Skrevet 8. oktober 1917. Første gang trykt den 7. november 1925 i avisen Pravda nr. 255.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 8, s. 150-155, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 14. dec. 2008
Kammerater! vor revolution gennemlever en i højeste grad kritisk tid. Denne krise faldt sammen med en stor krise: fremvæksten af en verdensomspændende socialistisk revolution og verdensimperialismens kamp imod den. Der påhviler de ansvarlige ledere i vort parti en gigantisk opgave; hvis den ikke løses, udsættes den internationale proletariske bevægelse for fuldstændigt sammenbrud. Situationen er sådan, at en udsættelse virkelig er ensbetydende med døden.
Betragt den internationale situation. Fremvæksten af verdensrevolutionen er ubestridelig. Udbruddet af harme blandt de tjekkiske arbejdere blev nedkæmpet med en utrolig brutalitet, der vidner om, at regeringen er yderst opskræmt. I Italien er det også kommet til et masseudbrud i Turino. [1] Men det vigtigste er opstanden i den tyske flåde. Man må forestille sig de enorme besværligheder, revolutionen står over for i et land som Tyskland, tilmed under de nuværende forhold. Der kan ikke være nogen som helst tvivl om, at opstanden i den tyske flåde er et udtryk for en stor krise: fremvæksten af verdensrevolutionen. Mens vore chauvinister, der prædiker Tysklands nederlag, kræver, at de tyske arbejdere går til opstand straks, så ved vi russiske revolutionære internationalister af erfaring fra 1905-1917, at man ikke kan forestille sig noget mere overbevisende tegn på fremvækst af revolution end opstand blandt tropperne.
Tænk engang over hvilken situation vi nu står i over for de tyske revolutionære. De kan sige til os: Vi har kun Liebknecht, som åbent opfordrede til revolution. Hans røst blev undertrykt af tugthuset. Vi har ikke en eneste avis, som åbent kan klarlægge revolutionens nødvendighed, vi har ikke forsamlingsfrihed. Vi har ikke en eneste arbejder- eller soldatersovjet. Vores røst når med nød og næppe ud til de virkeligt brede masser. Og vi har gjort et forsøg på opstand, med en procents chance! I derimod, I, russiske revolutionære internationalister, har et halvt års fri agitation bag jer, I har en snes aviser, I har en hel række arbejder- og soldatersovjetter, I har sejret i begge hovedstæders sovjetter, hele den baltiske flåde og alle russiske tropper i Finland er på jeres side, og I svarer ikke på vores opfordring til at gøre oprør, I styrter ikke jeres imperialist Kerenskij, selv om I har 99 procents chance for at sejre i jeres opstand!
Ja, vi bliver ægte forrædere mod Internationale, [2] hvis vi i et sådant øjeblik, under så gunstige betingelser kun besvarer en sådan opfordring fra de tyske revolutionæres side – med resolutioner!
Føj hertil, at vi alle udmærket kender til den hurtige vækst af de internationale imperialisters komplot og sammensværgelse mod den russiske revolution. At kvæle revolutionen for enhver pris, at kvæle den både med militære midler og med en fred på Ruslands bekostning – det er, hvad den internationale imperialisme alt mere belaver sig på. Det er det, der især skærper den verdensomspændende socialistiske revolutions krise, det er det, der gør det særlig farligt – jeg er næsten parat til at sige: forbryderisk fra vor side – at udsætte opstanden.
