Skrevet den 18. (31.) oktober 1917. [1] Trykt første gang i Pravda den 1. november 1927.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 8, s. 161-164, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 14. dec. 2008
Kammerater! Jeg har endnu ikke haft mulighed for at skaffe mig Petrograd-bladene for onsdag den 18. oktober. Da jeg telefonisk blev underrettet om ordlyden af den erklæring, som Kamenev og Sinovjev har fremsat i bladet Novaja Sjisn, der ikke tilhører partiet, nægtede jeg at tro det. Det har imidlertid vist sig, at ingen tvivl er mulig, og jeg er derfor nødsaget til at benytte lejligheden til at sende partiets medlemmer dette brev torsdag aften eller fredag morgen, fordi det ville være en forbrydelse at forholde sig tavs over for dette uhørte skruebrækkeri.
Jo alvorligere det praktiske spørgsmål er, jo mere ansvarlige og »fremtrædende« de folk er, der optræder som skruebrækkere, des farligere er det, des mere beslutsomt må man smide skruebrækkerne ud, og des mere utilgiveligt ville det være at vakle på grund af skruebrækkernes eventuelle tidligere »fortjenester«.
Tænk blot efter! Man ved i partikredse, at partiet siden september har diskuteret opstanden. Ingen har hørt noget som helst om et eneste brev eller stykke papir fra nogen af de nævnte personer! Nu, på tærsklen til sovjetkongressen så at sige, udtaler to fremtrædende bolsjevikker sig mod flertallet, og – den sag er klar – mod centralkomiteen. Det siges ikke åbent, men derved skader det sagen endnu mere, eftersom det er endnu farligere at tale i antydninger.
Af ordlyden i Kamenevs og Sinovjevs erklæring fremgår ganske klart, at de er gået imod centralkomiteen, ellers ville deres erklæring være uden mening, men der siges intet om, hvilken beslutning af centralkomiteen de bestrider.
Hvorfor?
Den sag er klar: Fordi centralkomiteen ikke har offentliggjort den.
Hvad er altså det egentlige?
I et vigtigt kampspørgsmål angriber to »fremtrædende bolsjevikker« lige før den kritiske dag, den 20. oktober, i et blad der ikke er partiets, tilmed et blad, der i det foreliggende spørgsmål går hånd i hånd med bourgeoisiet mod arbejderpartiet, en ikke offentliggjort beslutning fra particentret.
Men dette er jo tusind gange mere nederdrægtigt og en million gange mere skadeligt end f.eks. alle Plekhanovs artikler i pressen udenfor partiet i årene 1906-1907, artikler, som partiet fordømte skarpt! Dengang drejede det sig dog kun om valg, mens det nu drejer sig om en opstand for at erobre magten.
Og i et sådant spørgsmål, efter at particentret har truffet sin beslutning, at polemisere mod denne ikke offentliggjorte beslutning for øjnene af Rodsjanko og Kerenskij og deres folk i et blad udenfor partiet – kan man tænke sig et større forræderi, et værre skruebrækkeri?
Jeg ville anse det for en skændsel for mig selv, hvis jeg på grund af tidligere nært forhold til disse forhenværende kammerater gav mig til at vakle i fordømmelsen af dem. Jeg siger rent ud, at jeg ikke anser de to for kammerater, og at jeg af al kraft både i centralkomiteen og på partikongressen vil kæmpe for deres udelukkelse af partiet.
For et arbejderparti, som af livets gang stadig oftere stilles ansigt til ansigt med opstanden, er ikke i stand til at løse denne vanskelige opgave, når ikke offentliggjorte beslutninger fra centret modarbejdes i pressen udenfor partiet, efter at de er truffet, og når der således spredes usikkerhed og forvirring i de kæmpendes rækker.
Lad de herrer Sinovjev og Kamenev grundlægge deres eget parti med nogle snese hovedløse folk eller kandidater til den Konstituerende Forsamling. Arbejderne vil ikke slutte sig til et sådant parti, for dets første parole vil være:
»Medlemmer af centralkomiteen, som lider nederlag i centralkomiteens møder i spørgsmålet om den afgørende kamp, har ret til at angribe ikke offentliggjorte beslutninger i pressen udenfor partiet.«
Lad dem indrette sig et sådant parti. Vort bolsjevikiske arbejderparti vil kun vinde derved.
