Skrevet 19. oktober (1. november) 1917. Første gang trykt den 1. november 1927 i avisen Pravda nr. 250.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 8, s. 165-168, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 14. dec. 2008
Kære kammerater!
Et parti med respekt for sig selv kan ikke tolerere strejkebryderi og strejkebrydere i sin midte. Det er indlysende. Og jo mere man tænker over Sinovjevs og Kamenevs optræden i pressen uden for partiet, jo mere ubestrideligt bliver det, at deres handling udgør strejkebryderi i fuldt omfang. Kamenevs trick på Petrograd-sovjettens møde [1] er ligefrem lumpent; han er, siger han, ganske enig med Trotskij. Men er det da vanskeligt at begribe, at Trotskij ikke kunne, ikke havde ret til, ikke måtte sige mere i fjenders nærværelse, end han havde sagt. Er det vanskeligt at begribe, at det er en pligt for partiet, som over for fjenden hemmeligholdt sin beslutning (om nødvendigheden af væbnet opstand, om at den var modnet fuldt ud, om alsidige forberedelser osv.), at denne beslutning forpligter til i offentlige udtalelser ikke blot til at skyde »skylden«, men også initiativet på modstanderen. Kun børn forstår ikke dette. Kamenevs trick er simpelt hen en slyngelstreg. Det samme må siges om Sinovjevs trick. I hvert fald om hans »retfærdiggørende« brev (åbenbart til centralorganet), og kun dette brev, har jeg set (for den særlige mening, »den påståede særlige mening«, som den borgerlige presse råber op om, har jeg, medlem af centralkomiteen, endnu ikke set noget til). Af Sinovjevs »argumenter«: Lenin rundsendte sine breve »inden der blev vedtaget nogen som helst beslutninger«, og I protesterede ikke. Sådan skriver Sinovjev ordret, samtidig med, at han selv fire gange understreger ordet inden. Er det da vanskeligt at begribe, at man kan agitere både for og imod strejke, inden centret træffer beslutning, men efter en beslutning om strejke (efter yderligere beslutning om at hemmeligholde det for fjenden), efter dette er det da ikke strejkebryderi at agitere mod strejken? Det vil enhver arbejder forstå. Spørgsmålet om væbnet opstand er blevet drøftet i centret siden september. Dengang kunne og burde Sinovjev og Kamenev havde udtalt sig skriftligt, for at alle kunne se deres argumenter, og for at alle havde kunnet vurdere deres fuldstændige rådvildhed. Når man skjuler sine synspunkter for partiet en hel måned før man tager beslutningen og rundsender sin særlige mening efter beslutningen – så er man strejkebryder.
Sinovjev lader, som om han ikke forstår denne forskel, ikke forstår, at efter beslutningen om strejke, centrets beslutning, er det kun strejkebrydere, som for de nedre instanser kan agitere mod beslutningen. Enhver arbejder vil forstå dette.
Men Sinovjev har netop agiteret og modarbejdet centrets beslutninger, såvel på søndagens møde, [2] hvor han og Kamenev ikke opnåede en eneste stemme, som i sit foreliggende brev. Thi Sinovjev har den skamløshed at påstå, at »partiet ikke er blevet spurgt«, og at sådanne spørgsmål »ikke afgøres af ti personer«. Tænk engang. Alle centralkomité-medlemmer ved, at mere end ti medlemmer af centralkomiteen deltog i det afgørende møde, at flertallet af plenum deltog, at Kamenev selv på dette møde erklærede: »Dette møde er afgørende«, at man om de fraværende medlemmer af centralkomiteen udmærket vidste, at flertallet af dem ikke var enige med Sinovjev og Kamenev. Og nu, efter centralkomiteens beslutninger på mødet, som også Kamenev anså for afgørende, har et centralkomité-medlem den frækhed at skrive: »Partiet er ikke blevet spurgt«. »Sådanne spørgsmål afgøres ikke af ti personer»; det er strejkebryderi i fuldt omfang. Indtil partikongressen er det centralkomiteen, der beslutter. Centralkomiteen har besluttet. Kamenev og Sinovjev, som ikke udtrykte sig skriftligt før beslutningen, begyndte at bestride centralkomiteens beslutning, efter at den er blevet taget.
Det er strejkebryderi i fuldt omfang. Efter beslutningens vedtagelse er enhver indsigelse utilladelig, eftersom det drejer sig om en hurtig og hemmelig forberedelse til strejken. Sinovjev har den frækhed, at han nu skyder os i skoene at have »advaret fjenden&laqu o;. Hvor er grænsen for skamløsheden? Hvem var det nemlig, der forkludrede sagen og stak en kæp i hjulet for strejken ved at »advare fjenden«, hvis det ikke var de folk, der optrådte i pressen uden for partiet?
I en avis, som i dette spørgsmål gør fælles sag med hele bourgeoisiet, udtaler han sig mod partiets »afgørende« beslutning!
Hvis dette tolereres, så er partiet umuligt, så er partiet slået i stykker.
At kalde dét for en »særlig mening«, som Basarov får nys om og lader trykke i en avis, som ikke er partiets, – det er at gøre grin med partiet.
Kamenevs og Sinovjevs udtalelser i pressen udenfor partiet var også af den grund særligt gemene, at partiet ikke åbent kan gendrive deres intrigante løgn: jeg kender ikke noget til beslutningerne om tidspunktet, skriver Karnenev i sit og Sinovjevs navn og lader det trykke. (Sinovjev er efter en sådan erklæring fuldt ud ansvarlig for hele Kamenevs optræden og handling.)
Hvordan kan centralkomiteen dementere dette?
