Første gang trykt i 1922 i tidsskriftet Proletarskaja Revoljutsija nr. 10.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 8, s. 156-157, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 14. dec. 2008
Kammerat Lenin konstaterer, at der siden begyndelsen af september kan iagttages en vis ligegyldighed over for spørgsmålet om opstand. Det er imidlertidig utilladeligt, hvis vi mener det alvorligt med parolen om, at sovjetterne skal tage magten. Det er derfor på høje tid at rette opmærksomheden mod den tekniske side af spørgsmålet. Der er øjensynligt allerede gået megen tid tabt.
Ikke desto mindre er spørgsmålet yderst presserende, og det afgørende øjeblik er nært.
Den internationale situation er sådan, at initiativet må blive vores.
Det, der pønses på med en tilbagetrækning til Narva og overgivelse af Petrograd, tvinger os endnu mere til beslutsomme aktioner.
Den politiske situation arbejder ligeledes eftertrykkeligt i denne retning. Beslutsomme aktioner den 3.-5. juli ville være strandet på, at flertallet ikke var med os. Siden da bevæger vor rejsning sig fremad med gigantiske skridt.
Massernes ringe fremmøde og ligegyldighed kan forklares ved, at de er blevet trætte af ord og resolutioner.
Flertallet er nu med os. Politisk er situationen fuldkommen moden til overtagelse af magten.
Bondebevægelsen bevæger sig også i denne retning, for det er klart, at der skulle heroiske kræfter til for at standse denne bevægelse. Parolen om overdragelse af al jorder blevet bøndernes fælles parole. Den politiske situation er således forberedt. Vi må tale om den tekniske side. Det er det, alting drejer sig om. Ikke desto mindre er vi, ligesom forsvarsvennerne, tilbøjelige til at betragte en systematisk forberedelse af opstanden som noget i retning af en politisk synd.
Det er meningsløst at vente på den Konstituerende Forsamling, som tydeligvis ikke vil stå på vor side, for det vil gøre vor opgave mere indviklet.
Distriktskongressen og forslaget fra Minsk [1] må udnyttes til at indlede beslutsomme aktioner.
Centralkomiteen fastslår, at den russiske revolutions internationale stilling (opstanden i den tyske flåde som det skarpeste udtryk for den i hele Europa fremvoksende socialistiske verdensrevolution; endvidere faren for, at imperialisterne skal slutte fred for at kvæle revolutionen i Rusland) såvel som den militære stilling (det russiske bourgeoisi og Kerenskij og co.’s utvivlsomme beslutning om at udlevere Petrograd til tyskerne) og det proletariske partis erobring af flertallet i sovjetterne – at alt dette i forbindelse med bondeopstanden og med den kendsgerning, at folkets tillid har vendt sig til fordel for vort parti (valgene i Moskva), og endelig med de åbenbare forberedelser til en ny kornilov-affære (tilbagetrækningen af tropper fra Petrograd, sammendragningen af kosakker i nærheden af Petrograd, kosakkernes omringelse af Minsk osv.) – at alt dette sætter den væbnede opstand på dagsordenen.
Centralkomiteen fastslår derfor, at en væbnet opstand er uomgængelig, og at alle betingelser for den er til stede, og opfordrer alle partiorganisationer til at lade sig lede heraf og ud fra dette synspunkt drøfte og afgøre alle praktiske spørgsmål (norddistriktets sovjetkongres, tilbagetrækning af tropper fra Petrograd, befolkningens aktioner i Moskva og Minsk osv.).
1. Lenin hentyder til Ja. M. Sverdlovs meddelelse på centralkomiteens møde den 10. (23.) oktober 1917 om den tekniske mulighed for væbnet aktion i Minsk og om forslaget fra Minsk om at hjælpe Petrograd ved at sende et revolutionært korps dertil. – S. 157.
Sidst opdateret 14.12.2008