Når alle dokumenter offentliggøres, vil Sinovjevs og Kamenevs skruebrækkeri træde endnu klarere frem. Lad imens arbejderne overveje følgende spørgsmål:
»Lad os antage, at ledelsen af et alrussisk fagforbund efter månedlange diskussioner med et flertal på 80 pct. vedtog, at der skal gøres klar til strejke, men at der foreløbig ikke skal offentliggøres noget om tidspunktet eller om noget andet. Lad os antage, at to medlemmer, underpåskud af at have ‘en særlig opfattelse’, efter beslutningen giver sig til at skrive ikke blot til de lokale grupper om revision af beslutningen, men også lader oplysningerne i deres breve slippe ud til pressen udenfor partiet. Lad os sluttelig antage, at de endog selv angriber beslutningen i blade udenfor partiet, skønt den endnu ikke er offentlig-gjort, og begynder at skælde ud på strejken for øjnene af kapitalisterne.
Ville arbejderne mon tøve med at ekskludere den slags skruebrækkere?«
Med hensyn til situationen i spørgsmålet om opstand nu, så nær den 20. oktober, kan jeg ikke på afstand bedømme, i hvor høj grad sagen er spoleret ved denne strejkebryderoptræden i pressen udenfor partiet. Uden tvivl er der anrettet meget stor praktisk skade. For at rette sagen op må der først og fremmest genskabes enhed i den bolsjevikiske front ved eksklusion af skruebrækkerne.
Svagheden i de idémæssige argumenter mod opstanden bliver des klarere, jo mere vi drager dem frem i dagens lys. Jeg har forleden sendt en artikel herom til Rabotjij Put, og hvis redaktionen ikke finder mulighed for at bringe den, vil partiets medlemmer antagelig få den at se i manuskript.
Disse såkaldte »idémæssige« argumenter kan sammenfattes i to: For det første »afventen« af den Konstituerende Forsamling. Lad os vente, måske kan vi så overleve. Måske kan vi overleve trods hungersnød, trods ødelæggelser, trods soldaternes svigtende tålmodighed, trods Rodsjankos forberedelser til udlevering af Petrograd til tyskerne, trods lockouter.
Måske og muligvis, det er den kraft, der er i argumentet.
For det andet – jamrende pessimisme. Hos bourgeoisiet og Kerenskij står alt vel til, hos os dårligt. Hos kapitalisterne er alt vidunderligt forberedt, hos arbejderne er det hele elendigt. De, der er »pessimister« med hensyn til sagens militære side, skråler op af fuld hals, mens »optimisterne« tier, for ud over skruebrækkerne er der næppe nogen, der finder behag i at røbe noget for Rodsjanko og Kerenskij.
En vanskelig tid. En svær opgave. Et alvorligt forræderi.
Og alligevel vil opgaven blive løst, arbejderne vil rykke tættere sammen, bonderejsningen og frontsoldaternes voldsomme utålmodighed vil have sin virkning! Lad os slutte rækkerne tættere – proletariatet må sejre!
1. Efter at have lidt nederlag på centralkomitémødet den 10. (23.) oktober 1917, hvor opstanden diskuteredes, sendte Sinovjev og Kamenev den følgende dag en redegørelse for deres standpunkt til centralkomiteen og et brev med overskriften Om Den Øjeblikkelige Situation til det bolsjevikiske partis lokalkomiteer i Petersborg, Moskva, Moskva-området og det finske område, samt til den bolsjevikiske fraktion i Sovjetternes Centrale Eksekutivkomité og den bolsjevikiske gruppe på nordområdets sovjetkongres. I dette brev gik de imod centralkomiteens beslutning om væbnet opstand. Da det mislykkedes for dem at få tilslutning til deres standpunkter på et udvidet møde i Petersborg-komiteen den 15. (28.) oktober, hvor brevet blev oplæst, og på det udvidede centralkomitémøde den 16. (29.) oktober, hvor de på ny talte imod væbnet opstand, begik Sinovjev og Kamenev åbent forræderi. Den 18. (31.) oktober bragte det halvmensjevikiske blad Novaja Sjisn (Nyt Liv) en opsats med overskriften J. Kamenev Om Oprøret, hvori Kamenev på egne og på Sinovjevs vegne erklærede sig som modstander af den væbnede opstand og således afslørede en yderst vigtig og hemmelig partibeslutning for fjenden. – S. 161.
Sidst opdateret 14.12.2008