Vi kan ikke sige sandheden til kapitalisterne, nemlig, at vi besluttede en strejke og besluttede at hemmeligholde valget af tidspunktet for dens iværksættelse.
Vi kan ikke dementere Sinovjevs og Kamenevs intrigante løgn, uden at forkludre sagen endnu mere. Den umådelige gemenhed, det faktiske forræderi, disse to personer har begået, består jo netop i, at de har røbet de strejkendes plan til kapitalisterne, for når vi tier i pressen, kan enhver gætte sig til, hvordan det forholder sig.
Kamenev og Sinovjev røbede til Rodsjanko og Kerenskij deres partis centralkomité-beslutning om væbnet opstand, og om at forberedelsen til den væbnede opstand og valget af tidspunktet for den skulle hemmeligholdes for fjenden. Det er et faktum. Ingen tricks kan dementere dette. To medlemmer af centralkomiteen har med deres intrigante løgn røbet arbejdernes beslutning til kapitalisterne. Svaret herpå kan og skal være et: centralkomiteens omgående beslutning:
»Centralkomiteen erkender, at Sinovjevs og Kamenevs udtalelser i pressen uden for partiet er strejkebryderi i fuldt omfang, og ekskluderer begge fra partiet.«
Det er ikke let for mig at skrive dette om tidligere nære venner, men jeg ville regne tvivlrådighed her for en forbrydelse, for hvis de revolutionæres parti ikke straffer prominente strejkebrydere, vil det gå til grunde.
Spørgsmålet om væbnet opstand, er, uanset om strejkebryderne ved at røbe sagen til Rodsjanko og Kerenskij måtte have udskudt den i lang tid, ikke henlagt, ikke henlagt af partiet. Hvordan skulle man så kunne forberede sig til en væbnet opstand og forberede den, hvis man tolererer »prominente« strejkebrydere i sin midte? Jo mere prominente, des farligere, des mere uværdigt at »tilgive«. On n'est trahi que par les siens, siger franskmændene. Kun ens egne kan blive forrædere.
Jo mere »prominente« strejkebryderne er, des mere forpligtet er man til at straffe dem med eksklusion omgående.
Kun sådan kan man sanere arbejderpartiet, befri sig for den halve snes karakterløse intellektuelle, slutte de revolutionæres rækker fastere og møde de kommende og største vanskeligheder sammen med de revolutionære arbejdere.
Vi kan ikke offentliggøre sandheden: at Sinovjev og Kamenev efter centralkomiteens besluttende møde havde den frækhed at kræve en revision på søndagsmødet, at Kamenev skamløst råbte: »Centralkomiteen har spillet fallit, den har ikke udrettet noget i en hel uge« (dementere det kunne jeg ikke, for jeg kunne ikke sige, hvad der netop var blevet udrettet), mens Sinovjev med uskyldig mine forelagde den resolution, mødet forkastede: »Ikke gå i aktion, før en konference med de bolsjevikker, der ankommer den 20. til sovjetkongressen«.
Tænk bare: efter centrets beslutning om strejke foreslår man på de nedre partiorganers møde at udskyde den og (indtil kongressen den 20., men så blev kongressen udsat ... folk som Sinovjev tror på Liber-Dan'erne) overlade den til et sådant kollegium, som partiets love ikke kender til, som ikke står over centralkomiteen, og som ikke kender Petrograd.
Og oven på dette har Sinovjev yderligere den frækhed at skrive: »Således styrker man næppe partiets enhed«.
Det kan vel kun kaldes en trussel om splittelse.
Jeg svarer på en sådan trussel, at jeg ikke vil standse på halvvejen, at jeg vil skaffe ytringsfrihed over for arbejderne, og at jeg under alle omstændigheder vil brændemærke strejkebryderen Sinovjev som strejkebryder. På truslen om splittelse svarer jeg med at erklære krig til den bitre ende, for at få de to strejkebrydere ekskluderet af partiet.
En fagforeningsledelse har efter måneders debat besluttet: strejken er uundgåelig og tiden er moden, tidspunktet hemmeligholder vi for fabriksejerne. Så går to fra ledelsen til nedre instanser for at anfægte beslutningen og taber. Derpå går de to til pressen og røber med en intrigant løgn ledelsens beslutning til kapitalisterne og spolerer dermed mindst halvdelen af strejken eller forhaler den til et dårligt tidspunkt ved at advare fjenden.
Det er strejkebryderi i fuldt omfang. Og derfor kræver jeg eksklusion af de to strejkebrydere og forbeholder mig (i betragtning af deres trussel om splittelse) ret til at offentliggøre alt, så snart det bliver muligt.
1. Kamenev gav på sovjettens møde den 18. (31.) oktober 1917 tilslutning til, hvad Trotskij forinden var blevet nødsaget til at erklære, nemlig at sovjetten ikke havde truffet beslutning om væbnet opstand – hvilket var sandt, da beslutningen herom var truffet af bolsjevikkernes centralkomité. Men da Kamenev (og Sinovjev) forinden havde skrevet i en bladartikel, at en sådan beslutning var truffet, kunne hans tilslutning til Trotskijs erklæring på sovjettens møde opfattes som et forsøg på både på ny at antyde beslutningens eksistens og samtidig redde sig selv fra beskyldningen for strejkebryderi. – S. 165.
2. Her og på side 168 sigter Lenin til RSDAP(b)s udvidede centralkomité-møde, der fandt sted den 16. (29.) oktober 1917, hvor Sinovjev og Kamenev gik imod den vedtagne beslutning fra centralkomité-mødet den 10. (23.) oktober om væbnet opstand. – S. 166.
Sidst opdateret 14.12.2008