Tag videre Ruslands indre situation. De småborgerlige kompromispartier, der gav udtryk for massernes bevidstløse tillid til Kerenskij og imperialisterne i det hele taget, har nu oplevet en komplet fiasko. Fiaskoen er fuldstændig. Sovjetkurien [3] på den Demokratiske Konference stemte mod koalitionen, flertallet af de lokale sovjetter af bonderepræsentanter stemte (i strid med deres centrale sovjet, hvor Avksentjev og andre af Kerenskijs venner sidder) mod koalitionen; valgene i Moskva, hvor arbejderbefolkningen står nærmest bønderne, og hvor mere end 49 procent stemte for bolsjevikkerne (og blandt soldaterne 14.000 ud af 17.000), – er alt dette ikke udtryk for et fuldstændigt sammenbrud i folkemassernes tillid til Kerenskij og til Kerenskijs og co.'s kompromispartnere? Kan man forestille sig, at folkemasserne på nogen tydeligere måde end ved disse afstemninger kunne sige til bolsjevikkerne: gå i spidsen for os, vi følger jer!
Men vi, som på denne måde har fået folkemassernes flertal på vor side, vi som har vundet begge hovedstæders sovjetter, vi skulle vente? Vente på hvad? At Kerenskij og hans Kornilov-generaler overgiver Petrograd til tyskerne eller hemmeligt indgår en sammensværgelse både med Buchanan og med Wilhelm for at kvæle den russiske revolution fuldstændigt!
Ikke nok med at folket gennem Moskva-afstemningen og gennem omvalget til sovjetterne har udtrykt tillid til os. Der er også tegn på en voksende apati og ligegyldighed. Det er forståeligt. Det betyder ikke tilbagegang i revolutionen, som kadetterne og deres eftersnakkere skriger op om, men en tilbagegang i troen på resolutioner og valg. Masserne i revolutionen kræver handling fra de ledende partier og ikke ord, sejr i kampen og ikke snak. Det øjeblik nærmer sig, hvor der kan opstå den mening i folket, at heller ikke bolsjevikkerne er bedre end andre, thi de formåede ikke at handle, efter at vi havde udtrykt vor tillid til dem ...
Over hele landet flammer bondeopstanden op. Det er tydeligt nok, at kadetterne og deres slæng på alle måder prøver at forklejne det og gøre det til »pogromer « og »anarki«. Denne løgn gendrives af, at der i oprørscentrene er begyndt en overdragelse af jorden til bønderne: aldrig før har »pogromer« og »anarki« ført til så enestående politiske resultater! Bondeopstandens enorme styrke fremgår af, at såvel kompromismagerne, som de socialrevolutionære i Delo Naroda [4] og selv Bresjko-Bresjkovskaja er begyndt at tale om at overdrage jorden til bønderne for at standse bevægelsen, før den definitivt vokser dem over hovedet.
Og så skulle vi vente på, at det lykkes for Kornilov-manden Kerenskijs kosakafdelinger at undertrykke denne bondeopstand stykke for stykke (Kerenskij som netop i den seneste tid af de socialrevolutionære selv er blevet afsløret som deltager i korniloviaden).
Øjensynligt har mange af vort partis ledere ikke bemærket den særlige betydning af en parole, som vi alle har anerkendt og gentaget i det uendelige. Det er parolen: Al magt til sovjetterne. Der har været paroler og øjeblikke i det halve år revolutionen har varet, hvor denne parole ikke betød opstand. Måske har disse perioder og øjeblikke gjort en del kammerater blinde og fået dem til at glemme, at denne parole nu, i det mindste siden midten af september, også for os er ensbetydende med opfordring til opstand.
Herom kan der ikke være skyggen af tvivl. Delo Naroda har for nylig forklaret dette »populært« ved at skrive: »Kerenskij vil under ingen omstændigheder underkaste sig!«. Naturligvis ikke!
Parolen »Al magt til sovjetterne« er ikke andet end en opfordring til opstand. Og skylden kommer helt og ubetinget til at hvile på os, hvis vi, som i flere måneder har opfordret masserne til at gøre opstand og til at afvise kompromismageriet, ikke fører disse masser frem til opstand, inden revolutionen bryder sammen, efter at de har udtrykt deres tillid til os.
