tilføre ekstra styrker for at slå modstanderen tilbage her. Petrograds arbejdere har med deres eksempel vist, at de har forstået opgaven rigtigt. Uden at skjule faren for os selv og uden på nogen måde at bagatellisere den siger vi: Petrograds eksempel har vist, at vi har ekstra styrker. For at slå offensiven mod Orjol tilbage og for at gå i offensiven mod Kursk og Kharkov må vi ud over dem, vi råder over, mobilisere de bedste folk fra proletariatet. Det er en alvorlig fare, der er skabt med Kursk’s fald. Aldrig før har fjenden været så tæt på Moskva, men for at slå denne fare tilbage fører vi som supplement til de eksisterende troppestyrker nye enheder af progressive arbejdere frem, som er i stand til at skabe et stemningsomslag hos de enheder, der er på tilbagetog.
Blandt tropperne i syd har de desertører, der er vendt tilbage til hærens rækker, indtaget en fremtrædende plads. De vendte for størstedelens vedkommende tilbage frivilligt, under indflydelse af den agitation, der forklarede dem deres pligt, og forklarede dem, hvor alvorlig truslen om genindførelse af godsejernes og kapitalisternes magt er. Men desertørerne holdt ikke stand, de manglede udholdenhed og trak sig gang på gang tilbage uden at tage kampen op.
Det er derfor, at en hjælp til hæren fra en ny tilstrømning af proletariske styrker får den allerstørste betydning. De ustabile elementer styrkes, moralen hæves, og vi vil nå et vendepunkt. Proletariatet støtter og leder som altid i vor revolution de vaklende lag i den arbejdende befolkning.
I Petrograd har arbejderne allerede længe måttet bære endnu større byrder end arbejderne i de øvrige industricentre. Både sult, krigsfare og overførsel af de bedste arbejdere til varetagelse af sovjetposter over hele Rusland – alt dette har tæret mere på Petrograd-proletariatet end på proletariatet andre steder.
Alligevel ser vi, at der ikke er det mindste mismod, ikke det mindste fald i kampvilje blandt Petrograd-arbejderne. Tværtimod. De er hærdede. De har fundet nye kræfter. De fører friske kæmpere frem. De opfylder på fortræffelig vis opgaven som avantgarde ved at sende hjælp og støtte derhen, hvor den er mest nødvendig.
Når sådanne friske styrker rykker frem for at styrke de vigende enheder i vor hær, så får de arbejdende masser, soldater og bønder nye ledere fra deres egen midte, fra arbejdende mennesker, som er mere udviklede, mere bevidste og mere faste i ånden. Det er derfor, at en sådan hjælp til vor bondehær giver os afgørende overlegenhed over for fjenden; for hos fjenden er det kun godsejersønner, der sætter sig i bevægelse som »støtte« for hans bondehær, og vi ved, at denne »støtte« har ødelagt Koltjak og vil ødelægge Denikin.
Kammerater arbejdere! Giv jer alle i kast med det nye arbejde efter Petrograd-arbejdernes eksempel! Flere kræfter til at virke blandt tropperne, mere initiativ og dristighed, mere kappestrid for at komme op på siden af Petrograd-arbejderne, og sejren vil blive det arbejdende folks; godsejernes og den kapitalistiske kontrarevolution vil blive knust.
P.S. Nu har jeg erfaret, at også fra Moskva har nogle snese af de mest trofaste kammerater begivet sig til fronten. Efter Petrograd har Moskva sat sig i bevægelse. Efter Moskva bør de øvrige sætte sig i bevægelse.
3. oktober 1919
N.L.
1. Denne artikel blev skrevet i forbindelse med begyndelsen på mobiliseringen af Petrograds kommunister til fronten. I årene under den udenlandske militærintervention og borgerkrigen blev der gentagne gange gennemført massemobiliseringer og personlige mobiliseringer.
Lenin tillagde dem stor betydning. I dem så han den afgørende betingelse for styrkelsen af den Røde Hærs rækker.
I forbindelse med den vanskelige situation på Sydfronten besluttede et centralkomitémøde, der blev afholdt den 21. og den 26. september 1919, at gennemføre en mobilisering af kommunister og sende de bedste repræsentanter for partiet og arbejderklassen til fronten. Centralkomiteens brev om mødets beslutninger påpegede, at kommunisterne skulle kaldes bort fra de institutioner, hvor de kunne blive erstattet af partiløse arbejdere, kvinder eller invalider fra borgerkrigen, og sendes til fronten. Partiets opfordring vandt genklang i den arbejdende befolkning. RKP(b)’s Petrograd-komité besluttede at mobilisere 1200 kommunister til Sydfronten. Allerede den 30. september rejste den første gruppe af de mobiliserede Petrograd-kommunister til fronten, den følgende dag – den anden gruppe, og den 2. oktober den tredje gruppe. I de følgende dage fortsatte mobiliseringen i Petrograd. Den 2. oktober sendte Lenin et telegram til Petrograds arbejdere, hvori han hilste dem for deres energiske arbejde for at hjælpe Sydfronten. Petrograds partiorganisation sendte i løbet af september-november mere end 4000 kommunister til fronten, heraf 1800 gennem personlig mobilisering til ledende arbejde i hæren. – S. 57.
Sidst opdateret 10.6.2014