Fællesmøde af den alrussiske centrale eksekutivkomité, Moskvas sovjet, bedriftsrådene og fagforbundene

Resolution

Vladimir Lenin (22. okt. 1918)


Isvestija nr. 231 den 23. oktober 1918.

Oversat til dansk af Anne Lund.

Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 11, s. 99-101, Forlaget Tiden, København 1983.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 25. nov. 2012.


De proletariske massers og de arbejdende bønders revolutionære bevægelse mod den imperialistiske krig har i den seneste tid haft kolossal fremgang i alle lande, navnlig i Balkanstaterne samt Østrig og Tyskland. Men netop denne fremgang har i særlig grad forbitret det internationale bourgeoisi, hvis lederskab nu er overtaget af bourgeoisiet i England, Amerika og Frankrig, og tvunget det til at sætte hurtigt ind for at forene sig i en organiseret kontrarevolutionær kraft til nedkæmpelse af revolutionen, fremfor alt sovjetmagten i Rusland, som netop nu er revolutionens arnested nummer ét.

Det tyske bourgeoisi og den tyske regering, som er slået i krigen og trues indefra af en mægtig revolutionær bevægelse, farer hektisk omkring for at søge redning. En strømning inden for Tysklands herskende kredse håber stadig, at den ved forhaling kan vinde tid indtil vinter og gøre landets militære forsvar klar på en ny fæstningslinje. En anden strømning søger febrilsk en aftale med det engelsk-franske bourgeoisi mod det revolutionære proletariat og bolsjevikkerne. Da det har vist sig helt ugørligt for denne strømning at komme på talefod med sejrherrerne, de engelske og franske imperialister, prøver den nu at skræmme dem med den bolsjevikiske trussel og slå en handel af ved at gøre dem tjenester mod bolsjevikkerne og den proletariske revolution. Bourgeoisiet i de lande, som er besat af eller underkastet Tyskland, søger endnu mere ihærdigt at få en aftale i stand med Ententen, England, Frankrig, specielt i de tilfælde, hvor bourgeoisiet, for eksempel i lande som Finland og Ukraine, har indset det fuldkommen umulige i at fastholde magten over de udbyttede arbejdende masser uden hjælp fra udenlandske bajonetter.

Som resultat af disse forhold står sovjetmagten i en egenartet situation, der tager sig således ud: på den ene side har vi aldrig været så nær ved en international proletarisk revolution som nu; på den anden side har vi aldrig befundet os i en så farlig situation som nu. Vi er ikke længere konfronteret med to forholdsvis lige stærke imperialistiske rovdyrgrupper, der æder hinanden op og tærer på hinandens kræfter. Nu står vi over for en gruppe af sejrherrer, de engelske og franske imperialister, som agter at dele den ganske verden mellem kapitalisterne; den sætter sig som mål for enhver pris at omstyrte sovjet-regeringen i Rusland og udskifte denne regering med en borgerlig; den gør sig nu klar til at angribe Rusland fra syd, for eksempel over Dardanellerne og Sortehavet eller gennem Bulgarien og Rumænien. Ydermere lader det til, at en del af de engelske og franske imperialister i det mindste håber på, at den tyske regering efter direkte eller stiltiende aftale med dem først vil trække sine tropper hjem fra Ukraine, efterhånden som Ukraine besættes af engelsk-franske styrker for at undgå de ukrainske arbejderes og bønders ellers uundgåelige sejr og oprettelse af en ukrainsk arbejder- og bonderegering.

En langt langt farligere kraft, nemlig det internationale kontrarevolutionære bourgeoisi, først og fremmest det engelsk-amerikanske og det franske bourgeoisi, træffer nu forberedelser til et stormløb på os, i skjul af Krasnov og de hvidgardistiske kontrarevolutionære. Denne kendsgerning er endnu ikke overalt trængt helt ind i de brede arbejder- og bondemassers bevidsthed. Denne bevidsthed må vi utrætteligt bibringe dem. Den mest intense opmærksomhed må vies en befæstelse af Sydfronten og oprettelsen og bevæbningen af en Rød Armé, der skal være ulige meget stærkere end nu. Hver eneste arbejderorganisation, hvert eneste forbund af fattigbønder, hver eneste sovjetinstitution må igen og igen sætte spørgsmålet om en styrkelse af hæren som første punkt på dagsordenen, må igen og igen overveje, om vi har gjort tilstrækkeligt, og hvilke nye skridt vi kan og må træffe.

Der er indtrådt et markant stemningsskifte i arbejder-og bondemasserne. Massernes ekstreme krigslede er overvundet. En hær er under opbygning og er opbygget. En ny, kommunistisk disciplin, en klassebevidst disciplin, en disciplin i den arbejdende befolkning er vokset frem. Og denne kendsgerning giver os grund til at nære sikkert håb om, at vi kan og vil forsvare vort socialistiske fædreland og sikre den internationale proletariske revolutions sejr.


Sidst opdateret 27.11.2012