Kadetterne og kompromismagerne skræmmer folk med eksemplet fra den 3.-5. juli, med sorthundredernes [5] voksende agitation osv. Men hvis der blev begået en fejl den 3.-5. juli, så var det kun den, at vi ikke tog magten. Jeg tror ikke, at det var en fejl dengang, for dengang var vi endnu ikke i flertal, men nu ville det være en skæbnesvanger fejl, og værre end en fejl. Sorthundredernes voksende agitation er forståelig som en tilspidsning af yderlighederne i situationen omkring den fremvoksende proletar- og bonderevolution. Men det er latterligt at gøre dette til et argument mod en opstand, for det kræver ikke bevis, at de af kapitalisterne bestukne sorthundreder er magtesløse i kamp. I kamp er de rent nul. I kamp kan Kornilov og Kerenskij kun støtte sig til den vilde division [6] og til kosakkerne. Men nu er opløsningen begyndt selv blandt kosakkerne, og desuden truer bønderne dem inden for deres egne kosakområder med borgerkrig.
Jeg skriver disse linjer den 8. oktober. Jeg har hørt fra en kammerat, som var på gennemrejse, at passagerer på Warszawa-banen siger: Kerenskij fører kosakkerne til Petrograd! Det er højst sandsynligt, og det bliver direkte vor fejl, hvis vi ikke på alle måder efterprøver dette og undersøger styrken og fordelingen af dette andet opbud af Kornilov-tropperne.
Kerenskij har på ny ført Kornilov-tropper mod Petrograd, for at hindre overdragelsen af magten til sovjetterne, for at hindre denne magts øjeblikkelige fremsættelse af fredsforslag, for at hindre overdragelse af al jord til bønderne straks, for at overgive Petrograd til tyskerne, og selv stikke af til Moskva! Det er den opstandsparole, som vi må sætte i omløb så bredt som muligt, og som vil få stor succes.
Man må ikke vente på den alrussiske sovjetkongres, som den centrale eksekutivkomité [7] kan forhale helt til november, man må ikke udsætte den og derved tillade Kerenskij at føre endnu flere Kornilov-tropper frem. På sovjetkongressen er Finland, flåden og Reval repræsenteret; de kan tilsammen igangsætte en øjeblikkelig march til Petrograd mod Kornilov-regimenterne, og en fremføring af flåden og artilleriet, af maskingeværer og to-tre soldaterkorps, som for eksempel i Vyborg har bevist, hvor stærkt et had de nærer til Kornilov-generalerne, som Kerenskij igen har slået følge med.
Det ville være den største fejl at afstå fra muligheden for øjeblikkeligt at knuse andet opbud af Kornilov-regimenterne ud fra den overvejelse, at hvis den baltiske flåde sejler til Petrograd, skulle den derved åbne fronten for tyskerne. Det vil bagtalerne (Kornilov'erne) sige, ligesom de overhovedet vil sige alle mulige løgne, men det er uværdigt for revolutionære at lade sig skræmme af løgn og bagtalelse. Kerenskij vil overgive Petrograd til tyskerne. For netop at redde Petrograd er det nødvendigt at styrte Kerenskij, og at sovjetterne i begge hovedstæder tager magten. Disse sovjetter vil straks foreslå alle folk fred og vil herigennem opfylde sin pligt over for de tyske revolutionære. Herved kommer de også til at tage et afgørende skridt til at sønderslå de forbryderiske sammensværgelser mod den russiske revolution, den internationale kapitalismes sammensværgelser.
Kun en øjeblikkelig opmarch af den baltiske flåde, de finske tropper, Reval og Kronstadt mod Kornilov-tropperne ved Petrograd er i stand til at redde den russiske og den verdensomspændende revolution. Og en sådan opmarch har 99 procents chance for på få dage at udvirke, at én del af kosaktropperne overgiver sig, at en anden bliver fuldstændig knust, og at Kerenskij styrtes, for arbejderne og soldaterne i begge hovedstæder vil støtte en sådan opmarch.
En udsættelse er ensbetydende med døden.
Parolen »Al magt til sovjetterne«, er en opstandsparole. Den, som benytter denne parole uden at erkende dette og uden at have gennemtænkt det, har sig selv at bebrejde. Men op-stand må man forstå at behandle som kunst – det hævdede jeg under den Demokratiske Konference, og det hævder jeg nu, for dette lærer marxismen, dette lærer hele den nuværende situation i Rusland og den øvrige verden.
Det drejer sig ikke om afstemninger, ikke om at vinde de »venstre-socialrevolutionære«, ikke om at samle flere provinssovjetter, ikke om deres kongres. Det drejer sig om en opstand, som Petrograd, Moskva, Helsingfors, Kronstadt, Vyborg og Reval kan og skal afgøre. Ved Petrograd og i Petrograd – det er dér, denne opstand kan afgøres og gennemføres mest alvorligt, bedst forberedt, hurtigst og mest energisk.
Flåden, Kronstadt, Vyborg og Reval kan og skal gå til Petrograd, knuse Kornilov-regimenterne, rejse begge hovedstæder, igangsætte masseagitation for en statsmagt, som straks overlader jorden til bønderne og straks tilbyder fred, de skal styrte Kerenskijs regering og oprette denne statsmagt.
En udsættelse er ensbetydende med døden.
8. oktober 1917
1. Turino – det drejer sig om de store antikrigsdemonstrationer i Turino i august 1917. Den 21. august begyndte demonstrationer i forbindelse med manglen på levnedsmidler. Næste dag strejkede arbejderne. Strejken blev til generalstrejke, man begyndte at bygge barrikader i byen. Bevægelsen blev politisk og tog antikrigskarakter. Den 23. august var Turinos forstæder i oprørernes hænder. Regeringen satte tropper ind for at slå bevægelsen ned og erklærede byen i undtagelsestilstand. Den 27. august standsede generalstrejken i Turino. – S. 150.
2. Internationale – 2. Internationale blev grundlagt på en kongres i Paris 14.-20. juli 1889, dvs. den opstod ved overgangen til den imperialistiske periode i kapitalismens udvikling og dens standpunkt til krig og militarisme blev et af dens vigtigste spørgsmål og det som optog den længste tid og den største interesse på alle dens kongresser helt op til verdenskrigens udbrud. Den 2. Internationales ledere gjorde under krigen overhovedet intet forsøg på at organisere en international aktion fra arbejderklassens side. De internationale konferencer, der blev afholdt, blev organiseret af den revolutionære opposition inden for de vesteuropæiske partier og de russiske bolsjevikker. Et forsøg på at organisere en fredskonference i Stockholm i 1917 mislykkedes. Først efter fredsslutningen var det muligt at organisere den fælles konference, der fandt sted i Bern 1919. – S. 151.
3. Sovjetkurien – de delegerede valgt af sovjetterne. – S. 151.
4. Delo Naroda (Folkets Sag) – dagblad, organ for centrums-folkene i de socialrevolutionæres parti. Udkom i Petrograd fra marts 1917 til juli 1918. – S. 152.
5. Sorte Hundreder – bander, organiseret af det tsaristiske politi til bekæmpelse af den revolutionære bevægelse. De snigmyrdede revolutionære, overfaldt progressive intellektuelle og foranstaltede anti-jødiske pogromer. – S. 153.
6. Den vilde division – se note 4 til artiklen Den Russiske Revolution Og Borgerkrig. – S. 153.
7. Den centrale eksekutivkomité – blev valgt på den 1. alrussiske kongres af arbejder- og soldaterrepræsentanter 3.-24. juni (16. juni-7. juli) 1917, dens overvejende flertal bestod af mensjevikker og socialrevolutionære. Den bestod frem til den 2. sovjetkongres. – S. 153.
Sidst opdateret 14.12.2008